Blive forældre med psykisk lidelse - er det ok?

[Bitsch]

Jeg fik i nov 2011 diagnosen ADD, og med en arvelighedsprocent på 80 %, besluttede jeg mig for jeg ikke ville have børn da jeg ikke kunne se hvorfor jeg skulle give mit handicap videre.

Men min kæreste, familie og venner overbeviste mig om at når vi nu vidste jeg ville kunne give det videre, havde vi en bedre chance for at være forberedte plus have hjælpe midler som mine forældre ikke havde.

For 3 måneders tid siden stillede min psykiater så en ny diagnose, En let grad af emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, borderline type, og stemningssvingningerne er muligvis af bipolær type, således at der er mistanke om kortvarige hypomane perioder.

I starten af denne måned skulle en anden psykiater lave en vurdering på mig til kommunen og hun sagde jeg har svært ADD (som jeg vidste) men at hun var meget uenig med min psykiater omkring borderlinen. Hun mente i stedet at jeg har Bipolær lidelse med såvel hypomane som depressive faser.

Jeg har en mentor/støtte/kontaktperson som er bevilget til mig 8 timer om ugen. Hvor hun hjælper mig med at strukturere og give mig andre redskaber til at få hverdagen til at fungere bedre.

Derudover snakker vi meget om følelser, hvad der er normalt og hvad der ellers fylder oppe i knolden.

Vi har så også snakket om det at blive forældre, og vi har snakket om kæresten og jeg kun skulle have et barn, da det er hvad overskuet er til.

Kæresten er klar over han kommer til at træde mere til end vores venners mænd er omkring deres børn, men det er han kun glad for.

I sidste uge sad min mentor og jeg så og snakkede, snakken kom ind på børn i forbindelse med noget andet. Men mentor sagde så at hun mente at jeg ville få et bedre liv hvis jeg valgt børn fra, at hun godt kunne forstille mig have et godt liv uden børn. Så kunne jeg rigtig nusse om min nevø, gudbarn og evt venners børn. Dem kan man jo aflevere tilbage igen.

Det har virkelig sat mine tanker i gang og kan nu ikke slippe det igen.
Jeg ønsker brændende en dag at blive mor, og få min egen lille familie. Men nu er jeg begynd og tvivle om jeg overhoved kan blive en god mor for et barn. Det er ikke i min verden en menneske ret at få børn og vil vælge det fra, hvis jeg vidste jeg ikke magtede opgaven.

Min kæreste er ikke i tvivl om at jeg skulle blive en god mor, hvis jeg bare får mine små pusterum. Han mener også at hvis man får et barn sammen, så har man et fælles ansvar, altså må han tage over når jeg ik kan.

Jeg er i sindssyg vildrede om det her emne. Har ellers aldrig været i tvivl som sådan om jeg ville have børn.

Derfor vil jeg virkelig gerne høre jeres mening.
Er det okay at få børn selv om man har en psykisk sygdom?
Hvad skal der til for at finde ud af om man kan klare forældre rollen?

Puha det var hård at få sat ord på det.

[Pip]

Mit barn har adhd, og jeg satser da på at blive bedstemor en dag..

Når det så er sagt, så er jeg glad for at jeg ikke selv har det.. for jeg kan se hvor svært det er for hans far at skabe den struktur sådan et barn har brug for, når der ikke er nogen til at skabe den for ham..

Hvis I får et barn med adhd, skal I være i stand til at skabe den struktur, give den ekstra støtte og selv kunne tackle at et barn med jævne mellemrum vælter al struktur i Jeres eget liv..

Så ja, din kæreste må trække et større læs, for at skabe struktur for både dig og barnet på en gang, og tage over når det bliver for meget for dig.. for det bliver det nogen gange.

Til gengæld vil du være god til at forstå hvordan barnet oplever tingene..

Det er så alene ud fra adhd-diagnosen jeg skriver det, for kender ikke så meget til det andet.


Det du skal tackle, er at kunne tilsidesætte dine egne behov for struktur og hvile og ro, hvis dit barn har brug for noget mor... for et lille barn forstår ikke at mor lige har brug for at hvile sig, eller ikke lige har overskud til at lege med lego..

Så det vil helt sikkert kræve en masse af din energi.. så tænk på om den energi er der, og hvad den går til idag, som du kommer til at undvære..

Nu når du skal ned og handle..

Gå ud af døren og tage med bussen, handle, tage bussen hjem, hvile lidt inden kæresten kommer, lave mad i fælleskab og tid til kærestehygge i sofaen eller whatever..

Når du får baby..

