Arbejdsprøvning ( angst, depression og socialforbi)

[Tanjaw]

Hej alle sammen det er mit første indlæg herinde.
Jeg trænger virkelig til at få luftet nogen tanker.

Jeg lider af depression og angst, og har gået til samtaler på psykiatrisk afd i 7 mdr + medicin, og er lige opstartet hos en anden psykiater.
Jeg er 26 år, mor til 2 dejlige drenge på 2,5 år og den mindste på 1 år og 3 mdr.
Jeg har været i arbejdsprøvning i lidt over en mdr nu, da min arbejdsevne skal afklares, men med henblik på tilbagevenden på arbejdsmarkedet på alm vilkår. Det er jobcenterets ord, selvom dette ikke er realistisk i mit hovede.
Jeg har selv forslået fleks inden min arbejdsprøvning startede op.

Jeg er startet i en gårdbutik som "blomsterbinder", her er jeg startet op på 3 timer om dagen, 5 dage om ugen.
De første uger var meget hårde for mig, da jeg har svært ved nye mennesker og situationer, og jeg har brug for meget tid til at fordøje indtryk.
Jeg arbejdede 3 timer og tog hjem og sov 2, og forsøgte at holde fast i noget af alt det gode jeg havde fået opbygget, efter min nedtur sidste år.
Jeg tog til mit træning, og forsøgte at holde hjem og være der for min familie så godt som muligt.

Men de sidste par uger er det virkeligt gået ned af bakke med mig. Jeg kan slet ikke overskue træning, som er godt for mig, og kommer slet ikke af sted mere. Jeg er begyndt at isolere mig mere for mennesker igen, da jeg ikke kan overskue at skulle ha kontakt, når jeg er så udkørt og ikke kan få tingene til at hænge sammen.
Min lunte er blevet kort igen, og kan mærke stressen er begyndt at blusse op igen.
Det væreste af det hele er at jeg tror det er begyndt at påvirke min ældste søn.
Han har haft maveproblemer i den tid jeg har været i arbejds prøvning, og der er ikke noget at se på nogen af de prøver han har fået fortaget. Og han er begyndt at reagere meget voldsomt, og blive meget gal.
Skal lige nævne at han har jo oplevet mig da jeg var rigtig syg sidste år og var også præget af det.
Det kom der dog styr på, men tror han mærker at mor er ved at få det skidt igen og det er det han reagere på, de mærker jo tit mere end vi aner.

Tilbage til jobbet igen, min jobkonsulent var forbi i tirsdags.
Jeg sagde det gik fint på jobbet og at jeg er glad for det da det interessere mig, men at mit overskud derhjemme, ikke er særligt stort, jeg sover meget og har ikke meget energi.
Vi blev enig om jeg kunne prøve med onsdagen fri og så 4 timer de andre dage, da jeg tror det kan gi mig et bedre overskud, at det er mere delt op. Men hun ville så komme igen om 14 dage, og ville så gerne ha min onsdag på igen Jeg føler ikke jeg kan nå at komme igang med den nye arbejdsplan før hun vil lave den om igen.

Jeg er meget pligtopfyldende, nok også derfor jeg tit bliver stresset, jeg vil jo så gerne, men eftervirkningerne får bare konsekvenser for mig og min familie, og det skal det ikke.
Jeg blev 4,5 timer på job i dag, da jeg var i gang med nogen buketter og følte lidt pres til at blive da vi skulle ha lavet nogen til mors dag.
Men det skulle jeg ikke ha gjort, jeg blev svimmel og fik hovedpine, så da jeg kom hjem gik jeg i seng og sov 3 timer.
Det fungere ikke for mig når jeg også skal være noget for min familie og have mig selv med.
Så nu har jeg besluttet mig for at slå bremserne i, ellers ved jeg vidst godt hvor jeg er på vej hen.
Hvorfor skal det dog være så hårdt at være i arbejdsprøvning, alle sanser kører på overtryk og man er energi forladt.
Og så skal det bare ikke gå ud over mine små børn, det får mig til at græde indvendig.
Nogen der ved om man må nægte at gå med på hendes forslag om at hun vil ha onsdagen med igen?
Og hvor lang tid kan de forlænge en arbejdsprøvning? for det er der allerede snak om nu, fordi jeg har brug for meget tid, så det ikke går for stærkt for mig.
Vil de evt ha en ny arbejdsprøvning på mig, hvis jeg ikke rykker mig i tid, eller kan en være nok?
Jeg kan ikke se hvordan det skulle være anderledes andre steder, tværdigmod, for det der er svært for mig og kræver energi er det at være ud i uvante omgivelser længre tid af gangen.
Det var vidst alt for nu.

