Ung og BANGE for at flytte for sig selv :-/

[S_Phoenix]

Hej i kære mennesker på K10.

Står i en situation der kommet totalt bag på mig, men ikke desto mindre er en realitet jeg skal have fundet en løsning på.

Efter jeg fik tilkendt min FTP for knapt 5 måneder siden (i en ung alder af knapt 27 med svær generaliseret og panik angst) troede jeg mit liv ville begynde og få lidt skinner at køre på igen - det skulle vise sig at være en løgn for mig selv

Gennem mit behandlingsforløb, og sagsbehandlingsforløb var jeg tvunget til at flytte til mine forældre da jeg var en fare for mig selv, og ville formentligt være fatalt for mig at være alene.

Nu for 2 måneder siden havde jeg fået lejlighed, og var kommet på plads i den, men hvor "dumt" det end må lyde så efter en masse timers snak med de gamle var jeg nødsaget til at opsige den efter kun 14 dage, jeg kunne på INGEN måde være alene, gik totalt i baglås, satte mig bare ned og var helt færdig.

Så nu er jeg tilbage i et lille værelse hos mine forældre, velvidende om at det bestemt ikke passer mig jo, for ville godt have mit eget, men kort og godt så har jeg fået udviklet en angst for at blive alene igen, og efter min episode hvor jeg var nødsaget til at opsige min nye lejlighed har jeg oven i købet fået meget svært.. eller nærmere som det er nu UMULIGT ved at se mig selv komme videre, og det piner mig i dimensioner jeg ikke kan sætte ord på, udover det gør ondt som ind i ******* og er et dagligt mareridt, som vitterligt bliver værre og værre.

Fik kontakt til psykiatrisk afdeling i Slagelse, og nu været tilknyttet dem i godt 2 måneder, og de fik også smidt mig på noget medicin, men det var uden virkning som jeg desværre forventede...

Er nu kommet i kognitiv angst terapi gruppe, og har en måned tilbage i den uden synderlig virkning, udover jeg er blevet klogere på hvad angst er, men ikke hvordan jeg kan leve med den, og det dræber mig ganske langsomt indvendigt.

Og samtidigt i kraft af jeg er bange for at jeg skal være årsag til at mine forældre skal gå fra hinanden pga mig føler jeg kun et yderligere kæmpe pres jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere, og stille og roligt kan jeg se mig selv begynde og komme tilbage til hvor jeg "kom fra" hvor selvskade og selvmordstanker er mildt sagt MEGET kraftige.

Psykiatrisk har sat ekstra behandling ind for mig nu, og har lige fået en psykolog jeg skal gå til ved siden af min angstgruppe... Jeg er bare skræmt fra vid og sans om at jeg ikke er sikker på det vil virke på mig, føler virkelig det har taget så sindssygt godt fat i mig...

Er klar over det ikke er den normale form for tråde der er på K10, men jeg er virkelig desperat, grundet jeg ser mit gamle mønster komme tilbage i mig, og mit spørgsmål er egentligt kort og godt om der andre der har været i lignende situation ?

Mvh.
En skamfuld ung FTPer

[Pip]

Det lyder jo til at det vil være oplagt for dig at bo i et bofællesskab for en tid...

Måske kan din psykiater hjælpe dig med at komme i et bofællesskab der passer til dig, hvor der er andre mennesker så man aldrig er alene.

Ved der er et sted i min kommune, hvor der er et område med små huse, hvor der bor 4 unge mennesker samlet, og så er der fællesområder osv.

Det kunne være en god overgangsform for dig, så kan du altid flytte i din egen lejlighed en dag, når du få lyst og overskud til det.

[S_Phoenix]

Det var den del jeg glemte i mit indlæg ja :-/

Jeg skal til møde med kommunen som er opsat af psykiatrisk ikke mindst da de ikke mener jeg kan modtage fuldt udbytte af min nuværende behandling så længe jeg er hvor jeg er rent boligmæssigt.

