I behandlingsmulighedernes navn

[L. Madsen]

Hej med jer

Jeg har længe været med på en "kigger" og læst en del i de forskellige forum - det er super godt og meget informerende. Tak for det.

Jeg har især læst en del omkring medicin, og det at man "skal" tage medicin.*

Jeg er 52 år og har i mange arbejdet i sygehus væsnet som Social- og sundhedsassistent.*

Efter 4 voldelige overfald og et enormt arbejdspres gik jeg i nov. 2011 ned med stress og depression.*

I alle lægeudtalelser står der at jeg ikke vil kunne arbejde på fuldtid igen.*

I sidste lægeudtalelse står der at jeg nu er manio-depressiv type 2 (dvs at man til tider er "hurtigkørende"). Dette er jeg ikke enig i; er ikke mere hurtigkørende end andre der er stressede, men har valgt ikke at gå i diskussion om dette, orker det ikke - mener selv jeg har en PTSD efter overfaldene...*

Under min sygdomsperiode har jeg tabt mig fra 74 kg til 56 kg - det påvirker mig ufattelig meget at være i dette system...
Jeg tager "lykkepiller" som hjælper mig fint. Men røg ind i en depression for et par uger siden hvor jeg var enormt grædende; det går dog noget bedre nu, og altså på vanlig medicin. Mener selv jeg fik et "dyk" oven på alt dette, som jeg nu er kommet over.*
Min psykiater har nu sat mig stemningstabliserende medicin, Lamictal 400 mg. Som bivirkning har jeg fået dobbeltsyn og må lukke det ene øje, hvis jeg skal læse eller skrive. Desuden er min nattesøvn ødelagt; før sov jeg fint 8 timer, men nu vågner jeg efter 4.*
Psykiater siger at jeg skal fortsætte med dem et "stykke tid" for at se om bivirkningerne ikke går over - har nu taget dem i 4 uger...
Til sidst får jeg 25 mg Seroquel til at sove på (taget dem 1/2 år) og de hjalp mig rigtig godt til at sove, men går altså ikke sammen med Lamictal. Psykiater fortæller mig, at foruden Lamicat skal jeg prøve Seroquel Prolong, og skal op på 200 mg - det skal siges at jeg tidligere har prøvet 50 mg af dette præparat hvor jeg var total bombet dagen efter, "tømmermændagtig" - hvordan skal det så ikke gå på 200 mg? Jeg gruer virkelig for det...

Har fået sygedagpenge forlænget da min sag er meldt til ASK.*

Mine spørgsmål er:

- SKAL man virkelig prøve al dette medicin, i "behandlingsmulighedernes navn" - hvor meget skal man byde sin krop og sig selv?*
Er det virkelig ikke muligt at gå en anden vej?*

- kan min store vægttab have indflydelse på min sag - de er bekymret for det i psykiatrien og min BMI siger nu undervægtig*

- Hvad nu hvis jeg er så heldig at man finder et præparat der hjælper, men min funktionsniveau er den samme, er behandlingsmulighederne så udtømte? Kan man så ikke få fleks?*

- hvor meget indflydelse har min diagnose manio-depressiv type 2 indvirkning på min sag hos ASK - der er ingen tvivl om at jeg er påvirket af disse overfald...*

Tak til dem der har lyst til at svare.*

[Buddha]

Selvom det er meget svært skal du prøve at skille tingene ad..din ENESTE opgave er at passe på dig selv.!

Medicinen er for at hjælpe dig,hjælper det dig ikke skal du ikke æde det...men det er normalt med en indkøringsperiode hvor man ikke får det så godt af medicinen,så man skal også give

det en chance...sørg for at holde en åben dialog med din psykiater omkring det.

En psykiater har altid en medicinsk tilgang til tingene da han er uddannet læge

Jo det er muligt at gå en anden vej.

-Elsk dig selv og gør ting du holder af og er god til.

-Få daglig motion..evt bare en god gåtur eller lignende..appetit stimulerende og beroligende

-Mindfulness meditation..det bruges sågar af den amerikanske hær til at behandle krigstraumer..det bør du virkelig give en chance.

-Undgå kaffe og spis sundt..gerne vegetarisk..mennesket er planteæder,ikke et rovdyr.

