Politiske overvejelser vedr. børn & unge med særlige behov.

[TimeGuest]

Kommunerne står i dag med særlige udfordringer inden for området: børn & unge med særlige behov, herunder anbringelsesområdet.

Ikke mindst er det en udfordring først og fremmest at sikre barnets eller den unges tarv frem for kommunekassens.

Med de nedskæringer der er annonceret for næste budgetår rundt omkring i de fleste kommuner, hvordan får man så sådan et regnestykke til at gå op ?

En meget anvendt metode til udgiftsreduktion inden for området er at hjemtage barnet eller den unge fra tilbud der er givet uden for kommunen.


Et eksempel på tankegngen findes fx i en sag fra Viborg, hvor den unge ikke engang er kommet afsted til tilbudet:

http://www.facebook.com/group.php?gi...5796006&ref=ts


Det skal bemærkes, at et tilbud til en ung udsat med behov for døgnplads i regionsregi typisk koster i omegnen af: 1,2 million kroner p.a.

Man ser typisk en anbringelse i denne prisklasse over flere år - ellers giver tilbudet typisk ikke socialpædagogisk mening - dvs. man når typisk en anbringelsestid af en varighed på måske 2 - 3 år med bla. intensiv botræning, svarende til en pris på små 4 millionerkroner for forløbet, hvorefter den unge formodes at være klar til en anbringelse i en egnet egen bolig af én eller anden form til en noget billigere pris.

For at sætte prisen i perspektiv, svarer omkostningerne ved anbringelsen vel til ca. 20 års førtidspension, som den unge måske under optimale omstændigheder kunne have klaret sig med under de rette omstændigheder - men det har VC-regeringen nærmest umuliggjort i dagens Danmark.


Med til historien hører, at området inden for fx autisme og ADHD nærmest er eksploderet epidemisk, hvorfor tilgangen til området kan forventes stigende.

Der er flere forklaringer på den nærmest epidemiske tilgang - det ene er at samfundsformen har ændret sig i en retning, der betyder at disse børn og unge oplever en stigende grad af utilpassethed til moderne samfundskrav.

Dernæst er den opsøgende og diagnostiserende opgave blevet mere veludviklet, ligesom man er blevet bedre i differentialdiagnostisk hensende.

Man taler ligeledes i dag om at en særlig sårbarhedsmodel (bla. af genetisk afsæt) kombineret med en miljømæssig del som en årsag til disse tilstande.

I miljømæssig sammenhæng taler vi måske ikke bare om organiseringsfaktorer i samfundet, men måske også om sådan noget som miljøskadelige fremmedstoffer, egentlige epidemiske infektioner osv.


Så hvad har I K10-besøgende af forslag som kan bibringe området for børn & unge med særlige behov - der er i vækst - den helt nødvendige støtte inden for nogle politisk afstukne økonomiske rammer ?

Skal gruppen "syltes" ind i besparrelser ?

Skal der tilflyde området flere midler ?

Kan man på nogen vis begrænse gruppens vækst - uden at gå på kompromi med faglighed ?


Så byd endelig ind med forslag I måtte have på hjerte :-)

[Katharina]

Oprindeligt indsendt af TimeGuest

Kommunerne står i dag med særlige udfordringer inden for området: børn & unge med særlige behov, herunder anbringelsesområdet.
......

Det skal bemærkes, at et tilbud til en ung udsat med behov for døgnplads i regionsregi typisk koster i omegnen af: 1,2 million kroner p.a.

Man ser typisk en anbringelse i denne prisklasse over flere år - ellers giver tilbudet typisk ikke socialpædagogisk mening - dvs. man når typisk en anbringelsestid af en varighed på måske 2 - 3 år med bla. intensiv botræning, svarende til en pris på små 4 millionerkroner for forløbet, hvorefter den unge formodes at være klar til en anbringelse i en egnet egen bolig af én eller anden form til en noget billigere pris.
.........

Så hvad har I K10-besøgende af forslag som kan bibringe området for børn & unge med særlige behov - der er i vækst - den helt nødvendige støtte inden for nogle politisk afstukne økonomiske rammer ?

Et samfund skal kendes på dets behandling af dets svageste medlemmer: Børn og unge med særlige behov, syge, mennesker med handicap, gamle...

Det betyder noget for fælles oplevelse af glæde og humanitet, at vores samfund har opbygget traditioner for at møde børn og unge med særlige behov - og deres forældre - med en højt specialiseret faglig indsigt og kunnen m.h.t. både at støtte børn/unge og deres forældre i det daglige - og støtte børns/unges pædagoger og lærere i det daglige - m.h.p. oplevelse af vækst i viden og indsigt omkring en højt specialiseret optræning vedrørende handicap - og med henblik på oplevelse af fællesskab i opgave at udvikle og støtte op omkring liv med handicap for alle i dette samarbejde - også til glæde for barnet/den unge. Og indsats skal være tidlig og koordineret.

Dette giver overskud til videre udvikling af tværfaglig, faglig og menneskelig indsigt - med henblik på både kvantitativ og kvalitativ støtte til udvikling af færdigheder, som kan give børn og unge med særlige behov følelse af selvhjulpenhed og selvværd og glæde - både tidligt i liv og senere.

Og når unge med særlige behov bliver 18 - 20 år og skal lære at bo i egen lejlighed, er det godt både for de unge og for forældrene, at der er institutioner som Hinnerup-kollegiet, hvor unge kan støttes i en ungetilværelse med andre unge - med støtte af veluddannede socialpædagoger.

Indsats må være en tidlig, koordineret, tværfaglig, professionel og specialiseret indsats i samspil med pårørende - med overskud og optimisme - med flere gensidigt støttende faglige tilgange til sygdom og handicap. Vi kan gensidigt berige hinanden faggrupper imellem - i dette vigtige arbejde for de berørte børn og unge og deres pårørende.

BTW: Måske var der mange på fleks/ledighedsydelse, som i den grad ville ønske praktik og revalidering og omskoling på dette område - og her ville kunne bidrage med en værdifuld viden, indsigt, indsats for disse børn og unge - i samspil med særligt uddannet personale (fysioterapeuter,ergoterapeuter,musikterapeuter, socialpædagoger, speciallærere, psykologer, speciallæger, socialrådgivere...) og i samspil med børn/unge og deres forældre.

