Hvad kan jeg regne med?

[Bkm1]

Jeg er ny her på k10. Faldt over forummet i min desperate søgen efter hjælp/svar om mine muligheder som affektiv bipolar/maniodepressiv. Jeg håber I kan hjælpe mig med råd og vejledning, så her kommer den korte version af min historie.
jeg er 30 år og har de sidste 8 år haft tilbagevendende depressioner. Det har resulteret i at jeg ikke har haft noget arbejde længere end et år ad gangen. Jeg er uddannet socialrådgiver, men har også arbejdet i butik for at se om det bedre kunne gå. På det seneste har der været kortere mellem depressionerne og i forbindelse med en fødsel for 3 år siden fik jeg en optur. Det var først her for et lille års tid siden ved min anden fødsel og endnu en optur at det gik op for lægen hvad det kunne handle om. Jeg blev sendt til udredning og fik diagnosen maniodepressiv. Det var meget hårdt men forklarede også meget om hvorfor mit liv havde udviklet sig som det havde.
Nu er min barsel så snart slut og jeg tror desværre aldrig jeg kommer til at kunne arbejde normalt. Med mit cv bliver det også sværere og sværere at få et. Jeg er velmedicineret men har på trods af det haft to nedture de sidste seks måneder. Jeg ville helst arbejde på normale vilkår, men det kan jeg ikke da jeg må forvente omkring 2-3 nedture på et år.
Jeg frygter helt at falde igennem i systemet og miste al indtægt. Jeg er gift så vi skulle leve af min mands sparsomme løn. Det ville være nærmest umuligt med to børn og betyde økonomisk ruin med hvad heraf følger.
Tror I jeg har nogen mulighed for fleksjob eller pension. Det er vist desværre min eneste mulighed. Frygter meget at falde igennem i det system som jeg ikke har hørt meget godt om.

Kh. Den fortvivlede

[phhmw]

Kære Bkm1

Fremover bliver du her på DIN tråd, så er det lettere at overskue din sag.

Som du ved, foregår der meget omkring hele lovgivningen som ingen helt har styr på endnu.

Men nu er du begyndt det rigtige sted, her vil du om muligt modtage svar og støtte.

Hilsen Peter

[Webmaster]

Nu er det rigtigt svært at sige hvad du evt er berettiget til....

Har du overhovedet nogen kontakt med kommunen....har du været sygemeldt, arbejdsprøvet osv osv...hvilken ydelse har du været på osv..

Hvis ikke så er det noget af det første du skal i gang med når din barsel slutter...så du kan komme i gang med et eller andet forløb....

Alt efter hvor slemt det står til med din sygdom....ja så kunne du måske håbe på at komme i et ressourceforløb på et tidspunkt...

I et sådan forløb...vil man kunne modtage noget der hedder ressourceydelse som ikke er reguleret af ægtefælleindtægt og formue osv...

Men hvis du slet ikke har haft noget med kommunen at gøre endnu...ja så er der lige et stykke vej endnu..

En ting du dog skal huske på....det er at i dette system....når man er i det eller skal igennem det....ja så fordre det at du selv tager styringen med det...

Alt skal kunne dokumenteres af dig selv....det vil sige at man gør alt skriftligt over for kommunen....alt man aflevere af papirer....ja det aflevere man personligt eller får en til det....og huske at få en kvittering på det med dato og underskrift....så du selv altid vil kunne dokumentere hvad du har afleveret...

Hav gerne en ordentlig dialog med sagsbehandlere, jobkonsulenter osv....men stol aldrig blindt på dem....

Siger de noget til dig...så bed om paragraffer og henvisninger til gældende lov...så du selv er sikker på at alt går som det nu skal...

Sørg for at have løbende aktindsigt...både hos kommunen og ved læger, hospitaler osv...

