Sygdom og forælder

[sane]

Til Sandie:

De har ikke selv valgt at blive sat i verden og vi har et ansvar over for vores børn, så spørgsmålet er om man med god samvittighed kan sætte børn i verden selv om man har sådan en lidelse.

Nej Sandie, Jeg kan da heller ikke sætte børn i verden med god samvittighed -når jeg kan se at den menneskelig intelligens ligger på så lavt sted endnu da vi stadigvæk har krige i verden, tænk hvis det nu bliver en dreng som bliver sendt til Afganistan eller Irak, hvad risikerer de drenge børn så...? Jeg kan heller ikke have en god samvittighed med at sætte børn i verden, når jeg stadigvæk kan se at der findes kriminalitet og narkotika i byen- tænk hvad mit barn kan risikere at komme ud for udover overfald? Jeg kan heller ikke have en god samvittighed over at sætte børn i verden og sende barnet i en skole hvor der er mobning, og ikke kun mobning fra eleverne men også fra lærerne uden at vil erkende det og arbejde med dem selv og deres mobning mod børnene...
Listen kan blive lang...
Hvad betyder det egentligt at være et menneske?
Skulle vores forældre tænke på om de har en dårlig samvittighed med at sætte os i verden -fordi tænk hvis vi havner så langt ude i vores liv -at vi har behov for at havne i en situation som bringer os til at være en bruger på K10?

Good Luck...

[Ninja]

Da jeg fik mit første barn i 1992, så anede jeg INTET om psykiske sygdomme, arvelighed eller noget som helst andet. Men da jeg efter nogen år blev gjort opmærksom på det, så turde jeg ikke få flere børn sådan lige med det samme. Og det var først da han blev omkring de 10-11 år, at jeg turde få børn igen og jeg kunne se, at han altså udviklede sig helt normalt og faktisk var min modsætning....

Så i 2002, 2004 og 2006 fik jeg de næste børn, men i samråd med lægen som mente det var fuldt forsvarligt.

Jeg mener, at man som psykisk syg skal rette sig efter læge og/eller psykiater i spørgsmålet omkring det at få børn. Hvis de vurderer at det er forsvarligt, så kan man roligt gøre det. Men mener de at det ikke vil være den god ide, jamen så skal man lade være.

Flere af mine diagnoser er også socialt tillærte dvs, jeg har ikke arvet dem, men er blevet præsenteret for dem i en meget ung alder, så de derfor er blevet en integreret del af min verden.

Og så har jeg generelt et sundt forhold til psykiske lidelser og kan være humoristisk omkring mine egne lidelser, såvel som jeg kan tilsidesætte noget for at fremme noget andet..

Og så har jeg skabt gode kår for mine børn, jeg har sørget for at få en optimal lejlighed 5½ værelse INDEN jeg fik flere børn, så jeg var sikker på at have den fornødne plads til dem, ligesom jeg har lagt budget så de kan gå på privatskole og på den måde kan blive løftet lidt ud af haven istedet for at æblet skal ligge tæt på stammen osv..

Så om psykisk syge skal få børn er nok et individuelt spørgsmål som man skal have drøftet med sin læge eller anden behandlende netværk. Nogen kan klare det til UG hvor andre måske må erfare, at de har fået gabt over for meget. Og så er der en gruppe der simpelthen ikke er egnet....

[Mella]

Den her debat har jeg set før og synes, at den er sådan temmelig 'uendelig' - for der er mange holdninger, mange meninger.

Jeg tænker lige nu, hvorfor det altid er mennesker med psykiske lidelser, som denne diskussion går på?
Alle er unikke og en udvalgt gruppe er ikke homogen på den måde, at jeg syn's, man kan spørge, om en betemt 'slags' ikke skal have børn.

Hvor går grænsen?
Min søn er multiallergiker og hvis jeg dengang, mens jeg var gravid med ham, havde fået det at vide og muligheden havde været der, for at vælge ham fra
Jeg er glad for, at jeg er så gammel, at jeg ikke har været ude for alle disse tests og nakkefoldsscanninger etc.
Det må være vildt svært, at tage stilling til om man vil have fjernet et 'sygt' foster, uanset lidelse.
Syn's ikke, at teknologien altid er til gavn...

Der bliver næsten ikke født flere udviklingshæmmede, da de er sorteret fra.
Det hele skal snart 'bare være perfekt' og ensartet - en skræmmende udvikling for mig.
Fx. har de kloge fundet ud af, at vistnok færøingerne er temmelig 'indavlede' og arver depression.
Skulle så hele denne befolkning tvangskastreres?!