Tanja

[Enteneller]

Hej Tanja,

Velkommen til siden . Dejligt at du skriver, du vil klart kunne få en masse hjælp til din situation herinde.

Jeg syntes det er super godt at du er så bevidst om din arbejdsprøvning og dit helbred og familie samtidig hermed. Det er vigtigt at det hele fungere. Det er super hårdt at være i arbejdsprøvning og det er vigtigt at man ikke presser sig selv for meget.

Kommunen starter altid med at sige ordinært arbejde, men du bliver nødt til kun at gøre hvad du kan klare. Egenligt er det jo ikke optimalt at du skal hjem og hvile dig 2 timer efter at du har arbejdet 3, er det så ikke for længe du arbejder eller skal du have flere pauser ?.

Hvordan har du så det når du har hvilet dig er du så frisk til ungerne eller skal de bare "overståes" og i seng ?. Man skal gøre hvad man kan for at være der for sine børn og for sig selv, så hvis det betyder at du må arbejde mindre så må du det. Jeg har selv været i 2 x 3 mdr. arbejdsprøvning og det har kostet mig dyrt, jeg så ikke skriften på væggen, selvom jeg arbejde max 2 timer om dagen, så var det for meget og jeg fik presset mig selv derud hvor min psyke reagere med tvangstanker og andet skidt.

De skal ikke have din onsdag tilbage hvis du ikke kan klare det, har du brug for at gå længere ned i tid så gør det og se hvordan det går, måske kan du så trappe op senere igen. Du må også sige at du føler at du har brug for tid til at finde ud af hvad du magter og høre dem om hvor længe arbejdsprøvning kan kører max også i forhold til dine sygedagpenge som jeg formoder at du er på ??

Tal med dem, din sagsbehandler og jobkonsulent, sig hvad du kan klare og ikke klare, få din uge bygget op så det køre for dig, lav det om hvis noget skal laves om. Inddrag din læge og/eller psykiater og tal med dem om hvordan det kører og hvad de finder hensigtsmæssigt for dig og din familie.

Nå nu skal jeg også snart til træning, jeg elsker det, sikkert lige som dig, det er min medicin, min livsline (udover K10 ). Held og lykke med det hele, skriv endelig igen og hold fast i dig selv, det betaler sig altid bedst.

Kh. EE

[Vovse]

Tanjaw, det er meget vigtigt at du skriver dagbog, både over din arbejdstid og din fritid.
Skriv i dagbogen hvad du laver, og brug en smerteskala ell.l. til at beskrive hvordan du har det i løbet af dagen, eller skriv et lille stykke om det hver dag.
F.eks. skal du skrive lidt om hvilke konsekvenser det har for dig, at blive og færdiggøre dit arbejde, som f.eks. mors dag.

Dagbogen vil være dit bevis for hvordan din arbejdsprøvning går.

Og man har ret til også at have et liv efter arbejdstid.

Selvom din jobkonsulent sætter dig til et timetal, så er det jo dig og dine problemer der skal "styre" det, og derefter skal timetallet justeres.

Et af mine råd er, skriv til jobkonsulenten og spørg hvad du skal gøre de dage hvor du ikke magter det timetal du er sat til.

Spørg evt. om det er meningen, at du skal blive tiden ud, med stor risiko for at det så vil ende i en reel sygemelding, sådan at du kan komme ovenpå igen.
Eller om det er ok, at du går hjem når du kan mærke at grænsen er nået, i håb om at du så kan møde op næste dag.
Hvis det så er ok at du går når grænsen er nået, så spørg om der er nogen du skal kontakte for at give besked, eller om det er nok at du skriver det i din dagbog.

Jeg selv var næsten i daglig kontakt med min jobkonsulent, af samme årsag.

Det er helt normal at de snakker "fuld tid", det er kommunens økonomi det handler om, og derfor er det så vigtigt at du lytter til dig selv og din krop.

