Nå, hvad laver du så?

[Ragdoll]

....har jeg efterhånden måttet svare på dette mange hundrede gange, og mine svar varieree fra gang til gang, alt efter hvem jeg står overfor. Og hvis jeg står overfor en person som jeg kun regner med at møde den ene gang ja så gider jeg altså ikke indlade mig på at forklare hele min sygehistorie. Og så stikker jeg en lodret løgn, som dog altid vil have et gran af sandhed i sig.

Det er jo sådan at der findes både synlige og ikke synlige handicap/sygdomme.
Står hr. Pedersen overfor en person der sidder i rullestol, evt. er spastiker eller lignende, så er det nemt for ham at forstå at vedkommende er på førtidspension, og har også en umiddelbar empati overfor vedkommende.
På den anden side, hvis Fru Jensen står overfor en person der f.eks. har ADHD eller Fibromyalgi, men umiddelbart ser helt normal sund og rask ud, og vedkommende svarer, "Jeg er FPer" så er der en meget stor chance for at hun tænker sit.

Det får mig til at tænke på et kinesisk ordsprog som dog ikke handler om sygdom og fp, men som med lidt god vilje kunne omskrives, "Misund ikke nogen deres tilsyneladende glæde, du kender ikke deres hemmelige sorger".

Jeg har selv en usynlig sygdom, derfor svarer jeg ikke med sandheden overfor tilfældige mennesker, hvorimod de som jeg kommer til at have noget at gøre med regelmæssigt, de får en forenklet forklaring så de kan forstå når jeg nogengange må sige fra.

Mennesker der står mig nært med dem kan jeg godt gå mere i dybden omkring min sygdom, hvor jeg føler at jeg kan finde empati hos venner og familie.

Så kommer vi til det med løgnen, når Hr Pedersen og Fru Jensen spørger hvad man laver.

Der er kommet et par rigtig gode forlag;- Jeg driver et lille familieforetagende, den er super.

En person der har studeret filosofi på universitet er ikke nødvendigvis filosof. Men ethvert menneske der har undret sig over et eller andet er det, hvad end det så er hvad der kom først, ægget eller hønen, eller om man har undret sig over den menneskelige natur, så er man filosof, og kan kalde sig det, hvis man har lyst. Der findes ikke nogen uddannelse til filosof så det har enhver lov til at kalde sig.

Så vil jeg da også lige føje et par andre af mine favoritter til, for det første alle der skriver herinde, eller i andre fora er jo skribenter, ikk?

Lytter man nogensinde til andre menneskers problemer og hjælper dem med at finde roden til deres problemer, så har man lov til at kalde sig psykoterapeut. Der er ingen patent på den titel, hvorimod at man ikke har lov til at kalde sig psykolog eller læge, der kan man løbe ind i store problemer.

En anden titel der står til fri afbenyttelse er Etolog (dyreadfærdsforsker), det er man hvis man har kikket på sine kæledyr og forsøgt at sætte ind i eller finde ud af hvorfor de opfører sig som de gør.

En af mine favoritter som ikke en gang er løgn, er at jeg beskæftiger mig med/studerer astrofysik og kvantumfysik, dette er en af mine store lidenskaber, hvis folk så begynder at spørge ind til hvad det er, så begynder jeg at fable om Fermi-paradokset, og usansynligheden for at der findes andre planeter i vores galakse med det som vi betegner som intelligent liv (definitionen på intelligent liv er forresten så dum at den kan man ikke tage alvorligt). Når vi er nået så langt, er de fleste allerede stået af.

Nej, man er ikke forpligtet til at svare med sandheden, den med at med sandheden kommer man længst, den er jeg for gammel til at tro på mere, dette tror jeg også at de fleste af os har erfaret når vi har haft noget at gøre med det danske bureaukrati. Desværre.
Man har ikke oplysningspligt overfor tilfældige mennesker der spørger til noget der rent faktisk er meget personligt, og som hvis man hver gang skulle fortælle sandheden nemt kunne komme til at virke som om at man til stadighed skal forsvare sig fordi man ligger samfundet til byrde. Det er nedværdigende. Hvis jeg kan mærke at jeg har været for sandru med de forkerte mennesker, og de begynder at tale om at det være dejligt altid at have fri og få penge for det, så bliver jeg sur og spørger om de vil bytte? Hvorefter jeg kontant forklarer dem at som syg har man aldrig fri, sygdommen er der 24/7/52 om året, og ferie er noget de fleste af os FPer drømmer om, for det har man heller aldrig, ej heller om man så tager "på ferie" hvert år.

Længslen efter at være "normal", at have et "normalt" liv er helt sikkert noget vi alle kender, at føle sig let igen, ubesværet, energifyldt, at vågne op og have det som dengang for 2, 5, 10 eller 15 år siden, den længsel er noget kun de der har prøvet det at være kronisk syg forstår, og ikke bare et spørgsmål om at man jo bare kan tage sig sammen.

