Klinisk stress

[Svaninden]

Det er efterhånden svært at huske diverse, fordi forløbet har været så langt og ingen har vidst, hvad der skulle gøres for at hjælpe mig på vej.

Men det begynder vel i 2007, hvor jeg har arbejde om natten som chauffør. Det er her jeg begynder at have problemer med at sove, med tankemylder og med "sygdomme" som ikke er definerbare, men som jeg reagerer på alligevel. Jeg har et skyhøjt fravær, men chefen har ikke tid til at finde en ny chauffør, så han klarer både mit arbejde og sit eget. I slutningen bliver det så grelt at jeg søger nyt job og finder det. Dagarbejde (for når man ikke kan sove og man arbejder nat, så handler det vel om arbejdstidens placering på døgnet?) og i DSB.

Der er anderledes ro. Vi er masser af mennesker og der er ikke så meget at lave, så fra at springe rundt som en skoldet skid bliver det nu mere til hyggearbejde og kollega-snak. Fra at blive ringet op af vrede kunder, fordi min chef havde glemt at fortælle hvornår de skulle have levering, blev det nu til at blive råbt ad af mellemledere, der skulle vise at de havde et job med lidt magt. Det var især én, der så sig gal på mig. I forvejen var vi kun 4 kvinder og resten var mænd (vi var vel 35-40 ansatte), og denne mellemleder havde altså noget med kvinder i det fag. Jeg var ikke den første, men jeg var så tyndslidt uden at vide hvad der var galt, så jeg snoede mig for at tækkes ham. Det blev det kun meget værre af. For jeg kunne intet gøre rigtigt så. Hvis jeg ikke havde noget at lave og spurgte om opgaver, var svaret "man kan altid finde på noget at lave på et lager" og hvis jeg ikke spurgte efter opgaver, men fandt på noget selv, var reaktionen "du skal passe din pind".

Det holdt jeg ud i et lille års tid. Så blev jeg skiftet over til et nyoprettet hold, som ville få meget mere ansvar - og så slap de også for Tudesidse. Problemet var at vi havde mere ansvar, men ikke retten til at udføre det på vores betingelser. Jeg har det meste af en læreruddannelse bag mig, så jeg er "skolet" til at tage ansvar og sørge for at ting er i orden. Det gav bagslag, fordi jeg troede at det nye hold ville få andre muligheder - det gjorde vi ikke. Efter et halvt år fik vi en ny leder, der skabte et arbejdsmiljø, som jeg ikke kunne holde ud at være i. Det var det samme umulige situation igen. Jeg måtte ikke længere selv styre mit arbejde, men skulle spørge. Så var svaret, at jeg kunne gøre sådan og sådan. Hvis det ikke var muligt, og jeg ikke kunne komme i kontakt med lederen (vi arbejdede i 2-holdsskift, men hun var der kun om dagen), skulle jeg selv finde på noget - men det var aldrig godt nok, det jeg havde fundet på. Søvnproblemerne kom igen - denne gang med 100 km/t og jeg begyndte at drikke en aftenpils for at slappe af og kunne sove. Det var et skråplan, da jeg opdagede at det snart heller ikke virkede. Skulle jeg så trappe op til to (og måske flere) eller skulle jeg bare gå til læge? Det blev det sidste.

Jeg havde været hos lægen en del gange til "samtaler", men denne gang var det så grelt at hun sagde at hvis jeg ikke sygemeldte mig asap, så ville hun gøre det. Jeg kviede mig og måtte ud på gangen for at ringe, mens jeg tudede som pisket. Det var sådan et nederlag, fordi jeg i forvejen havde skyhøjt fravær (igen) og havde været til et par medarbejdersamtaler på den konto allerede.

Jeg blev deltidsraskmeldt og fik tilbud om samtaler med socialrådgiver i firmaet, samtidig med at jeg var i noget tilbud fra ekstern aktør fra kommunens side. Det lå i Gladsaxe og bestod af nogle samtaler med en socialrådgiver, en diætist, en psykolog, en fysioterapeut og en læge. Det blev så til at jeg fik 12 gange hos psykologen. Hun hjalp mig så frem til at jeg skulle læse mit sidste linjefag færdig og at jeg kunne blive raskmeldt til andet arbejde. Altså, firmaet var så nødt til at finde noget andet arbejde til mig eller også måtte de fyre mig. Så var der heller ikke problemer med a-kassen.