[Thomas1981]

Oprindeligt indsendt af Bkm1

Jeg er ny her på k10. Faldt over forummet i min desperate søgen efter hjælp/svar om mine muligheder som affektiv bipolar/maniodepressiv. Jeg håber I kan hjælpe mig med råd og vejledning, så her kommer den korte version af min historie.
jeg er 30 år og har de sidste 8 år haft tilbagevendende depressioner. Det har resulteret i at jeg ikke har haft noget arbejde længere end et år ad gangen. Jeg er uddannet socialrådgiver, men har også arbejdet i butik for at se om det bedre kunne gå. På det seneste har der været kortere mellem depressionerne og i forbindelse med en fødsel for 3 år siden fik jeg en optur. Det var først her for et lille års tid siden ved min anden fødsel og endnu en optur at det gik op for lægen hvad det kunne handle om. Jeg blev sendt til udredning og fik diagnosen maniodepressiv. Det var meget hårdt men forklarede også meget om hvorfor mit liv havde udviklet sig som det havde.
Nu er min barsel så snart slut og jeg tror desværre aldrig jeg kommer til at kunne arbejde normalt. Med mit cv bliver det også sværere og sværere at få et. Jeg er velmedicineret men har på trods af det haft to nedture de sidste seks måneder. Jeg ville helst arbejde på normale vilkår, men det kan jeg ikke da jeg må forvente omkring 2-3 nedture på et år.
Jeg frygter helt at falde igennem i systemet og miste al indtægt. Jeg er gift så vi skulle leve af min mands sparsomme løn. Det ville være nærmest umuligt med to børn og betyde økonomisk ruin med hvad heraf følger.
Tror I jeg har nogen mulighed for fleksjob eller pension. Det er vist desværre min eneste mulighed. Frygter meget at falde igennem i det system som jeg ikke har hørt meget godt om.

Kh. Den fortvivlede

Nu skal jeg ikke gøre mig til hverken vismand eller læge.

Men udover det med børn og partner, så er der meget tilfælles med min situation.
Jeg er bipolar type 2, og jeg er endt på pension. Det er ikke nogen garanti for alle bipolare kommer det. Og det er ikke for at spænde alle om over én kam.

Jeg kender 2 i det virkelige liv, udover mig selv, som er bipolare. Og de er også førtidspensionister idag.

Som du selv har oplevet, så er problemet de dyk der gør at man er så ustabil, når det kommer til arbejdsmarkedet.

Og det er heller ikke at kimse af, at hvert dyk, kan slå en lille flig af, så at sige. Så det med tiden kan blive oftere eller længere, man er deprimeret.

Nu ved jeg ikke om du har fået at vide, hvilken type bipolar diganose du har fået. Type 1 er mere alvorlig på den maniske side, eller det skulle det være.

ADVARSEL! Skræk og muligvis ammestuehistorier forude.

Jeg blev selv lidt chokeret over at læse om alvoren i at være bipolar. Statestikker er aldrig en garanti, heldigvis, og der er meget der spiller ind. Men jeg læste at hvert 10. med diagnosen, med tiden vælger at slutte livet før tid.
Af andre skrækhistorier, så kan de maniske episoder blive så ekstreme, at tvangsindlæggelse på psykiatrisk kommer på tale.

Så, ikke mere male fanden på væggen. Men det jeg tolkede ud fra det, det er at et stabilit liv er bydende nødvendig.

Jeg vil i hvert fald helt sikkert tro at det enten ender med fleks eller pension for dig, ude i fremtiden.

Jeg har ikke hørt om nogen endnu, hvor det bipolare er blevet bedre med tiden. Men det kan være andre herinde har det, eller har oplevet det selv.
Det er en kronisk lidelse i hvert fald, som livet må tilpasses.
Og ikke en lidelse der må tilpasses efter livet. Det er min filosofi, hvis helbredet skal i første række. Og op- og nedture skal forebygges bedst muligt. En filosofi jeg har dannet ud fra mine egne erfaringer.

Det er uendeligt lettere sagt end gjort...

