Om sociale fordomme og at blive accepteret.

[Mella]

Syn's her er rigtig mange gode og spændende bud på, hvordan I tackler det på.

Det ER jo desværre rigtigt, at fordomme florerer og tidens strømmninger har ikke ligefrem været medvirkende til social forståelse, accept og respekt for lidelser, fysiske som psykiske.

Jeg tror, det også afhænger af 'hvor man selv er henne' i sit liv og situation.
Hvor meget man magter og har lyst til at stå frem, hvornår og til hvem eller hvor mange.
For mig handler det nogen gange og som andre af Jer har været inde på, ' at stikke en finger i jorden'.
Hvis jeg på forhånd kan fornemme, at jeg vil blive mødt med fordomme, mistænkeliggørelse og 0 forståelse, kan jeg ikke se nogen grund til at udsætte mig selv for det...
Hvis jeg til gengæld mærker en ægte interesse og afhængig af forhold og tillid, står jeg frem.

Der var tale om meget drastige nedskærninger overfor både fysisk og udsatte voksne i min kommune.
Ikke mange der har lyst til at stå frem i en debat, da man jo er sårbar som 'udsat'.
Jeg gjorde det og fortryder det slet ikke, for jeg synes, at det er vigtigt, at nogen tør og orker, at prøve på, at nedbryde barrierer og fordomme.

Dog. Jeg kan have dage, hvor jeg ikke er til noget som helst og da skilter jeg ikke med min psykiske lidelse - vel en okay slags form for egenomsorg.
Der er jo også forskel på at sige: 'jeg er førtidspensionist'. Tydeligt, med klar stemme.
End hvis man nærmest hvisker det og dermed måske selv gør det til noget 'mistænkeligt' (måske fordi man har mødt den tvivl).
Tror, det ofte handler om de signaler man selv udsender både bevidst og ubevidst.

Fortsat God Påske

[Suncil]

Utrolig spændende tråd..... jeg går nu heller ikke og skildrer med jeg er ftp, helt sikkert fordi jeg er usikker på hvordan folk vil tackle det.

Er desværre blevet meget asocial....var førhen meget udadvendt og kunne godt lide at være sammen med andre. Men jeg magter det ikke længere og skal passe på ikke at brænde mine broer i begge ender, for så bruger jeg så meget tid på at komme ovenpå igen

Syntes det er svært med venner og familien, ikke alle har accepteret at jeg ikke mere er på arb.marked.....men de har heller ikke prøvet at være i min krop.

Helt enig med hla72, som skriver man ikke bliver målt på HVEM man er, men HVAD man er.

I ønskes alle en god påske og tak for godt humør

[Experimental]

Jeg vil lige fortsætte lidt .. og komme rundt om de besvarelser der har været i den tråd her. Grunden til at jeg gav en halv advarsel i begyndelsen af mit oprindelige indlæg var at jeg berører et andet og meget følsomt emne i vores samfund: Løgnene. Det er såvidt noget alle gør, nogen er utro, nogen snyder lidt i skat, nogen finder en smart fidus at sælge sand i sahara på og nogen si'r de er jagerpiloter på diskoteket for at få hende den halvhotte med hjem. Hvorfor skal man så være ærlig overfor nogen om noget der ikke er til ens fordel, men nærmere at give sig selv en lussing og være sikker på man er ude i kulden?

Det mener jeg virkeligt ofte det er, at fortælle sandheden om ens forsørgelsesgrundlag hvis det er en førtidspension eller lign - fordi det leder til andre, og meget, meget personlige spørgsmål der egentligt ikke vedkommer 'fremmede' i ens liv. Derfor jeg argumenterer for at løgnen egentligt er bedre. Nu var min situation med at flytte til et helt fremmed sted også lidt unik fordi det gav muligheden for at skabe en helt ny identitet. Der var jo ingen der kendte mig og jeg fortalte ikke forskellige historier. Alle fik den samme så de kunne bekræfte hinanden og ingen vidste eller fandt ud af at jeg havde en førtidspension i de to år jeg var bosat derovre.

