Retsagen mod Bitten Vivi Jensen.

[phhmw]

Af Thomas Knudsen

https://www.facebook.com/knudsen2

Retfærdighed er ikke for magten, men for de afmægtige

Retten var sat på Frederiksberg. Københavns Kommune havde anklaget partsrepræsentant og whistleblower Bitten Vivi Jensen for chikane af sagsbehandlere i jobcenter efter paragraf 119a. Den såkaldte chikaneparagraf.

Den offentlige anklager var af et noget splejset udseende. Siger det kun, fordi hendes fremtræden var i den tyndbenede afdeling, og fordi hun tydeligvis havde svært ved at gabe over en så ubetydelig sag. Hendes anklageskrift var sjusket. Dårligt fremført. Og man må tænke, at hun var sendt i byen med den oversikkerhed, som kun myndighedspersoner kan oppebære i deres opblæste selvforståelse. For de havde regnet med, at 90 minutters retsmøde var nok til at få dømt Bitten. Hvilket blev udvidet til 2 1/2 dags retsmøder.

Den offentlige anklagers opfattelse var, at Bittens mange opslag var en slags pulje, der hver især ikke var ulovlige, men at de med antal kunne blive kriminelle.

En slags omvendt rabattanke. Vidnet fra Københavns Kommune, havde ikke selv været i kontakt eller følt sig chikaneret af Bitten. Men da hun arbejdede i centraladministrationen, og det var personer under hende som HR-chef -så måtte hun personligt anmelde Bitten sammen med 15 andre sagsbehandlere.

Anklagerens vidne lagde stor vægt på arbejdsmiljøet. At det var vigtigt for kommunen, at der var et godt arbejdsmiljø. At medarbejdere ikke sådan kunne blive følelsesmæssigt berørt, ved at Bitten eksempelvis anklagede dem for at være inkompetente, træffe ulovlige beslutninger og afgørelser.

Dette synspunkt var meget ømt.

Al den stund at disse sagsbehandlere havde truffet ulovlige beslutninger og forvoldt betragteligt skade på syge borgere i jobcenter. Man må forstå, at de borgere der blev ulovligt og uværdigt behandlet med store konsekvenser, ikke havde nogen ret. Ikke havde krav på beskyttelse. At det var jobcenteransattes arbejdsmiljø, som var vigtigt. Man tænkte det til forveksling kunne fremstå som menneskeligt. Men på en lidt skør måde.

Forsvaren Mads Krøger Pramming procederede grundigt og perspektiveret.

Han gik i rette med den offentlige anklager, ved at påpege man ikke kunne bundte lovlige ting sammen, så det blev kriminelt. At der ikke var nogen bevisførelse for nogle af de enkelte tilfælde.

Der var henvisninger til forarbejdet med lovgivningen, som indgår i hvordan loven skal tolkes efter hensigten. Der var henvisninger til menneskerettighedsdomstolens principper -herunder ytringsfrihed. Der var en lang oplistning af tidligere domme efter paragraf 119a. Altså præcedens. I den sammenhæng kan Bittens udtalelser på sociale medier virke meget svage og ubetydelige i forhold til de andre domme, som ikke var faldet ud til domsfældelse efter paragraf 119a. Forsvareren oplistede også mange eksempler på, hvorfor det var i offentlighedens interesse, hvad der foregik i jobcentre.

Hvor meget Bitten havde været i pressen og været en frontfigur for at afsløre tingenes tilstand.

Ved procedurens afslutning fik Bitten Vivi Jensen de sidste ord.

Og i den forbindelse måtte jeg græde sagte. For jeg ved hvilke umenneskelige ting, der foregår i Jobcenter.

Jeg ved, hvordan mennesker ødelægges på samlebånd. Det er de menneskers skæbne, som får mig til at harmes og græde. Fordi det er så umenneskeligt, udueligt og ulovligt, hvad der foregår i jobcentre. Her er Bittens sidste ord i retsagen, før der falder dom den 23 april.

