Tanker om at finde en ny kæreste når man er syg og ikke kan så meget mere...

[pjuske]

Hejsa

Jeg har lige et spørgsmål til jer søde mennesker,ikke fordi jeg står akut og mangler en kæreste(skal lige ovenpå igen efter skilsmisse med vold og truen med kniv osv) men jeg har da nogen gange tænkt " gad vide om der overhovedet er en der vil ha en,når man er så dårlig som man er" jeg ved godt at vi stadigvæk er mennesker og vi kan være dejlige,søde mennesker,men tanken har da strejfet mig,om jeg nogensinde igen finder en kæreste, er der nogen der har haft samme tanker og som har fundet manden/kvinden i deres liv EFTER de er blevet syge ??? nogen der vil skrive lidt ? håber ikke at i føler at spørgsmålet er dumt !


På forhånd tak

Pjuske

[Enteneller]

Hej Pjuske,

Jeg føler at man lige skal "finde sig selv" først inden man finder en ny partner. Naturligvis kan der være et stort tom rum og når man bliver alene, men det hele sker jo ikke på éen gang. Jeg har nydt at blive alene, men bruger også tiden til at gå i trænings center på hold og på anden måde at holde mig igang.

Jeg tror at man skal passe på ikke at kaste sig ud i nyt forhold alt for hurtigt også for sine børns skyld. Men der er jo også forskel på hvor hurtigt man bliver "klar" igen.

Mvh. EE

[UllaCliffShads]

Det hele er jo afhændig af hvordan vores sager i kommunen bliver behandlet. Da de fleste ikke ønsker at slæbe nogen ind i en sådan beskidt vridemaskine som kommunen endnu engang er.

Jeg selv tro ikke at jeg nogle siden igen får værken ny kærste eller en ny fysisk social netværk.

Mine problemer har slidt lid for meget på mig. Også er jeg også bange for at skulle give kommunen for mange gode ide omkring den hjælp man evt. kunne have brug for.

Det ville ikke undre mig at flere og flere som har været i vridemaskine simpehen opvejer om det er vær at få en ny bekendskabskreds eller kærste når man nu skal slås for at blive hørt men også at få vaske den lidt automatisk opfattelse som mange normale ikke syge. Har omkring de syge og handycapet.

At vi skulle lide af pjæksyge og af arbejdesky ellementer. Hybrokonter og løgner. Det kan saksen tage en hver lyst væk fra en.

Jeg ville blive personlig bare blive glad for at få fred i mit liv. Også kan det andet være ligegyldige.

[Connybirk]

Hej Pjuske
Kan sagtens forstå dine tanker, men mon dog ik vi alle på et tidspunkt igen får lyst og bare lidt energi til de gode ting i livet, det både tror og håber jeg ihvertfald.
Ved ik hvor megern skade du har taget af dit ægteskab, men sikkert en del, måske vi begge kunne bruge hinandens erfaringer til noget positivt, se evt www.tv2fyn.dk/video/14341.
Håber der er snart er lidt godt i vente til dig.

Vh Conny

[pruttenQ34]

hejsa..

vil bare komme med mit eget synspunkt som er at for mig kan og har jeg ikke lyst til få en i mit liv så længe jeg er i komunens cirkus...den måde de presser på og sådan som min fremtid er uvis har jeg bestemt ikke lyst til indvolvere mig i en fyr på den måde...det gør det svært for en,når det samtidig bliver mere og mere tabu være på kontanthjælp....man føler sig mere og mere udsat

Selvfølgelig er der en til alle derude et sted, når man er klar til det... også selv om det kan være svært at forstå med de problemer man nu engang har/har haft i sit liv.

Personligt har jeg ikke nogen fysiske problemer, men jeg er Asperger, Mulig ADHD'er (ingen diagnose), har social fobi og depressioner når jeg presses for meget.

Mange ville jo nok tænke, at med social fobi, begiver man sig slet ikke ud på den slags "farlige" færd, som det er at finde kæreste, men tro mig... det gør man i hvert fald.

Jeg huserede bla.a. på Dating.dk en lang periode, noget jeg ved i dag jeg ALDRIG skulle have begyndt på, da det er så overfladisk et medie, og selv om det lykkedes mig at starte forhold 7-8 gange igennem dette, så faldt det som regel til jorden pga. de sædvanlige overfladiske ting som at damen (nu er jeg jo mand) ikke helt kunne forholde sig til mine diagnoser eller at jeg ikke kunne arbejde... i starten var det altid "det betyder da ik noget!", men når først venner, bekendte og familie begyndte at hviske i krogene, så var løbet som regel kørt.

Så på det grundlag, så hold dig (jer) for gud skyld fra internet dating, med mindre i er forberedt på det... det er HÅRDT og fyldt med løgnagtige mennesker... specielt overfor kvinderne.

Efter ca. 18 dates igennem et par år, blev det for meget for mig... 7-8 forhold på mellem 1 uge og ½ år ud af vinduet... gad det bare ikke mere. Jeg besluttede mig for at få min situation afklaret, og finde et holdepunkt i min tilværelse i stedet for, og tilmeldte mig et dansk site for bistandsklienter.

Fast besluttet på at kvinder kunne rende mig noget så grusomt, kom jeg så aligevel til at skrive lidt sammen med en der allerede VAR FP'er, da vores sitution lignede hinanden utroligt meget... 20 år på kontanthjælp, nogle angst problemer, samme forståelse for hvad man har behov for i et forhold osv... tjaa... det udviklede sig bare til at der kom interesse lige så stille.