Jeg tror ikke, det er varme hænder, der mangler - og heller ikke veludannede specialister - dem er der også mange arbejdsløse af nu. Så det er et valg, vi må tage, om vi ønsker at videreudvikle vores samfund med en højt specialiseret faglig og menneskelig indsats for børn og unge med særlige behov - og for mennesker i øvrigt med særlige behov.

Det synes jeg, vi skal vælge - fordi det giver en vigtig oplevelse af glæde, mening, indsigt, fællesskab, menneskelighed for os alle!

[TimeGuest]

Oprindeligt indsendt af Katharina

Jeg tror ikke, det er varme hænder, der mangler - og heller ikke veludannede specialister - dem er der også mange arbejdsløse af nu. Så det er et valg, vi må tage, om vi ønsker at videreudvikle vores samfund med en højt specialiseret faglig og menneskelig indsats for børn og unge med særlige behov - og for mennesker i øvrigt med særlige behov.

Det synes jeg, vi skal vælge - fordi det giver en vigtig oplevelse af glæde, mening, indsigt, fællesskab, menneskelighed for os alle!

Vores afsæt for at lave konklusioner, der er optimeret imod gruppen af børn & unge med særlige behov, er formodentlig ikke så langt fra hinanden - og derfor vil det næppe overraske publikum, at vi ikke er grundlæggende uenige her.

Også at det er et: valg (som så meget andet i vores liv og samfund), hvorvidt man politisk ønsker at lægge vægten på området.


Omvendt ligger udfordringen i et kommunalt budget med indbyggede økonomiske begrænsninger, hvordan man optimalt implementere de gode løsninger for børn & unge med særlige behov i betydelig økonomisk konkurrence med gadebelysning, vejsalt, folkeskoledrift, fodindlæg, ældrepleje mv.

Hvis budgettet på området ikke strækker til optimale løsnigner til alle, skal man så begrænse tilgangen til området, sænke kvaliteten der tilbydes den enkelte, indføre udvidet brugerbetaling, gå tiggergang hos Staten, tage lån (såfremt kommunen måtte) eller udskrive yderlig skat (såfremt kommunen måtte) ?

Kan man sænke udgiften på området samtidig med at man sikre kvaliteten ?

Hvad er politikernes og vælgernes bud og hvad ender de faktiske realiteter på området med at være ?

Og tænker vi situationen ind i en overordnet politisk sammenhæng, ender det så blot med det klassiske politiske hykleri, hvor politikerne lader sig vælge på et grundlag, lovgiver på et andet og lader lovgivningen administrere på et helt tredie ?

Og vil vælgeren betale prisen (via skatten), dersom der skulle bringes overensstemmelse imellem valgløfter, lovgivning og administration heraf ?

Vil et evt. regeringsskifte hjælpe, herunder vil et evt. regeringsskifte hjælpe så meget som vi kunne drømme om ?

Jeg synes virkelig det er en udfordring, ikke så meget at pege på hvad der er optimalt men derimod, at pege på hvordan en optimal løsning implementeres under den givne politiske og samfundsøkonomiske situation.

Så har nogen et godt bud på det, så kom endelig frem med det :-)

[Katharina]

Oprindeligt indsendt af TimeGuest

Vores afsæt for at lave konklusioner, der er optimeret imod gruppen af børn & unge med særlige behov, er formodentlig ikke så langt fra hinanden .....

Jeg synes virkelig det er en udfordring, ikke så meget at pege på hvad der er optimalt men derimod, at pege på hvordan en optimal løsning implementeres under den givne politiske og samfundsøkonomiske situation.

Enig!

Børn og unge med særlige behov - behøver en kontinuert mangesidig fokuseret tværfaglig indsats - for at støttes til at være velstimulerede og opmærksomme og reflekterende og selvhjulpne! Ellers bliver det let som Strandvængets pædagogik (Nyborg) - vist i tv for nogle år siden! Det ønsker ingen!

Måske er der mange ledige på dagpenge og kontanthjælp - og ledige på fleks/ledighedsydelse - og mange på vej til efterløn, som egentlig gerne ville og kunne – med normalløn for område på deltid/fuld tid – bidrage med værdifulde uddannelser, erfaringer, kunnen, viden, indsigt, indsats - for børn og unge med særlige behov – i samspil med særligt uddannet personale (fysioterapeuter, ergoterapeuter, musikterapeuter, socialpædagoger, speciallærere, psykologer, speciallæger, socialrådgivere...) og i samspil med børn/unge og deres forældre.

Hvis det blev sat i gang og prioriteret og koordineret med respekt og indsigt og engagement – som eks. Plejehjemmet Lotte på Frederiksberg - og givet samfundsmæssig prestige - ville det givet kunne fungere. Hvor der er vilje er der vej.

I en artikel i Avisen.dk den 24. oktober, viser en rundspørge blandt 3.300 HKere over 60 år, at mere end halvdelen af dem, der går tidligt på efterløn, egentlig gerne ville være fortsat med at arbejde, hvis de havde oplevet ledelsesopbakning til at fortsætte i job. Sådan kunne jeg egentlig forestille mig, det ser ud inden for mange faggrupper.

”Danskere presses på efterløn:
Omstruktureringer og et opskruet arbejdstempo er blandt årsag til, at hver anden danskere tvinges over på efterløn, viser måling.
Det er ikke nedslidning, der gør, at stadig flere danskere går på efterløn.
Faktisk så ville mere end halvdelen af dem, der går på efterløn, gerne være fortsat med at arbejde.
Det viser en undersøgelse, som Politiken og fagforbundet HK har gennemført blandt 3.300 HK-medlemmer over 60 år.
Undersøgelsen viser, at mange efterlønnere føler sig presset ud - enten fordi deres arbejdsområder forsvinder, eller fordi chefen hellere vil have yngre ansatte.
"Tallene viser klart, at de fleste gerne bliver i job, hvis der var arbejde til dem. Eller hvis der bare var nogle bedre chefer," siger formand for HK, Kim Simonsen, til Politiken…”

Se link til artikel: http://avisen.dk/danskere-presses-pa...en_135825.aspx

Så:
Jeg tror ikke, det er varme hænder og uddannelse og viden og engagement, der mangler - og heller ikke veluddannede specialister.


