Hvordan finder man balancen i livet. ?

[Enteneller]

Hej,


Ja det er nok et spørgsmål for alle, men jeg er simpelt hen så ked af at det skal være så svært at tage de rigtige menneskelige berørte valg. For at kunne hjælpe og forstå mig får I lige lidt af min historie, der allerede har floreret lidt på K10.

Jeg er på vej til at søge ftp., har det ok økonomisk, er skilt, men har det fint med min eksmand og mine børn er super dejlige. Jeg har lige været nede at bide i græsset efter 2 arbejdsprøvninger og en indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Jeg blev derefter sat i medicinsk behandling, som jeg nok aldrig skulle have sluppet, samtidig med dette begynder jeg igen hos min psykolog og ikke lang tid efter er jeg oppe at køre igen.

Jeg var heller ikke lang tid om at få mine børn over igen, først havde jeg aftalt en "pause" med deres besøg med min eks mand og det gik fint, så begyndte de at komme løbende og vi trappede langsomt op. Min psykolog mente at jeg måtte have min datter (10 år) over nogle dage om ugen så det ikke gled ud, min søn (12 år) kommer bare som han vil, men sover helst hos hans far. Jeg har det ret slemt med min angst om morgenen, så i starten sov min datter ikke hos mig. Efter en uge begyndte vi dog i det små og det var fint nok.

Så er det lige at jeg trykker på "speederen" og syntes at jeg vil arbejde lidt i det små hvor jeg var tidligere for jeg har behov for andet at tænkte på end hvornår børnene kommer forbi og mon jeg er angst, har smerter mm. Det skal siges at jeg er "flink" til at løbe en tur for at komme angsten til livs, men når jeg er "oppe" griber det mig at jeg må videre og arbejde lidt det kan jeg jo rigtigt godt lide.

Jeg fatter bare ikke at man ikke kan lære at det måske er for hårdt for en at arbejde bare en time, 5 min. fra hvor man bor, når man også skal have sine børn. Eller er det?, jeg fatter ikke at det ikke skulle kunne kombineres når jeg gerne vil begge dele. Jeg bliver sindssygt ked af det når jeg skal være i total smerte bagefter, men når jeg ikke har børn har jeg det fint med at arbejde. Når jeg har børn og ikke arbejder, så er jeg bare meget angst, så hvad hulen gør man, jeg hader at der skal være så meget op og ned når man bare vil leve i balance.

Høre gerne erfaringer fra jer, der er sikkert nogen der har oplevet tilsvarende.

Tak for en god hjemmeside.

Kh. EE

[Enteneller]

Hej igen,

Jeg har lige en kommentar, jeg skal til psykiater og have lavet special læge erklæring i morgen, prøver at bilde mig selv ind at det er det der også nager.

MEN det har jeg prøvet før hos selv samme psykiater for 2 år siden og hun var med til at sende mig ud af sygedagpenge systemet for hun mente at jeg var for syg til jobprøvning den gang. Jeg frygter det såmænd ikke, men er der nogle der har nogle fif?. Jeg har lige taget et glas rødvin, for jeg hader simpelt hen at jeg ikke bare kan have det godt, som jeg også har det ind i mellem. Ved godt det ikke hjælper i længden, men vi skal jo have lov til at synde lidt ind i mellem

Nå men håber også at høre fra jer, der har erfaringer med en psykiatisk speciellæge erklæring til ftp. Er der noget specielt de går op i. Lige nu er jeg dog ligeglad med ftp og vil bare have det godt, men alligevel.

HelenKr, du har da været længe undervejs og så alligevel med så mange diagnoser og år på kontanthjælp, jeg er jo "splinterny" set i forhold til og jeg frygter at jeg er for syg til fleks og for rask til ftp. De kan låne min krop kan de !!

Tak for jeres støtte.

EE

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Hej,


Ja det er nok et spørgsmål for alle, men jeg er simpelt hen så ked af at det skal være så svært at tage de rigtige menneskelige berørte valg. For at kunne hjælpe og forstå mig får I lige lidt af min historie, der allerede har floreret lidt på K10.

Jeg er på vej til at søge ftp., har det ok økonomisk, er skilt, men har det fint med min eksmand og mine børn er super dejlige. Jeg har lige været nede at bide i græsset efter 2 arbejdsprøvninger og en indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Jeg blev derefter sat i medicinsk behandling, som jeg nok aldrig skulle have sluppet, samtidig med dette begynder jeg igen hos min psykolog og ikke lang tid efter er jeg oppe at køre igen.