Mit problem er, grunden til at jeg måtte opsige min lejlighed var at jeg følte jeg var LANGT væk fra mine vante omgivelser (forældre, og den smule sociale omgangskreds jeg har tilbage) selvom vi kun snakkede ca 30 km, så føltes det for mig som LANGT væk... Og meh, bar det at skrive det føler jeg er dybt pinligt... suk...

Der har været snak om bofællesskab et par gange, jeg er bare bange for jeg ikke "kan", men godt være jeg ikke har noget valg, jeg føler det bare som et nederlag (ikke ment som nedladende tale til andre), det rent personligt for mig :-/ og gør ondt nok at skrive det, men... Det egentlige problem er lidt at det er lidt væk med det nærmeste bofællesskab af hvad jeg kender til hvor jeg er bosat lige nu, og er bange for at opleve det samme som før...

Så ja, jeg sætter lidt mig selv i det ene dilemma efter det andet, og er bestemt ikke sjovt

[Pip]

30 km er da også langt væk.... og særligt hvis man ikke har bil.

Jeg vil da helt klart anbefale noget så tæt på din familie som muligt... hvis de bor i lejlighed, kan du jo blive skrevet op i samme kompleks... så du måske en dag kan få en lejlighed i samme blok som dem.

Hvis der kun er bofællesskaber længere væk, så ville jeg nok vægte en bil højt - for den betyder at du når som helst på døgnet, bare kan sætte dig bag rettet og køre hen til din familie eller venner, hvis du har behov for det... og bare det at man kan det, er en styrke.

[MTVRV1]

Ja er helt enig med pip

bor selv på et bosted, hvor der altid er nogen
mit er der dog ikke personale hele døgnet

er bestemt ikke et nederlag
kommer selv fra arbejde og hus, men synes absolut ikke det er noget nederlag
har eget værelse og bad og har ikke brug for mere

[Pip]

Hvis du engang vil prøve at flytte i lejlighed igen, så kunne du jo overveje om et dyr måske er noget for dig, selv om man bliver lidt låst af det.

En hund der tøffer rundt og sover i fodenden, gør at man føler sig knapt så alene..

Her hvor jeg bor er det heldigvis let nok at finde en lejlighed hvor man må holde dyr.

[Experimental]

Jeg ved ikke hvordan du kommer til at leve med din angst, men jeg ved at du er modig allerede ved at du skriver her og spørger andre. Det er der mange der ikke ville turde.

Det løser desværre ikke de ting du kæmper med her i livet, at have fået en førtidspension, det hjælper økonomisk, men du vil stadig skulle kæmpe med din sygdom. Men du kan lære at leve med den. Det tager bare tid og mange små skridt hvor du forsøger at finde ud af hvilken retning du skal. Det ER svært, og du vil helt sikkert føle mange ting som et nederlag eller en fiasko, selvom de er en sejr og en succes bare i det, at du lærer noget.

Feks. det, at du er flyttet tilbage til dine forældre. Du har jo bare lært at du ikke skal ud i din egen lejlighed og være helt alene som det første eller sidste. Det er du simpelthen hverken klar til, eller det rigtige for dig lige nu, og måske bliver det heller aldrig det. Men du har prøvet det og du har lært lidt mere om dig selv. Der er intet pinligt i, at lære om eller anerkende sine egne begrænsninge. Det er faktisk ret stærkt gået. Det er jo ikke en krig du udkæmper. Du skal finde ud af hvordan du kan få dit liv til at fungere. Det er en opdagelsesrejse, og du skal nok fare vild engang imellem indtil du lige finder ud af hvor nord og syd er igen, ligesom du også vil have en masse gode, og meget glædelige oplevelser på de veje du prøver af.