Jeg blev fyret og jeg læste mit sidste linjefag på dagpenge og blev så tilbudt vikararbejde for en ven, som er lærer. Søvnløsheden kom galoperende retur og i den påske sov jeg kun et par timer i døgnet, fordelt over et par gange. Ingen troede på mig, før mine egne forældre opdagede, at når de gik i seng, så sad jeg ved computeren, når de var oppe for at tisse om natten, så sad jeg ved computeren og når de stod op kl. halv seks om morgenen, havde jeg lavet morgenkaffen. Jeg havde da været inde og ligge lidt, men jeg havde ikke rigtigt sovet. Det kunne jeg egentlig bedst om dagen, men det gør man jo ikke - for så kan man jo ikke sove om natten, ifølge mine forældre. Men de fik en forståelse for det, så jeg uden problemer kunne sige "jeg lægger mig lige" og så fik jeg fred. Ingen, der lige skulle noget inde på værelset, ingen der lige skulle høre om noget. Det var rart endelig at møde forståelse.

I en anden anledning begyndte jeg hos en psykoterapeut. Samtidig søgte jeg ansættelser på skoler, og jeg fik da et vikararbejde. Der gik en måned, så måtte jeg gå til kontoret og fortælle det som det var. De tilbød mig så job som løs vikar, hvilket bare ville gøre min stress værre, så jeg måtte forklare dem om prøveperioder og stuff. Jeg var sygemeldt og de fyrede mig så.

Nu begynder den lange sygeperiode. Jeg brugte min læge og min psykoterapeut en del til at kapere stressen og jeg fik også et tilbud fra Kbhs kommune. Det var vitterligt det bedste tilbud ever! Det handlede om stress, angst, depression og den slags "føle-sygdomme", men der var også borgere med fysiske problemer. Der var motionstilbud oveni. Jeg sugede til mig af viden omkring stress, angst og depression. Endelig forstod jeg hvad der skete og jeg kunne fokusere på mine egne stressorer og signaler. Min psykoterapeut fulgte med på sidelinjen og hjalp mig med at identificere signaler og stressorer. Det arbejde var guld værd.

Og selvom jeg har sluppet både aktøren og psykoterapeuten, arbejder jeg stadig aktivt med det i dag, så jeg vedligeholder hvad jeg kan og udvider mulighederne for hvad jeg kan. Mere om det senere (hvis jeg husker det).

Jeg var en pligtopfyldende sygedagpengemodtager og gik til alle møder på kommunen som jeg skulle til. Hen over sommeren fik jeg nogle papirer med hjem, som jeg skulle udfylde - men jeg syntes det var svært, så jeg måtte have hjælp, men der var ikke rigtigt tid til det, så jeg fik bare en ny omgang papirer med hjem med besked på at jeg skulle udfylde det jeg kunne, så skulle vi udfylde resten sammen næste gang. Men næste gang skete så noget andet. Jeg var også begyndt i virksomhedspraktik via den eksterne aktør. Den del var de knapt så gode til, men jeg tog imod udfordringen, selvom jeg var noget loren ved det.

Jeg røg ud i et offentligt firma, der 3-4 uger efter min start ville lukke ned for ferieafholdelse - jeg skulle så over i et andet offentligt firma - og min stress peakede. Jeg kunne ikke overskue at møde nye mennesker, nye arbejdsgange og nyt sted, så jeg tog kontakt til ekstern aktør, hvor min kontaktperson ikke var at træffe. Jeg følte at jeg måtte klare problemet selv, så jeg fik nummeret til firmaets kontaktperson, der stod for ledelsen. Det var en grim samtale. Her fik jeg at vide at hvis jeg ikke kunne magte at skifte arbejdssted, så var jeg meget meget meget syg og han spåede mig ikke mange chancer på arbejdsmarkedet. Jeg var målløs.

Enden på det blev at jeg ikke skulle fuldføre praktikken og vi skulle finde et nyt sted til mig. Det blev fundet og der var ingen ferie planlagt foreløbig. Til gengæld var det et lille sted med ejeren som fuldtidsansat og en flexer på deltid. Hun havde så taget mig ind, men også en anden. Pludselig stod vi så 4 mennesker og skulle have noget at lave og ejeren var dårlig til at uddelegere, så jeg lavede "slavearbejde", som jeg "sloges" med den anden nye om. Jeg spurgte om vi ikke kunne fordele os lidt på dagen, der var jo ingen grund til at stå 4 mennesker på et tidspunkt, hvor der ikke var så meget at lave. Jeg opdagede at jeg bliver urolig og får tankemylder hvis jeg ikke har noget at lave. Jeg bliver bange for at nogen tror jeg står og fiser husleje af og er doven - også selvom der intet er at lave. En konsekvens af tiden i DSB.

