Skånejob i militæret

[logikeren]

Jeg er desperat efter at få noget at stå op til, og kan endda stille mig tilfreds med at arbejde gratis, bare jeg ikke selv skal betale for transport.

Jeg har bare 2 krav:

1: Jeg skal anerkendes som den jeg er, dvs. ingen mobning (godmodig drilleri er OK), og jeg skal anerkendes for det arbejde jeg fuldfører (man må gerne påpege ting der kan gøres bedre, men det skal være konstruktiv kritik jeg kan bruge til noget til at forbedre min indsats).

2: Det skal være ordentlige arbejdsbetingelser. Ikke for meget støj, rolige og overskuelige omgivelser, orden på tingene, og ikke uoverskuelige arbejdsmængder. Jeg skal kunne se en ende på mine arbejdsopgaver.

Jeg ved at de lyder paradoksalt, men jeg har faktisk tænkt på, at komme i militæret i "skånetjeneste", altså selvfølgelig ikke som kampsoldat, men f.eks. arbejde i lageret på en kasserne eller lave mad.

Jeg blev kasseret uden at have været ved session, simpelthen pga. psykiske problemer. Året efter jeg blev kasseret, blev jeg førtidspensioneret, og har siden haft forværring af min psyke. Jeg er idag ikke ret meget andet end det man kalder en "grøntsag", men jeg insisterer for at kæmpe for at bevare min værdighed som samfundsborger og håber inderligt på, at et arbejde hvor jeg gør noget uegennyttigt kan give mig selvtillid og give mere "kød" på, så jeg ikke vælter omkuld.

Er det et tegn på kampvilje, hvis jeg kommer i militæret, godt nok i "skånetjeneste", og tror i jeg kan klare det uden for store nederlag? Jeg har oplevet det ene nederlag efter det andet i hele mit liv (droppe ud af uddannelse pga. psykiske problemer, sygemeldt fra praktikpladser osv.), og jeg trænger altså bare til at opleve en ordentlig portion selvtillid.

Har militæret nogen somhelst erfaringer med folk med psykiske lidelser?

[Adam SR]

Sejt — det er godt at se at du kæmper med at komme tilbage

Det korte svar, der er rigtigt meget der spiller ind, det afhænger blandt af om du trives med militæret og dets jargon — det kan til tider være ganske kontant også hvis man er lagermedarbejder!

Jeg kan godt forstå, at du synes det kunne være interessant, du føler dig draget af dette særligt når du ikke har prøvet det før.

Om ikke andet kan du undersøge om det lade sig gøre, eksempelvis lager, køkken og chauffør etc., dog er det min erfaring, at militæret ikke er et sted man viser svaghed på nogen som helst måde, derfor synes jeg at du skal overveje dette meget nøje om det er noget for dig.

Dermed ikke sagt, at du ikke skal prøve at se om det er noget for dig det kan også være at du møder søde og omsorgsfulde medarbejdere.

Adam

[TimeGuest]

Oprindeligt indsendt af logikeren

Har militæret nogen somhelst erfaringer med folk med psykiske lidelser?

Det spørgsmål kan du evt. forelægge tidligere udsendte ...


BTW: Kik evt. ind på: http://www.hjv.dk/

Spiller du med åbne kort og i øvrigt opfylder betingelserne for deltagelse, kan det være HJV kan bruge din logiske begavelse til et eller andet ...

[logikeren]

Oprindeligt indsendt af Adam SR

Sejt — det er godt at se at du kæmper med at komme tilbage

Det korte svar, der er rigtigt meget der spiller ind, det afhænger blandt af om du trives med militærets og dets jargon — det kan til tider være ganske kontant også hvis man er lagermedarbejder!

Jeg kan godt forstå, at du synes det kunne være interessant, du føler dig draget af dette særligt når du ikke har prøvet det før.

Om ikke andet kan du undersøge om det lade sig gøre, eksempelvis lager, køkken og chauffør etc., dog er det min erfaring, at militæret ikke er et sted man viser svaghed på nogen som helst måde, derfor synes jeg at du skal overveje dette meget nøje om det er noget for dig.

Dermed ikke sagt, at du ikke skal prøve at se om det er noget for dig det kan også være at du møder søde og omsorgsfulde medarbejdere.

Adam

Jeg har lige fået at vide, at det er en kasserne som i forvejen har haft psykisk syge førtidspensionister i skånejob/praktik og hvor personalet er uddannet i at håndtere psykisk skrøbelige.

Jeg synes det er fedt, at selv militæret kan håndtere nogen der er lidt anderledes tænkende. Har fået at vide, at man arbejder civilt på kassernen, og derfor kun har arbejdstøj på der hvor det er nødvendigt (f.eks. i et køkken).