Vi brugte ca. 2 måneder på at smide "skeletter" efter hinanden, for ingen af os troede at nogen gad os, med alle de problemer vi havde, og sådan som vi var... men... nu har vi snart været sammen i 1½ år, der er ingen forskel fra da vi begyndte at være sammen, og det selv om jeg bor på sjælland og hun i jylland. Hun har PTSD og ADHD, Jeg har Asperger og Social Fobi... men det betyder inet, for vi forstår hvad det kræver at have rygsækken fuld af skeletter... nu griner vi bare lidt af dem i stedet for

Så altså, bare for at understrege, så kan det sagtens lade sig gøre... når man er klar til det... og som altid sker det når man mindst venter det, og aldrig når man søger det.

Men et godt tip er dog, det gamle med at "lige børn leger bedst", og jeg kan kun anbefale at kigge i samme bolgade som man selv er. Find en der selv ved hvad det drejer sig om, at være kørt derud, hvor man er blevet syg... det er helt sikkert der man finder sympatien, og selv kan bidrage med den og blive værdsat.

Og husk nu... der er masser af dem derude, Hjort har aldrig haft ret i, at sygdom kan fjernes fra dansk jord ved arbejde, så tag det roligt og led de rette steder når tid er, så kommer det sgu' nok helt af sig selv

[Skovblomst]

Hejsa Pjuske

Personligt tror jeg ikke at der er en til alle, og jeg har også selv opgivet at finde den der skulle forestille sig at kunne være sammen med en som mig, det ville kræve for meget af begge parter...

Der kan meget vel være en netop til dig, og jeg håber også at du finder ham, og får noget lykke og støtte tilbage i dit liv

Skovblomst

[Azfalt]

Oprindeligt indsendt af Skovblomst

Hejsa Pjuske

Personligt tror jeg ikke at der er en til alle, og jeg har også selv opgivet at finde den der skulle forestille sig at kunne være sammen med en som mig, det ville kræve for meget af begge parter...

har det ligesådan, hvem pokker gidder en krøbling som mig, har tilmed fået det påtalt enda fra en rigtig sød kvinde, som dog er min aller beste ven stadigvæk.
Citere efter hukommelsen, "Hvis du blodt vare mobil og kunne hoppe rundt og danse, så havde jeg spændt ben på dig og holdt fast på dig for evigt, for du er kanon dejlig og rar at snakke med, men det er jo ikke alt"

Kræver også en hvis mobilitet at kunne gå ud og være opsøgende, og det forhindre min kroniske smerter. Der er jo ingen som kommer forbi og bryder gennem døren uopfordret, heller ikke meget ved at jeg måske besvimer i akten pga. smerter i lænden og ryggen generelt.


Forestiller mig der er andre i samme situation, satme kedeligt hvis jeg er den eneste, En Mand mindre på jagtmarken...

[Julcha]

Nej du er abslut ikke den eneste, ikke nok med at da jeg blev syg for 4 år siden, forsvandt alle vennerne, ligeledes er fyrene synes jeg. Jeg har ikke haft en eneste kæreste siden. Må indrømme jeg også tænker lidt det der, jamen hvem gider dog at døje med sådan en som mig. Hvem vil dog gide at være hos mig og finde ig i at jeg har de dårlige dage. Jeg er kommet til det punkt hvor jeg slet ikke ønsker mig en kæreste. jeg har det bedst alene uden alle de problemer et forhold vil medføre. Det er da ikke sundt at tænke sådan, men det er nu virkeligheden. Jeg ved godt det må være svært at acceptere sygdom. Men så enda kronisk sygdom. Ne, jeg regner ikke med at finde nogen. Og pyt på det, jeg har det fint uden:-)

Jeg tror bare at man må acceptere, at RASKE arbejdende danskere ikke kommer til at forstå eller have interesse i at være sammen med en kronisk syg... der er for mange fordomme og for megen uvidenhed om emnet... og de raskes selvopfattelse lider åbenbart en krank skæbne ved at de skulle vælge en syg at være sammen med.

Jeg kan godt forstå deres syn på sagen (ikke acceptere, det er noget andet), og derfor kan jeg kun råde til at glemme alt om de raske... men der findes andre syge og ligestillede derude, som har samme eller andre problemer som en selv, som meget vel også sider med samme spørgsmål...

Jeg ved at der faktisk FINDES en internet datingsite for handicappede... fejlen er at de har valgt at kalde det "handicap dating", da det giver et billede af folk uden arme og ben vil jeg forestille mig, og det kan måske skræmme psykisk syge væk, eller andre... vi må jo erkende, at handicap frastøder, sådan ER det bare... det må vi nok lære at leve med jo.

Men dette site har altså alle typer af handicap... både synlige, usynlige, fysiske og psykiske... måske er det noget, hvis man absolut VIL prøve internet dating af på et tidspunkt... Dating.dk kan man lige så godt glemme... folk derinde er SÅ overfladiske og røvrender alt og alle på samlebånd (ingen regel uden undtagelse... måske).

Siden er her: http://www.handicap-dating.dk/

Husk, at hvis man ikke ønsker andre skal være bange for ens eget handicap/sygdom, så kan man heller ikke tillade sig selv at være bange for andres