Der var en der nævnte at den løgn jeg havde opstillet gjorde at det egentligt ikke var mig de kunne lide. Jeg ser slet ikke sådan på det. Fordi jeg er virkeligt ikke mit arbejde eller min indkomst. Jeg er bare den jeg er. Nogen mennesker kan man ikke lide, og andre kan ikke lide en - sådan har det altid været, men jeg har også været sikker på at det reelt var mig de ikke kunne lide som person. Hvilket er fair nok. Det er ikke fair at nogen ikke kan lide mig på grund af den situation jeg er endt i, og som jeg egentligt heller ikke vil have at de på nogen måder skal tage ansvar for eller være en del af. Så jeg kan endda gå så vidt at argumentere for at løgnen på den måde er et hensyn til dem også.

Jeg synes diskussionen har udviklet sig ret interessant, og en af de mere spændende vinkler er som en anden nævnte .. hvorfor man skal skabe en eller anden forståelse ved at være ærlig som udgangspunkt? Det er bedre at få det ind af bagdøren, og vise disse 'andre' at man faktisk er et dejligt, og ret okay menneske før de finder ud af at man - ligesom dem - også har noget at kæmpe med her i livet. Alle har faktisk problemer, om det er med økonomien, kæresten, jobbet, vennerne eller uddannelsen... men det er noget af det sidste vi snakker om, og det er måske netop som det skal være fordi det er så personligt?

Det var lige hurtigt skrevet.. jeg lurer videre :-)

[Mella]

hvis jeg forstår dig ret, Experimental

- Så har du god erfaring med, at 'løgnen er bedre' - end at skabe forståelse ved at være ærlig.
At du flyttede og skabte en ny identitet, hvor du ikke fortalte om din lidelse og dermed blev accepteret, for så kunne du få forståelsen 'lissom ind ad bagdøren'?

Det er da jo også en måde at gøre 'det' på og hvis du har det bedst og godt med det og det virker, så er den jo også god nok.
Som jeg skrev forleden, så er vi jo alle forskellige og jeg reagerer også forskelligt afhængig af situationen.
Jeg har det som regel nu bedst med, at 'stå frem' - fordi jeg personlig synes, at jeg ellers selv er med på den her om, at psykiske lidelser er tabu.

Vidste du, at DK er det land i verden, hvor befolkningen går MEST op i, hvad man LAVER?
I U.S.A fx. er det første spørgsmål som regel slet ikke ' og hvad laver du så' ?
Det er ' how are you doing' ?
2 spørgsmål som på enkel måde viser en del om forskellig tilgang til sociale relationer og (med) forståelse.

[Ragdoll]

Jeg kan da tilføje at i England er det direkte uopdragent at spørge om hvad folk laver, eller hvor meget de tjener, med mindre du kender dem rigtig godt. Det sidste spørger man aldrig om, det første først når der er etableret et tættere venskab.

Da jeg i sin tid var gift i England, og boede dør om dør med en dejlig dame, som vi spillede bridge med sammen med yderligere en god ven, en gang om måneden igennem flere, fandt jeg aldrig ud af hvad hun rent faktisk lavede.

Men i Danmark finder vi vores identitet gennem vores arbejde, så på en eller anden vis er vi utroligt snobbede, for en rengøringsassistent, kan bestemt ikke have noget interessant at fortælle, eller kan hun?

Ville det ikke være meget mere interessant hvis vi spurgte hinanden, "Hvad laver du, når du ikke er på arbejde?"

Men der har jo været en politisk og fra myndighedernes side, opdragelse af borgerne i gang, igennem mange herrens år, netop med henblik på at vi skulle føle at kun gennem arbejde og erhverv fik vi status, og gennem arbejde opnåede vi en ret til respekt og værd som mennesker.

Det var min mor meget magtpåliggende at jeg skulle have en akademisk uddannelse, som jeg absolut ikke selv havde lyst til, men som for hende var alfa og omega, det gamle spørgsmål, arbejder vi for at leve, eller lever vi for at arbejde?

Det jeg levede for, kunne jeg ikke leve af, derfor måtte jeg arbejde, så jeg kunne leve.



Ragdoll