Venner fordufter

[MTVRV1]

jeg har cirka nul venner tilbage med 10 år som syg

har heldigvis fået en ny på mit bosted og vi har også været indlagt på samme sted
vi har nogle af de samme ting at gå op i

men det er klart mine venner forsvandt stille og roligt, når man stort set siger nej til alle ting, fordi man ikke har noget skud
samt de har fået børn i den periode jeg har været syg.

Så Ja vi helt enige annagw, jeg er ikke bitter på nogen af dem

[susssana]

Jeg har aldig haft mange venner, har heller ikke haft behov for det. før gik meget af min fritid med aktivitet og sport. Men nu hvor jeg er syg og ikke kan rende sådan rundt mere, føler jeg mig pludselig ensom. Ser stort set heller ikke de få venner jeg har haft, de har jo travlt med deres aktive liv :-)

[Solen]

Hm, den er jo lidt svær!

Jeg vil sige det sådan, at min vennekreds har ændret sig.

Jeg har mistet venner og bekendte - både fordi de i det lange løb ikke orkede at forholde sig til det ændrede mig, men bestemt også fordi jeg ikke orkede at holde kontakt. Man skal jo både give og tage i et venskab....og hvis man ikke orker gribe telefonen af og til, fordi de mest basale ting i hverdagen fylder alt for meget, så er det jo lidt svært...

Kontakten med god kollegaer forsvandt også stille og roligt. Jeg var jo ikke en del af arbejdsfællesskabet mere - jeg blev dog også efter min fyring inviteret med til sociale sammenkomster. Faktisk gjorde det mig trist at være med, for det mindede mig om alt det, jeg havde mistet.

Når jeg tænker på mine mistede kontakter, så har det et lang stykke hen ad vejen været mit eget valg. Jeg har været nødt til at prioritere kontakter fra pga. manglende overskud. Det er sket stille og roligt uden sværslag.

De senere år har jeg fået nye bekendtskaber. Det er mennesker som ikke har kendt det raske mig - det er faktisk nemmere. De er jo ikke vant til den fysisk aktive person, som jeg var før. Det er både lettere for mig og for dem.

Så for mit vedkommede må jeg sige, at jeg bestemt også har haft stor andel at jeg mistede venskaber.

[Enteneller]

Det samme for mig Solen.

For det første er jeg ikke super social til hver en tid, men blev da skuffet da mine ellers gode kollegaer, nogle mere end andre, bakkede ud.

Der er så kommet andre venner til, således dog at jeg har skiftet "venskaber til bekendte", for så tæt kommer de ikke mere, det er for tungt til mig.

[c.l.e.o.]

jeg fortrød mit indlæg

[c.l.e.o.]

Oprindeligt indsendt af ikh

Vil gerne vide om der er andre der har oplevet at ellers gode og nære venner er forsvundet ud af jeres liv efter I er blevet syge.... Jeg sidder og sørger over tabet af et par venner, som jeg har kendt i mange år. Indtil jeg blev syg, var vi sammen flere gange om ugen og ringede til hinanden dagligt. Nu er telefonen død. Jeg føler de er blevet trætte af mig og min sygdom. Jeg er ikke mere så sjov at være sammen med.

Det kan da ikke være rigtig at man bliver kasseret fordi man er syg.

Jeg tror de havde regnet med at det gik over efter en tid. Da det ikke er tilfældet har de valgt at droppe mig. Jeg har selvfølgelig også ændret mig efter alt det her, er blevet mere indadvendt og langsom. Kan ikke holde til så meget og er ikke så festlig som før.

Men det gør ondt, næsten som en skilsmisse.

Det er lige sådanne jeg føler og har det med et af mine børn,jeg er hammernde ked af det ,men på den anden side så har jeg forstået budskabet,jeg slit og ubrugelig åbenbart i det forhold,som det nu var..

Jeg kan værken gøre fra eller til,og må bare give slip-lige som jeg har gjort med veninder og bekendte gemmen årne hvor skroget er blevet dårligere.Jeg vil ikke stå i vejen for nogle,og slet ikke min børn.

Det gør helves ondt at blive kasseret,så jeg føler med dig.

Der er noget der hedder at lige børn leger bedst,og det er der nok noget om.

