Helt nedtromlet

[Susanne]

Så har jeg lige været til samtale hos min læge. Han er meget bekymret for mit helbred. Jeg har brug for at komme til vurdering hos psykiater aldeles omgående. Har fået en aftale om telefonisk konsultation i morgen. Hvis han ikke har mulighed for at hjælpe telefonisk, kan det komme på tale at jeg skal indlægges. Årh nej - så skal jeg låses inde igen? Jeg vil kæmpe alt hvad jeg kan for ikke at miste hele grebet om hverdagen! Jeg har fået noget beroligende for at se om det kan tage toppen så jeg kan holde mig oppe! Hvis kommunen ikke kan komme på andre muligheder end at sende mig ud i diverse jobprøvninger i direkte modstrid med mine skånebehov, vil han foreslå en pension.
Et lille lys i mørket blev tændt da socialrådgiveren fra mit pensionsselskab ringede i dag. Hun havde modtaget mine sagsakter og gennemlæst dem. Hun er meget undrende over kommunen og jobkonsulentens handlinger som er i modstrid med hvad der står skrevet. Når det igen i samråd med læge/psykiater vil være forsvarligt at raskmelde mig til afprøvning/fleksjob vil hun gerne være bisidder ved et møde med kommunen.
Jeg modtog dette tilbud med tak. Endelig ikke:@.Det er sq rart at vide at jeg ikke er helt så urimelig i mine krav som kommunen og jobkonsulent bedømmer mig til! Nå jeg vil forsøge at koncentrere mig om at komme op igen. Min svigerdatter er højgravid og har tilbudt mig at komme ind til hende et par dage. Det vil jeg lige overveje og drøfte med min mand.
Tak for jeres støttende ord og opbakning.

[Stella]

Hej Susanne

Hvorfor skal du indlægges ????? pas nu på dig selv...er det nødvendigt ?

Jeg bliver så gal når jeg læser du og andre bliver syge af en revurdering....føj....

det er ikke din skyld Susanne

Husk denne ....og det er rigtigt....

Arbejdsprøvninger gør folk mere syge
09. nov. 2006 dr nyheder.

Det er kommunernes egen skyld, når de sender borgere ud i gentagne arbejdsprøvninger med det resultat, at de bliver endnu mere syge, end de var i forvejen.

Og Socialdemokraterne vil nu kigge systemet nærmere efter i kortene, når førtidspensions-reformen til næste år skal revideres.

Det er udmeldingen fra Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov.

- Man skal ikke drive folk rundt i manegen. Og det tyder på, at der er nogle kommuner, der går over grænsen og overfortolker, hvad formålet med arbejdsprøvningerne er, siger han til morgenavisen Dato.

Han understreger, at arbejdsprøvningssystemet er et vigtigt redskab for at holde alle, der overhovedet kan, på arbejdsmarkedet. Men han har heller ikke svært ved at se problemerne i, at folk bliver dårligere, end de i forvejen var, af gentagne arbejdsprøvninger.


Skrevet af: Per Gade

Stella.

[Borroe]

Hejsa susanne

Hold hovedet højt jeg håber det bedste for dig og håber alt går i orden !!!

Knuser og krammer Borroe

[Susanne]

Som min overskrift viser, vil jeg hermed give jer grunden til min indlægelse. Jeg går hjemme og hele min hverdag er skredet. Jeg er rastløs og kan ikke samle mig om ret meget af gangen. Jeg påbegynder meget men får ikke færdiggjort noget som helst.Jeg er fyldt med destruktive tanker. Tanken om ikke at være til gavn for nogen men kun en belastning for min mand er til stede. Jeg er begyndt at have tanker om ikke at gide være i denne verden mere. Det er MEGET skræmmende for mig blot at have disse tanker!!! Alle disse tanker er hvis de får overtaget DIREKTE LIVSTRUENDE! Jeg er MEGET sikker på at jeg aldrig vil begå selvmord! Men med det pres som kommunen udøver mod mig fylder SÅ meget.
Jeg er heldigvis så intelligent at jeg sagtens kan se hvorfor! Jeg VED at det IKKE er min skyld! Jeg er fornylig blevet spurgt om jeg var bitter??? Det ved jeg sq ikke om jeg er! Men jeg er MAGTESLØS ovefor kommunale embedsmænd og diverse jobkonsulenter!
Jeg har betalt en høj pris og mistet så meget i hele sygdomsforløbet. De fleste mennesker i vores omgangskreds er skredet. Min familie er stået af. De eneste der holder ved er min mand og mine børn. Men det gør mine børn så uendelig ondt at se DERES mor sådan. Jeg er udmærket i stand til at holde en facade udadtil, men overfor min mand lader jeg den falde. Han er virkelig en stor trofast støtte. Men han er faktisk snart så slidt af dette. Han VIL ikke skilles fra mig.
Han har heldigvis nogle gode kolleger som forstår ham!!!!
Men den medicin jeg fik af min læge i går virker som en hjernelammer. Den sætter min hjerne totalt i stå og blokerer for al tankevirksomhed. DET ER EN NØDLØSNING! Men jeg må bruge denne løsning for ikke at synke helt hen i apati.
Jeg kan stille mig ved siden af mig selv og se hvor traumatisk det er for den stakkels kvinde. Hvor ville jeg gerne hjælpe hende!
Og det er så det jeg prøver på. Jeg skal fandme leve resten af livet med denne invaliderende psykiske lidelse. En depression er faktisk let at behandle i dag, men når der bliver stillet urimelige og uanstændige krav, kan den faktisk blive svær at behandle stabilt!
Så hvis en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling er det der skal til for at få kommunen til at åbne øjnene er det helt grotesk! Det er sgu dem der burde være gennem den ydmygelse at få gennemrodet hele sin medbragte bagege. Blive frataget mobiltelefonoplader og skal BEDE om at få ladet mobilen op! Skal BEDE om at få låst døren op for at gå en tur og ringe på for at blive låst ind igen! Når man går en tur, skal tasken lige gennemsøges når man kommer tilbage, for man kunne jo have potentielt farlige ting i tasken. Nuvel det er jo de sikkerhedsforskrifter der forefindes på en psykiatrisk afdeling. Men når jeg ved hvor ydmygende det er, vil jeg MEGET gerne undgå dette! Jeg kæmper. Vendepunktet må da komme og jeg kæmper og holder ved!!!