Du bør bede om aktindsigt, så du kan se hvilke oplysninger kommunen har om dig, øverst på siden her kan du klikke på "nyttige links", og finde en formular til formålet.
Det er også en god idé, at bede dit arb.prøvningssted om lov til at se hvad de har fået om dig fra kommunen.

Du må ikke tage som en selvfølge at kommunen/sagsbeh./jobkonsulent gør alting korrekt, det er vigtigt at du selv har "hånd i hanke" med din sag, sådan at evt. fejl hurtigt bliver fanget og forsøgt rettet.
Ofte oplever man en anden behandling når først de fornemmer at man ved hvad der foregår, og hvad det handler om.

[Andersine85]

Hør godt efter hvad EE siger, det er skam meget fornuftigt

Og så må du huske, at kommunen jo kun får det at vide, som du siger til dem, så husk at fortælle hvordan det går, også til jobkonsulenten om 14 dage. Så kan det jo være du kan få 14 dage mere.
Jeg siger ikke, at du ender med at kunne klare det helt fint, men husk på at den første måned til halvanden er smadder hård, uanset hvor godt eller skidt man har det, simpelthen fordi man er ude af træning. Så det er som regel først efter der, at man virkelig kan sige, hvordan du har det...

Ift. til, hvis det skulle ske, at du skal i en anden arbejdsprøvning, så skulle du overveje muligheden for en mentor. Det er en person på arbejdspladsen, som giver dig ldt ekstra støtte ift. arbejdsprøvningen, f.eks. ift. at komme godt igang, hjælpe dig med at sige fra osv. Kan nogle gange være en god støtte, især for folk der har angst og socialfobi som dig.

[Tanjaw]

Tak for svar
Jeg skriver dagligt dagbog.
Aktindsigt, får man så løbende oplysninger omkring ens sag, eller er det en gang?
Enteneller: Jeg elskede min træning, det var nemlig også mit frirum, men jeg kan simpelthen ikke overskue det mere, efter jeg er blevet mere depressiv igen.
Når jeg har hvilet mig er jeg frisk nok, altså ikke træt, men overskudet er der bare ikke, så der er ikke meget sjov med mine børn, og jeg har svært ved at overskue dem.
Men jeg ved jo at jeg kan ha en nogenlunde hverdag der fungere, for det havde jeg fået opbygget inden arbejdsprøvningen.
Det er bare begyndt at gå nedad igen, og det er frustrerende for både mig og min familie, nu vi hvor vi var begyndt at få et tåleligt liv sammen igen.
Men jeg må se hvordan det kommer til at gå med fri om onsdagen, for ellers må jeg jo længere ned.
Det med min grænse, det mærker jeg for det meste først når jeg kører hjem fra job, så er jeg også helt færdig, og skal hjem og ha mine timer

[Enteneller]

Hej Tanja,

Selvom jeg er 15 år ældre end dig ligner vi hinanden rigtigt meget.

I starten af en arbejdsprøvning er det naturligvis meget svært, man skal lige lære det hele at kende, personerne, osv. Så det er ekstra hårdt. Det er dog meget vigtigt at man stadig hører efter og får justeret på tingene hvis det ikke kører.

Jeg var desværre ikke så klog som dig, jeg stod bare igennem mine smerter og kørte det hele selv. Det var på en rideskole hvor jeg skulle trække heste. Et af problemerne var bare at jeg var møg bange for lederen dernede og sådan er det med mig, jeg skal nok finde nogle at blive bange for i en arbejdssituation.

Jeg var dog fuldt bevidst om at jeg skulle have fleksjob selvom en første arbejdsprøvning viste 5 - 8 timer pr. uge og min daværende sagsbehandler foreslog ftp. Det var såmænd ikke fordi jeg ikke fordi jeg havde noget mod førtidspensionister, jeg kunne jo bare godt lide at arbejde, det var jo meget fedt når jeg var der !!!.

Men når jeg kørte eller mere slæbte mig hjemad så var det i smerte. Jeg husker at jeg var lettet over at der ikke lige var nogle hjemme eller som kom nogen hjem den første time eller 2. Der skulle jeg bare ligge på sofaen og komme til mig selv. Hvis så ungerne skulle lege hos nogle (mine er nu 12 og 14 år) så var det endnu bedre og sove hos nogen, jamen så kunne jeg jo bare være "mig selv" resten af dagen.

