Raskmelding kontra psykiatrisk speciallægeundersøgelse

[Pedro]

Oprindeligt indsendt af Titina

Jeg har været sygemeldt med stress/PTSD i godt et år. Mine sygedagpenge stopper den 28. februar. Jeg har haft det meget skidt; har haft massive søvn- koncentrations- og hukommelsesproblemer, ikke magtet at gå udendørs (især ikke i dagslys), ikke taget telefonen, ikke gået i bad, børstet tænder, lavet mad, åbnet post, gjort rent, vasket tøj. Jeg har fået hjælp fra familie og venner til at klare mig igennem de værste perioder.

Min sagsbehandler, som ikke virker specielt venligtsindet, er utilbøjelig til at forlænge mine sygedagpenge, når jeg ikke kan give hende en konkret dato(!) på, hvornår jeg er rask. Hun har derfor rekvireret en psykiatrisk speciallægeundersøgelse. Undersøgelsen skal foretages af Nils Balle Christensen, og så vidt jeg kan se på dette fantastiske forum, er han generelt et behageligt og kompetent menneske.

Nu er jeg så i mellemtiden kommet i den herlige situation, at jeg har fået det bedre, meget bedre. Siden nytår er det kun gået fremad, og jeg kan efterhånden overkomme både social kontakt og at holde mig selv og mine omgivelser i stand.

Jeg er derfor fristet til bare at raskmelde mig den 28., så jeg undgår risikoen for, at resultatet af undersøgelsen forfølger mig resten af mit liv. Der er næsten tre uger til, og jeg ved selvfølgelig ikke, om jeg er 100% klar til den tid. Jeg føler mig allerede 80% klar, men jeg må også indrømme, at jeg har svært ved at huske, hvordan det er at være rask. Samtidig er det at fungere stadig så nyt for mig, at jeg ikke helt tør tro på, at det varer ved.

Min sagsbehandler har så også sagt, at det ikke er sikkert, at a-kassen vil acceptere min raskmelding. Jeg er derfor meget i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Nogen, der har noget input?

Kære Titina!

Vil ønske dig tillykke med, at du har fået det så meget bedre. Men vil anbefale dig, at tage imod den psykiatriske konsultation. Hvis du raskmelder dig den 28, så kan du jo risikere, at få tilbagefald, når man tænker på hvor svært du har haft det.

Jeg har selv konsulteret Niels Balle Christensen, godt nok helt tilbage i 2003, men har absolut kun positivt, at sige om ham.
Han er helt igennem et meget behageligt og kompetent menneske.

Held og lykke med din beslutning og vejen videre frem i livet.
Knuz Pedro

[Titina]

Pedro, tusind tak, det lyder betryggende.

Oprindeligt indsendt af Hanna

Du behøver ikke at tale i nedsættende vendinger om medicin i retning af: "at kaste piller efter dig."

Jeg taler ikke nedsættende om medicin generelt, kun dette specifikke tilfælde.

Oprindeligt indsendt af Hanna

Min klare holdning er, at hvis man har det slemt nok, skal man nok spise medicin. Personligt har jeg villet indtage medicin i rå mængder uanset, hvad det har været lavet af...

Jeg har en helt anden holdning. Medicin, der er ordineret målrettet efter en undersøgelse = genialt. Det har en stor chance for at virke. Medicin, der ordineres i stedet for en undersøgelse = ikke godt. Jeg mener, jeg vil jo heller ikke tage blodtrykssænkende medicin, hvis jeg ikke engang havde fået målt mit blodtryk, vel? Og da slet ikke, når jeg ikke selv synes, jeg har problemer med blodtrykket.

[Hanna]

Nej, men som du beskriver dine symptomer, hjælper medicin generelt.

[ladybird]

HVis du overvejer at raskemelde dig og dine sygedagpenge er ved at nå varighedsgrænsen vil jeg gerne oplyse dig om at du ved tilbagefald pga af samme lidelse kan få problemer med at få sygedagpenge. Da man går 18 mdr tilbage og tæller sygeperioder sammen skal du i princippet ud og optjene ny sygedagpengeret.

Så overvej at tage imod tilbud om en psykiatrisk vurdering for derved at kunne dokumentere din sag. Det kan godt være det ender op med en raskmelding eller et forløb hvor du langsomt kommer igang og ser om vingerne bær.

Jeg har oplevet at erklæringen blev sendt hjem til mig for rettelser inden den blev videresendt til kommunen.

[Namato]

Oprindeligt indsendt af ladybird

Jeg har oplevet at erklæringen blev sendt hjem til mig for rettelser inden den blev videresendt til kommunen.

Jeg har også selv bedt om en erklæring (godt nok i forbindelse med et længere forløb) før den blev sendt til kommunen. Det var ikke noget problem. Så prøv at spørge om det i starten af konsultationen - hvis du vælger at gå til den.

[Titina]

Mit besøg hos Nils Balle Christensen var katastrofalt.

Jeg havde taget en bisidder med, fordi jeg havde (og har) store problemer med koncentration og hukommelse. Hende smed han ud halvvejs gennem undersøgelsen.

I korte træk diagnosticerede han mig lynhurtigt - på halvanden time - med en tvangspræget personlighedsforstyrrelse, som skulle være årsagen til min PTSD, uden i øvrigt at forklare begrebet nærmere. Jeg gik hjem, googlede diagnosen og genkendte intet. Efterfølgende kontaktede jeg familie og venner for at høre, om de genkendte den personlighedsstruktur hos mig. Det gjorde ingen.