Jeg bad ekstern aktør om at finde et andet sted, fordi det simpelthen gik for langsomt og jeg stod bare og gloede det meste af de 4-5 timer jeg skulle være der. De fandt så et nyt sted. Det var til gengæld helt perfekt. Et ungt team (jeg var den ældste) med nok at lave, jeg indgik på lige fod, de udfordrede mig og jeg lærte at sige fra med god samvittighed. Desværre nærmede tiden for varighed sig og i begyndelsen af december blev jeg så bedt om at skrive under på at jeg var raskmeldt pr 31.12.11. Jeg skrev under.

Men så kom tankemylderet og søvnløsheden tilbage. Jeg prøvede at ringe til min sagsbehandler, som fortalte mig at jeg ikke kunne trække raskmeldelsen tilbage og hvis jeg holdt på det, skulle jeg på kontanthjælp, mens de undersøgte mulighederne for forlængelse. På dette tidspunkt havde jeg fået en henvisning til en psykolog af min læge, fordi jeg havde sluppet min psykoterapeut og fordi man kan få tilskud til psykolog, hvilket man ikke får til psykoterapeuter. Jeg kunne ikke overskue konsekvenserne af kontanthjælp, så jeg fastholdt raskmeldingen og kom på dagpenge. Jeg stoppede altså også på praktikstedet.

Som dagpengemodtager skal man jo i aktivering og jeg mente at jeg var stærk nok, så jeg bad om en samtale og fik så tilbud om det samme sted igen - men denne gang ikke som sygemeldt. (Samtidig opdagede jeg at der var lavet en fejl på jobnet - der stod noget om en Niels og kranførerjobs på min side. Det ringede jeg så og klagede over. Jeg blev stillet om til en arrogant medarbejder, der mente at det ikke var noget at klage over og at den fejl der var sket før jul var meget værre, for der var der røget cprnr ud til folk, der ikke havde dem! Jeg mente så ikke at den ene fejl retfærdiggør den anden, så jeg tog kontakt til Datatilsynet, der tog affære.) Der var så andre aktiviteter, nemlig jobsøgningskurser. Underviseren var en selvoptaget skrydende mand, der troede han var midtpunktet - og hvis vi tillod os at sige noget, blev der slået ned på det. Det var under al kritik - og stressen poppede op igen. Jeg røg ud i noget virksomhedspraktik, hvor der ikke var forståelse for noget - jeg var jo raskmeldt og burde kunne klare jobbet, men da jeg en nat lå og spekulerede over at jeg skulle huske at skære tomater indtil jeg kom i tanker om at vi havde købt cherrytomater hjem, måtte jeg krybe til korset og sygemelde mig igen. Det var i marts 12.

Jeg fik en sygedagpengeudbetaling, så jeg troede at jeg var "accepteret". Jeg afventede indkaldelse til møde og i mellemtiden fik jeg efterlønnen udbetalt. Derfor opdagede jeg ikke at sygedagpengene blev tilbageholdt før i juni. Her fik jeg at vide at jeg ikke var berettiget til sygedagpenge alligevel og jeg skulle på kontanthjælp. Stressen røg helt op i det røde felt igen og jeg var klar til at lægge mig til at dø. Jeg fik så et uventet tilbud fra en nærmest ukendt via et datingsite, jeg var aktiv på - hun havde læst et indlæg jeg havde skrevet i en eller anden debattråd på sitet. Hun var uddannet socialrådgiver og arbejdede i et privat firma af en slags, hvor hun blev ansat af kommunerne til at køre feks sygedagpengesager, der var ved at falde for varighedsbegrænsningen og lignende. Hun ville gerne hjælpe og jeg tog taknemligt imod.

Vi bad om fuld aktindsigt, sendte en klage over forløbet - heriblandt at der aldrig var lavet en ressourceprofil på mig og at man ikke må raskmelde folk, der opfylder forlængelseskravene. Jeg var jo under lægebehandling og havde en henvisning til psykolog. Jeg fik lavet ressourceprofil hos Hartmanns. En fagspecialist på kommunen tog min sag og jeg blev så forlænget med 2x52 uger. Det var i juli 12. I september bliver bisidderen og jeg uvenner - hun havde travlt med at fortælle mig på andre områder hvad jeg gjorde "forkert", så jeg droppede kontakten og trak fuldmagten tilbage via mail. Feks. blev hun meget vred over at jeg ikke tog min telefon når hun ringede. At jeg sov eller at jeg var sammen med en veninde, var ikke en undskyldning.