I den anden arbejdsprøvning endte jeg "endelig" på 10 - 12 timer den sidste uge, men - arbejdsgiveren kunne så ikke bruge mig og kommunen ville have mig ud et nyt sted på ca. 15. timer. Der røg jeg så akut ned med flaget og måtte overdrage mine unger til deres far som heldigvis elsker dem overalt på jorden ligesom jeg.

Jeg røg på psykiatrisk skade stue et par dage med voldsomme tvangstanker, derefter gik jeg pensions vejen, det er fint, men jeg mærker stadig min krop og jeg er ekstra følsom overfor bitte små belastninger. Efter ca. 1 år er børnene begyndt at sove hos mig hveranden uge torsdag og fredag. I starten efter jeg kom fra psyk ville jeg ikke at de kom forbi, jeg kunne ikke overskue det. Jeg er stadig angst når de er her, men det er blevet meget bedre. Jeg lader dem være hos deres far, der har de det godt, jeg ser dem ofte alligevel, men det er hårdt at erkende at man dårligt kan være sammen med sine egne børn og det er klart fordi jeg har presset mig selv for hårdt. Så det er bare ikke det værd, men det er meget svært ved at hitte ud af hvor grænsen går og faktisk bør man stoppe lang tid forinden !!

Held og lykke med det hele. Igen har jeg leflet min historie, men den er altså også lidt lærerig vil jeg sige.

Kh. EE

[Tanjaw]

Ja det er da forbavsende som vi minder om hinanden, dejlig at vide man ikke er alene
Hvor er jeg dog ked af at høre at det skulle komme så langt ud, at du måtte overdrage dine børn.( kram til dig, kan ikke finde ud af smilie med krammer)
Jeg er netop også bange for at jeg skal forværre mit forhold til mine drenge igen, som lige var blevet bygget op og med overskud.
Jeg har det på nøjagtig samme måde som dig, med at være bange for nogen bestemte på en arbejdsplads.
Men på trods af det er det, det første sted jeg er hvor jeg ikke er rigtig bange eller angst for nogen.
Desværre føler jeg i nogen situationer at, hende som jeg arbejder hos, har et andet syn på hele situationen.
Hun har fuld forståelse for at der skal tages hensyn til mig og hun er rigtig sød, men hun er af den type at der skal arbejdes hele tiden, forståligt nok, hun skal jo tjene penge til sin egen butik, men kan godt føle mig ligt malplaceret nogen gange, fordi jeg så har svært ved at tag en lille pause en gang i mellem, når hun er i gang hele tiden.
Hun mener heller ikke man skal ha ondt af sig selv, men prøve og se sig omkring om der ikke er nogen der har det værre end en selv.
Men kan jeg jo ikke bruge til så meget, når jeg har det som jeg har det.
Og på nogen punkter føler jeg hun måske er en smule udspekuleret, hun har også snakket en del om forlængelse, og måske op til et år, det tror jeg dog ikke er muligt, og det ønsker jeg heller ikke.
Hun gav også udtryk for da jobkonsulenten var der, at hun ikke kunne bruge mig på længere sigt, hvis jeg ikke kunne få kundekontakt med ( det er et af mine skånehensyn ikke at ha kundekontakt)
Men hvordan så dine arbejdsdage ud?, for er begyndt at spekulere på om løsningen for mig ville være en 3 dages arbejdsuge, med arbejde hveranden dag, så jeg kan samle mig imellem dagene.
Jeg er også meget påvirkelig overfor belastninger, og der skal virkelig ikke meget til før jeg er helt ude af balance igen, desværre er mit søvnbesvær også dukket op igen, efter min arbejdsprøvning.
Det er så ærgeligt at det skal være sådan, men jeg tror jeg vil tag fat i dem på psykiatrisk afd. og min psykiater så de kan hjælpe mig med arbejdstid og arbejdsplan, så jeg kan få stoppet det inden det kører helt af sporet.

[Enteneller]

Hej Tanja,

Jeg startede arbejds prøvning 1 år efter jeg var røget ud af sygedagpenge. Jeg var så langt nede dette år og forsøgte blot at bygge mig selv op og komme til hægterne. Jeg var ikke på kontanthjælp, da jeg økonomisk ikke ville være berettiget hertil.