Jeg ringede Nils Balle Christensen op dagen efter for at høre, om jeg måske havde misforstået det, han havde sagt. Han var vældig arrogant i telefonen og sagde bl.a. "du overholder jo færdselsreglerne, og du da må indrømme, det ikke er normalt" og "de fleste plejer at blive glade for at få at vide, hvad der er galt med dem". Den skriftlige udtalelse bekræftede, hvad han havde sagt i telefonen. I øvrigt meget pudsigt: Siden omkring min angivelige personlighedsforstyrrelse manglede, da han som aftalt sendte udtalelsen til mig. Jeg måtte bede om en kopi fra min egen læge, før jeg kunne læse, hvad han havde skrevet.

Jeg blev nu ikke spor glad for at få at vide, hvad der var i vejen med mig. Jeg følte diagnosen som et overgreb, fordi jeg overhovedet ikke genkendte den - og samtidig begyndte jeg at tvivle på mig selv, mine tanker og min virkelighedsopfattelse. Jeg begyndte endda at tvivle på, om mine nærmeste overhovedet ville fortælle mig sandheden om, hvordan de opfattede mig. Jeg var ret langt ude.

Min tilstand blev meget forværret, men heldigvis skulle jeg kort tid efter udredes på Arbejdsmedicinsk Klinik, hvor psykologen overhovedet ikke genkendte en tvangspræget personlighedsforstyrrelse hos mig. Senere har jeg været hos en anden psykiater samt til undersøgelse på Psykiatrisk Hospital Risskov. Ingen af dem fandt tegn på personlighedsforstyrrelse.

Jeg er efter fire års ansættelse som chauffør absolut godt klar over, at det ikke er normalt/almindeligt generelt at overholde færdselsregler - men derfra og så til at påstå, at det er sygeligt, der er der i min optik alligevel noget af et spring. Jeg har svært ved at tro, at vi har et helt lovsæt, som er baseret på, at kun syge mennesker følger det.

Jeg har efterhånden så nogenlunde været i stand til at lægge oplevelsen bag mig, men det giver stadig et gib i mig, når jeg støder på hans navn. Jeg var ret skrøbelig, da jeg blev udsat for ham, og det ødelagde en pænt lang periode af mit liv.

[stampe]

Ja diagnoser er ikke altid af det gode. Godt du kan skrive/tale om oplevelsen og håber du kan lægge den bag dig. Lyder ikke som om den gør noget godt for dig. Kig fremad og rigtig held og lykke.

[mukke]

Jeg tror ikke, det er lovligt at smide bisidderen ud, med mindre denne blander sig.
Det eneste, bisidderen stort set må sige er: "Vi tager 5 minutters pause", hvorefter I kan gå afsides og diskutere, hvad der foregår.
Til gengæld har du lov til at optage dialogen på et lydmedium, og da du er deltager og oven i købet selv er emne for samtalen, behøver du iflg. loven ikke at gøre opmærksom på at du optager

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af mukke

Jeg tror ikke, det er lovligt at smide bisidderen ud, med mindre denne blander sig.
Det eneste, bisidderen stort set må sige er: "Vi tager 5 minutters pause", hvorefter I kan gå afsides og diskutere, hvad der foregår.
Til gengæld har du lov til at optage dialogen på et lydmedium, og da du er deltager og oven i købet selv er emne for samtalen, behøver du iflg. loven ikke at gøre opmærksom på at du optager

Jeg er helt enig med dig, men jeg har læst (vist endda her på K10), at nogen har oplevet, at bisidderen er blevet bedt om, at vente udenfor.

Og de fleste af os ved nok hvor svært det kan være, at sige fra i situationen, derfor mener jeg man skal være 100% forberedt på det værste, inden man tager hjemmefra.

[Titina]

Oprindeligt indsendt af Vovse

Jeg er helt enig med dig, men jeg har læst (vist endda her på K10), at nogen har oplevet, at bisidderen er blevet bedt om, at vente udenfor.

Og de fleste af os ved nok hvor svært det kan være, at sige fra i situationen, derfor mener jeg man skal være 100% forberedt på det værste, inden man tager hjemmefra.

Netop - og det var jeg bestemt ikke dengang.

Jeg får desværre meget snart mulighed for at afprøve mit forberedelsestalent, idet jeg som et led i en udredning for CFS/ME netop er blevet indkaldt til "psykiatrisk tilsyn" hos min gode gamle ven, Nils Balle Christensen. *indsæt dramatisk underlægningsmusik*

Jeg har kontaktet den udredende afdeling for at høre, om det kunne lade sig gøre at blive henvist til en anden, men de bruger angiveligt kun ham. Lidt spøjst, når han nu slet ikke tror på den diagnose.

Jeg tror ikke selv, at jeg lider af CFS/ME. Jeg opfylder i hvert fald ikke de kriterier, jeg har googlet mig frem til, da jeg hverken har smerter, infektioner eller hævede kirtler. Men jeg er da noget nervøs for, om han vil klistre sin "funktionelle lidelse" BDS på mig denne gang. Og jeg er i tvivl om, hvorvidt og hvordan jeg kan forberede mig på at undgå det.

Jeg er meget glad for at vide, at jeg har ret til at holde på min bisidder, og at jeg har lov til at optage seancen. Denne gang har jeg tænkt mig at holde meget fast i bisidderen!