Jeg tænker også et bofællesskab måske ville være en meget bedre start for dig istedet. Men måske med en længere overgangsfase, så du feks. er der nogle timer om dagen og langsomt vænner dig til at være væk hjemmefra. Så kan du begynde at overnatte 'hos dig selv' når du føler dig tryg ved det. Lær de andre lidt at kende og få en fornemmelse for hvad der sker 'derude'.

Igen, lad være med at se på hverken dig selv, eller de ting du prøver af, som fiaskoer eller noget pinligt uanset hvordan de udarter sig. Du lærer noget om dig selv, og hvordan du reagerer og noget om hvordan angsten spiller ind i dit liv, og ofte også noget om hvordan du kan håndtere den fordi du ved hvordan du reagerer i mange forskellige slags situationer.

Så tag det roligt, og tag et skridt af gangen. De bedste ønsker herfra ihvertifald

[Solnedgang]

Hejsa

Jeg lider også af angst og har været igennem en periode hvor jeg var nødt til at bo hos mine forældre. Jeg havde det på samme måde - var bange for at de skulle gå fra hinanden pga. mig. Det gjorde de nu ikke

Jeg forstår godt din tanke med at det vil føles som et nederlag at skulle flytte i bofællesskab. Og når du har det sådan, så er det nok ikke det rigtige for dig.

Jeg har haft glæde af Pips idé med at anskaffe mig et dyr. Hvis man ikke må have hund eller kat, findes der heldigvis burdyr som man må have de fleste steder. Det lyder sikkert fjollet, men faktisk anskaffede jeg mig også en stor bamse som jeg kunne putte mig op ad så jeg ikke følte mig helt alene Tyngden af den gav mig også tryghed. Man kan også få kugledyner som virker på samme måde.

Jeg ville også helt klart prøve at få en lille lejlighed tæt på dine forældre og venner, og så måske starte med at være der nogle timer om dagen, spise og sove hos forældrene i starten.

Hvad får du af medicin?

[NPH]

Hej
Har en datter som flyttede i lejlighed den 1 februar i år,

Hun er Paranoid Skizofren, lider meget af angst og går ikke alene ud
Skal ind i mellem have hjælp til at købe ind
Hun er bange for trafikken, når hun møder mennesker i grupper osv.
Hun har også meget angst for at det skal ske os hendes forældre noget

Den første måned var hun kun i sin lejlighed et par timer af gangen
Langsomt blev det til mere

Hun er for bange til at bruge de offentlige transportmidler
Jeg kører hende når der er behov

Men nu efter næsten et år er hun der tre til fire dage om ugen, hvor hun også overnatter

Det sker selfølgelig at vi lige må komme på besøg om natten når hun vågner og bliver urolig, men det bliver længere og længere i mellem

Hun "går på arbejde" er i en skole to gange om ugen hvor hun hjælper i håndgerning

Håber for dig at du kan få så meget hjælp at du kommer videre i dit liv

Held og Lykke

Hilsen NPH

[S_Phoenix]

Hold da op med svar - Super skønt.

#Pip:

Er dejligt og høre andre sige det langt væk, for eneste jeg normalt hører er at det ikke er så langt væk igen jo, men det betyder alt for mig desværre - og som du er inde på så nej har ingen bil, og har ikke kunne tage offentlige transportmidler i 5 år... Er så småt ved at nærme mig et sted hvor jeg snart tør prøve igen....

Når jeg skal søge igen er det med henblik på at få noget tæt på min familie, og er tilmeldt den nærmeste boligforening nu for et par måneder siden.

Det tætteste jeg formentligt vil kunne komme til at bo på mine forældre er ca. 7 km væk... Det vil jeg formentligt kunne klare tror jeg, men meget længere væk er jeg bange for ikke er realistisk, og indskrænker mulighederne en del :-/ ... De bor desværre ude på landet, deraf at den nærmeste by ligger 7 km væk, ellers var ideen 100% optimal !

