Hvor kan jeg få hjælp ?

[Physen]

Godaften til jer alle..

Nu opretter jeg endnu et indlæg, jeg går i distrikt psykiatrien.. Og er sygemeldt fra mit studie hvor jeg har fået lov at tage orlov, jeg blev sygemeldt efter en trafikulykke hvor min psyke fik et knæk.. Jeg havde i forvejen adhd - ocd - personligheds forstyrrelse og nu mener min behandler jeg har fået stærk angst.

Jeg har fået seroquel til at slappe af på, og vi er gået i gang med samtaler og skal med sikkerhed proppes med flere præperater!

Jeg har spurgt hende med hensyn til min uddannelse om hun mener jeg vil være klar til det til august eller om jeg skal tage orlov et halvt år mere! Grunden til jeg har behov for svar fra hende er at mine tidligere behandlere sagde til mig at de synes ikke jeg skulle gå igang med uddannelse og at jeg ikke ville kunne gennemfører den samt de ikke mente jeg ville kunne varetage et job på fuldtid i hvertfald! Jeg valgte ikke at lytte til dem og det har resulteret i det kæmpe nederlag jeg har nu! Så det vil jeg ikke igennem igen, jeg føler ikke selv jeg kan overskue at komme igang igen - men omvendt vil jeg også gerne bare være færdig.. Jeg er så bange for at jeg aldrig kommer igang med noget igen da jeg har det af h til og bryder mig ikke om at komme hjemmefra.. Men jeg har brug for at vide hvad jeg gør hvis ikke jeg kommer igang igen ? Hvem beder man om hjælp, så jeg evt. kan finde ud af om jeg reelt set kan klare et fuldtidsarbejde ..

Puha det er rodet, håber i forstår

[annagw]

Hejsa

Jeg er 25 år og lider af personlighedsforstyrrelse og en afart af affektiv bipolar lidelse. Så ved du lidt om hvem der taler her...

Dine tidligere behandlere frarådede dig at starte på uddannelse, da de ikke mente, at du ville kunne klare det. Det har du nu fundet ud af, at du ikke kunne.
Hvorfor så udsætte dig selv for endnu et nederlag ved at starte til august??? Der er altså kun to måneder til!!!!!! Og du siger selv, at du ikke føler, at du vil kunne klare det. Og at du har svært ved at komme ud...
Du godt ved, at det rigtige at gøre er at tage et halvt års orlov mere - men du klynger dig desperat til håbet om, at psykologen siger, at du er velfungerende og stabil om to måneder. For det er så pisse træls at acceptere, at man ikke kan alt det man så gerne vil.


Det skulle vel aldrig være en emotionel ustabil personlighedsstruktur du har dig? Jeg kan genkende din tankemåde...
Jeg blev så arrig i skralden da en psykolog i sin tid fortalt mig, at jeg skulle indstille mig på at leve et roligt liv med stabilitet, struktur og ro. Jeg mente, at jeg bare lige skulle have fikset det der psykiske, tilbage til studiet, have min uddannelse og ud og redde verden... Men det kan jeg ikke - det har jeg også fundet ud af på den hårde måde, fordi jeg nægtede at lytte - og så måtte jeg ændre min livsopfattelse. Sådan var det bare. Men for fa'en; det har ikke været nemt at finde ud af hvilken vej i livet jeg så skal. Jeg tror dog, at jeg er ved at få skabt mig en ny vision.

Du har flere psykiske problemstillinger, og så længe du ikke er kommet overens med dem, så vil du næppe kunne fastholde hverken studie eller arbejde.
Du siger, at du formentlig skal have flere typer medicin, og det kan være temmelig hårdt at trappe ind i ny medicin, såfremt man er ramt af bivirkninger. De går dog i det mindste over efter et par uger... Det er meget muligt, at det første præparat ikke er det rigtige for lige præcis dig, og så skal der ændres på det. Desuden går der op til en måned før man får fuld virkning af de fleste præparater.

Jeg er ked af at sige det: Du gør dig selv en kæmpe bjørnetjeneste ved at forhaste dig.

Indstil dig på, at det næste halve år skal gå med at blive stabil; ved hjælp af medicinering såvel som terapi. Forsøg at få en hverdag op at køre med fritidsinteresser og eventuelt noget frivilligt arbejde, sådan at du holder dig igang, føler at du bidrager med noget og så du kan se hvor meget du egentlig magter. Om du vil gå til noget motion, skrive noveller, tage på miniferier i den anden ende af landet, arbejde i lektiecafé for Dansk Flygtningehjælp, lave suppekøkken for hjemløse, indgå i det sociale i det lokale folkekøkken, være besøgsven eller træne unger i håndbold er sådan set ligemeget, men ligemeget er det ikke, at du skal pleje dine bekendtskaber. Det er så nemt at få lukket af for det sociale når livet er svært, men det bliver ikke nemmere i sidste ende ved at man sidder uden venner.