Desværre er Danmark ikke med fremme når det kommer til medicinsk cannabis,så det skal jeg ikke prøve at prakke dig på..men indtaget rigtigt virker det

både:antidepressivt,beroligende og appetitstimulerende.

De første 4 forslag bør du virkelig overveje kraftigt også selvom du er i et medicinsk forløb..Det sidste er i gråzonen og kræver en guide og skal ikke blandes sammen med et medicinsk forløb.

Ved godt nogle af mine forslag lyder frygteligt langhåret men især Mindfulness Meditation revolutionerer psykiatrien i disse år.

Og jo ASK forholder sig også til psykiske skader.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af L. Madsen

Mine spørgsmål er:

- SKAL man virkelig prøve al dette medicin, i "behandlingsmulighedernes navn" - hvor meget skal man byde sin krop og sig selv?*
Er det virkelig ikke muligt at gå en anden vej?*

- kan min store vægttab have indflydelse på min sag - de er bekymret for det i psykiatrien og min BMI siger nu undervægtig*

- Hvad nu hvis jeg er så heldig at man finder et præparat der hjælper, men min funktionsniveau er den samme, er behandlingsmulighederne så udtømte? Kan man så ikke få fleks?*

Hvis du får bivirkninger, som du ikke kan leve med, så skal du sige det til psykiateren.
Nogle gange kan der være en indkøringsperiode, hvor nogle bivirkninger forsvinder når kroppen har vænnet sig til stoffet.
Men selvfølgelig er der grænser for hvad du skal acceptere.

Har din psykiater tidligere leveret noget skriftligt til din kommune om dig?
Jeg tænker på, om du ved, om psykiateren skriver tingene ned, og bruger dem?
Det er jo vigtigt, at h*n noterer i din journal, at du får disse bivirkninger.

M.h.t. din vægt, så vil jeg mene, at det også bør stå i din journal, sådan, at det kommer med når/hvis kommunen beder om noget skriftligt.
Spørg psykiateren om disse ting.

Hvis lægen mener, at i har fundet frem til det præparat, som hjælper dig bedst, så kan lægen skrive, at behandlingsmulighederne er udtømte.


Til sammenligning kan jeg fortælle, at jeg for en del år siden sloges med en depression (jeg var på kh p.g.a. rygproblemer, er nu på fp).
Min egen læge gav mig noget antidepressivt, som gav nogle bivirkninger, og så fik jeg en recept på noget nyt.
Dette skete nogle gange, jeg mener jeg prøvede 5-6 forskellige produkter, alle gav mig nogle bivirkninger jeg ikke kunne holde ud.

Til sidst sagde lægen, at han mente jeg klarede mig bedst uden medicin.

Hvis det havde været aktuelt dengang, så er jeg sikker på, at min læge ville have skrevet til kommunen, at behandlingsmulighederne, i forhold til min depression, var udtømte.

[L. Madsen]

Tak for tilbagemeldingerne, som er meget brugbare. Jeg mediterer/bruger mindfullness ikke hver dag, men nok hver 2.

Har nu tabt mig til 53 kg; de seneste blodprøver viser jeg mangler Kalium og Natrium. Dette pga det store vægttab - jeg spiser hvad jeg kan men er ikke sulten.

Har været til samtale hos speciallæge ifm sag hos ASK. Speciallægen konkluder at jeg lider at PTSD i ekstrem grad, med personlighedsændring og at dette er arbejdsbetinget.
Hvad sker der så nu efter speciallægen har fundet ud ad dette? Er jeg evt berettiget til erstatning, og går jeg så nu på KH når dette er afgjort?

Jeg skal nu i arbejdsprøvning. Det er også ok, men blev total overvældet af angst da SB på stedet meddelte at jeg skulle møde ind hver dag. Dette bevirkede at min opstart måtte udsættes et par uger. Der står i stort set samtlige lægeudtalelser at jeg er yderst stresssensitiv og at opstart skal ske meget langsomt. Min egen psykiater sagde opstart 3dg ugtl a 2 timer, hvad jeg også synes er ok som opstart.
Ved sidste møde med SB på stedet ville han også ha jeg skulle møde ind hver dag, "vi kan jo altid gå den anden vej" sagde han. Det er så angstprovokerende og jeg brød sammen. Han gik så med til onsdag fri og ellers 2 timer pr dag som opstart

Tidligere har jeg arbejdet op 60 - 70 timer om ugen. Jeg vil gerne arbejde, men denne opstart er så angstprovokerende, men jeg vil gerne prøve. Forstår bare ikke man skal presses sådan og er så bange for det går helt galt og jeg bukker under igen.