Man kan aldrig planlægge og kontrollere hele fremtiden og sit liv.
Det at få børn er jo en stor naturlig drift og behov.
Jeg synes, at diskussionen er uhensigtmæssig, for der er så mange etiske aspekter i det og så mange 'hvisser' - for alle som er eller bliver forældre.
Uanset hvilken gruppe eller gruppering man er i.

[c.l.e.o.]

Det passer vist ikke helt at der fødes mindre udviklingshemmede idag ,for læger reder rigtig mange fortidligt fødte,som bliver udviklingshemmet.....men det kan jo så være et helt andet emne...

[Ninja]

Her må jeg give Mella ret, der fødes stort set ingen med Feks Downs syndrom (mongolisme) mere, og ofte er dem der så endelig bliver født, en svipser fra hospitalets side...

Jeg bryder mig heller ikke om det der prefekte billede af, at man ikke må se anderledes ud, man må ikke koste samfundet noget og må Gud forbyde det, heller ikke være syg. Det er ikke en pind anderledes end kommunernes kassetænking. Hellere poste penge i tests, så folk kan få aborter, og så der ikke fødes nogle 'skampletter' der kan mishage øjet og pengekasserne.....

At folk måske ikke kan magte sådan et barn er jo en ærlig sag, men princippet er bare ikke i orden.

[LUM]

Nu er der altså også STOR forskel på hvad folk gider/vil magte, tror de kan magte og hvad de rent faktisk kan magte.

Jeg hører faktisk RIGTIG mange sige at de ikke GIDER have et handicappet barn, for det passer ikke lige ind i deres liv med det ekstra arbejde. Den seneste var en kvinde som havde fået af vide at hun ikke kunne få børn, og trods alle ods alligevel blev gravid inden hun blev gravid, var hun, jo hun ville da gerne, men kunne ikke, og sådan var det så, det blev hurtigt ændret til... hun havde ikke planlagt hendes liv efter at få børn, en ting var så trods alt at få et lille mirakel, men viste scanneingen det mindste, røg han altså ud til højere, for hun ville absolut ikke ligge noget som helst om, bare fordi hun skulle være mor... Så er det s q fordi man ikke GIDER!

Fx troede jeg for 2 år siden aldrig jeg ville kunne magte at være alene hjemme med 3 rollinger en hel uge (før de var blevet NOGET ældre end de er) men det kunne jeg, og det gik oven i købet langt bedre end hvis jeg er alene med den nogle timer til hverdag.... op til ugen, uhe jeg FRYGTEDE den, men jeg SKULLE jo bare få det til at fungere, jeg havde ikke rigtig nogen alternativer (jo min mor trådte gerne til hvis det gik skævt, men hun har ligesom hendes eget liv, så det er ikke noget man bare vælger, foruden hun ikke ville gøre det for MIN skyld, men for ungernes... hvilket nu også er fint) uden alternativer er man jo bare TVUNGET, og så går det som regel også trods dårlige ods.

[futtefreja]

Hej

vil som så mange af de andre sige, hvorfor skal det hele være så perfekt, hvem er det
sidder og tænker på de mennesker der siger vil ikke have et handicappet barn,
hvad ville disse gøre i tilfælde af deres barn fik f.eks. fik menigitis,med følgesygdomme dem kan der være mange af...............................ville disse mennesker så aflive deres barn, ja jeg spørger bare eller hvis ens barn blev slået ned, eller kørt ned, jeg kan komme med mange eksempler.
bare en tanke jeg fik da jeg læste denne tråd, amn er ikke herre over, hvad hvem g hvornår vel

[annagw]

Oprindeligt indsendt af Sandie75

Jeg er nok lidt hård på det område, jeg mener ikke man skal sætte børn i verden hvis man er psykisk syg, da man ikke vil kunne formå at være en optimal forældre.

Hvad pokker er en OPTIMAL FORÆLDER????
Jeg er selv psykisk syg; og jeg ville så sandelig kunne byde et barn en bedre opvækst end mange såkaldt normale forældre byder deres børn. For mig handler det om at være i stand til at rumme børnenes følelser og samarbejde med omgivelserne.

Hvad sker der med børnene når man kommer ud i en depression?

Øh... Hvad sker der med børnene når mor eller far bliver syg? Hvad sker der med børn når forældrene bliver skilt? Der må vist være lige så mange resultater som eksempler. Det afhænger af, hvordan de implicerede og deres nære håndterer situationen.

