Hvorfor reagerer jeg sådan

[Frk. Horsens]

Pt. hader jeg mig selv................hårde ord, men sådan føles det ihvertfald

Jeg burde jo være "lykkelig"
Arbejdsprøvningen er jo igang og min flekssag kan komme videre til april (håber jeg)

Men Men Men..............Kroppen vil ikke rigtig spille med.

Nogle ville nok sige - TA DIG SAMMEN - men hvad hjælper det når jeg psykisk er i et meget sort hul.

Jeg er i arbejdsprøvning på et sted, som er et hyggeligt sted og søde mennesker. Der er ikke noget, at komme efter der, men jeg ved ikke mine opgaver til næste dag.
Jo en ting er jeg pt. sikker på og det er frokosten.

Jeg har ikke et fast sted, hvor jeg kan være mig og mine opgaver ved jeg ikke før jeg kommer derop og jeg har altså behov for, at vide at i morgen har jeg det og det osv.....
Og det er en af de ting min vejleder og jeg har beskrevet med store bogstaver, at der skal foreligge for, at jeg trives.
Nu ved jeg så ikke lige hvormeget min virksomhedskonsulent har fattet, men frygter hun har set let på det.
Og jeg har bare troet, at de har vist det men måske ikke rigtig fattet, at jeg har det bedst sådan.
Jeg er nok også et sted, hvor der måske ikke er mulighed for at vide, hvad dagen i morgen bringer på samme måde, som dengang jeg var i virksomhedspraktik.

Mit problem idag ligger i, at jeg allerede nu har det skidt psykisk over, at jeg skal afsted i morgen og ved med 110% sikkerhed at jeg får et angstanfald her senere i aften for det er sket hvergang jeg skal derop næste dag.
Jeg burde jo sige til de inplicerede, at jeg gerne vil ha det sådan og sådan, men igen sætter det psykisk en stopper for det for jeg er uheldigvis kendt for ikke, at lave konflikter men bare at køre på, men det kan jo også være, at det er derfor kroppen reagerer sådan da der jo er en blanding af "ta dig nu sammen" og stop.

Findes der overhovedet nogle gode råd eller skal jeg bare tage mig sammen.

Kh. Frk. Horsens