BTW: Så engang en udsendelse i DR 2 tema om Mozarteffekten - at Mozarts musik uvist af hvilken grund - har en særlig betydning for nærvær, koncentration og indlæring – både for børn og voksne – apropos emne om børn og unge med særlige behov – er der er neurobiologisk forklaring på musiks betydning for fokusering og nærvær og ro?

Eks. her: Horowitz i indspilning af Mozart: Klaverkoncert nr. 23 (2.sats):

http://www.youtube.com/watch?v=9LqdfjZYEVE

[TimeGuest]

Oprindeligt indsendt af Katharina

Så:
Jeg tror ikke, det er varme hænder og uddannelse og viden og engagement, der mangler - og heller ikke veluddannede specialister.

De "professionelle":

Det er givet faktuelt korrekt, at der er mange professionelle varme hænder derude med forskellig indsigtsmæssig baggrund, der gerne gør en arbejdsindsats over for gruppen af børn & unge (og andre aldersgrupper) med særlige behov.

Spørgsmålet det er, om det er noget de vil kunne forvente at blive honoreret økonomisk for ?

Og i givet fald på et fornuftig niveau ?

Og på et nivaau de faglige organer ikke opfatter som et forsøg på at "løntrykke" ?


Forældre / pårørende:

Ligeså er der givet mange ressourcestærke forældre / pårørende, der gerne gør en ekstra indsats. Men kan de få lov at bruger deres omfattende konkret viden om deres pårørende og deres praktiske og teoretiske tilgang til situationen ?

Og kan det ske uden at de "professionelle" føler deres "faglighed" trådt for nær ?

Min erfaring er, at det er svært og det er et "minefelt" man bevæger sig i, hvor det ofte ender med en bredside-affyring af flosklen: "Bare læn jer tilbage og vær forældre" ... (underforstået og overlad opgaven til os "professionelle", mere underforstået: for vi ved bedst ... tror vi da).

Jer der har set: Lorenzo's Oil ( http://en.wikipedia.org/wiki/Lorenzo%27s_Oil ), ved hvad jeg her taler om ...


Så ud over kaffebrygning, lejerbålshygge og tudekor er der næppe meget albueplads for de pårørende ;-(


Behandling:

For nogle subgrupper af de forskellige grundlidelser og komorbide tilstande finder videnskaben måske en behandling - medicinske eller anden - der enten kan lindre eller bedre situationen for det barn, den unge eller voksne, der møder verden med et handicap på en sådan måde, at behovet for særlig støtte mv. måske bliver mindre - det ville være dejligt.

Det ville være rigtig dejligt og forhåbentlig også givtigt, dersom man ville kaste nogle kroner efter forskellige relevante forskningsprojekter.

Måske rammer man noget, evt. kurativt, der kan give et pænt afkast ... :-)


Musikterapi:

BTW: Så engang en udsendelse i DR 2 tema om Mozarteffekten - at Mozarts musik uvist af hvilken grund - har en særlig betydning for nærvær, koncentration og indlæring – både for børn og voksne – apropos emne om børn og unge med særlige behov – er der er neurobiologisk forklaring på musiks betydning for fokusering og nærvær og ro?

Den udsendelse så jeg også

Og der er formodentlig en neurobiologisk forklaring på fænomenet.


Ligesom det er tænkeligt, at musikterapi kan reducere personaleforbruget og/eller få hverdagen til at glide nemmere :-)

Jeg har kendskab til, at grundidéen har været praktiseret i 90'erne for de yngste på børneafdelinger i sygehusvæsnet.

[Katharina]

Oprindeligt indsendt af TimeGuest

Forældre / pårørende:

Ligeså er der givet mange ressourcestærke forældre / pårørende, der gerne gør en ekstra indsats. Men kan de få lov at bruger deres omfattende konkret viden om deres pårørende og deres praktiske og teoretiske tilgang til situationen ?

Og kan det ske uden at de "professionelle" føler deres "faglighed" trådt for nær ?

Min erfaring er, at det er svært og det er et "minefelt" man bevæger sig i, hvor det ofte ender med en bredside-affyring af flosklen: "Bare læn jer tilbage og vær forældre" ... (underforstået og overlad opgaven til os "professionelle", mere underforstået: for vi ved bedst ... tror vi da).

Jer der har set: Lorenzo's Oil ( http://en.wikipedia.org/wiki/Lorenzo%27s_Oil ), ved hvad jeg her taler om ...


Så ud over kaffebrygning, lejerbålshygge og tudekor er der næppe meget albueplads for de pårørende ;-(


Behandling:

For nogle subgrupper af de forskellige grundlidelser og komorbide tilstande finder videnskaben måske en behandling - medicinske eller anden - der enten kan lindre eller bedre situationen for det barn, den unge eller voksne, der møder verden med et handicap på en sådan måde, at behovet for særlig støtte mv. måske bliver mindre - det ville være dejligt.

Det ville være rigtig dejligt og forhåbentlig også givtigt, dersom man ville kaste nogle kroner efter forskellige relevante forskningsprojekter.

Måske rammer man noget, evt. kurativt, der kan give et pænt afkast ... :-)

Tak fordi du nævner "Lorenzo's Oil"! :-)

Jeg har også været glad for at se filmen "Lorenzo's Oil", hvor Lorenzo's forældre ved at lede i medicinsk litteratur finder frem til behandling af ALD med nogle bestemte fedtsyrer fra olivenolie, og de finder frem til en gammel kemiker i England, som kan uddestillere denne olie, og olien virker, Lorenzo’s ALD stabiliseres, og han får igen evner til at lære med kontakt og glæde. Det er en meget smuk film.

Denne film betoner pårørendes/forældres centrale rolle i relation til børn og unge med behov for en særlig indsats/behandling – og i denne film er det forældrene selv, der finder en mulig behandling.