Jeg håber at min noget lange tirade, evt. har kunnet give nogle af jer noget at arbejde lidt videre med, når i skal stå ansigt til ansigt med omverdenen og den manglende forståelse der ofte er hos mennsker der aldrig selv har prøvet at være syg i længere end en uge af gangen, og som end ikke tænker på at det kunne blive dem selv en dag.

Masser af til jer alle,

Hrefna

Oprindeligt indsendt af Hrefna

....har jeg efterhånden måttet svare på dette mange hundrede gange, og mine svar varieree fra gang til gang, alt efter hvem jeg står overfor. Og hvis jeg står overfor en person som jeg kun regner med at møde den ene gang ja så gider jeg altså ikke indlade mig på at forklare hele min sygehistorie. Og så stikker jeg en lodret løgn, som dog altid vil have et gran af sandhed i sig.

Det er jo sådan at der findes både synlige og ikke synlige handicap/sygdomme.
Står hr. Pedersen overfor en person der sidder i rullestol, evt. er spastiker eller lignende, så er det nemt for ham at forstå at vedkommende er på førtidspension, og har også en umiddelbar empati overfor vedkommende.
På den anden side, hvis Fru Jensen står overfor en person der f.eks. har ADHD eller Fibromyalgi, men umiddelbart ser helt normal sund og rask ud, og vedkommende svarer, "Jeg er FPer" så er der en meget stor chance for at hun tænker sit.

Det får mig til at tænke på et kinesisk ordsprog som dog ikke handler om sygdom og fp, men som med lidt god vilje kunne omskrives, "Misund ikke nogen deres tilsyneladende glæde, du kender ikke deres hemmelige sorger".

Jeg har selv en usynlig sygdom, derfor svarer jeg ikke med sandheden overfor tilfældige mennesker, hvorimod de som jeg kommer til at have noget at gøre med regelmæssigt, de får en forenklet forklaring så de kan forstå når jeg nogengange må sige fra.

Mennesker der står mig nært med dem kan jeg godt gå mere i dybden omkring min sygdom, hvor jeg føler at jeg kan finde empati hos venner og familie.

Så kommer vi til det med løgnen, når Hr Pedersen og Fru Jensen spørger hvad man laver.

Der er kommet et par rigtig gode forlag;- Jeg driver et lille familieforetagende, den er super.

En person der har studeret filosofi på universitet er ikke nødvendigvis filosof. Men ethvert menneske der har undret sig over et eller andet er det, hvad end det så er hvad der kom først, ægget eller hønen, eller om man har undret sig over den menneskelige natur, så er man filosof, og kan kalde sig det, hvis man har lyst. Der findes ikke nogen uddannelse til filosof så det har enhver lov til at kalde sig.

Så vil jeg da også lige føje et par andre af mine favoritter til, for det første alle der skriver herinde, eller i andre fora er jo skribenter, ikk?

Lytter man nogensinde til andre menneskers problemer og hjælper dem med at finde roden til deres problemer, så har man lov til at kalde sig psykoterapeut. Der er ingen patent på den titel, hvorimod at man ikke har lov til at kalde sig psykolog eller læge, der kan man løbe ind i store problemer.

En anden titel der står til fri afbenyttelse er Etolog (dyreadfærdsforsker), det er man hvis man har kikket på sine kæledyr og forsøgt at sætte ind i eller finde ud af hvorfor de opfører sig som de gør.

En af mine favoritter som ikke en gang er løgn, er at jeg beskæftiger mig med/studerer astrofysik og kvantumfysik, dette er en af mine store lidenskaber, hvis folk så begynder at spørge ind til hvad det er, så begynder jeg at fable om Fermi-paradokset, og usansynligheden for at der findes andre planeter i vores galakse med det som vi betegner som intelligent liv (definitionen på intelligent liv er forresten så dum at den kan man ikke tage alvorligt). Når vi er nået så langt, er de fleste allerede stået af.

Nej, man er ikke forpligtet til at svare med sandheden, den med at med sandheden kommer man længst, den er jeg for gammel til at tro på mere, dette tror jeg også at de fleste af os har erfaret når vi har haft noget at gøre med det danske bureaukrati. Desværre.
Man har ikke oplysningspligt overfor tilfældige mennesker der spørger til noget der rent faktisk er meget personligt, og som hvis man hver gang skulle fortælle sandheden nemt kunne komme til at virke som om at man til stadighed skal forsvare sig fordi man ligger samfundet til byrde. Det er nedværdigende. Hvis jeg kan mærke at jeg har været for sandru med de forkerte mennesker, og de begynder at tale om at det være dejligt altid at have fri og få penge for det, så bliver jeg sur og spørger om de vil bytte? Hvorefter jeg kontant forklarer dem at som syg har man aldrig fri, sygdommen er der 24/7/52 om året, og ferie er noget de fleste af os FPer drømmer om, for det har man heller aldrig, ej heller om man så tager "på ferie" hvert år.