Det er bare så pokerts svært at finde nye bekendtskaber,selv føgler jeg mig som en på 90 men vil alt det de fleste på 30 kan ,men har ikke over skudet til det er der ikke.
Viste jeg bare hvad jeg skulle råde dig til,kan kun sige op med humøret,og få det beste ud af det hen af veje.
selv tager jeg en dag af gangen det har jeg det best med..

[Isabel]

Skide være med venner! Hvis de ikke følge dig i tykt og tyndt så er de ikke venner.Jeg har en lille håndfuld og alle mine dejlige plejebørn.
Så kan man da også skille fårene fra bukken, et gammelt ordsprog
Jeg er så lykkelig for at jeg har givet nogen noget, og nu får det tilbage.
Isabel

[LUM]

Nææ.

Jeg var temmelig "alene" da jeg flyttede hjemmefra, kun en veninde holdt jeg kontakten til, nok mest fordi vi var flyttet til samme by, oven i havde jeg ALT for travlt med livet, så den stod på kæresten test og udd. Jeg NØD livet, og ønskede ikke at have tid til andet end det.

Så da jeg fandt sammen med min mand, var der stadig "kun" veninden, men af forskellige årsager, valgte jeg hende fra, bla fordi hun havde et syn på alkohol og små børn jeg absolut ikke værgen kunne eller ville acceptere.

Først efter jeg flyttede samme med gemalen, og efter jeg havde valgt hende fra, fik jeg dårlige knæ og kom ind i systemet.
Der gik min tid i høj grad med at forliges med min indskrænkede bevægelighed, samtidig med blev jeg mere og mere dårlig psykisk pga systemet, som så førte til min ADHD diagnose, ca 6 år inde i forløbet, så der havde jeg bare ikke overskuddet til de der helt tætte relationer.

Dog fik jeg bekendtskaber i gennem beredskabet (det forhold man har til hinanden er på en meget mere åben måde end så mange andre steder, som kollegaer behandler man hinanden med tillid, meget i stilen med venskab, også selv om at man aldrig har mødes før) som langsomt, altså over flere år, udviklede sig til rigtige venskaber, men ingen af dem sådan virkelig nære.
Men som allerede beskrevet havde jeg ikke selv lyst, eller overskud til at pleje det, men samtidig fik jeg jo en del af behovet stillet gennem beredskabet, dog med den i mente at det bestemt ikke er glemt at det ikke er venskab som normalt, og da slet ikke helt nær.

En har jeg ikke fået lov at "slippe for" min genbo, hvordan og hvorledes aner jeg ikke, men hun accepterede ikke at jeg var lidt kold og besværlig at have med at gøre (jeg er meget åben som person jeg elsker mennesker, men der til og ikke længere) og nu er hun altså bare en super veninde, hun rummer mig fuldt og helt både når jeg er oppe og når jeg er nede (også HELT nede)
Det ikke alt tid hun gider høre på mig, men hun gør det alligevel, for hun ved at jeg bare har brug for et sæt ører med huld i gennem, det behøver ikke hænge ved, så tit knævrer jeg løs mens hun siger ja jo og nej, og omvendt, for hun har bestemt også hendes ture, især når det kommer til hendes mand, men så rummer jeg da bare det, om end det absolut er farligt, i det jeg er en af de få han har ture lukke ind (han er direkte menneske sky) så jeg får også fra ham af, over hende, så jeg balancerer på en knivæg ind i mellem, men der er det jo en fordel at være lige så glemsom som jeg er... ADHD behøver bestemt ikke være negativt *gg*

Nu er jeg endelig så småt ved at være klar til en omgangskreds, det skal nok komme, for kender efterhånden en del fra byen, men samtidig er jeg meget meget varsom, fordi jeg... hvad nu hvis jeg får endnu en længerevarende nedtur?? så værgen kan eller vil jeg bruge energi på at vedligeholde, der ved jeg at min veninde er ligeglad, hun er super til at mærke hvornår jeg har brug for at isolere mig, hvornår hun skal være påtrængende (så jeg ikke isolere mig) og hvornår tingene bare skal være som de plejer, men den slags mennesker er der jo 1000 år i mellem, man er SUPER heldig hvis man kender sådan et menneske, og det er dem jeg skal have omkring mig, for hvad nu hvis??

Men bekendt skaber har jeg fået massere af, den seneste tid, især af de der hvor man ikke rigtig forventer det store af hinanden, andet end en sludder for en sladder når man mødes til et eller andet. Men nu har jeg også lysten energien og overskuddet til det *ss*