Jeg var heller ikke lang tid om at få mine børn over igen, først havde jeg aftalt en "pause" med deres besøg med min eks mand og det gik fint, så begyndte de at komme løbende og vi trappede langsomt op. Min psykolog mente at jeg måtte have min datter (10 år) over nogle dage om ugen så det ikke gled ud, min søn (12 år) kommer bare som han vil, men sover helst hos hans far. Jeg har det ret slemt med min angst om morgenen, så i starten sov min datter ikke hos mig. Efter en uge begyndte vi dog i det små og det var fint nok.

Så er det lige at jeg trykker på "speederen" og syntes at jeg vil arbejde lidt i det små hvor jeg var tidligere for jeg har behov for andet at tænkte på end hvornår børnene kommer forbi og mon jeg er angst, har smerter mm. Det skal siges at jeg er "flink" til at løbe en tur for at komme angsten til livs, men når jeg er "oppe" griber det mig at jeg må videre og arbejde lidt det kan jeg jo rigtigt godt lide.

Jeg fatter bare ikke at man ikke kan lære at det måske er for hårdt for en at arbejde bare en time, 5 min. fra hvor man bor, når man også skal have sine børn. Eller er det?, jeg fatter ikke at det ikke skulle kunne kombineres når jeg gerne vil begge dele. Jeg bliver sindssygt ked af det når jeg skal være i total smerte bagefter, men når jeg ikke har børn har jeg det fint med at arbejde. Når jeg har børn og ikke arbejder, så er jeg bare meget angst, så hvad hulen gør man, jeg hader at der skal være så meget op og ned når man bare vil leve i balance.

Høre gerne erfaringer fra jer, der er sikkert nogen der har oplevet tilsvarende.

Tak for en god hjemmeside.

Kh. EE

Nu er vores situation jo nok en hel del forskellige, men jeg kender alt for godt til den tanke at man gerne vil en hel masse, men ikke føler man har energi til det alt sammen, og derfor er nødt til at vælge.

For mig er det som et halvfladt "batteri" der er gået i stykker... det kan lades op, men aldrig HELT op. Det betyder at enten kan jeg fordele "energien" på flere ting, og ikke blive færdig/tilfreds... eller også må jeg prioritere og vælge EEN ting, som jeg så forhåbentligt kan blive færdig med.

Det betyder bla.a. at når jeg har børn på weekend, så er jeg i "far mode"... jeg KAN for det første ikke koncentrere mig om andet end at være far, selv om jeg HAR prøvet adskillige gange, så jeg kan lige så godt bruge energien på det.

Når det er børneweekend så er der så heller ikke energi til andet end det, så når den er slut føler jeg mig for det første udmattet psykisk efter blot 2 dage, og det både fordi jeg bruger energien på dem, men også fordi jeg stresser op over alle de andre ting jeg egentligt også gerne ville have kunnet nå i den børneweekend.

Så for mig er dagene meget specifikt opdelt... jeg "arbejder" 100% i de dage jeg ikke har mine drenge, og er far 100% (så meget jeg orker det) i børneweekenderne.

Jeg har jo så aldrig forstået hvordan raske kan alt det de kan på en uge... de lader til at kunne multitaske på en så fanden i voldsk måde, at jeg bliver stakåndet bare af at tænke på det... nogle gange føler man sig lidt som når man ser de her TV udsendelser, hvor en person går i normal hastighed, og resten af verden omkring denne person kører i super fast forward.

Egentligt har jeg intet problem med at være "langsom" og ikke kunne nå så meget, men det kræver blot, at ingen sætter forventninger til mig om at tingene skal gå hurtigere... og det er jeg jo så heldigvis også fri for, nu hvor jeg har fået førtidspension.

Næste step er så at lære, ikke at sætte flere forventinger og krav til sig selv, end man godt ved man kan klare... dette kan være hulens svært, og tror at mange der har nedsat "funktionsevne" har det på den måde, selv om vi alle nok har det på 117 forskellige måder.

Så for mig handler det om at lære sine begrænsninger og styrker og kende, og ACCEPTERE dem... når man har gjort det (og det KAN være svært), så begynde at leve efter dem. Det kan betyde at man må lade noget ligge som man kunne før (eller aldrig har kunnet), og i stedet bruge energien på de ting man GODT kan... lægge livet lidt om.

For mig er det nok ikke lige så svært som for mange andre fordi jeg har haft mine handicap siden jeg blev født, og mine psykiske sygdomme meget længe (Aspergers, Social Fobi og Depressioner)... men for dem der bliver syge forholdsvis pludseligt, og rimelig hurtigt står og ikke kan det man er vandt til, må det være noget af et "dyk".

Tror bare man skal tænke på, at man ikke kan mindre end før... dagen er jo lige så lang som den altid har været, men man skal måske se sig om efter noget andet der kan erstatte de ting man ikke kan længere.

Det er nok lige så svært som at holde op med at drikke, eller ryge osv.

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Hej igen,

Jeg har lige en kommentar, jeg skal til psykiater og have lavet special læge erklæring i morgen, prøver at bilde mig selv ind at det er det der også nager.