" Jeg takker retten for at give mig lejlighed til denne afsluttende kommentar inden domsafsigelsen, og jeg takker for tålmodigheden til at høre mig.

Jeg har samarbejdet med de 16 ansatte, der her anklager mig chikanere gennem 17 forskellige borgersager.

Ikke en af disse sager har været triviel for borgerne, og ikke en sag er fri for ulovligheder begået af dem som anklager mig. 10 af sagerne har været så skandaløse, at det har vakt store mediers interesse. Berlingske Tidende, Danmarks Radio, DR, TV2 og TV2-Lorry

I dag siger sagsbehandlerne ofte til deres borgere: "Undgå Bitten Vivi Jensen, hun er dårlig for din sag", og det kan de have ret i: Jeg har nemlig afsluttet alle de sager jeg har haft på ganske få måneder, hvor forskellige afdelinger i Københavns Kommune har brugt år, det kan både sagsakter og de borgere jeg har hjulpet bevidne.

F. eks. den skizofrene Viktor, som kommunen gjorde hjemløs ved helt at lukke for hans understøttelse. Han blev så angst af deres fremfærd overfor ham, at han ikke turde møde dem. "Hvis du kan skrive mails, kan du også komme til møde" skrev en jurist til ham. Skizofrene hører ikke hjemme i jobcenter, og det burde jobcenteret have taget højde for.

Jan Larsen, tidl. postmedarbejder, dødeligt syg af KOL og med en fuldstændig ødelagt fod og ryg efter et fald, blev også hjemløs,

Bjarne Colditz, udmagret og subsistensløs, død dagen efter han fik sin pension,

Niels-Erik multisyg døde 14 dage efter sin bevilling af førtidspension med en vægt på 34 kg,

Michael Andersen dødsmærket af KOL efter at have arbejdet med asbest og opløsningsmidler,

Bjarne Frank Jensen døde af kræft, begge kaldt til arbejdsprøvninger, lige efter operationer,

Jane Pihlmann – usigeligt hård barndom – blev fritaget af sin læge fra et møde, og fik en sanktion på 4.000 kr for fravær.

Alt det: hamrende ulovligt, og alligevel udført af netop de 16 mennesker, der i dag har anmeldt for mig for chikane, som om jeg på nogen måde personligt skulle have forfulgt dem.

Jeg har kritiseret deres arbejde, og jeg har gjort det offentligt, fordi retssikkerheden herhjemme i både kommuner og Ankestyrelse svigter.

Jeg vil også nævne den nu døende Madeleine. Seksuelt overfaldet og misbrugt som barn, voldelige forhold som voksen og en diagnoseliste så lang, at jeg ikke har tid til at læse den op her, men jeg kan nævne, at det iflg. en funktionsevnebeskrivelse tog hende 2-3 timer at kæmpe sig 600 meter ned i Aldi og købe ind. Sagen varede 43 år, med over 100 sagsbehandlere.

Sagsbehandleren truede Madeleine med at hun selv måtte betale lægeerklæringer, når hun var syg.

Det er naturligvis bundhamrende ulovligt, og det hjalp ikke.

Det gjorde de 5 gange på en enkelt måned Madeleine blev økonomisk straffet heller ikke. Det var den sagsbehandler, der sad her i retten og græd, fordi jeg, som retten har hørt på lydfil, havde fortalt hende at hun gjorde et dårligt stykke arbejde.

På 8 år har jeg afsluttet over 100 sager i Københavns Kommune, jeg har vundet hver og en.

Det kan kun betyde at jeg har haft ret, og at kommunens sagsbehandlere har taget fejl.

Jeg har set den ene knuste skæbne efter den anden, og har opfattet det som en pligt at hjælpe fordi jeg kunne.

At nævne navne på de værste sagsbehandlere, og offentliggøre lydfiler af deres virke, har været nødvendigt. Hvis det var muligt, lagde jeg gerne sag an mod hver og en af dem.

Jeg har aldrig chikaneret nogen, kun omtalt deres virke som det forekom: menneskeødelæggende og formålsløst.

Jeg fortryder intet."

Hilsen Peter