I foråret 2008 startede jeg på en ride skole med, at trække heste med handikap patienter på. Jeg fandt ud af at jeg bondede totalt med de heste der, jeg rider ikke selv, men var kommet på skolen efter, at min datter var startet til ridning. Jeg startede så småt med dette arbejde for, at komme lidt ud og igang, min psykolog havde sagt at jeg da ikke bare kunne sidde derhjemme, jeg måtte da lidt ud. (smilerne får du på ved bare at klikke på dem op i højre kasse, du kan først se dem når du ser indlægget eller kladde til samme).

I sommeren 2008, tænkte jeg nu må jeg hellere finde ud af om det er fleks eller ftp. for mig i fremtiden, jeg kunne jo ikke blive ved med at leve at egne penge og en TAE forsikring jeg heldigvis har. Så jeg gik på kommunen og her sagde de at alle kunne komme ind fra gaden og søge ftp. eller fleks, men jeg skulle vide at det ville blive meget, meget, meget svært. Job konsulenten pladrede også en masse om, at det garanteret endte med, at jeg kunne arbejde ordinært, han var da også stresset ind i mellem. Han regnede med, at sikkert ville arbejdsprøves på rideskolen fordi jeg som andre "piger" var heste gal. Sikke en opstart.

Jeg vil sige, at jeg faktisk kørte hele min arbejdsprøvning selv. Jobkonsulenten som hurtigt sagde op havde dog ellers sagt, at han ville komme forbi hver 14 dage, men det skete aldrig. Jeg startede arbejdsprøvning 11/8 og havde planlagt møde om hvordan det hele gik hos min sbér d. 17/10. Jeg prøvede mig ganske enkelt frem. Man gik med hestene 3 kvarter ad gangen, så nogle gange kunne jeg tage 2 lektioner, som vi kaldte det, og så en pause på ca. 20 - 30 min. Eller bare hjem. Jeg blev aldrig presset, men pressede mig selv gevaldigt.

Jeg husker, at jeg allerede de første 14 dage, måtte jeg "drosle ned". Selvom jeg havde arbejdet der hele sommeren, så kunne jeg ikke arbejde de timer jeg var vandt til. Det blev pludselig meget mere "vigtigt" i en arbejdsprøvning og jeg var generelt meget anspændt. Dog kunne jeg godt lide at "gå på arbejde". Dengang havde jeg mine børn hveranden uge, og gik kun til træning når jeg ikke havde børnene, men i den uge de så var hos mig, der var der ikke meget at komme efter. Det er hårdt, at have børn og dem skal der også være plads til, det skal man lige huske i hele perspektivet.

Efter 6 mdr. arbejdsprøvning gik jeg ned med flaget for fuld musik, jeg tror, at det var alle spændingerne og hele scenariet i en arbejdsprøvning, der var for hårdt for mig. Endvidere var jeg ikke medicineret under min AP, dem havde jeg smidt året forinden, for nogen gange tror man jo at man kan mere end man kan .

Jeg kan høre på dig, at du også er rigtigt interesseret i at være på arbejdsmarkedet og det vil også være det bedste for dig i så ung en alder. Nu har du jo små børn, har du ikke en mand/ en fader der kan hjælpe dig derhjemme, både med at handle osv ?. På arbejdspladsen vil man ofte føle at man ikke yder nok. For os er 2 timers arbejde jo hulens meget, men "normale" mennesker kan simpelt hen ikke se at det er noget overhovedet, det er jo bare en 2 - 3 opgaver for dem. Man er simpelt hen nødt til at sætte sig udover hvad andre syntes er lidt og meget. Det er rigtigt godt at træne med at være i det man er i. Jeg har fx. været på mindfull kursus ved min psykolog og det er noget at det bedste jeg nogensinde har prøvet. Her startede vi bare med, at sidde og se på en rosin, dens former, dens farve, lugte til den osv. osv. Det handlede simpelt hen om, at være i det man er i. Når man er på arbejde og fx. binder en buket, så er man der og kun der. Når man er hjemme på sofaen og hviler ud, så er man der og mht. ungerne det samme. Det er ultra svært, men man oplever en lettelse og glæde ved at være i Nuet også selvom det er hipt .