Jeg afventede indkaldelse til møde med ny sagsbehandler, men intet skete. Jeg startede hos psykolog og har arbejdet aktivt selv for at blive rask. Og her i marts begyndte jeg så at overveje om det ikke var på tide at komme i en virksomhedspraktik, så jeg kan bedømme om jeg vitterligt er blevet bedre eller om det bare er fordi jeg er begyndt at kede mig. Så jeg ringede lige før påske til kommunen. Her blev jeg oplyst om at jeg skulle tale med en sagsbehandler i Baldersgade, fordi det lignede at min sag var lukket i september og jeg blev stillet om. Her fik jeg så fat i den samme arrogante medarbejder fra jobnet-klagen. Det tror jeg i det mindste. Der kan ikke være to af hans slags ansat. Han var som den gang også meget optaget af hvordan jeg havde fået hans nummer (jeg blev jo stillet om, så jeg har ikke noget nummer) og han forklarede mig denne gang at hvis min sag var blevet lukket i september, så var det jo en fejl at jeg havde fået udbetalt sygedagpenge. Jeg indvendte at jeg var blevet forlænget med 2x52 uger, så fejlen måtte være at sagen var blevet lukket - i øvrigt uden information til mig. Herefter kunne han gå med til at der var en såkaldt "diskrepans". Jeg sagde at vi kunne kalde det det, for jeg anede ikke hvad det betød. Han smilede så og sagde at det betød en forskel.

Jo, det vil jeg gerne give ham ret i, men hvorfor ævle om dét? Det er jo indlysende at der er sket noget, der ikke burde ske. Jeg har ikke fået information om det, så jeg har ikke kunnet reagere på det. Så blev det påske og jeg har mærket nogle peaks, men det er som om jeg forventede det, for jeg er ikke røget ud i søvnløshed og tankemylder på den måde jeg kender. Jeg har mange livlige drømme som jeg plejer før søvnløsheden sætter ind, men den lader vente på sig.

Medarbejderen og jeg bliver enige om at de vender tilbage her i ugen efter påske, fordi jeg jo ikke kan gå her og modtage penge uden at være aktiv og have en sag. I dag har vi torsdag og jeg har intet hørt. Jeg har skrevet til deres mail (den mail der oplyses på deres hjemmeside returnerer ens mail med oplysning om en ny adresse, som jeg har brugt) for at søge aktindsigt igen, men jeg får ingen kvittering.

Ingen steder står der i øvrigt i min sag at jeg har klaget over jobnetfejlen, så jeg formoder at det heller ikke står nogen steder at jeg har ringet og talt med Mr. Arrogant og aftalt med ham at de skal vende tilbage. Jeg tør næsten vædde en hund på at han derimod har standset sygedagpengene, fordi det jo var fejlen i hans øjne. Så derfor er jeg ret opmærksom på at være på lige nu. Hører jeg intet i denne uge, må jeg cykle til Sundholm og Baldersgade for at finde ud af hvad der egentlig foregår. Problemet er også lidt at de jo har flyttet sygedagpengene til Sundholm - efter hvad jeg har hørt - men jeg blev stillet om til Baldersgade, fordi det var dér min sag lå, da det hele begyndte.

I sommers skrev jeg til beskæftigelses- og integrationsborgmesteren, Anna Lee hvadhunnuhedder og fik intet svar på min klage. End ikke en kvittering for modtagelsen. Så den vej kommer der intet ud af. For selvfølgelig er jeg nødt til at klage over at de lukker min sag mindre end 2 måneder efter de har forlænget den - og uden at informere mig. Vi søgte også om løbende aktindsigt, der skulle sendes til mig, når der skete noget i sagen. Det er heller ikke sket.

Det kan godt være at jeg ikke må modarbejde min egen raskmelding, men det er sq ikke nemt, når kommunen så modarbejder mig og er med til at gøre mig (mere) syg. Det er jo ikke smart at lade en stressramt hænge i uvisheden, men den slags hensyn tager man åbenbart ikke. Hvis jeg havde brækket benet, skulle jeg vel stadig cykle ud til deres kontorer for at finde ud af hvad der egentlig sker.

I dag kom så akterne i sagen. Jeg glæder mig til at kigge i dem og se hvad der er sket siden sidst. Jeg har til gengæld intet hørt til et møde.

[paf]

Hvad er der sket i den forgangne måned? Jeg håber virkelig tingene går i den rigtige retning for dig.

Jeg bliver mere og mere glad for Frederiksberg Kommune efterhånden som jeg læser de forskellige historier herinde