MEN det har jeg prøvet før hos selv samme psykiater for 2 år siden og hun var med til at sende mig ud af sygedagpenge systemet for hun mente at jeg var for syg til jobprøvning den gang. Jeg frygter det såmænd ikke, men er der nogle der har nogle fif?. Jeg har lige taget et glas rødvin, for jeg hader simpelt hen at jeg ikke bare kan have det godt, som jeg også har det ind i mellem. Ved godt det ikke hjælper i længden, men vi skal jo have lov til at synde lidt ind i mellem

Nå men håber også at høre fra jer, der har erfaringer med en psykiatisk speciellæge erklæring til ftp. Er der noget specielt de går op i. Lige nu er jeg dog ligeglad med ftp og vil bare have det godt, men alligevel.

HelenKr, du har da været længe undervejs og så alligevel med så mange diagnoser og år på kontanthjælp, jeg er jo "splinterny" set i forhold til og jeg frygter at jeg er for syg til fleks og for rask til ftp. De kan låne min krop kan de !!

Tak for jeres støtte.

EE

Jeg fik foretaget en Psykiatrisk speciallægeerklæring for et par måneder siden, og kan godt forklare hvordan det foregik.

Faktisk var det utrolig formelt... jeg remsede stort set mit liv op fra start til nu... hun gennemgik alle de ting der stod i de papirer hun havde fået tilsendt fra kommunen, hvilket var tidligere psykolog og psykiater samtaler.

Hun optog alt på en optager imens hun spurgte ind til tingene... hun lavede som sådan ikke nogen videre ekstra undersøgelse i form af tests eller lign... det var egentligt mere et præg af en gennemgang af alle de data der allerede lå i sagen. Virkede som om hun bare lavede en sammenfatning, og var der enkelte ting hun mente manglede svar på, så spurgte hun undervejs.

Til sidst optog hun så sin egen konklusion ind også som ville danne grundlag for hendes endelige vurdering... jeg fik også at vide hvad hun ville skrive til kommunen osv.

Nu skal det også siges, at min sag alerede VAR belyst godt nok... så hun havde ikke rigtigt nogen grund til at foretage sig andet, end at vurdere på det foreliggende grundlag.

Så er din sag vel belyst, så bliver det nok noget nær det samme... de kigger på hvad tidligere læger har skrevet og laver altså så en sammenfatning af det hele under et, som kommunen så åbenbart bruger som en slags "endelig vurdering"... der skete i hvert fald hurtige tiltag fra den speciallægeerklæring var i hus og til jeg fik FP... der gik vel ca. 2-3 mdr.

[Enteneller]

Hej Razmo,

Tak for dit svar som jeg er helt med på. Det handler klart nok om at erkende at det man kan lave når man har børn kan man måske ikke magte når man har dem. Det er bare det at når man skal have dem så skal man lige lære at "styre" sig selv indtil de kommer, så derfor satte jeg noget igang og jeg ved ikke om jeg bare skal "vænne" mig til det. Men jeg er snart træt af at vænne mig til ting og bliver sindssyg over at jeg ikke kan lære af alle de fejl jeg begår. F...

Derudover har jeg dog lært at jeg ikke kan blive ved med at tale med alle de "normale" om mine problemer, de kan jo ikke blive ved med at forstå. Min eks bliver bare bekymret og vil have ungerne til sig, men jeg vil gerne lære at have dem, hvad gjorde jeg hvis jeg ikke havde ham ??!.

Jeg må prøve at se hvordan det går og ellers sige fra over for det arbejde hvis det ikke hænger sammen, det kan jo ikke nytte at jeg skal være halv snallert på en onsdag.

Mht. special læge erklæringen så har jeg heller ikke tænkt mig at gøre mere ud af det end at jeg må lægge mig hvis den tager lige så lang tid som sidst. 2 ½ time og jeg var helt smadret, men hun må sige hvad hun vil sige og jeg tror egentlig at jeg er lige til ftp. uden at jeg "ligner" eller lyder som det i de "normales" øjne.

Puha sikke klog man bliver med årene.

Mvh. EE

[Ninja]

Ja, jeg har sgu været længe undervejs, men jeg søgte så først om førtidspensionen i December 2007, så den del af sagen er 'kun' 1,4 år gammel og hele 2008 gik med at kommunen indhentede informationer, jeg fik lavet en speciallægeerklæring hos min psykiater som jeg har haft siden 2002, og fik lavet en progressionsrapport af en psykolog og sagsbehandler der kom her hjem over en 8 ugers periode osv..