[cirkeline]

Kære susanne

Rigtig meget held og lykke sender dig en masse kærlige tanker.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i hvordan du har det, og forholde mig til det.

Jeg kan også godt forstå dine tanker om hvodan du har det med at blive "lukket inde" som du kalder det.

Så vidt jeg ved findes der vil både åben og lukket afd.
Og hvis man er i stand til at være på åben, får man vil mere frie rammer?

Jeg kan og skal ikke vudere om du skal indlægges eller hvad der skal ske.
Men det er der heldigvis folk omkring dig der kan være med til.

Jeg kan sagtens godt sætte mig ind at det føles som et nedrlag at skulle blive indlagt MEN DET ER DET IKKE.

Jeg er heldigvis blevet klogere og ved nu at det ikke bare skal undgåes for en hver pris.

Jeg ved ikke om i har noget der heder en psykiatisk skadestue i nærheden af hvor du bor?

Selv er jeg meget bange for psykiatiske hospitaler.

Men alligevel valgte jeg for et par måneder siden at tage ud på en psykiatisk skadestue for første gang i mit liv.

Der kan man så tage ud .............og så snakker de med en.
Måske er det bare en snak man har brug for,
Eller det kan være at være der i er par dage, til der bliver sat noget hjælp i værk og fundet ud af hvad der skal ske.

Selv have jeg på det tidspukt bare så meget angst i mit liv og følte mig så magtesløst at jeg have brug for hjælp.........og der skulle bare ske noget her og nu, da jeg var nået til et punkt hvor jeg bare ikke kunne mere.
Om det er der du er nu, det ved jeg ikke?

Som jeg læser det så har du brug for ro.
kan der sættes ting i værk derhjemme,så du får den ro og støtte du har brug for så er det jo godt.
Men har du brug for i en periode at være indlagt så der er nogle der kan passe på dig og tage lidt vare om dig,så er der jo ingen skam i det!husk det.

Selv var jeg et sted hvor jeg gerne ville indlægges.
Men da jeg på det tidspunt ikke var direkte selvmords truet og mit støtte på problem var angst som i en lang periode have givet mig så mange fysiske smerter,at jeg bare ikke kunne holde det ud mere.
Valgte de at sige at det ikke løste porblemmet for mig at være indlagt.
For som de sagede så ville det nok i den priode gøre det letter formig.
Da jeg så kunne undgå alle de situationer der var svære for mig.
Men til gengæld mente de at det kunne gøre det svære for mig når jeg så kom ud igen.
Og at jeg var nødt til at komme ud og forholde mig til mit liv.
Så det var hjemmefra at jeg skulle ha hjælpen og ikke på et psykiatisk hospital.

Det de så gjorde var at de tog kontakt til lokal psykiatrien og rykkede dem for at NU skulle der altså ske noget.
Derudover tilbød de mig medicinsk behandling.Det plejer de normelt ikke at gøre da de ikke har mulighed for at følge op på den.
Men da de mente det var vigtigt for mig at der kom noget op at stå her og nu.
Så valgte de lligevel at gøre det.
Og viedegav til lokal psykiatrien at de så skulle følge op på det.

Så i mit tilfælde var jeg på psykiatisk skadestue et par dage til der blev sat noget i gang.
Hvad de vil gøre i dit tilfæle ved jeg ikke?
Men man kan godt tage derud og være derude i et par dage uden at man som egetligt er indlagt.

Jeg ved ikke om mine erfraringer kan hjælpe dig.............Men jeg har alligevel valgt at dele dem med dig.
Håber du kan få noget ud af det.
Og at du får den hjælp som DU har brug for.