Bofællesskaberne er desværre(?) længere væk af hvad jeg ved af, men har møde med psykiatrisk samt en fra kommunen for at snakke om mulighederne for at komme væk, men ud fra hvad jeg lige har kunne google selv så er de længere væk end jeg tror er smart, og bil kan jeg ikke finde pengene til desværre, hvilket så betyder min scooter på nuværende tidspunkt, eller når jeg får lært at tage bus igen...

Ellers havde du ret i det ville klart være en styrke alene der...


#MTVRV1

Det er nederlag i den forstand for mig at jeg personligt ser det sådan, at når jeg har det bedst så føler jeg mig ikke "syg", men at benægte jeg fejler noget relativt alvorligt kan jeg ikke løbe fra heller... Har en ide om det er min måde at ikke knække helt sammen på, og føler jeg er nød til at holde de små ting tilbage jeg ser som nederlag væk fra mig kun i kraft for ikke at gå mere ned da det bogstavelig talt er farligt for mig :-/

Og så den del at jeg har MEGET begrænset omgangskreds tilbage, og ikke alle vil kunne forstå den del er jeg bange for - så kan man begynde og diskutere om de venner eller ej, summa summarum er at jeg har brug for dem


#Pip ( igen ) =)

Jeg har egentligt en kat, og har holdt kat i min tidligere lejlighed i knapt 5 år selvom jeg ikke måtte så det tager jeg lidt som det kommer, det er ikke mange boligforeninger jeg har set brokke sig over det hvis der ikke er noget at komme efter...

Men ellers har du absolut ret, det vil formentligt hjælpe når jeg engang rent faktisk kan komme videre ( hvis det sker ? - lige nu tror jeg ikke på det, og skræmmer mig langt ind i ******* ).


#Experimental


Jeg ved ikke om jeg er modig - jeg føler mig egentligt desperat ? - Jeg er bange for mit eget liv, jeg frygter jeg vil komme dertil hvor at tage billetten vil virke som det ultimative valg, jeg kan ikke leve sådan her, det er så skamfuldt, og på sigt vil jeg komme til at skade så mange om mig, samtidigt med at jeg ser mit liv går stille og roligt forbi mig, og det SÅ tomt så det halve kunne være nok

Så jo, jeg føler mig mere end noget andet desperat, og et nervevrag

Det løser intet, det indså jeg blot for sent (eller levede i endnu en løgn - no idea), men jeg TROEDE på at det kunne give mig en ro til at kunne komme ovenpå stille og roligt, jeg har igen fejlvurderet min egen situation og liv... Og eneste jeg ser i mig selv er en stor fiasko der ikke fortjener det her liv... Jeg kan OFTE kigge på en dræbt soldat, en uskyldig dræbt og tænke "hvorfor ikke mig i stedet for".

Bar det du siger jeg "KAN" lære at leve med den er ikke noget jeg tror ret meget på mere, den har virkelig fat i mig, og den styrer mig 110% når den tager fat i mig for alvor... Jeg er komplet magtesløs. :-/ (og her sidder jeg på det nærmeste ved at bryde sammen for at skrive hvad der en realitet ) suk !!!

Det du skriver med at lære at leve med den og det er mange små skridt er hvad jeg hører så ofte, men... jeg har en overbevisning om at alle ikke kan hjælpes, og er en af dem der ikke kan hjælpes... er det naivt? måske... Men ikke desto mindre hvad jeg tror mere og mere på... Jeg kender ikke til andet end nederlag i mit knapt 27 årig "lange" liv... Nederlag ER mit liv og gør ondt.

Ja - har lært jeg STADIG ikke kan klare mig selv, eller er klar til det, men det giver stadig et hvis pres når jeg føler jeg er en STOR byrde for dem omkring mig, og samtidigt de eneste mennesker jeg rent faktisk HAR i den her stupide verden, og samtidigt ved jeg at jeg har stor chance for at skade dem mere end jeg kan forestille mig pludseligt i form af skilsmisse...

