Usikkerhed.

[Jørn-Fyn]

Hej.
Jeg er ny her, men har fulgt med i jeres hjælp til hinanden i et stykke tid.
Så nu vil jeg lige prøve om jeg også kan få lidt trøst og support.

Min sagsbehandler har sendt min pensionsansøgning til udvalget i denne uge, men siger rent ud, at hun ikke aner om den går igennem. På en eller anden måde er det fint, at hun ikke lover for meget - men jeg kan godt mærke, at jeg ikke kan klare ret meget mere ventetid.

Lad mig høre hvad I siger:
Jeg "overgav" mig for ca 2 1/2 år siden. Sagde arbejdet op, og meldte mig syg. Jeg har fået en utrolig støtte fra kommunen både mht hjælp, men også økonomisk: Jeg er stadig på sygedagpenge fordi de fandt en paragraf til forlængelse. Desuden har der været betalt psykiatere, psykologer, terapi osv, så jeg har vel ikke noget at brokke mig over.
Bortset fra at min tilstand nu blir betegnet som kronisk og stationær, og der ikke er mere at gøre. Diagnosen lyder samstemmende fra psykologer (2) psykiater (2), tre - fire terapeuter og kommunens egen lægekonsulent:
Periodisk depression i alle sværdhedsgrader. Angsttilstand uden specifikation, panikangst, generaliseret angst. Min arbejdsevne er nedsat til en ubetydelighed i ethvert erhverv og videre arbejdsprøvning/fleksjob, mentorordning, pgr 56-ordning(?) vurderes formålsløst.

Nu har jeg kæmpet en desperat kamp i de senere år for at hive mig op, og har omsider måttet indrømme at der ikke er noget at gøre:
Og så står jeg her og ikke aner om jeg kan få pension. (Blir det et nej, er det direkte på kontanthjælp).

Det kræver f... et godt helbred at være syg.
Hvordan har andre herinde fundet kræfter til at komme den tur igennem?

[Tino]

Hej Jørn-Fyn
Velkommen i K10. Tror du vil finde mange indslag og gode råd her, som kan hjælpe dig igennem både spørgsmål og ventetiden. Nogle gange må man tage en halv dag ad gangen.
Jeg krydser fingre for at din ansøgning går igennem.

[Ingrid]

Oprindeligt indsendt af Jørn-Fyn

Hej.
Jeg er ny her, men har fulgt med i jeres hjælp til hinanden i et stykke tid.
Så nu vil jeg lige prøve om jeg også kan få lidt trøst og support.

Min sagsbehandler har sendt min pensionsansøgning til udvalget i denne uge, men siger rent ud, at hun ikke aner om den går igennem. På en eller anden måde er det fint, at hun ikke lover for meget - men jeg kan godt mærke, at jeg ikke kan klare ret meget mere ventetid.

Lad mig høre hvad I siger:
Jeg "overgav" mig for ca 2 1/2 år siden. Sagde arbejdet op, og meldte mig syg. Jeg har fået en utrolig støtte fra kommunen både mht hjælp, men også økonomisk: Jeg er stadig på sygedagpenge fordi de fandt en paragraf til forlængelse. Desuden har der været betalt psykiatere, psykologer, terapi osv, så jeg har vel ikke noget at brokke mig over.
Bortset fra at min tilstand nu blir betegnet som kronisk og stationær, og der ikke er mere at gøre. Diagnosen lyder samstemmende fra psykologer (2) psykiater (2), tre - fire terapeuter og kommunens egen lægekonsulent:
Periodisk depression i alle sværdhedsgrader. Angsttilstand uden specifikation, panikangst, generaliseret angst. Min arbejdsevne er nedsat til en ubetydelighed i ethvert erhverv og videre arbejdsprøvning/fleksjob, mentorordning, pgr 56-ordning(?) vurderes formålsløst.

Nu har jeg kæmpet en desperat kamp i de senere år for at hive mig op, og har omsider måttet indrømme at der ikke er noget at gøre:
Og så står jeg her og ikke aner om jeg kan få pension. (Blir det et nej, er det direkte på kontanthjælp).

Det kræver f... et godt helbred at være syg.
Hvordan har andre herinde fundet kræfter til at komme den tur igennem?

Tror det er ren overlevelsesinstinkt, at mennesket alligevel (dybest nede), finder kræfterne til at overleve en "tur" gennem systemet.

Pension kan jeg ikke love dig, men syntes at ALT i din sag lugter kraftigt derhenad.

Måtte din sag snart blive helt færdig - dèt kan jeg i al fald ønske for dig.

[Jørn-Fyn]

Hej igen.
Glemte at skrive at jeg har rundet de 50, så hvad i alverden skulle jeg på skolebænken efter igen?
Jeg har tre gange bedt om arbejdsprøvning, og gik ned hver gang... Sidste gang var det ikke engang indenfor mit fag.
Det værste er næsten, at min familie har droppet mig fuldstændigt af: DET her sker ikke i vores pæne familie.
Mere positivt er det at min voksne datter og eks-kone støtter og forstår.
Men hvor er det dog forvirrende, at ens liv er i andres hænder, at jeg ikke forstår mig selv længere og endnu værre: Ikke kan forsørge mig selv længere.
Tænker på alle de historier jeg har læst herinde - hvornår har man lov til i det danske samfund at sige: Jeg KAN fanme ikke mere?

[ace dk]

ja Jørn ventetiden er skrap kost for de uindviede...

men som jeg læser de respektive behandleres omtale af din lidelse(lidelser)...

så syntes jeg også pilen peger mod en ftp.

det med din behandler ikke tør og sige for meget, kan jeg sagtens følge vedkommende i.

for et er hvad behandler mener.... "teamet" skulle jo gerne læse det med de "samme briller".......

jeg kan også kun krydse fingre for dig mht at det ikke varer så længe med det endelige svar. da det SKU ER HÅRDT.

og bare passivt kan kigge til fra sidelinien.

mvh eders ace dk der håber og krydser for dig