Jeg er bevidst om mine svagheder, og jeg kan se dem komme og italesætte dem, og jeg er i stand til både at bede om og modtage hjælp. Jeg har en bred indsigt i psykologi og pædagogik og jeg har god kontakt til min familie, som utvivlsomt ville hjælpe mig hvis jeg fik svære perioder.
Desuden findes der som en anden nævnte støttegrupper og foreninger der beskæftiger sig med børn af psykisk syge.

Det lyder lidt som om, at du har et billede i hovedet af, at en depressiv vil lade sine børn gå for lud og koldt vand og lade babyer ligge og skrige i et hjørne i deres eget ****.

De har ikke selv valgt at blive sat i verden og vi har et ansvar over for vores børn, så spørgsmålet er om man med god samvittighed kan sætte børn i verden selv om man har sådan en lidelse.

Det er jeg rent paf overfor. HVILKEN LIDELSE? Skal enhver der har oplevet at have psykisk sygdom inde på livet afstå fra at få børn? I så fald vil vi snart ikke have flere børn i Danmark. Der er jo noget så mange der rammes af depression.

Min mand har fået konstateret ADD og alene af den årsag vil jeg ikke have børn med ham, der er store chancer for at videregive det til sine børn og det er en skam, for kan jo se hvordan det påvirker vores forhold og dagligdag.

Hvad i alverden siger din mand til den holdning? Ville du gerne have børn med ham inden en eller anden professor gav ham diagnosen ADD?

Folk ser forskelliget på det og dette er min måde at se det på, beklager hvis jeg støder nogen med min holdning.


Sandie

Jeg er ikke bare stødt, Sandie. Jeg er dybt, dybt forarget, en kende såret og en anelse forbløffet. Jeg vil meget gerne at du svarer på dette indlæg. Og spørge dig: Hvem kan efter din mening med GOD SAMVITTIGHED sætte børn i verden? Hvad med dem der risikerer at videregive hjertekarsygdomme, hareskår, kraftige menstruationssmerter, dværgvækst, svage led, opstoppernæse eller astma?

Huh?

Anna

[Aspera]

Jeg er ikke psykisk syg, men har en fysisk sygdom. Gør det så mig til en bedre mor, end en der har en psykisk lidelse??

Jeg har ikke altid overskud til at lege og tumle med mine børn, sommetider er jeg indlagt i flere uger, og er der ikke for mine børn...
Nej da jeg fik børn vidste jeg ikke, at jeg skulle blive syg- ikke dermed sagt at jeg havde fravalgt dem.
Heller ikke når der nu er en chance for, at denne sygdom er arvelig. Jeg havde fået dem alligevel!

Min mellemste søn er autist, alligevel valgte vi at få et barn mere- selvom vi også her er ude i en arvelig diagnose....

Man skal passe på med, at hoppe ind i en åben diskussion omk. egnethed som forældre.
Jeg mener bare uanset psykisk/fysisk sygdom, så gør vi det bedste vi kan for vores børn. Og hvad det bedste er for den enkelte familie, må jo være op til dem selv.

Jeg er selv vokset op med to raske forældre, højtuddannede og hårdtarbejdende (så dem aldrig) og blev udsat for omsorgssvigt... Så hvad er rigtigt og forkert??

Jeg gør det bedste jeg kan for mine børn, og de fungerer faktisk godt i hverdagen- kan godt være at deres mor er syg, og ikke altid er 100% på, men når så overskuddet er til det, er jeg til gengæld 1000% på

[Sandie75]

annagw Okay så jeg kan åbenbart ikke have en anderledes mening end dig, som jeg sagde støder min mening sikkert nogen men det ændre altså ikke at det er min holdning.

En depression kan de fleste mennesker komme ud i, men også kureres forholdsvis hurtigt og kan den ikke kureres hurtigt, så bør børnene komme til et andet familiemedlem eller et sted hvor man kan varetage barnet interesser bedst muligt (med mindre man har en partner der kan varetage de interesser).

Nu er der stor forskel på en depression og en kronisk psykisk sygdom... Og jeg har mine holdninger alene på baggrund af de ting jeg har set eller oplevet med egne øjne.
Folk med kronisk psykiske sygdomme burde i MIN verden ikke sætte børn til verden HVIS de på forhånd ved at de har en kronisk lidelse.

Min mand har det fint med min beslutning, da han har en datter (som jo har arvet hans sygdom) og havde han det ikke godt med det ja så er det bare ærgerligt. Brændte han for et barn mere, er det hans beslutning om at smutte og finde en der ikke tager et liv så alvorligt som jeg.

Dine argumenter i dit sidste afsnit vælger jeg ikke at kommenterer på, da det er under min værdighed og jeg er ked af det men jeg hopper altså ikke ned på et børnehave plan og diskuterer.

Sandie