Når du lige skal ned og handle, skal du først have spist baby af, baby i flyverdragt, baby af flyverdragt fordi baby lige fyldte bleen, skifte ble, baby i flyverdragt, komme for sent til bussen, springe en bus over fordi der ikke var plads til barnevognen i bussen, gå rundt og handle, trøste baby der vågnede, med bussen igen, baby er måske begyndt at græde, ind med baby og give baby mad, holde sig vågen fordi baby ikke sover, falde besvimet om når far kommer fra arbejde og kan tage over og så ud og lave mad mens far holder øje med baby eller omvendt... og så er det tid til forældrehygge.. hvis nogen er vågne.. *S*

Om man skal have børn eller ej...

Man skal få børn hvis man ikke kan lade være.. hvis trangen er så stor at man er parat til at ofre sig selv hvis det er det der skal til..

Man skal ikke få børn fordi andre synes man skal have børn.. og man skal heller ikke lade være fordi andre synes man skal lade være.

Men man skal vente til man er helt sikker dybt inde i en selv, og parat til at betale den pris der er..

Og det skader ikke at passe børn for andre eller tage vikartimer i den lokale vuggestue, for at mærke hvad det er..

For det er altid helt anderledes end man troede det var.. *S*

[ladytass]

Jeg har flere diagnoser, hvor en af dem er ADD.

Jeg har 3 dejlige børn.

De har reddet mit liv. Uden dem var jeg her ikke mere. De har givet mig noget at kæmpe for. Deres kærlighed giver mig overskud selv når alt virker håbløst. Deres tilstedeværelse gør min hverdag struktureret.

Nu er der jo mange med ADD, adhd og alverdens andre diagnoser, som har et glimrende liv. Høje stillinger i arbejdslivet osv.

Mine problemer ligger meget i, at de er opdaget så sent i mit liv. Ingen omkring mig har vidst noget om psykisk sygdom og ser det som tabu. Jeg derimod er rustet til at hjælpe og forstå mine børn. Jeg kender fare signalere og ville aldrig ignorere dem.

Jeg synes i den grad, at du skal gøre op med dig selv, hvad DU ønsker og føler for.

Forældre rollen kan man på ingen måde forberede sig på. Men nu er man heldigvis gravid i 9 mdr, så man har tid til at indstille sig mentalt.

[carolines]

Jeg er ikke selv psykisk syg, men min bror er det og min søn er det. Havde jeg vidst at min brors sygdom med stor sandsynlighed ville ramme mine egne børn - så havde jeg fravalgt børn.

Jeg tror ikke det er noget man kan svare på for andre, det er helt individuelt - og afhænger nok også af, hvilke sygdomme der er tale om.

[Mileo]

#Bitsch

Kan sagtens følge dig i dine bekymringer.Har selv ADHD og Aspergers.

Fik først diagnosen for 4 år siden og har 3 børn. 2 af mine børn har samme diagnose som jeg. De har en del problemer, men de er osse meget glade for deres liv. Een bliver medicineret kraftigt, men er glad for sit liv. Det andet barn har fuldstændig fravalgt medicin og har også et dejligt liv. De har begge en mor der forstår dem ret godt. Jeg har været alene mor til dem i mange år, og det har fungeret, men det har naturligvis også været meget hårdt i perioder.

Vi har en del humor i vores familie, og kalder os selv mennesker version 2.0. Vi snakker meget følelser og politik, og er ikke så bange for hvad andre syntes eller ikke syntes om os. Vi er meget kreative, ja kunstneriske og opfatter nok verdenen på en anden måde end folk flest. Hvis du selv er klar til at få børn, og er forberedt på at det kan være et anderledes børneliv og naturligvis voksenliv, så overvej det mere end een gang... men man kan jo aldrig være helt forberedt uanset hvad...Det behøves jo ikke nødvendigvis at være dårligt fordi det er anderledes...

De allerbedste tanker til dig..

[Ninja]

Da jeg fik min første søn, anede jeg ikke hvad jeg fejlede, det kom første mange år efter. Men da det gik op for mig at jeg var syg, turde jeg ikke få flere børn. Og faktisk var det min læge og psykiater der vedvarende sagde, at jeg ikke skulle være bange for at få børn, og at de mente jeg vil klare mig godt - så 11 år efter jeg fik den første, fik jeg tre børn mere, men jeg fravalgte så en kæreste, og fik 3 kunstige befrugtninger i stedet (med samme donor) - en mand, som jeg har kendt næsten hele livet, og som er min bedste ven og største støtte - også når ****et rammer!

Vi har selv betalt for de kunstige befrugtninger.
I dag er børnene 20 år, 10, 8 og 6 år og det kører bare fantastisk, og der er ingen af børnene der har det lige som jeg, eller som har nogle af de problemer jeg selv havde i deres alder, så det er bare så skønt.

