Har mistet min motivation !

[hboegelund]

Hej alle

Jeg ved at i kender til det, det med at miste motivationen! Lige pt kører jeg på overlevelse føler jeg!

Jeg skal starte i en ny "praktik/arbejdsprøvning" på mandag.... og jeg har bare INGEN motivation! Det er lige før at ordene " jeg gider ikke" ryger ud af mig

Jeg har mistet gejsten og kan ikke mere ser hvad noget skulle nytte i retning KOMMUNE!

Jeg VED at der er en plads til mig ude i samfundet! og jeg vil gerne ud i det inden kommunen "Knækker" mig helt! Det lader bare til, som for så mange andre, at det kommer ikke til at ske!

Man er fanget i paragraffer og regler, samtidig med at man er fange i egen krop!

Jeg ved ikke mere hvad jeg kæmper for!

Føler at det snart bare kan være lige meget!

Hvis de mener at det eneste jeg kan bruges til er et liv på kontanthjælp, so be it!!

Og den nye reform hjælper bare ikke en disse!! Det bliver nu om muligt endnu mere vanskeligt at få fleks = umuligt.

Jeg havde bare lige brug for at lufte!! OG så ville jeg gerne høre fra nogen der har mistet motivationen, og genfundet den.... HVORDAN????

Dejligt solskinsdag ønskes i alle

[hypermobile]

Sender lige et lille

Jeg er nu i min 1. arb prøvning. Motivationen er der.

Men jeg tænker bare, "Hvad kan jeg bruge det til" Jeg er 5 timer i en 0 klasse, som "hjælpelærer"....
Jeg er hverken udlært lære eller pædagog.

Det er det eneste jobkonsulent har kunne finde, og sende mig ud i, pga. mine skånehensyn.

Hvem og hvor kan jeg finde et sådan arbejde bagefter arb. prøvningen. Da jeg spurgte på skolen, om de ville ansætte en som mig, var svaret, "nej, vi har ikke securser til det"

De 5 timer er for meget. Så tænker jeg skal ned i tid.

Skal til opfølgningssamtale med jobkonsulent og skolen inden så længe.

Øv situtation at stå i. Men jeg er dog glad for alle børnene. Jeg er blevet super godt modtaget, og bliver behandlet rigtig godt. Både af skolen, jobkonsulent og min sagsbehandler.

Mine papirer er også ret klare. Stationær HMS, bækkenløsning, scheurmann, ehlers danlos og fibromyalgi.

Håber du finder motivationen igen. Hilsner herfra.

[mawebbro]

Kære Hboegelund.

Øv hvor jeg kender det. Desværre.

Jeg følte som du at alt bare var øv og atter øv. At jeg ikke blev taget alvorligt .. og derved mistede motivationen til alt, selv til livet.
Ikke for at skræmme, men jeg havnede i en let depression. Jeg nægtede at fortælle lægen og selvsagt kommunen om det. Men jeg søgte på nettet efter noget naturmedicin og fandt: Rosenrod.

Jeg begyndte at spise det. 40 tabletter 152 kr i matas. Der gik omkring 14 dage førend jeg kunne begynde at ane en "lindring"... jeg spiste dem i 80 dage og jeg kom rigtigt langt og kunne se lyset og mit humør steg en del grader.

Nu er det et par mdr. siden jeg sluttede med dem (havde ikke råd til at købe flere) og jeg ærgede mig, da jeg syntes de virkelig hjalp og jeg var bange for at "mørket vendte tilbage".

Det har det endnu ikke gjort. Hvis det gør, må/skal/vil jeg finde pengene til at købe dem igen.

Jeg ved ikke om dette indlæg hjælper dig.

Jeg sender dig en masse

[vulkankit]

Sidder her og nikker..kender fornemmelsen alt for godt.

Ukrudt forgår bare ikke så nemt, jeg bliver stædig og tænker..en masse grimt om kommunen som ikke lytter efter hvad jeg siger og jeg tænker at jeg er mester i mit eget liv! og så prøver jeg at flytte fokus, holde fokus på det som giver mig glæde, som fx. at solen skinner .

Ønsker også dig en dejlig solskinsdag

[jjsonn]

det tror jeg vi alle har prøvet, det sidste job jeg skulle søge gad jeg bare ikke, har søgt så mange, så jeg havde opgivet.