Jeg har altid raset over værnepligt og militæret generelt. Men med lidt modenhed som 24-årig føler jeg mig lidt mere patriotisk. Dog vil jeg være ærlig og sige, at det vigtigste for mig er, at jeg gør det frivilligt og ikke under tvang, hverken som følge af lovgivning eller af økonomiske årsager. Sagt lige ud, så tåler jeg ikke at der bliver stillet krav til mig. Det gør jeg vitterligt ikke, og det er med garanti min psykiske sygdom der gør det. Men hvis jeg efterlades på et sidespor og der ikke stilles krav til mig, så er min erfaring, at jeg selv ønsker at påtage mig et medansvar i samfundet og bliver langt mere motiveret for at gøre en ekstra indsats.

Jeg har været i praktik i et køkken, og der gik det rigtig godt, bortset fra uoverskuelige mængder kartofler jeg skulle skrælle. Men jeg syntes selv jeg gjorde mere og mere og holdt færre og færre pauser efterhånden som jeg fik mere ros og anerkendelse. Det er vel min løn.

[TimeGuest]

Grundlæggende er det vel rimeligt, at et menneske i en arbejdstager-situation får honorar/løn for den mængde arbejde mennesket udfører ?

Om forsikringsselskabet eller den kollektive fælleskasse udbetaler dig kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ved siden af, det er vel op til et vist beløb afregningen arbejdstager og arbejdsgiver uvedkommende ?

Mig bekendt må en førtidspensionist optjene et vist bruttobeløb inden det får konsekvenser for udmålingen af førtidspensionen.

BTW: Det er ikke ukendt at en række psykiatriske lidelser lader sig påvirke i væsentlig grad af: stressorer.

Hvorvidt landets jobcentre er bekendt hermed, skal jeg ikke kunne vurdere - men læser man op her på K10, synes stress at være et gennemgående problem i kontakten med det offentlige, når man "står med hatten i hånden".

[Anne Mette]

Syntes det er en god idé TimeGuest kommer med.

Ikke for at tage modet fra dig:
Det kendskab jeg har til militæret (pårørende og ven med flere også civiltansatte) så stilles der også krav til de civilansatte, de har også deadlines osv. Men dermed ikke sagt at der ikke er en mulighed i en eller anden funktion. Har også kendskab til tidligere udsendte, som netop har fået psykiske mén, der i dag arbejder deltid med andre arbejdsopgaver end dem de havde før! Så alt er muligt.

Ville helt klart prøve at høre hos hjemmeværnet, da her er flere tidligere soldater, som måske kan svare dig langt bedre end vi herinde kan og alternativt kontakte den kaserne du taler om og høre om muligheden.

God vind - håber det lykkes for dig

[Anne Mette]

PS. Har lige forhørt mig hos gemalen og han siger at enten er det GSE (garnisions støtte element) eller LSE (lokal støtte element) du skal have fat i på kasernen for at høre om muligheden (det kaldes enten det ene eller andet, men ikke alle kaserner kalder det det samme - forvirret, hmmm, det er militæret i en nøddeskal *GG*)

[logikeren]

Nu undersøger min kontaktperson om det er muligt for mig at komme i praktik på kassernen. Men hun siger til mig, at siden jeg har skrevet, at det giver mig lige dele angst og håb, så tvivler hun på at det vil være det rigtige for mig, fordi mit arbejde helst ikke skal give mig angst.

Men jeg VIL altså i militæret på skånehensyn (dog i det civile, f.eks. i kantinen eller i lageret). Og jeg vil føle, at jeg gør en indsats for Danmark, og især for det danske forsvar, fordi:

1. Jeg modtager penge fra staten fordi jeg er for syg til et egentligt arbejde. Jeg har en dygtig læge som er betalt af det danske sundhedsvæsen. Jeg profiterer altså af det danske velfærdssamfund. Jeg må da kunne give bare *lidt* tilbage...

2. Velfærdssamfundet består kun fordi vi har et forsvar som kæmper for og beskytter dansk territorium.

3. Forsvaret er en anerkendt offentlig institution af både højre- og venstrefløjen. Jeg vil nødig arbejde andre steder i det offentlige, for så bliver jeg bare gjort til grin og føler mig som en endnu tungere byrde for den danske stat.

Hmmm... jeg har aldrig været så patriotisk som siden jeg modtager både førtidspension OG er færdiggjort med en uddannelse, samtidig med at jeg ikke har noget at lave. Underligt.

Er der andre der har det på samme måde?

Gad vist om det er fordi jeg har så meget tid til mig selv, at jeg tænker over hvor stor en byrde jeg egentlig er... men jeg skal omvendt også være den første til at sige, at jeg vil gå i baglås hvis der kom en lov om, at jeg *SKAL* i skånejob. Det faktum, at det er frivilligt for mig gør, at jeg får lysten til at kæmpe for at komme videre i livet.