Hvad mener du med "måske bliver det aldrig det" ... håber ikke du mener jeg aldrig vil blive klar til det - er lidt sådan jeg læser det :-/

Eneste jeg jo har lært er at jeg ikke kan klare mig selv - og det jo et nederlag i sig selv?
Jeg kan ikke anerkende mine egne begrænsninger, og er en af mine største indre dæmoner jeg ikke kan klare... Det er at ACCEPTERE min situation som jeg pt. bliver banket i hovedet af mine 2 psykologer samtidigt.

Jeg føler jeg kæmper en krig... en krig jeg ikke er i stand (eller vil blive) i stand til at klare, det er virkelig så stærk en kraft angsten har i mig - Jeg KAN ikke se hvordan jeg kan få mit liv til at hænge sammen selvom jeg virkelig virkelig gerne vil

De glædelige oplevelser mangler jeg stadig at se, men tak for troen på det om ikke andet...

Jeg vil (og gør) tænke over det med bofællesskab, jeg er bare ikke sikker på hvordan det skal kunne fungere rigtigt - men godt være jeg skal se det som en overgangsfase måske...

Mit problem er at jeg er i en falsk tryghed, jeg KAN ikke være alene i mit eget ( hos mine forældre kan jeg godt være alene - DYBT problematisk et eller andet sted ).
Jeg prøvede at søge lejlighed (og fik lejlighed) i den by der ligger 7 km fra de gamle, jeg nåede end ikke at få lejekontrakten og skrevet under før at min angst havde taget DYBT fat i mig, og måtte droppe det igen... Så jeg har reelt 2 kæmpe nederlag hvad angår bolig - men... dertil skal det siges at jeg søgte med det samme næsten efter at jeg havde opsagt den gamle, og måske DET var for tidligt eftersom at det virkelig havde taget fat i mig der, og var på beroligede piller i kort tid kun for det.

Jeg ville VIRKELIG ønske jeg kunne lade være og se mig selv som en fiasko, det er bare det eneste jeg kan se mig selv som, og det er bare ikke sjovt i længden

Jeg prøver ting af forskellige arter, men hver gang jeg fejler tilføjer jeg det kun som ENDNU et nederlag overfor mig selv, og er træt af at se det sådan... Jeg kan ikke se de ting jeg burde lære, selvom jeg sagtens kan se "logikken" i det du siger

Hvordan jeg skal håndtere min angst i de pågældende situationer er mig en komplet gåde på alle mulige måder !

Jeg prøver og tage et skridt af gangen, men det virker (igen) som en umulig opgave... Jeg kan ikke acceptere at jeg er her IGEN, for jeg var egentligt kommet rimeligt ovenpå, og frygter jeg nu står overfor et 1-5 årigt langt behandlingsforløb igen, specielt hvis jeg er "fanget" hos mine forældre i den tid, hvis det en realitet så vil jeg kun se min mor som alene, og har kun mig selv at bebrejde for den del, og vil jeg ikke kunne bære..

Du skal have tusind tak for dit lange svar - og hvis min tone lyder sur, så er det ikke meningen ! - Jeg er bare virkelig virkelig der hvor jeg ikke aner hvad jeg skal gøre, og er..... bange


#Solnedgang

Hejsa !

Problemet er at mit forhold til min stedfar kunne være bedre, og han har for nyligt sagt det til mig ( i en halvbrandert ) at det ikke kan vare for evigt med henblik på at de bliver sammen - ( han er typen der ikke forstår NOGET psykisk ).
Derfor har jeg min store kæmpe frygt der kun blev større da jeg fik det af vide, og føler mig i tidspres

Havde du nogen grund til at frygte dine forældre gik fra hinanden?
Ved det er sagen uvedkommende, og så alligevel ikke - men er du selv forholdsvis ung ?