Havde en møj dag med migræne og så kom jc denen stilling skla du søge i dag, så ved vi sådan er det men aldreihar jeg skrevet sådan en ****e ansøning ogmed 7 stavefejl på 23 sætninger flovt, især da jeg blev kaldt til jobsamtale.

Enden blev jeg fik jobbe har været der i 2½ mdr og er rigtig glad for det.

[tm1978]

Jep, den følelse kender jeg rigtig godt. Alt kan virke uoverskueligt... Jeg har lige fået at vide at jeg i hvert fald har en moderat depression...
Jeg er lige startet i praktik i dag og det har været en god og positiv dag, så jeg håber det går fremad...
Jeg sender dig lige et Du er bestemt ikke den eneste med den følelse.

[jjsonn]

tror det ligger lidt i man ved alle de praktiker bare er gratis arbejdskraft og til sidst er det bare svært , at blive ved med, at tro på det bliver til job.

Så da jeg skulle til min sidste jobsamtale, sagde jeg nej til praktik½, dels fordi jeg ikke trode på der blev et job, og jeg var træt af ordne folks rod i regnskaberne for, at få af vide de ikke kunne bruge mig aligevel.

Har været i praktik 5 gange på 2 år.

[Enteneller]

Jeg bliver rigtig glad når jeg ser en tråd som denne, hvor så mange bakker op omkring en evt. "nedtur". Dejligt at vi alle kan hjælpe hinanden ud af krisen eller evt. tegn på samme.

[hboegelund]

Ihhh hvor er i bare søde

Jeg bliver så glad, netop for fællesskabet i at vi kender til hinandens tanker og følelser!!

Jeg synes at i alle er SÅ SEJE!!!! Ros jer selv for det!

Jeg er heller ikke en der så let går til Var jeg det så havde jeg givet fortabt for mange mange år siden!! :P

Jeg har også fundet noget positivt frem! Min SB har fortalt at hun vil kæmpe for at jeg kan få en revalidering. Jeg troede ikke at det var for folk der ikke kunne være 100% selvforsørgende efter endt revalidering, men det fik jeg så lige af vide at det ER det

Så det giver mig håb og jeg kan se lidt lys i den forstand at min SB har vist mig at hun vil kæmpe en sag for mig. (Hun kæmpede ikke min sag for fleksjob, så det var virkelig nedtur).

Men det er måske lige netop det her med at selv når man kan se noget lyst, så kan man godt have mistet motivationen alligevel.... af hvad jeg kalder mere eller mindre uforklarlige årsager.

Det er jo nok bare ikke så underligt endda når nu man har haft en del turbulens i livet og lige er stoppet i en virksomhed efter 2 år og 2 mdr. Har sagt farvel til nogle skønne skønne mennesker, og det der startede som en plan om fleks i virksomheden endte som i andre så godt kender det, med at der IKKE er en plads og kommunen IKKE forstår én

Men TUSIND tak fordi i har skrevet til mig, det betyder al verden!!

Rigtig dejlig forårsdag til jer!

Kender i så også det med når man over for nærmeste venner/familie ytrer sig om sin manglende motivation, får den her i hovedet : "Nu må du være positiv"! Hvorefter man nærmest eksploderer indvendig og højlydt siger at det kan man altså ikke bare altid være!!

så er det som om nedturen får nye dimensioner

Jeg går selv vildt højt op i at skulle holde humøret og tænke positivt, det er noget jeg har arbejdet meget med!! Men nogle gange er man bare i en situation hvor man ikke bare lige kan sige til sig selv "vær positiv" og så også være det!!

Det er sikkert veldigt velmenende når venner og familie siger sådan, men hold da nu op hvor det lige ramte!!

Andre der oplever det??

ps. er godt nok lykkelig for at jeg har et sidste klip til min psykolog ha ha ha - jeg får vist brug for det :P

[Enteneller]

Desværre er det således at venner og familie der ikke har haft erfaringer med systemet som sådan heller intet aner herom.

Jeg er i mange år blevet "anvist" at finde private sagsbehandlere, for de måtte da kunne løse min sag. Vi må tage de diverse råd med oprejst pande, folk ved ikke bedre og hvad skal de også lige gøre/sige.

Fornylig var der en bekendt der i min egen sag spurgte til om jeg så efter 6 år i systemet uden offentlig ydelse fik refunderet dette nu da min sag endelig var faldet på plads!! Så ved man bare hvor meget "folk" ved om "systemet.

Vi må acceptere at "de", vores familie, venner mm. ikke ved bedre.