Larz Thielemann, oprindelig typograf, har her i oktober 2010 udgivet en bog på Forlaget Hjernetips, om den træning med en udvidet doman-metode, som han og hans kone påtog sig i forhold til datteren Sofie, som var født hjerneskadet. Bogen hedder: ”Sofies nye verden – fra grønsag til gymnastikpige.” I ”Ugebladet” Hørsholm, er gengivet interview med Lars Thielemann om bogen om Sofie, bl.a:

Fremtidsudsigterne for den hjerneskadede Sofie var ikke lyse, da hun blev diagnosticeret med en hjerneskade i sine spæde år.

"Hun var rent ud sagt dømt til at sidde stærkt medicineret i kørestol som en grøntsag på en institution i dag," fortæller Larz Thielemann.

Sofie er i dag 15 år og kan læse, ride, svømme, cykle, dyrke springgymnastik, løbe og klare meget af hverdagen selv. Hun kan kommunikere med ord og korte sætninger, reflektere og har humor.

Stil spørgsmål, tag ansvar"
Vores børn er vores ansvar, og vi skal i højere grad finde en model, hvor vi bruger mere tid på vores børn og turde stille spørgsmål mod autoriteterne, for det er ikke altid at autoriteterne har ret. Det har taget 10 år at få Sofie så langt, som hun er i dag, og jeg er stolt som forælder over, at vi har truffet det rigtige valg. Det er glædeligt, når man tænker på, hvordan oddsene var, og det er den erfaring og viden, jeg med bogen vil videregive til andre," siger Larz Thielemann. Læs mere:

http://hoersholm.lokalavisen.dk/larz...710129755/1003



Videre får jeg lyst til at fortælle om en dreng, David, med infantil autisme, med tilsvarende ihærdige forældre. David var en kaotisk, hjælpeløs, forskræmt, kontaktløs, sprogløs dreng, da han var 2 ¾ år, januar 2000, han var lige startet i en almindelig vuggestue, han havde det ikke godt i vuggestuen, man formodede han var infantil autist, men der var lang ventetid på videre udredning og vejledning og henvisning til institution, der ville kunne magte opgave at støtte en autistisk dreng. Så forældrene gik selv i gang med at finde bedst mulig indsats til deres dreng.

Forældrene har fortalt om proces med hensyn til at finde den rigtige hjælp til David:

http://www.abaforum.dk/danmark/histo...et_foerste_aar

http://www.abaforum.dk/danmark/histo...id_aktuelt.php

Intensiv vidensindsamling

"Den dag, vi fik diagnosen og samtidig fik at vide, at Davids udredning og dermed behandling var udsat, gik vi for alvor i gang med at læse. Vi tilsidesatte vores studier fuldstændigt og gik i stedet i gang med at læse os ind i autismeforskningen.

Som universitetsstuderende havde vi nogle heldige forudsætninger for effektivt at opsøge og tilegne os viden. Om dagen, mens børnene var væk, sad vi på Statsbiblioteket og søgte i de elektroniske artikelbaser, der muliggjorde, at vi fik artikler fra USA, samme dag som de blev publiceret. Hver eftermiddag kom vi hjem med en ny stak artikler, som vi læste om aftenen og natten, hvor vi alligevel var oppe, fordi David var vågen.

Man kan opdele den litteratur, vi læste, i to overordnede områder:
Baggrundsviden om autisme, herunder årsager til autisme (genetik, neurologi, kognitionspsykologi), sygdomsbillede (adfærdsbeskrivelser, kognitive problemer, diagnose-kriterier, sidehandicaps), forekomst (epidemiologi, demografi) osv.
Viden om behandling af autisme, herunder ABA, specialbehandling (TEACCH, PECS), vitaminbehandling, diæter, psykofarmaka osv.

Inden for det første område var det vores oplevelse, at der efterhånden findes så meget udenlandsk litteratur oversat til dansk, at man kan få næsten samme informationer ved at læse den danske litteratur som ved at læse den internationale. Det er klart, at man ikke kommer uden om at skulle læse de udenlandske tidsskrifter, hvis man vil følge med i det sidste nye inden for forskningen. Men hvis man bare ønsker et overordnet indblik i den viden, der findes om autismens udtryk og mulige årsager, så er man godt hjulpet med den litteratur, der findes på dansk.

Desværre opdagede vi meget hurtigt, at det forholder sig helt anderledes med det andet område, der har at gøre med behandling. Jo mere vi læste, des mere foruroligede blev vi over, at al den viden, der findes i den internationale litteratur om behandling, slet ikke findes på dansk, og derfor heller ikke er integreret i den danske behandlingsindsats.

Her i landet kan man let få den opfattelse, at der kun findes en rigtig metode til behandling af autisme, nemlig TEACCH. Men denne opfattelse stemte dårligt overens med det, vi kunne læse i den udenlandske litteratur. For det første findes der flere forskellige behandlingsmetoder, der nyder bred accept, og for det andet er TEACCH ikke den af disse metoder, der har den videnskabeligt set bedst dokumenterede effekt.”

Forældre fortæller videre om Davids udvikling efter 2 ½ års træning med den træningsmetode, de valgte ud fra litteraturstudier, ABA, som de fandt ud af kunne superviseres af TIPO Oslo.

”Vores familie består af David (marts 1997), Anna (november 1995), Cecilia (1972) og Martin (1971). Vi bor i en lejlighed lige inde i midten af Århus.

Vi voksne er begge studerende. Cecilia læser dansk og har psykologi som sidefag. Martin er netop gået i gang med sit speciale på informationsvidenskab og har et sidefag i klassisk græsk.

Anna går i 1. klasse, og David – som er hovedpersonen i denne beretning – går i en børnehave, hvor han modtager intensiv ABA-behandling, tilrettelagt og superviseret af TIPO, og hvor han er integreret blandt normale børn.

Vi er med andre ord en af de familier, for hvem det er lykkedes at nå igennem til »systemet«, sådan at der kunne etableres et TIPO-projekt med David. Århus Kommune og Århus Amt er gået sammen om at etablere en §16-plads uden om specialinstitutionerne, sådan at David i stedet modtager intensiv behandling i en normal børnehave.