Hvis du indstiller dig på et sådant halvt år, så vil du have langt større chance for at nå dit mål: At gennemføre din uddannelse og/eller kunne leve et såkaldt almindeligt liv med fuldtidsjob og fritidsinteresser.

Med hensyn til hvor du kan få hjælp til at afklare hvad du kan: Det sker gennem din sagsbehandler på kommunen. Skal du være i aktivering når du har orlov fra studiet? I så fald må og skal du stritte imod at blive sendt direkte ud i virksomhedspraktik eller lignende. Din sagsbehandler kan henvise dig til et sted som at gøre med afklaring af hvad man kan overkomme. Jeg er selv i Projekt Springbræt i København, og min aktivering består af, at jeg 2 gange om ugen er i et fitnesscenter hvor jeg har personlig træner, 1 gang om ugen skal til at have coaching, og cirka ugentligt taler med socialrådgiveren på Springbræt. Og det er jeg fordi det gentagne gange har vist sig, at jeg ikke kan fastholde virksomhedspraktikker og uddannelse... Nu går projektet så på at få skabt struktur, frigøre nogle endorfiner ved træning og at komme ud ad døren til tiden, i håb om at det vil gøre mig bedre rustet til at kunne klare et arbejde.

Endnu en gang: Hvis du har så meget brug for at GØRE noget, så find noget frivilligt arbejde. Selv hvis du skulle kunne hutle dig gennem studiet, hvad nytter det så at stå med et eksamensbevis, når du har en masse problemstillinger der i sidste ende vil eksplodere fordi de ikke bliver taget hånd om i tide..? Pas på dig selv og tag den tid du har brug for!

[Psychocowboy]

Jeg kan kun støtte op om annagw's anbefalinger.
Glem alt om at gøre noget som helst på fuld tid indtil din psykiater (og dig selv) mener du er 100% stabiliseret og klar. Alt andet vil være at skyde dig selv i foden eller et sted der er værre :-)
Fokuser på at få en fornuftig sammenhængende dagligdag indtil videre (med Ro-Renlighed-Regelmæssighed).

[Physen]

Puha, jeg må indrømme du fik mig til at tænke Annagw, jeg er sygemeldt fra skolen dvs. jeg stadig får min su - det vil jeg også gøre i det halve år hvis jeg beder om orlov.. Derfor har jeg ingen sagsbehandler til at "støtte" op om hvad jeg skal.. Jeg tænker også lidt hvad hvis jeg tager det halve års orlov og stadig ikke kan komme tilbage, hvad filan gør jeg så..?

Det sociale er meget begrænset, jeg er ikke god til at komme nogen steder, heldigvis har jeg en sød kæreste der tvinger mig med ud at handle osv. Så jeg ikke lukker mig helt inde! Ja, det er emotionel lalala jeg har :-) Vi er ved at finde ud af om det er borderline jeg har :-/

Tusind tak for svar, jeg vil nok læse det igen og igen for at overbevise mig selv, da jeg som sagt ikke rigtigt kan acceptere jeg ikke er ligesom de andre ! Det er hårdt at se veninder være igang og have tusind bolde i luften og klare det hele - jeg kan ikke engang overskue min uddannelse, det faglige er intet problem - det er det med tiden, at jeg ikke kan overskue det i hovedet . ihhh det er træls

[hansemand]

Oprindeligt indsendt af Lille-My

Puha, jeg må indrømme du fik mig til at tænke Annagw, jeg er sygemeldt fra skolen dvs. jeg stadig får min su - det vil jeg også gøre i det halve år hvis jeg beder om orlov.. Derfor har jeg ingen sagsbehandler til at "støtte" op om hvad jeg skal..

ALLE i dk har ret til en samtale med en sagsbehandler, og får en tildelt efter adresse eller cpr-nummer.

Find dit nærmeste Socialcenter via nettet, og ring og bestil tid til en samtale.

Det er her, mange går galt i byen, sidder og slåsser med tingene selv, og ved ikke at de har ret til al mulig støtte.
Og det er jo drænende af H til, at tro man skal gennemskue hele verden på et minut, især når man er presset som du, så start med at få Systemet til at lave det de er her for, nemlig at hælpe/arbejde for dig - og ikke omvendt.

VÆR I NUET, som de andre erfarne siger, det er ligegyldigt, hvad der måske/måske ikke sker om et halvt år, hvis A-bomben falder i morgen - get my point?!

får du diagnosen Borderline - en af de mange undertyper - så spørg læge/psykolog/psykiater om henvisning til DAT - Dialektisk adfærdsterapi, som er specielt til unge borderlinere, og kan hjælpe dig tilbage til det liv du ønsker.