Jeg lider af OCD, psykoser, depression (med maniske perioder) og har en ADD diagnose, som jeg så ikke er enig i, og som jeg til næste år, vil forsøge at få annulleret.

Hvis man gerne vil have børn, så skal man få dem med tanke på, at man skal være HELT ALENE om børnene/barnet - det nytter ikke noget man sætter sin lid til fx kærester, familie mf, for livet er lunefuldt - og måske falder de bort, så man står alene tilbage.
Så hvis man får børn med den tanke, at man er den eneste der kan være der 100% for dem, så kan man kun glæde sig over, at man får uventet hjælp fra andre kanter.
Og er man i tvivl om man kan klare et barn alene, så bør man genoverveje sit valg, og måske helt droppe tanken.

Selv har jeg lyttet til mine læger angående børn, havde de sagt at børn ikke var foreneligt med mine diagnoser, så havde jeg aldrig fået flere. Børnene er altid de vigtigste, også som ufødte spire i tanken.....

[Mileo]

#helenekr

Rigtig gode og kloge ord du kommer med...jeg syntes at det kan være meget svært at tage stilling til... i min familie er det den sidste lille knop på rosenbusken som er mest stigmatiseret..hun er den eneste uden diagnose...og som hun selv siger, så er hun den unormale i vores familie, men alting er jo som bekendt relativt

[Bitsch]

Tak alle sammen fordi har taget jer tid til at læse og skrive til mit indlæg, var så bange for jeg ingen svar ville få.

Mileo og helenekr Jeres indlæg rør mig meget.

Jeg har længe synes jeg var klar til at få børn, men så kom depressionen i 2009.
Da jeg var 16 år fik af vide jeg ikke skulle regne med selv at kunne bære et barn pga arvæv på æggestokkene. Derfor satte jeg ikke næsen op efter noget, tog mig en uddannelse, købte mig et hus osv.

Så gik helt ned med en dep i 2009. Siden har jeg så fået mine diagnoser. Det har gjord mig endnu mere i tvivl om hvem jeg er og hvad jeg kan.
Nu ved jeg ikke ind og ud pt.

Har også været gravid 3 gange alle gange har været spontane aborter, min læge mener dog de sidste 2 er pga stort forbrug af medicin.


Min psykiater har sagt jeg nu endelig skulle sige til når vi ville have børn, så ville han trappe mig ud af min medicin. Så regner med han mener jeg kan klare rollen. Men har slet ikke tænkt på at tage den med min psykiater, men det vil jeg helt sikkert gøre næste gang.

Jeg har altid kunne se mig selv som mor, også selv om jeg en dag skulle blive alene. Men har også fået af vide jeg er god med børn hele mit liv.

Havde det bare været min ADD, ville jeg ikke være tilbageholdene for har de redskaber der skal til at holde struktur og få hjemmet til at fungere.
Men efter at fået diagnosen Bipolær lidelse/borderline (ved ik hvad af dem det bliver) er jeg blevet så usikker på mig selv og mine evner.

Synes ik helt det giver mening det jeg skriver, så kigger ind i morgen formiddag, hvor hoved er helt frisk så kan jeg bedre koncentrere mig

[Pip]

Oprindeligt indsendt af helenekr

Hvis man gerne vil have børn, så skal man få dem med tanke på, at man skal være HELT ALENE om børnene/barnet - det nytter ikke noget man sætter sin lid til fx kærester, familie mf, for livet er lunefuldt - og måske falder de bort, så man står alene tilbage.
Så hvis man får børn med den tanke, at man er den eneste der kan være der 100% for dem, så kan man kun glæde sig over, at man får uventet hjælp fra andre kanter.
Og er man i tvivl om man kan klare et barn alene, så bør man genoverveje sit valg, og måske helt droppe tanken.

Kloge ord..

[-Henrik-]

Jeg har socialangst og ængstelig personlighedsforstyrrelse, og lider tilmed af depressioner.

Af samme årsag har jeg valgt børn fra.

Når man selv kun lige akkurat kan holde sig med næsen oven vande, giver det i mine øjne ingen mening, at spekulere i, at få børn.

At få børn er et kæmpe projekt, som kræver en masse kræfter af én.
Også selv om man evt. har en kæreste, der kan træde til også.
Se bare på "almindelige" mennesker, hvor hårdt det er for dem, at få børn!
Det er virkelig noget, der sætter parforholdet på prøve i "almindelige" familier.
Tænk så på, hvis man samtidig døjer med psykiske handicap af forsk. art.

Mvh
Henrik