[Bkm1]

Tak for svarene. Dejligt at nogen konkret kan tage stilling til netop min situation.
Jeg har endnu ikke været "inde" i systemet men overlevet på egen hånd siden jeg blev færdiguddannet for 6 år siden. Her har den stået på 5 forskellige job og 2 barsler. Det er type 2 bipolar jeg har og synes kun det er blevet værre. Jeg er nok der hvor jeg er nødt til at melde mig hos kommunen på sygedagpenge. Min opfattelse og min frygt er at når de 52 uger er gået, så er jeg på egen hånd uden nogen økonomisk hjælp fordi jeg er for dårlig til fleksion og for god til pension. For dårlig til fleks pga min ustabilitet og for god til pension fordi jeg jo indimellem har perioder hvor jeg fungerer normalt. Men nu er jeg nået dertil hvor jeg ikke har andet valg end at forsøge - håber virkelig de på en eller anden måde kan give mig en indtægt, for jeg er helt overbevist om, at jeg ikke længere kan klare et almindeligt arbejde, selv om det er det jeg allerhelst vil.
Men godt at høre, at det trods alt har kunnet lade sig gøre for nogle andre.

[Thomas1981]

Oprindeligt indsendt af Bkm1

Tak for svarene. Dejligt at nogen konkret kan tage stilling til netop min situation.
Jeg har endnu ikke været "inde" i systemet men overlevet på egen hånd siden jeg blev færdiguddannet for 6 år siden. Her har den stået på 5 forskellige job og 2 barsler. Det er type 2 bipolar jeg har og synes kun det er blevet værre. Jeg er nok der hvor jeg er nødt til at melde mig hos kommunen på sygedagpenge. Min opfattelse og min frygt er at når de 52 uger er gået, så er jeg på egen hånd uden nogen økonomisk hjælp fordi jeg er for dårlig til fleksion og for god til pension. For dårlig til fleks pga min ustabilitet og for god til pension fordi jeg jo indimellem har perioder hvor jeg fungerer normalt. Men nu er jeg nået dertil hvor jeg ikke har andet valg end at forsøge - håber virkelig de på en eller anden måde kan give mig en indtægt, for jeg er helt overbevist om, at jeg ikke længere kan klare et almindeligt arbejde, selv om det er det jeg allerhelst vil.
Men godt at høre, at det trods alt har kunnet lade sig gøre for nogle andre.

Når du har nået den erkendelse, så er det også det helt rigtige. At rette opmærksomhenden mod det bipolare.

Det kunne jo være at det ender med, at du kommer i et ressourceforløb. Hvor der er forsørgelsesgrundlag, og forhåbentlig hjælp til, hvordan sol og vind kan fordeles lige i arbejdslivet, så der er en gylden middelvej.

Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se hvordan. For det er invaliderende at være deprimeret. Men jeg har også kun mig selv at tage udgangspunkt i.

Men det er en K10 klassiker, for syg (ustabil) til fleks, og for rask til pension.

Fremtiden er dog ekstremt svær at spå om.
Men du har taget det aller vigtigste skridt. Nemlig, beslutningen om at der må hjælp og forandring til, for at finde balance i livet.

[Bkm1]

Jeg synes bare det er utroligt, at man med en så alvorlig og kronisk diagnose ikke kan være sikker på bare et minimum af økonomisk hjælp. Usikkerheden om hvad der venter er det værste!

[Stuen]

Hej
Jeg har også sygdommen bipolar type 2, og det er lidt over 7 år siden at min sygdom rigtig brød ud. Trods medicinering går jeg ned med flaget flere gange om året. Nogen gange varer de en uge, andre gange en måned og indimellem klarer jeg dem ikke på egen hånd og må indlægges og få ECT. Sidste år var jeg indlagt 1 gang. Har haft 4 manier, men ikke så voldsomme så jeg blev psykotisk.

Jeg blev tilkendt fleks i 2008. Jeg har haft 1 fleksjob, det var i 2009 og det gik godt i 3 måneder men så skete der noget på min arbejdsplads der gjorde at jeg blev meget stresset og presset og da jeg ikke fik nogen hjælp og støtte, endte det med at jeg gik helt ned med depression og måtte først sygemeldes og tilsidst fik jeg lov af min jobkonsulent at stoppe helt.