For to et halvt år siden gik vi – tæt superviseret af TIPO – selv i gang med træningen af ham, og dengang havde han triste udsigter. Selvom han næsten var tre år, var han ude af stand til at kommunikere; han havde ingen lyde, og han havde end ikke gryende fornemmelse af, hvad basale ord som 'mor', 'mad' eller 'sove' betød. Han var ikke opmærksom på, hvad vi andre sagde eller foretog os, og imiterede os derfor ikke. Han manglede således en af de mest centrale forudsætninger for indlæring, og var retarderet på samtlige udviklingsområder på nær det motoriske.

Han kunne ikke følge vores finger, når vi pegede på en bil i en pegebog, ikke lægge simple puslespil, og han kunne slet ikke lege. Han kedede sig af gode grunde forfærdeligt, og det var tydeligvis frustrerende for ham, at han ikke kunne kommunikere. Han brugte det meste af sin tid på at klatre rundt på os voksne eller op i reolerne, hoppe i sofaen, løbe i cirkler på gulvet, se videofilm, rydde vindueskarmene eller lave andre utilsigtede streger, ligesom han også havde en del selvskadende adfærd.

I dag er David en helt anden dreng.”

David kom i en almindelig børnehaveklasse på en almindelig folkeskole, fortsat med træning efter ABAmetoden, med supervision af TIPO Oslo, i børnehaveklassen. Men fra 1. klasse har han klaret undervisning i sin klasse uden særlig ABA-træning – bare med få støttetimer pr. dag, fordi socialt samspil med jævnaldrende ikke bare er let, selvom David er nysgerrig, glad, interesseret, åben og fagligt dygtig i skolen. Han er nu 13 år og går i 6. klasse og trives i sin klasse – om end han stadig har brug for ekstra støtte omkring at forstå socialt samspil.


Ud fra historierne om Lorenzo, Sofie og David – tænker jeg – at engagerede forældre og pårørende er et uvurderligt omdrejningspunkt i indsats for børn og unge med særlige behov!

[Katharina]

Apropos emne om børn og unge med særlige behov:

Rasmus Willig, formand for Dansk Sociologforening, underviser i sociologi, ved RUC, har den 26 okt. 2010 et indlæg i Information om øget mcdonaldisering af offenlige institutioner og professioner - og det er nok den kommunale sektor, med ansvar for skoler og dagtilbud og ældretilbud og tilbud til børn og unge og andre aldersgrupper med særlige behov, der er hårdest ramt:

De massive offentlige besparelser leder i mange tilfælde til en mcdonaldisering af flere professioner. Problemet er, at nogle af burger-principperne ikke er sund kost

Rasmus Willig beskriver mcdonaldiseringen af professioner og institutioner i kommuner bl.a. således:

Effektivitet i vuggestuer
Mere præcist følger mcdonaldiseringen fire principper: Det første princip er effektivitet. Her er der allerede et problem, for er det overhovedet muligt at effektivisere vuggestuer efter samme afmålte tid, som pommes frites skal have i frituren?
Nej, naturligvis ikke, men flere pædagoger stiller sig allerede spørgsmålet: Hvordan kan jeg drage omsorg for flest muligt børn med de færrest mulige ressourcer? Nogle rapporterer, allerede inden besparelserne er trådt i kraft, om, hvordan de ikke kan skifte børnene hurtigt nok og må sige til de små, at de må lave i bleen.

Forudsigelighed
Mcdonaldiserede institutioner har ofte ‘scripts’, som de ansatte forventes at følge, for at skabe forudsigelighed. ‘En stor eller lille cola?’
Flere folkeskolelærere kan sikkert fortælle om, hvordan deres autonomi er under pres, og at læringsperspektivet bliver defineret fra oven, ligesom det samtidigt virker umuligt at presse skoleeleverne ned i de på forhånd givne skabeloner.
Her er læreplaner og kravet om skemalægning ned til mindste detalje gode eksempler.

Kalkulerbarhed
Det tredje princip er kalkulerbarhed, dvs. prædefinerede arbejdsgange, der lægger vægt på at kvantificere ydelser, så de kan tælles. I mcdonaldiserede systemer bliver kvantitet lig med kvalitet: jo mere af noget, og jo hurtigere det leveres, desto bedre.
Universiteterne kan tale med om, hvad det vil sige at tilrettelægge deres undervisning efter dette burgerprincip.
Flere studerende i lokalerne på kortere kurser med håbet om en hurtigere og billigere gennemførelsesfrekvens. Der tælles på alle danske universiteter.
Alt fra publikationer i internationale tidsskrifter til studerende opgøres i de løbende prognoser og akkrediteringsprocesser.

Kontrol af menuen
Behovet for forudsigelighed er forudsætningen for det fjerde princip, nemlig kontrol. Forbrugerne skal føle sig trygge, og derfor skal burgermenuen altid være den samme. Der skal ikke være nogen afvigelser, og hvis der er, anses de som fejl.
Når standardisering og kontrol bliver overført fra burgerverdenen til samfundets offentlige institutioner, medfører det ifølge Carl Ritzer (den amerikanske sociolog, som har formuleret mcdonaldiseringsteorien) en forringelse af offentlige ansattes professionsfaglighed og autonomi.
Professioners autonomi er simpelthen for farlig. Her er det stigende antal evalueringer et godt eksempel. Evalueringer gør det muligt at benchmarke og leder ofte til laveste fællesnævner. Den billigste ret kommer på menuen på bekostning af et varieret måltid.
Burgerprincipper sniger sig ind med besparelsesøvelserne. Det er der ikke noget at sige til, når hver en krone skal vendes, men efterhånden er der god grund til at undersøge om det fjerde burgerprincip, kontrol, ikke er så omkostningstungt, at besparelsesøvelserne nærmest er ligegyldige.

Dokumentationsøvelser, standardbeskrivelser, evalueringer og akkrediteringer kan være gode nok, når der skal kontrolleres, om antallet af pommes frites faktisk svarer til, hvad der bliver lovet på den store menu, men når det gælder offentlige institutioner og professioner er sagen imidlertid mere kompleks.

