Bo hver for sig med en baby?/ økonomi?

[Maise18]

Hej alle
Jeg er pt på jobafklaringsforløb. Min kæreste og jeg snakker om at vi gerne vil ha et barn sammen (vi har begge et barn fra tidl. forhold?)

Hvis vi får et barn og er kærester med hver vores bolig hvordan er reglerne så mht boligstøtte, daginstitution osv? Nogen der ved det?

Er der nogen der har erfaring med at bo hver for sig og få et barn?

[KageØre]

Et så tæt forhold, når i betegner jer som kærester, vil blive betragtet som samboende.
At være samboende i offentlig forstand er ikke kun om man bor sammen men handler også om hvor meget man har sammen, fælles madlavning/husholdning.
Og hvis ens din kæreste ofte passer jeres barn i dit hjem, så er der tale om et forhold som de vil sidestille som samboende.

[de7smådværge]

Bor I hver for sig nu ? Ellers skulle I måske vente til, der er lidt mere styr på tingene og barnet kan bo med begge forældre. Det er trods alt den bedste start på livet boligstøtte mv. eller ej

[Kisser1]

er den, som barnet bor hos. Som enlig forsørger er der tale om offentlige ydelser som forhøjede børnetilskud, boligydelse m.v.

Hvis ikke man har råd til at udvide familien, uden hjælp fra det offentlige, var jeg nok også en af dem, der løftede et øjenbryn.

Jeg vil i hvertfald gerne holdes udenfor, men jeg bliver tvunget ind i at finansiere jeres drøm om et lille barn.

Jeg ville nok vente, til jeg var i stand til at forsørge mit barn selv.

[vasen]

Oprindeligt indsendt af Kisser1

er den, som barnet bor hos. Som enlig forsørger er der tale om offentlige ydelser som forhøjede børnetilskud, boligydelse m.v.

Hvis ikke man har råd til at udvide familien, uden hjælp fra det offentlige, var jeg nok også en af dem, der løftede et øjenbryn.

Jeg vil i hvertfald gerne holdes udenfor, men jeg bliver tvunget ind i at finansiere jeres drøm om et lille barn.

Jeg ville nok vente, til jeg var i stand til at forsørge mit barn selv.

Jeg ved ikke hvordan man skal forholde sig til det moralske dilemma, som der er i ønsket om at få barn, når man er afhængig af offentlig støtte.
Dels skriver spørger ikke noget om alder, udsigt til job, sygdom m.v
På den baggrund mener jeg man skal være varsom med løftede pegefingre.
Jeg har selv moralske skrupler om folk jeg kender som oppebærer højeste pension, og alligevel udlejer sim lejlighed til mange tudsind kroner om året, bor i børns lejlighed og sommerhus imens og herudover arbejder sort ca. 20 timer om ugen.
Ja, det generer mig, da vedkommende samtidigt modtager højeste boligydelse.
Hvis man skal køre den moralske kvababbelse helt ud skal vi jo hen til et samfund, som Karina Petersen ønsker, og det næste bliver vel tvangsterilisation af kvinder og mænd.
Men overordnet ønsker jeg mig ikke et samfund endnu nærmere et stasi system, som under DDR.
Ærgerligt at nogen er så snu, at de udnytter systemet, da det ødelægger det for de mange, der af en eller anden grund har brug for støtte. Jeg mener dog ikke at ønsket om et barn hører ind under den kategori.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Kisser1

Jeg ville nok vente, til jeg var i stand til at forsørge mit barn selv.

Hvis jeg havde skullet gøre det, som du mener er det rigtige, så havde jeg ikke fået nogen børn.

Jeg kom på sygedagpenge da jeg var 30, og gik derefter på barsel og kom på kh da jeg var 31, og blev tilkendt fp dagen før jeg fyldte 46.

Jeg kan godt se dilemmaet, men jeg mener ikke, at kommunernes smøl og kassetænkning skal bestemme hvorvidt folk skal have børn eller ej.

Oprindeligt indsendt af vasen

Ærgerligt at nogen er så snu, at de udnytter systemet, da det ødelægger det for de mange, der af en eller anden grund har brug for støtte. Jeg mener dog ikke at ønsket om et barn hører ind under den kategori.

Rigtig godt formuleret.

[MistyMiss]

Jeg tænker at det måske ville være svært at nærmest være alene med en nyfødt, for det er man jo på en måde.
Hvis man opholder sig for meget hos den anden, kan der rejses spørgsmål om hvorvidt man skal flytte sin adresse der hen, fordi man så reelt set bor der.
Nu har jeg ikke selv børn, men kunne forestille mig, at det må være ekstremt hårdt, hvis man er alene om at stå op hver gang barnet vågner om natten.

Så rent praktisk, tror jeg det ville være virkelig hårdt. Rask som syg, offentligt forsørget eller ej.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af MistyMiss

Nu har jeg ikke selv børn, men kunne forestille mig, at det må være ekstremt hårdt, hvis man er alene om at stå op hver gang barnet vågner om natten.

Så rent praktisk, tror jeg det ville være virkelig hårdt. Rask som syg, offentligt forsørget eller ej.

Selvom jeg, mere eller mindre, var sammen med mine børns far da de var hel små, så vågnede jeg hver gang de vågnede, så for mig havde det ikke gjort nogen forskel.
Det værste er faktisk når man har fået nr. 2 (eller flere). Når man har fået den første, så kan man lægge sig i løbet af dagen når barnet sover, det er lidt mere vanskeligt med nr. 2, fordi der så er en storebror eller -søster.

[MistyMiss]

Vovse:
Men jeg tænker at man vel stadigvæk bruger mere tid/energi på det, hvis man så også hver gang skal stå op, skifte/give flaske, og først derefter sove igen?
Altså når man er alene, er der ikke en der lige kan gå en tur med barnevognen, mens den anden får indhentet lidt søvn.
Min mor var alene med mig i starten, og "joker" med, at man lærer at kunne meget med et barn på armen/hoften. Men kan kun forestille mig at det er nemmere hvis man er to

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af MistyMiss

Men kan kun forestille mig at det er nemmere hvis man er to

For nogen måske.

Jeg har ikke helt styr på hvor meget barsel manden har ret til/kan få, men hvis manden skal op og på arbejde, så har han jo også brug for sin nattesøvn.

Jeg synes det største problem var når den yngste var syg, så skulle jeg have fat i én, der enten kunne være hos ham mens jeg fulgte den store i børnehave eller kunne følge den store i børnehave.
Det var også et problem, at få handlet, og luftet hunden.