Grunden til det har trukket så meget ud, er at jeg ikke kan arbejdsprøves i forbindelse med førtidspensionsansøgningen. Men nu har ALLE ENDELIG skrevet at jeg simpelthen ikke KAN arbejdsprøves (alle er min læge, min psykiater, min psykolog, min sagsbehandler og TO lægekonsulenter, incl mig selv!). Så nu er DEN del da på plads, og det er super lettende at vide, at der ikke bliver nogen arbejdsprøvning!!! Men hold op en kamp!!!!

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Hej Razmo,

Tak for dit svar som jeg er helt med på. Det handler klart nok om at erkende at det man kan lave når man har børn kan man måske ikke magte når man har dem. Det er bare det at når man skal have dem så skal man lige lære at "styre" sig selv indtil de kommer, så derfor satte jeg noget igang og jeg ved ikke om jeg bare skal "vænne" mig til det. Men jeg er snart træt af at vænne mig til ting og bliver sindssyg over at jeg ikke kan lære af alle de fejl jeg begår. F...

Derudover har jeg dog lært at jeg ikke kan blive ved med at tale med alle de "normale" om mine problemer, de kan jo ikke blive ved med at forstå. Min eks bliver bare bekymret og vil have ungerne til sig, men jeg vil gerne lære at have dem, hvad gjorde jeg hvis jeg ikke havde ham ??!.

Jeg må prøve at se hvordan det går og ellers sige fra over for det arbejde hvis det ikke hænger sammen, det kan jo ikke nytte at jeg skal være halv snallert på en onsdag.

Mht. special læge erklæringen så har jeg heller ikke tænkt mig at gøre mere ud af det end at jeg må lægge mig hvis den tager lige så lang tid som sidst. 2 ½ time og jeg var helt smadret, men hun må sige hvad hun vil sige og jeg tror egentlig at jeg er lige til ftp. uden at jeg "ligner" eller lyder som det i de "normales" øjne.

Puha sikke klog man bliver med årene.

Mvh. EE

Med hensyn til "de normale" og forstå, så har jeg efterhånden opgivet dette... for mig handler det mere om at de ACCEPTERER at tingene er som de er... at forlange de skal forstå det kan man lige så godt opgive, for der skal de som minimum have prøvet det selv.

Så hvad det angår handler det om at omgive sig med de mennesker der accepterer (og de få der forstår, hvis der er nogen), og give resten fingeren for at sige det lige ud... det eneste man får ud af at omgås dem er værre selvtillid og selvværd.

Og ja... man lærer meget med årene, specielt omkring empati (at sætte sig i andres sted, fordi man ved hvor vigtigt det er for en selv at andre kan sætte sig i ens egen). Man lærer at der er andre og vigtigere ting i livet end arbejde, penge, status, ære osv... men det tager lidt tid for nogen at nå til den erkendelse )

[bmdc]

Balance i livet. Den kan være svært at finde, desværre.

Jeg tror at man skal finde ud af hvad man kan og ikke kan og aceptere at sådan er det. Ikke forlange mere af sig selv end man kan honorere. Det er svært men det bliver nemmere når man endelig får det lært

Jeg har gået hos min psykolog nu i snart 6 år og hun har overbevist mig om at det jeg gør
nu, er meget vigtigere end at have et job. Jeg har fået en ftp. og den er jeg faktisk blevet rigtig glad for. Der kom ro på mit/vores liv, selvom det tager "lidt" tid, at vende sig til dette.
Jeg håber at du snart får ro på dit liv.

bmdc

[zuza]

Bare et par stikordspip fra mig (er på vej i seng).

Mange har glæde af en patientuddennelse, hvor man lærer at tackle de skavanker, man render rundt med.

Ellers kan man skrive dagbog. Det er en nyttig kilde til at blive lidt klogere på sig selv og de mønstre, man har.

Problemet er så, at man ikke kun skal kæmpe med sine egne fordomme, krav og forventninger til en selv imens man skal denne process igennem... man skal fanden gale mig også kæmpe med kommunens, samfundets og den nærmeste families fordomme, krav og forventninger, og er man bare en lille smule arbejds-tro af natur, så bliver hele dette samsurium meget nemt til en depression af karakter vil jeg tro.

Man er simpelthen nødt til at skære hårdt igennem for alle meninger og holdninger udefra allerførst... når nogen fordømmer, så sig "Vig bort!"... koncentrer dig om dig selv og bliv enig med dig selv om hvem du er, hvorfor du er, og hvordan du vil være først.... når du er helt sikker på det, og har opbygget en hvis vilje og ballast kan du begynde at tage kampen op med omverdenen og miljøet omkring dig.

Har man ikke sig selv med, og ved hvor man står, så er det dømt til at fejle før eller siden, og man bliver bare en følelsesmæssig klump modellervoks der bankes til ukendelighed af din egen tvivl, og omverdenens nådesløse uvidenhed... sørg for er den klump "modellervoks" er størknet inden du udsætter den for "vind og vejr".