Se videre Information den 26. okt. 2010: http://www.information.dk/248852

Og se Informations anmeldelse , maj 2009, af Rasmus Willigs bog: Umyndiggørelse - også om ovenstående emne: http://www.information.dk/190597


Jeg kommer videre til at tænke på en artikel, jeg læste i et link her på K10 i dag:
Tre speciallæger underkendt af én lægekonsulent

http://www.svendborgsnetavis.dk/?p=2674

Her gemmer sig mindst 2 ulykkelige skæbner - den sygemeldte borger, som ikke får den hjælp, hun har behov for - og den sagsbehandler, som gør, hvad hun skal og kan for at hjælpe lovmedholdeligt, men som nu er holdt i job - desavoueret - skønt hun har gjort sit bedste, som de skrevne love og regler foreskriver.

Men nu synes der også at være uskrevne mcdonaldiserede regler at leve op til - og disse 2 regelsæt - det skrevne og det uskrevne regelsæt - harmonerer ikke helt med hinanden.

Er man et ansvarligt og ordentligt professionelt menneske, ansat i det mcdonaldiserede system, som i sag ovenfor beskrevet - hvor ens bedste indsats desavoueres - må man søge omplacering eller søge nyt arbejde - eller man bliver syg - eller - og det er det værste - man mcdonaldiseres og desensibiliseres - og begynder i effektivitetens navn at forstå "ikke mcdonaldiserede mennesker" som forkerte - og forstår børn/unge/andre med særlige behov som en slags "gøgeunger" (jf. Erik Fabrin) - og det er ikke godt for en individuel specialiseret indsats - for børn/unge/andre aldersgrupper med særlige behov.

Mcdonaldisering er ikke godt for forældres/pårørendes oplevelse af kvalitet og fælles udvikling i indsats/samarbejde omkring børn/unge/andre aldersgrupper med særlige behov.

I det mcdonaldiserede system - skal forældre/pårørende - være stærke og velformulerede - for at komme igennem med behov for - en individuel specialiseret indsats til børn/unge/andre med særlige behov.

Informationssamfund med let adgang til videnssøgning på google og specialiserede vidensbaser - er kommet for at blive - med krav om nye specialiserede indsatser i samspil forældre/pårørende/professionelle omkring børn/unge/andre med særlige behov.

Udvikling m.h.t. individualiserede/højt specialiserede indsatser er god for alle berørte - børn/unge/andre med særlige behov - forældre/pårørende - de professionelle - og denne udvikling kan og skal ikke sættes i stå - omend mcdonaldisering synes økonomisk og politisk korrekt lige i øjeblikket!

Som mennesker er vi ikke éndimensionale og forudsigelige - vi har ikke bare en politisk-økonomisk varefunktion - i det virkelige liv - vi har hver især unikke flerdimensinale menneskelige potentialer og kvaliteter, som ikke synes at trives med mcdonaldiseringskorrekthed.

Afmcdonaldisering af kommunal sektor til gavn for en individuel specialiseret indsats for børn/unge/andre med særlige behov - kunne måske finansieres ved midler, som frigives ved afskaffelse af meningsløs og virkningsløs aktiveringsindsats til 9,4 milliarder pr. år?

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/201...9.htm?rss=true

[Katharina]

Indsatser for børn og unge med særlige behov, som af en eller anden grund, har god effekt - i forhold til omkostning ved indsats – der er mange eksempler – her er nogle af dem:


1)” Musik fra hjertet” – en film om fantastisk effekt af musikundervisning på nogle særligt belastede skoler i Harlem i New York – med hensyn til børnenes glæde og koncentration og læreiver – og senere gåpåmod i uddannelser:

http://en.wikipedia.org/wiki/Music_of_the_Heart

http://www.dr.dk/DR1/Film/Film%20sid...0526150725.htm


2) ”After Thomas” – betydning af kontakt med dyr - en film om en autistisk dreng, der åbner sig for videre kontakt med omverden – gennem kontakt med en dejlig golden retriever:

http://en.wikipedia.org/wiki/After_Thomas


3) Marjatta, skolehjem, ungdomsuddannelse, voksencenter. Se Video om Marjatta: Det kreative sind:

http://www.marjatta.dk/module.asp?item=2,2,0,0,12,12


4) Klintebjerg Efterskole – den praktiske skole for unge med særlige behov. En efterskole ud af mange - med stor effekt og livsglæde - for mange sent udviklede eller ordblinde unge:

http://www.klintebjerg-efterskole.dk/efterskoleliv/


5) Specialisterne – verdens første firma, som udelukkende beskæftiger folk med autisme og Aspergers:

http://www.specialisterne.dk/

http://www.dr.dk/DR2/Dokumentar/2009-10/0106164908.htm

http://www.dr.dk/DR1/penge/2010/03/24132542.htm



---------------------------------------------------------------------------------------------


Og hvis jeg skulle tænke på en indsats for gamle mennesker på plejehjem – med god effekt for glæde og helbred – uden at være dyrere end andre plejehjemstilbud – så tænker jeg på Plejehjemmet Lotte på Frederiksberg:

http://www.uffeweng.dk/reportager/pl...emmetLotte.pdf


Apropos Plejehjemmet Lotte – jeg kan se de gamle trives og virker initiativrige og glade og medlevende!

Kan der tænkes en neurobiologisk forklaring på Plejehjemmet Lottes evne til at styrke glæde, helbred, psykisk velvære og åndsfriskhed hos de gamle?

[TimeGuest]

... først skal jeg beklage, at jeg har været lidt "lang i spyttet" mht. at deltage i debatten her på K10 ... men der har været så meget andet, der har taget tiden.


Katharina: Du har meget at byde ind med - det er rigtig godt :-)


Jeg synes lige, jeg over for publikum vil præcisere, at gruppen vi her har diskuteret omfatter børn og unge der har:

* behov for støtte på grund af dårlig trivsel, for eksempel på grund af omsorgssvigt

* betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.