Hvad skal jeg gøre.

Tak for svar.

[Webmaster]

Du skal lade være med at tage din SB´s ord for givet....

Når SB siger at du SKAL møde hver dag og så kan i altid gå den anden vej.....så skal du med det samme sige at den går ikke og du skal forlange at de SKAL overholde dine skånehensyn...

Du har en læges ord for hvilken måde der er bedst at starte op på....og den SKAL du forlange at de SKAL overholde...

Mange gange så hjælper det ikke så meget når man taler med dem....for hvem kan bevise hvad der skete i en samtale....

Så gør dette skriftligt....skriv til dem at den måde SB har forslået går stik imod din læges ord og den måde han/hun har sagt det er bedst du starter op på...

Husk som altid en kvittering på at du har afleveret dette brev....lav evt to kopier og få dem til at kvittere på det ene...

Du skal hele tiden minde dig selv på at når du snakker med din SB...ja så er det hans opgave at få dig så højt op i arbejdsevne som overhoved muligt og det skal helst ske hurtigt...

Så det er noget de vil prøve hele tiden i dig forløb....og man skal ikke bare bukke og sige amen..

Man er nødt til at tage hånd om sig sag..have dokumentation på alt....og lægge det der flinke fra sig...

Ikke sagt dermed at man skal være efter en SB bare for at være det....men hold på dine rettigheder og gør din pligt...hverken mere eller mindre...

Men det er DIT helbred det drejer sig om...og det skal du ikke sætte på spil bare fordi en SB er overivrig...

Håber der er nogen der kan svare dig på de andre ting du har spurgt om...

[phhmw]

Kære L.Madsen

Du har ret med tvungen medicinering, men læs....

http://avisen.dk/nu-kan-kommuner-tvi...er_161734.aspx

men nu er der nye tider på vej

http://avisen.dk/slut-med-at-tvinge-...er_205060.aspx

"Det er grænseoverkridende for mig. Det er så voldsomt at en myndighed kan pålægge et andet menneske at få en bestemt behandling," siger Mette Frederiksen"

Hilsen Peter

[L. Madsen]

Kære Webmaster og phhmw

Tak for jeres tilbagemeldinger.

@Webmaster: jeg har bestemt mig for at skrive til SB på stedet, hvordan og hvorledes min læge har anbefalet at jeg starter op på en arbejdsprøvning. Jeg vil herefter aflevere den og få en kvittering.
Det er bare en træls måde at starte en arbejdsprøvning op, men en masse skriverier først, men der er vel ingen vej udenom.

@phhmw: tak for linksene. Det er glædeligt hvis man ikke længere "skal" tage medicin, men har ret til at nægte.
Det der så bekymrer mig er, om behandlingsmulighederne vil være udtømte, såfremt man nægter. For forbliver behandlingsmulighederne IKKE udtømte såfremt man nægter, så er det vel ikke så meget værd...?

[Webmaster]

Vi er helt enige om at det er en "træls" måde at gøre det på og at det er nødvendigt..

Men før det går op for diverse sagsbehandlere at man ikke bare skal trumfe sine beslutninger igennem uden om borgeren.....ja så er det nødvendigt..

Man ville jo nå langt længere hvis det kunne være et samspil imellem borgeren og sagsbehandler...med respekt for diverse læger som har udtalt sig...

[L. Madsen]

Tak for dine råd Webmaster - det er meget brugbart og venligt af dig.

[Marie M]

Hejsa,
Jeg er også på Lamictal, og jeg havde slemme bivirkninger hver gang jeg steg i dosis, hvilket har gjort at jeg, i samråd med psykiater, kun har steget med 50 mg. af gangen, og normalt med min. 6 uger, nogle gange op til 3 måneder, mellem hver stigning, så det tager altså tid at komme op på en fornuftigt dosis.