Ikke at lade sig gå på

[c.l.e.o.]

Oprindeligt indsendt af Vovse

Problemet er jo, at vi ikke selv vælger vores familie.

Nej det gør man ikke men måske skulle man være mere hård i filten og vælge fra.
Man må nogle gange også beskytte sig selv.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af c.l.e.o.

Nej det gør man ikke men måske skulle man være mere hård i filten og vælge fra.
Man må nogle gange også beskytte sig selv.

Lige præcis.

[Maja44]

eller vælge til og lære at håndtere det.
ja undskyld, men hvis andre mennesker ikke opfører sig som man gerne vil have har man to muligheder.
Lav om på de andre !!!! hmmm !!!!
eller lav om på din egen måde at opfatte det på.
og så selvfølgelig den tredje, strudsen !

Wauw nu får jeg hug men jeg mener det faktisk i den her situation.

[bmp24]

hej maja44

Du får ikke hug af mig - er faktist fuldstændig enig.

Man kan blive frygtelig ensom hvis man altid holder på sin ret

[ASR]

Tak for input.

Mine brødre+ deres familier er virkelig mit bløde punkt.

At skære dem helt væk vil jeg ikke,, jeg skal "bare lige" altid huske at de ikke kender mig og ikke er af den slags mennesker der kan se tingene fra andre vinkler end deres egne.

Mine børn er meget glade for deres fætre og kusiner, ved min datter glæder sig til spring cup, ok det er gymnastik så gør hun uanset, men som ren bonus springer den store kusine også. Godt nok i en anden klub da vi bor 2 timer fra hinanden, men fra samme distrikt. Men det at hendes kusine sidste år kom og gav min datter et kram over en finale plads gjorde bare hun voksede et par cm. Selvom kontakten er tynd, og succes oplevelserne besværet værd

[jjsonn]

nu er du sikkert også typen der er stærk når de er der og rigtig dårlig når du er alene og så bliver folk noget uforstående, sådan er det med mig, der er meget sjældent jeg fortæller nogle om alle de hvil jeg har behov for og så tror folk også jeg er meget stærker end jeg er.

Har du nogensinde sat dig stille ned og snakket med om hvordan din hverdag er?
Jeg gjorde det en gang til en svigerinde, vi sad og hygget med et glas vin efter maden jeg havde lavet og så fortalte jeg hende, hvor slemt jeg havde det og hvor meget medicin jeg, havde behov for.

Siden den dag har hun hjulpet til, når der var familje tam tam, så nogle gange er det også et problem vi ikke er gode nok til at åbne os.

Og ellers så lad det rende igemmen det ene øre og ud af det andet, de som udtaler sig negativt har tit bare undt i røven.

[Jutta1502]

Jeg har også prøvet at stå i den situation, hvor familien sagde at jeg kunne da bare tage mig sammen, samt det at blive samlignet med en lidt ældre kusine , der også er enlig mor og har et handicap og er på pension. Lige indtil en af de største kampe jeg har haft indtraf, nemlig kampen om at få lov at beholde begge børn samlet hos deres mor.

Jeg var tæt på at miste både forældremyndigheden og bopælen til hans far, fordi en psykolog som retten havde bestilt til at lave en børnesagkyndigundersøgelse, mente at min yngste ville få det meget bedre nede ved sin far pga. mit handicap. Det ville jeg selvfølig ikke finde mig i, og derfor ankede jeg sagen til landsretten og vandt bopælen tilbage.

Samtidig med at jeg skrev danmarkshistorie idet jeg er den første danske handicappede kvinde der har vundet bopælen over mit barn tilbage i landsretten efter at byretten frakendte mig den. Det var aldrig sket før i dansk retshistorie.

Efter den omgang, er jeg i dag dybt respekteret i hele min familie, det kan godt være at jeg IKKE kan arbejde. Men jeg kan varetage omsorgen for mine børn, uden at der er noget at komme efter, selvom jeg er handicappet og førtidspensionist.

Jeg kan lige fortælle at jeg selvfølig har påklaget psykologen der lavede den børnesagkyndige undersøgelse til psykolognævnet, og at jeg er tæt på at vinde den sag også.

[Jom]

Uha, ikke at lade sig gå på. Det er nærmest et fuldtidsarbejde i sig selv

Jeg har absolut ingen anelse om hvordan jeg skal fortælle til mine forældre at jeg er blevet mere syg og har måttet opgive at videreuddanne mig og nu er kommet på kontanthjælp.

Før i tiden ville jeg nok føle mig "forpligtet" til at ringe op og viderebringe den "dårlige nyhed", men denne gang så gider jeg ikke tage aktiv kontakt for at sige det, men jeg vil heller ikke lyve når de spørger.
De går i fineste uvidenhed og tror at vi venter på grønt lys til at jeg kan påbegynde bachelor. Det er kun et spørgsmål om dage før de spørger og jeg må fortælle.

Min mor går helt ned over det og kan ikke sige andet end "Jeg tænker bare HVOR var det jeg fejlede som forælder" Ja hun får jo nærmest en depression over det... Min far siger ting som (og har gjort det i flere år) "Jeg har hørt de snart laver reglerne om.. Så er der ikke mulighed for penge fra det offentlige".

Man vælger desværre ikke familie