Uvist af hvilken grund, har jeg været vidne til, at den politiske diskussion til tider har en vis tendens til at handle mere om den første gruppe og mindre om den sidste gruppe.


Jeg har omtalt en sag fra Viborg, hvor en ung autistisk pige først fik tildelt et botilbud - som derefter blev trukket tilbage igen (den egentlige tilbagetrækningsgrund har uden tvivl været: kommuneøkonomi).

Med til historien hører, at da regionerne overtog driften af visse tilbud, der tidligere hørte ind under amterne, steg kommunernes udgift til tilbudene med i omegnene af ca. 20 %.

Kommunerne har så "svaret igen" med at hjemtage børn & unge i disse tilbud til egne kommunale "tilbud", der i situationer har grænset til det, man ville betegne som: omsorgssvigt.

Statistisk set taber kommunerne da også mange af de sager, der påklages ankeinstansen.


Således underkendte ankeinstansen også Viborg Kommunes tilbagetrækkelse af tilbudet til den unge autistiske pige, idet ankeinstansen hjemviser Viborg Kommunes afgørelse med flg.:

"Det Sociale Nævn har i møde den X.-X. 2010 truffet følgende afgørelse vedr. din klage over Viborg Kommunes afgørelse af X.-X. 2010 om botilbud til NN. Nævnet ændrer kommunens afgørelse og hjemviser med henblik på, at kommunen giver NN tilbud om konkret botilbud. Det betyder, at NN er berettiget til visitation til et botilbud efter servicelovens § 108. Afgørelsen er truffet af et enigt nævn."


Nu har regeringen så i dag varslet indgribende reformer af førtidspension og fleksjob lovgivningen.

Den gruppe af unge over 18 år med handicaps der i dag visiteres til fx særlige botilbud var eller kom for 10 år siden ofte på førtidspension - i dag byder regeringen dem velkommen til deres voksne liv med en billet til toget, der kører direkte i den økonomiske afgrund og udsigt til et liv i kronisk fattigdom, samt et "udviklingsforløb" der med rette kan frygtes mere at være et afviklingstilbud mere end vejen til fuld selvforsørgelse.

Hullet i statsfinanserne efter de massive ufinansierede skattelettelser skal således betales af bla. den gruppe af udstate unge således at reformen samlet set bidreager med forbedringer af statsfinanserne med estimeret ca. 2,1 milliard kroner ...

En form for omvendt "Robin Hoot" metode, vi her ser anprist i det offentlige rum ...

Husk det når vi forhåbentlig snart får et folketingsvalg ;-)

[Katharina]

Overvejelser omkring unge med særlige behov.

Citat TG:"Jeg har omtalt en sag fra Viborg, hvor en ung autistisk pige først fik tildelt et botilbud - som derefter blev trukket tilbage igen (den egentlige tilbagetrækningsgrund har uden tvivl været: kommuneøkonomi).

Med til historien hører, at da regionerne overtog driften af visse tilbud, der tidligere hørte ind under amterne, steg kommunernes udgift til tilbudene med i omegnene af ca. 20 %.

Kommunerne har så "svaret igen" med at hjemtage børn & unge i disse tilbud til egne kommunale "tilbud", der i situationer har grænset til det, man ville betegne som: omsorgssvigt.

Statistisk set taber kommunerne da også mange af de sager, der påklages ankeinstansen.


Således underkendte ankeinstansen også Viborg Kommunes tilbagetrækkelse af tilbudet til den unge autistiske pige, idet ankeinstansen hjemviser Viborg Kommunes afgørelse med flg.:"

"Det Sociale Nævn har i møde den X.-X. 2010 truffet følgende afgørelse vedr. din klage over Viborg Kommunes afgørelse af X.-X. 2010 om botilbud til NN. Nævnet ændrer kommunens afgørelse og hjemviser med henblik på, at kommunen giver NN tilbud om konkret botilbud. Det betyder, at NN er berettiget til visitation til et botilbud efter servicelovens § 108. Afgørelsen er truffet af et enigt nævn."

Godt pigen havde stærke forældre, der magtede at anke afgørelse - og godt afgørelse blev omstødt! Vi bliver som samfund og som mennesker rigere af at udvikle gode tilbud til børn og unge og andre med særlige behov! Ingen er tjent med og ønsker en uværdig udvikling på dette område som Strandvænget i Nyborg, som vi så i tv for et par år siden.

Overordnet må der skabes rammer, som rummer og inkluderer alle grupper af udsatte unge i uddannelser, botilbud, fritidsliv og videre i mangfoldighed af jobs.

Både unge med udiagnosticeret/dårligt diagnosticeret betydelig og langvarig fysisk og psykisk funktionsnedsættelse p.g.a. dårlig trivsel med baggrund i omsorgssvigt - og unge med veldiagnosticerede betydelige og varige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser - synes i øjeblikket at være meget udsat for yderligere stress og belastning i et samfundsmæssigt perspektiv af effektivitet m.h.t. uddannelse, job, botilbud, fritidsliv.

Begge disse grupper af unge er i et langt perspektiv afhængige af at have stærke pårørende og stærke professionelle talerør og stærke politiske talerør!

Jeg håber, der er stærke pårørende og professionelle og politikere, der tænker og formulerer muligheder frem for begrænsninger, og med positiv og kreativ indflydelse får udbygget muligheder for reelle praktiske alternative ungdomsuddannelser både på basalt og udbygget ungdomsuddannelsesniveau og på videregående uddannelsesniveau, hvor der både er praktiske og faglige og oplevelsesrige og kreative udviklingsmuligheder - med medtænkte ordenlige økonomiske lige vilkår uanset forældres økonomi - og med et mangfoldigt udbud af botilbud og fritidsaktiviteter og jobmuligheder.

I Danmark har vi en udbygget og levende tradition for at tænke i muligheder som: Friskoler, lilleskoler, efterskoler, højskoler, oplysningsforbund, fritidsklubber, idrætsklubber, ungdomsklubber, ungdomsskoletilbud, produktionsskoler, håndværker-skolepraktik, efteruddannelsestilbud, folkeuniversitet, frie gymnasier, voksenuddannelsescentre, Rudolf Steiner Skoler med Marjatta til unge og voksne med handicap. Mon ikke tanker bag disse tilbud kan videreudvikles i lys af udsatte unges særlige behov.