Jeg synes det er en svær sygdom, fordi jeg jo også har raske perioder hvor jeg kan klare en hel masse. Men hvis jeg så påtager mig for mange ting, ramler det hele når jeg så får en dårlig periode igen. Det har jeg efterhånden lært, men det er en svær balancegang stadigvæk. For når jeg har de gode perioder vil jeg jo gerne en hel masse men må altså begrænse mig, og tænke: Hvis jeg gør det her, kan jeg så også fortsætte med det, når jeg får en dårlig periode? Og når jeg har de dårlige perioder kan jeg godt føle mig så overvældet og ude af stand til at overskue ting, at jeg siger ALT fra, selvom nogle ting måske godt kunne sættes på pause eller passes på mindre kraft.

Jeg er også ved at lære, at det faktisk nogen gange hjælper, når jeg har en dårlig periode, at hive mig selv op ved hårene og komme afsted, om ikke andet så bare for en time eller sådan noget. Nogen gange viser det sig at jeg faktisk får det lidt bedre når først jeg er afsted eller i hvert fald bagefter når jeg HAR været afsted. Det er noget jeg har erfaret nu her, i forbindelse med at jeg går på noget kursus for ledige, et dejligt sted der har givet mig meget.

Jeg har lige netop for kort tid siden haft en rigtig træls periode hvor jeg mange dage bare lå på sofaen og ikke orkede noget og måtte sygemelde mig på kurset, men nogle af dagene tog jeg mig sammen og kom afsted. Var der måske kun en time eller halvanden og sad sikkert mest og lignede et spøgelse haha, men det var faktisk en rar følelse bagefter at jeg rent faktisk fik sparket mig selv afsted, og rart at være ude og tale med mennesker. Men det er langt fra hver dag jeg er i stand til det, når jeg har det sådan. Og helt klart er det en udfordring i forbindelse med et rigtigt job. Jeg ved ikke hvordan det kommer til at gå med at kunne passe et job. Jeg var sygemeldt det meste af 2012 men er jo raskmeldt nu og her efter kursuset skal jeg finde et job. Det bliver spændende...jeg forudser store problemer, men bruger det kursus jeg går på nu, til at forsøge at træne mig selv i at komme afsted selvom jeg har det skidt, og så køre på lavt blus mens jeg er afsted, så jeg passer på mig selv. Og det skal en kommende arbejdsplads selvfølgelig være klar til at acceptere og skabe mulighed for. Jeg kan IKKE tåle at blive udsat for stress eller pres, og slet slet ikke når jeg er i en dårlig periode, for der kan jeg ikke ret godt overskue ting.

Jeg kender ingen andre bipolare der passer et job, synes at alle dem jeg kommer i kontakt med, er førtidspensionister. Tror at man generelt førhen gav folk med maniodepressiv sygdom førtidspension, men i dag er meget jo anderledes.

Vil lige høre, er der nogen af jer med bipolar sygdom som har "arvet" sygdommen fra forældre/familie? Jeg har arvet sygdommen fra min far, han var en klar type 1, havde mange svære manier hvor han blev psykotisk, det bliver jeg gudskelov ikke (7-9-13)

Reelt er jeg nok også for dårlig til fleks og for god til pension, men jeg har stadig et håb indeni om at det kan være muligt at finde et arbejde som jeg kan klare nogenlunde selvom jeg også har dårlige perioder. Men det skal virkelig være en forstående arbejdsplads, for jeg risikerer jo indimellem at få så dårlige perioder at jeg må sygemeldes, og det skal arbejdspladsen jo være indforstået med. (Ikke lige dét man skal skrive i ansøgningen haha).

Jeg håber det vil kunne lykkes, om ikke andet så bare nogen få timer om ugen. Har ikke lyst til pension, for det vil for mig betyde at min røv aldrig vil løfte sig fra sofaen og sådan et liv har jeg bare ikke lyst til. Når ikke jeg har noget at stå op for, ender jeg med at sidde og lave absolut ingenting og bliver mere og mere inaktiv, så en pension vil for mig være rigtig træls.