De bedste og kærligste tanker fra Line

PS skriv endelig og fortæl os hvordan det går vidre i dit forløb.

[Juliane]

Hej Susanne.
Jeg forstår så godt din angst for dine destruktive tanker og giver dig ret i at de kan være direkte livstruende.Det er en ganske smertefuld erkendelse samt situation du nu befinder dig .
Godt at du har en så handlekraftig læge, en læge der lytter til dig og hvor alarmklokkerne ringer i det røde felt, og straks iværksætter yderligere hjælp.Om det bliver indlæggelse på psyk. ved jeg ikke.Når du fortæller om det forstår jeg det som du mener at du kommer på en lukket afd.Hvis det er det der skal til ,synes jeg da helt bestemt at det er et tilbud du skal tage imod. Først og fremmest at du skal tage imod tilbudet for din egen skyld og ikke for at få kommunen til at åbne øjnene.!!!
Jeg ved godt at på en lukket afd.er der mange sikkerhedsrelastiver, men jeg synes at du skal prøve at se sådan på det , at det er for at hjælpe dig ,værne om dig, beskytte dig og ikke for på nogen som helst måde at nedgøre eller genere dig.Personalet tager jo udgangspunkt i dine destruktive tanker.
Det gør mig godt - midt i mørket - at læse at du har en dejlig omsorgsfuld og støttende ,nær familie.Selvfølgelig er det hårdt for dem alle at se dig i din situation,godt at din mand har forstående kollegaer og kan hente overskud der, til jeres fælles bedste.Din svigerdatter lyder som en rigtig dejlig omsorgsfuld pige,hun har inviteret dig derover et par dage, og tro mig om ikke det er fordi hun holder utrolig meget af dig og simpelthen bare "vil " dig,Sammen bruge timer på at glæde jer over det snarlige barnebarns komme, give dig positive og livsbekræftende impulser,langt fra den hverdag du lige pt. har svært at komme igennem
Jeg føler med dig når du skriver at venner falder fra, falder fra når man har allermest brug for dem Jeg har selv prøvet det og ved hvor smertefuldt det er og i bund og grund tror jeg det handler om berøringstangst. Et brækket ben er til at forholde sig til og man ved lige nøjagtigt hvordan man skal hjælpe,anderledes stiller det sig når det er psyken det drejer sig om.Venner osv. glemmer at en dag er det måske dem selv eller deres nærmeste ,der er i samme situation
.
Jeg håber at du må få lidt gavn af den beroligende medicin, selvom du lige nu føler det som - hjernelammer.Jeg tror din krop og sjæl trænger til så meget ro og hvile ,når der har været så meget tankemylder.

Jeg ser allerede at du er i gang med at give hende på sidelinjen første hjælp.Jeg er slet ikke i tvivl om at du kommer videre på en god måde og derefter får et værdigt liv, et liv der er værd at leve.


Jeg sender dig mange varme tanker og håber det allerbedste for dig.Jeg forventer at vi hører fra dig når du har overskud.
Kærligst fra
juliane

[Susanne]

Jeg har haft telefonisk kontakt med min psykiater som jeg sidst besøgte i april. Han er en fremragende mand, som udmærket kender min kommune. Men ikke fra deres bedste side. Det han kunne gøre lige nu og her var at øge min medicindosis. Han foreslog også andre præparater for at skaffe mig noget kvalificeret søvn. Men da de har så store bivirkninger og jeg har god effekt af min nuværende, bliver jeg foreløbig ved det. Vi skal være i ugentlig kontakt og midt mellem den kontakt jeg skal have til ham, skal jeg gå hos egen læge, da mit blodtryk kan stige med medicinen. Men jeg får i forvejen et mildt blodtryksnedsættende, så never mind. Jeg har nemlig heldigvis så få bivirkninger af medicinen at jeg vil få mere at slås med ved skift af præparat, som jo desværre først virker efter 8 uger. Han kender mig godt og ved hvilket pres kommunen lægger på mig. Men som han ser det - hvis kommunen ikke kan finde ud af at give mig de skånehensyn jeg SKAL have, vil han indstille mig til førtidspension, når og hvis kommunen henvender sig. Så hermed føler jeg mig mere tryg om end uroen stadig gnaver. Men da jeg har både min læge og min psykiaters opbakning og støtte vil jeg prøve at få hvilet ud. Jeg har besluttet at hvis jeg føler mig i stand til det vil jeg tage ind til min søn og svigerdatter på tirsdag, så jeg er der, når det planlagte kejsersnit skal finde sted på onsdag. De har nemlig i forvejen en skøn knægt på knap 2 år og HAN elsker sin farmor og HUN forguder ham.
Jeg har uanede ressourcer når læsset vælter, føler jeg mig stolt over at jeg alligevel er i stand til at handle. Tusind tak for jeres støttende ord, og en psykiatrisk skadestue er kun 30 km borte hvis nu..... :