Det er i hovedstadsområdet og på Fyn, ihvertfald, men spørg spørg spørg, også herinde.

Og de andre har også ret i en anden ting - hold FOR GUDS SKYLD fast i det sociale netværk du har - det er livsfarllgt at lukke dig mere inde, og gør det kun sværere at komme tilbage til det liv du ønsker.

Held og lykke med kampen.

[annagw]

Det gik lige op for mig, at jeg har skrevet til dig i din tråd "Grædefærdig" for et par måneder siden.
Jeg syntes ligesom ovenfor, at du bør se at få en samtale med din sagsbehandler. Jeg kunne godt forestille mig, at det vil være mere hensigtsmæssigt for dig at komme i en form for støtte-/afklaringsforløb som det jeg er i end det er for dig at gå rundt uden mål og med. Du har vist brug for en form for kontaktperson der kan hjælpe dig med at overskue alle tankerne omkring hvad der skal ske fremover. Det vil formodentlig kræve, at du kommer på kontanthjælp, men du bør kunne få fuld takst eftersom du er emotionel ustabil personlighedsstruktur.
At du tager op og taler med sagsbehandleren om mulighederne er ikke det samme som at du samme dag melder dig ud af studiet og starter på noget gennem kommunen. Du vil såmænd nok bare have godt af at få overblik over hvilke hjælpeforanstaltninger kommunen kan tilbyde. Og du skal sørge for at lægge vægt på alt det der går så forbandet skidt, sådan at du ikke sidder og tegner et usandt billede af dig selv der viser, at du vil kunne klare en hel masse timer om ugen.

[Physen]

Tusind tak for svar, vidste ikke man kunne tale med en sagbehandler uden at være i kommunens "hænder" .. Det tror jeg at jeg vil prøve! Annagw - ja du skrev i mit andet indlæg :-) Jeg har i så mange år haft "happy face" på fordi jeg er flov over at have det dårligt ! Mine forældre er sådan nogle der ikke bryder sig om at man skal have hjælp nogen steder fra og de mener ikke jeg "fejler" noget med jeg bare "hygger" mig herhjemme! Derfor har jeg så svært ved at indse at det ikke bare er pjat - omvendt er det jo heller ikke for sjov at forskellige behandlere siger jeg ikke vil kunne klare et fuldtidsarbejde - selvom det er svært at skulle se i øjenene! Så lige pt. aner jeg ikke om jeg bare skal starte 1 aug. fordi alle mine veninder kan jo klare det - mange af dem er fagligt meget svagere end hvad jeg er - og de kan klare det ! Synes det hele er lidt noget **** -

Hansemand - tusind tak fordi du fortalte mig jeg kunne få hjælp :-) Det med ikke at tænke i fremtiden - mit liv ville være SÅ meget nemmere hvis jeg kunne lade være med det :-)

[Miniature]

Min egen læge sagde engang disse vise ord:
Det handler ikke om målet, men om vejen dertil og det er vigtigt ikke at forhaste sig, men istedet se det som et "ludospil", hvor man er nødsaget til at tage det felt for felt, for at nå målet.
Det kan være enormt frustrerende, især når man er ung og andre jævnaldrende når det ene og det andet - og som du siger, har alverdens bolde i luften og nyder livet. Jeg har selv samme issue på nuværende tidspunkt, da det påvirker mig, at mine muligheder ikke er lig deres, men min fornuft siger mig dog, at det vigtigste er, at man gør sidstnævne - nyder livet.
Jeg tror, at du er nødt til at "acceptere" og om ikke andet respektere din situation som den er nu, tag imod den hjælp du kan få for at komme på rette spor og tag så den vej som er sikrest for lige netop dig at følge, så du stadig kommer helskindet frem til målet.

Håber, at det lysner op for dig!

[Zania]

Jeg går i lokal psyk, får også seroquel - har bl.a. angst, social fobi, ocd, paranoid, etc. Jeg har meget gavn af min handlekraftige behandler, og er nu indstillet til pension af kommunen.

Det bedste råd jeg kan give er at fortælle behandleren alt. Også de små ting i hverdagen, som er svært. Jeg var svær for dem at hitte ud af, fordi jeg virker normal og ressource stærk.

Jeg sagde, jeg får det bedre, når jeg har lidt ro, og så mente de, det bedste ville være pension.

"Hvem beder man om hjælp, så jeg evt. kan finde ud af om jeg reelt set kan klare et fuldtidsarbejde .."

Hos mig var det lokal psyk. Faktisk havde de ti gange mere styr på, hvad jeg kunne klare. Jeg ville nemlig ikke selv indrømme det. De er ikke så dumme. Og de har haft et godt samarbejde med min kommune..

[Physen]

Jeg har været hos min behandler i dag og fik at vide at jeg har svær angst samt en svær dep. Hun mener ikke jeg ville kunne klare at starte i skole til august