Det er super godt, at du tager fat i de hjælpe instanser og støtter du kan få. Inderst inde ved du sikkert også godt, at den der mandag eller tirsdag hvor du skal være der 2 - 3 timer, det holder bare ikke. Enten skal du have flere pauser ellers skal du ned i tid. Det kan ikke nytte at du er smadret når du kommer hjem fra arbejde. Du skal tænke, at den arbejdsprøvning du er igang med nu, jo skal afspejle hvad du kan de næste år frem, så det er med at få den tilpasset så godt som muligt. Min tidligere arbejdsgiver sagde ofte til mig, "du er nødt til at prøve det af med de forskellige timer" og det er også rigtigt nok, men fungere det bare ikke så må du få det ændret, inderst inde er det jo os der kan mærke konsekvenserne.

Nå men Tanja, så vil jeg da også lige sige, at jeg har det godt med mine unger og sådan som det fungere idag. De bor hos deres far, men jeg ser dem omtrent hver dag alligevel, deres skole ligger tæt på hvor jeg bor og deres far bor heller ikke så langt væk. Jeg er rigtig heldig, at de er meget glad for deres far og han for dem. Nogle gange ringer jeg og vil lave tingene om og have ungerne noget mere, men der er deres far god til lige at sige, nu holder vi det som det er, det er fint nok. Og der er helt fint for mig, man kan jo ikke få det hele .

Held og lykke med det hele. Glæder os til at høre fra dig.

Kh. EE

[Zania]

Har du altid haft en følsom psyke, eller er det kommet indenfor et år?

Det har hjulpet mig i min sag, at jeg har en 10 år lang historie i systemet, har næsten aldrig været foruden psykologer etc. Det ville måske være billigere for kommunen at undlade at stresse mig

Lokal psyk ville snakke med min søster, som forklarede at jeg altid har haft det svært, det hjalp dem til at have et mere klart billede af mig.

Jeg tror, det er sværere at bedømme folk, hvis det er gået hurtigt ned ad bakke, for så har man jo haft "ressourcer i seneste fortid", og er måske ikke varigt.

Andre ting, der kendetegner mig er, at droppe ud af uddannelser, og har aldrig haft et fuldtidsjob. Det giver dem også et billede af ens psyke.

[Tanjaw]

Jeg bor sammen med faren til mine børn, og han er en stor hjælp, ved slet ikke hvordan jeg skulle få det til at hænge sammen uden ham.
Ang pauser, så holder jeg slet ikke nogen på arbejdet.
Mindfullness skulle jeg ha været på, men jeg havde også opstart på kursus for sygemeldte, så det blev ikke til noget da det ville blive for meget for mig på en gang.

Jeg har altid været meget følsom, kan jeg se når jeg ser tilbage på det hele, og har også haft en belastet opvækst, med druk, vold og svigt.
Jeg har i starten af mine teenage år forsøgt at virke hård, og sætte en facade op, for at "overleve". Men det holdte ikke i længden når det ikke var den jeg var indvendig.
Jeg kom til psykolog+samtale gruppe for børn af alkoholiker, første gang som 17 årig (i gennem min kommune)
Søgte efterfølgende psykolog selv da jeg var 20 år, kom på psykiatrisk afd til samtaler sidste år, og er nu startet op hos en psykiater der hvor jeg bor.
Så det har præget en stor del af mit liv, og min sagsbehandler har fået tilsendt en liste med de behandlinger jeg har været i.

Jeg har taget en uddannelse som bygningsmaler, men det var så hårdt at komme igennem, at jeg ikke forstår jeg gjorde det den dag i dag, for det var ren totur mod mig selv.
Jeg fik en kæmpe nedtur efter min uddannelse, og fik en rådighedserklæring på at jeg ikke kunne være maler mere, pga miljøet som havde ligheder med noget at det jeg har oplevet i min barndom, og dels fordi jeg er meget sårbar.
Efterfølgende har jeg forsøgt mig med hf, og hg men det har ikke duet for mig.
Og så har den stået på barsel og sygmeldinger.
Så siden 2004 har jeg ikke været på arbejdsmarkedet, på nær lige en jobtræning jeg var på et halv år i 2007, som jeg også blev sygemeldt fra.