Det har været oppe og vende et par gange, det der med pension, den ene gang havde jeg det ad helvede til og bragte det selv på banen, var simpelthen klar til at kaste håndklædet i ringen, men der sagde jobkonsulenten at jeg slet ikke var henne ved en pension endnu. En anden gang var det sagsbehandleren selv der bragte det på bane, det var i 2008 hvor der skulle tages stilling til om det skulle hedde fleks eller pension, og der sagde jeg selv fleks, for kunne ikke se mig selv som pensionist, men min daværende sagsbehandler syntes jeg skulle søge pension, men der sagde jeg altså nej. Bevares, meget ville da være nemmere, hvis jeg dengang havde sagt ja og så måske fået den pension, men men det er ikke altid at det nemme er dét der er bedst for én.

Nu skal det så også siges at jeg bor alene og børnene er flyttet hjemmefra, så jeg har kun mig selv at tage hensyn til, så jeg kan lidt bedre "klaske sammen" efter at have været afsted nogen timer. For når jeg har det skidt, dræner det mig virkelig for kræfter, når jeg har hevet mig selv op med roden og taget afsted.

Sorry for et langt indlæg, jeg havde da vidst lige noget på hjerte *smil.

Håber det bedste for dig, Bkm1.

[Bkm1]

Utroligt - alt det du skriver, er lige sådan jeg har det! Men hvis du er visiteret til fleks og ikke kan klare det i så lang tid af gangen, hvad sker der så rent økonomisk? Skal man ikke arbejde et vist antal timer for at kunne opretholde en udbetaling? Og mon ikke der er sket meget på området de sidste år, så selv en som mig med en kronisk diagnose ikke er sikker på hverken fleks eller pension?
Måske kan du høre at økonomien i det hele stresser mig meget - og det forværrer bare mine depressive episoder - eller måske er det i virkeligheden bare uvisheden og usikkerheden om fremtiden der er værst. Derfor er jeg også nået frem til at en (forhåbentlig) fleks eller pension kan dæmpe min sygdom.
- hvad jeg ved af, er der ikke nogen i min familie, der har lidt af sygdommen.

[Thomas1981]

Oprindeligt indsendt af Bkm1

Utroligt - alt det du skriver, er lige sådan jeg har det! Men hvis du er visiteret til fleks og ikke kan klare det i så lang tid af gangen, hvad sker der så rent økonomisk? Skal man ikke arbejde et vist antal timer for at kunne opretholde en udbetaling? Og mon ikke der er sket meget på området de sidste år, så selv en som mig med en kronisk diagnose ikke er sikker på hverken fleks eller pension?
Måske kan du høre at økonomien i det hele stresser mig meget - og det forværrer bare mine depressive episoder - eller måske er det i virkeligheden bare uvisheden og usikkerheden om fremtiden der er værst. Derfor er jeg også nået frem til at en (forhåbentlig) fleks eller pension kan dæmpe min sygdom.
- hvad jeg ved af, er der ikke nogen i min familie, der har lidt af sygdommen.

Økonomi er en KÆMPE stressfaktor, uvished og usikkerhed ligeså.
Nu skal det ikke lyde selvhøjtideligt, men idag hvor der nu er styr på økonomien. Det det som en sten er faldet fra brystet. Det har virkelig betydet rigtig meget.

Og nu er jeg næsten helt fanatisk med at have styr på økonomien. Fordi jeg aldrig vel udsættes for det stress igen.
Men det kræver jo at man har et forsørgelses grundlag, man ikke behøver frygte at miste...


dansbo:

Min mormor var type 1, min mor er det hoppet over, men i mine papirer står der, at det spiller ind. Selv om det er sprunget et led over.
Jeg ved ikke om man kan udlede, at det bipolare gen, eller hvad vi skal kalde det, i min mor ligger i dvale, og aldrig er blevet aktiveret.

Min biologiske far døde da jeg var 3, og årene fra jeg var 1 til 4, var meget hårde. Men jeg kan jo dårligt huske noget fra den tid. Men der bliver gættet i at det var det der gjorde at det bipolare gik igang.

Allerede som barn havde jeg det godt i eget selvskab på legepladsen i børnehaven. Men legede lige så fint med de andre også.

Idag er jeg mere alene, end jeg er sammen med andre. Fordi jeg har det bedst sådan. Men det er tydeligt idag, at der var noget helt fra tidernes morgen.