I de senere år er videre udbygget populære uddannelsesmuligheder som vucnet.dk (med folkeskolens afgangseksamen og hf og videreuddannelse og efteruddannelse), STU (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) og PMU (Praktisk Medhjælper Udvikling). Disse tilbud må også kunne videreudvikles og udbygges til gavn for udsatte unge.

Og vi har handicaporganisationer, videnscentre omkring forskellige handicaps samlet i VISO, Centre for hjerneskade, specialhospitaler og lands- og landsdelsdækkende institutioner og hjælpemiddelcentraler og arbejdsmiljøklinikker mv. - med hver deres speciale omkring rådgivning og optræning efter fysisk og psykisk funktionsnedsættelse (herunder tidlig og senere erhvervet hjerneskade) – med masser af faglig specialviden, som kan videreudbygges med netværkssuperviserende funktion – og ikke bare individualiserende diagnosticerende rådgivende funktion – men altså med vejledende og superviserende indflydelse på omgivende samfunds funktion til gavn for et befordrende miljø for unge og voksne med fysisk og psykisk nedsat funktionsevne med baggrund i miljøbetinget, genetisk, tidlig erhvervet eller senere erhvervet fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse.

Mon ikke tanker bag alle disse tilbud med fordel burde medinddrages og videreudvikles så planer om evt.udviklingsforløb med jobcentre som kraftcentre virkelig får kvalitet med respekt for den enkeltes udvikling – hvor også økonomisk ligeværd i forløb for den enkelte må være en selvfølge – så Støjbergs ”togbillede” får realitet i form af dynamiske økonomisk ligeværdige ”tog” - og ikke bare stillestående ”tog” med en beskrevet besparende kontrolleret parkering på en isoleret jobcenterperron uden oplevelse af perspektiv, kvalitet og økonomisk ligeværd for den enkelte.

Muskelsvindfonden har et link med råd til unge med handicap om kommunernes støtte ved overgang fra folkeskole og gymnasium til videregående uddannelse og job:
http://msf-power.dk/index.php?page=job

DUKH har også link til unge med handicap og til deres forældre om råd om kommunens muligheder for at støtte ved overgang fra ung til voksen m.h.t. støtte til uddannelse, bolig og job:
http://www.dukh.dk/hjelp-til-selvhje...?searchterm=SU

Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, kommenterer regeringens reform af førtidspensionsordning og fleksjobordning bl.a. således:

Hvor er vinderne?
1500 personer i ordinær i beskæftigelse i 2020, det er hvad regeringen forventer. ”Det er en høj pris at betale for en meget udsat gruppe unge under 40 år med stærkt nedsat arbejdsevne. Særligt psykiske syge rammes rigtig hårdt på deres forsørgelsesgrundlag”, konkluderer Stig Langvad.

Ingen førtidspension til unge under 40år
Aldersbegrænsning på førtidspension er et uacceptabelt forslag, mener Danske Handicaporganisationer. ”Regeringens synes at tro, at man kan skabe flere job til unge med nedsat arbejdsevne, ved at gøre dem fattigere og skabe utryghed om deres forsørgelsesgrundlag. Det er ikke velfærdspolitik, og ikke beskæftigelsespolitik” udtaler Stig Langvad.
I stedet for førtidspension skal unge under 40 år tilbydes et udviklingsforløb, mener regeringen. Danske Handicaporganisationer er ikke i tvivl om at også personer over 40 år har behov for en ny type indsats. ”Forslaget indebærer økonomisk pisk for denne gruppe. Det er afgørende, at indsatsen sker på et ordentligt økonomisk niveau svarende til sygedagpenge”, udtaler Stig Langvad.

Massiv forringelse af fleksjobordningen
Regeringen vil skære massivt i løntilskuddet til fleksjob. Og foreslår tvungen brug af de sociale kapitler i overenskomsterne. Det er et massivt opgør med kompensations- og ligebehandlingsprincippet i dansk handicappolitik: Man yder det man kan, og kompenseres for sit handicap. Forslaget vil betyde en markant lønnedgang for rigtig mange handicappede i og uden for fleksjob.
”Ansættelse på overenskomstmæssige vilkår er afgørende for fleksjobordningens accept på arbejdspladserne. Nu skal kollegaerne i fremtiden have forskellige lønninger for det samme arbejde. Det går ikke. Jeg kan kun opfordre alle fagforeninger til at tage denne sag yderst alvorligt, kæmpe for deres medlemmer med nedsat arbejdsevne, og stille sig selv spørgsmålet - er regeringens forslag en fair løsning?”, udtaler Stig Langvad.
Men fleksjobordningen må holde mere for. Regeringen vil gøre alle fleksjob midlertidige i 5 år. Igen et initiativ der skaber utryghed og ikke bringer personer med nedsat arbejdsevne i ordinær beskæftigelse iflg. Danske Handicaporganisationer.

Hvor er kravene til virksomhederne?
Danske Handicaporganisationer vil rigtig gerne se langt flere personer med nedsat arbejdsevne i job. Vi vurderer, at der er behov for en langt tidligere indsats. ”Regeringens udspil placerer byrden på den enkelte person. Men virksomhederne har ikke leveret rummelige arbejdspladser. De sociale kapitler er ikke tilstrækkelige. Jeg kan kun opfordre regeringen til også at give virksomhederne forpligtigelse”, udtaler Stig Langvad.

Læs mere her:
http://www.handicap.dk/dokumenter/pr...er-de-svageste

Og læs her om FNs Handicap Konvention, som Danmark ratificerede i 2009, om lige rettigheder til uddannelse, arbejde, bolig, fritidsliv, personlig frihed, familieliv, sundhed og rehabilitering... for både yngre og ældre medborgere med og uden fysisk og psykisk funktionsnedsættelse:

http://www.sm.dk/data/Lists/Publikat...ention-web.pdf

http://www.sbi.dk/download/pdf/tilga...Kallehauge.pdf