Hehe, og der plantede du så blot en tvivl i mig omkring bofællesskab, for det er jo lidt de samme tanker jeg gør mig, selvom jeg prøver at finde de gode ting der MÅSKE kunne være ved det

Vil tænkte over de ting du sagde med dyne osv ( siger lidt om hvor desperat jeg føler mig ) - Men som sagt har jeg dog en kat i det mindste.

Når det bliver en realitet vil jeg som beskrevet tidligere i denne post klart prøve at få en lejlighed så tæt på mine forældre som muligt da jeg selv tror det har afgørende betydning for MANGE ting for mig...

Det du nævner med at være der lidt af gangen er allerede noget jeg har snakket med min mor om når det bliver en realitet, så det vil komme til at ske til den tid (såfremt det sker, som jeg stadig skal overbevises om suk, jeg tror efterhånden det her vil tage livet af mig, og ja ved det - TYPISK angsttanke når det kommer tæt nok på... men...stadig)

Jeg får ikke medicin (desværre) da jeg ganske enkelt ikke kan tåle det, jeg oplever bivirkningerne x10 af hvad andre gør, og har kun modsat effekt på mig, samt oplever unormale bivirkninger - selvom jeg virkelig ville ønske de virkede.


#NPH

Hej !

Hvor gammel er din datter hvis jeg må spørge ?

Hun lider under andre former for angst end mig, men ikke desto mindre kan jeg NEMT sætte mig ind i hvordan det må være for hende, og har absolut den dybeste sympati for hende

Vi deler den med at der skal ske noget med forældre - jeg har kun min biologiske mor tilbage af min "rigtige" familie, og det betyder et eller andet sted en DEL for mig, og er samtidigt den eneste der hjælper mig i ALT... Dør hun dør jeg bogstavelig talt... Mit problem er at faktisk indtil i dag var jeg overbevist om det var en stor realitet det kunne ske da hun lider under leddegigt som jeg troede stadig var meget agressiv, og jeg gjorde mig MANGE forestillinger om at det ville ramme hjertet på hende... Først idag hører jeg (som hun har fortalt mig åbenbart), at den ikke er agressiv mere (har gjort stort indtryk på mig de sidste dage, da hun har haft MEGET ondt, så har berørt mig meget).

Så når jeg lige får det ind i hovedet tror jeg måske jeg kan dæmpe den bekymring en smule hvad det angår, men er kun et ud af mange store angstprovokerende ting desværre...

Jeg er egentligt MEGET glad for at læse det du skriver, jeg håber jeg når dertil idag, på nogle punkter er jeg næsten villig til at sige din datter har det værre end mig, andre punkter det samme eller værre...

Som sagt i dette indlæg så har jeg også været bange for at tage kollektiv trafik, først nu tror jeg lidt på jeg måske tør igen...

Hehe - lidt måneder til hun har været der et år, men ja forstår dig, og din historie er virkelig virkelig dejlig at læse, jeg kan kun drømme om at jeg kan gøre det samme, selvom det virker som noget ganske umuligt som jeg kun har sagt 5000 gange i dette indlæg

Desværre vil jeg ikke have den mulighed at de gamle bare kan komme (vil jeg tro), men superforældre i er for hende ! Respekt for det...

Kan se der fremgang i det, jeg ville være glad for bar at kunne klare EN nat alene, lykkelig? hvis jeg ligefrem kunne sige jeg havde haft det godt med det .. Men det har lange udsigter såfremt det kan lade sig gøre engang...

(af samme årsag jeg ikke forstår psykiatrisk vil prøve at få mig videre når de har sagt selv det virker urealistisk at flytte for mig selv nu)

Tror det godt for hende at hun kommer lidt ud - det er en ud af mange ting jeg mangler i mit liv igen også...

Jeg håber lige så meget som dig, men jeg har nok lidt opgivet efterhånden tror jeg... Tror om ikke andet meget minimalt på det, og er indskrænkende dag for dag


Ved min post blev meget lang for jer alle sammen, håber der måske kommer lidt mere, det alt sammen brugbart på en eller anden måde tror jeg...