Længslen efter at være "normal", at have et "normalt" liv er helt sikkert noget vi alle kender, at føle sig let igen, ubesværet, energifyldt, at vågne op og have det som dengang for 2, 5, 10 eller 15 år siden, den længsel er noget kun de der har prøvet det at være kronisk syg forstår, og ikke bare et spørgsmål om at man jo bare kan tage sig sammen.

Jeg håber at min noget lange tirade, evt. har kunnet give nogle af jer noget at arbejde lidt videre med, når i skal stå ansigt til ansigt med omverdenen og den manglende forståelse der ofte er hos mennsker der aldrig selv har prøvet at være syg i længere end en uge af gangen, og som end ikke tænker på at det kunne blive dem selv en dag.

Masser af til jer alle,

Hrefna

Jeg er enig med dig.... og jeg er også enig med stort set alle andre der har skrevet i denne tråd... men hvis vi kigger nøje efter hvad det er alle skriver, så er det hele tiden set fra deres egen side... det er deres egen mening om, at "ingen skal da gøre mig ked af det, for det er DEM der er galt afmarcheret"... altså, er det os der sider med sandheden, fordi det er os der har det hele tæt inde på livet...

men... det ændrer ikke noget i de raskes opfattelse af den grund... og det er nok det der er problemet, for vi vil gerne have de raske til at forstå, acceptere og være mere rummelige.

Men som det er med så meget andet, så lader det os ikke at ændre på andre mennesker lige meget hvor meget ret vi har, og ligemeget hvor forkerte de opfører sig.

så summa summarum må jo så være, at i stedet for at få "de andre" til at ændre sig (som aligevel ikke er muligt), så handler det om at lære ikke at lade sig bemærke af evt. fjolser man møder... ikke at lade dem tærre på din samvittighed.

Men det er ikke nemt... man har det skidt når man fortæller man er FP, man har det skidt når man lyver i stedet for... men hvorfor HAR man det overhovedet skidt? Er man ikke selv bevidt nok om sin berettigelse til sin FP siden man bliver ked, eller får dårlig samvittighed? ... handler det i grunden bare om at retfærdiggøre sin FP overfor sig selv først?

Er der ikke andre end mig der nogen gange tænker, at "måske ER jeg slet ikke for syg, til at arbejde?"... sider i andre ikke nogen gange og tænker at man jo ikke er 100% grøntsag? ... mon det er disse tanker der er med til at gøre at det er svært?

Jeg tænker da nogen gange, at JO, jeg kan da sikkert godt arbejde... jeg er jo ikke fysisk ude af stand til at bevæge mig... men systemet har bare ikke de foranstaltninger der skal til for at hjælpe mig videre, og arbejdsmarkedet er ikke socialt gearet til at tage de hensyn der skal til.... men var de der, kunne jeg måske godt.... men det ER de bare ikke, så reelt set ER jeg ikke arbejdsdygtig, for hvem ville ansætte en der ikke fungerer optimalt på arbejdspåladsen før man har lært den at kende over flere år? ... hvilke kolleger ville have tålmodigheden til at vente med at lukk en ind i det sociale på arbejdspladsen når man er klar, og ikke inden have klassificeret mig som "underlig"?

Ja der er mange tanker... og jeg vil væde med at i andre også har tanker som gør, at i selv inderst inde sætter spørgsmålstegn ved om i kunne et eller andet osv... specielt hvis det handler om psykiske lidelser.

Midlet til at overkomme dette er så at ligge låg på tankerne, og bare være hård... sige til sig selv at man er FP'er, og har fortjent det, og dem der ikke kan fatte det er uvidende osv. osv. osv..

Ved ikke om det jeg har skrevet siger nogen noget... men for mig er det stadig en kamp at skulle mande mig op til at tage debatten om berettigelse til egen FP med nogen, når jeg ikke engang helt selv har debateret det færdig med mig selv... eller jo... det har jeg gjort flere gange, og jeg VED at jeg er berettiget... man glemmer det bare på mystisk vis ret hurtigt, som om det er en indgroet del af en selv at tænke negativt.

men måske er det bare mig... ved det ikke

[inger]

Grunden til at jeg svarer som jeg gør, at jeg er førtidspensionist og alkoholiker på 1 - 2 kasser øl og 6 flasker vin om året, er at aflede samtalen fra mit helbred.

De fleste mennesker griber fat i mit alkoholforbrug og vil gerne have det uddybet, da de ikke kan se at det gør nogen til alkoholiker. Med det samme hentyder jeg til en af CHF udtalelser i TV om at førtidspensionister er sådan nogle der sidder på en bænk med en pose øl. Derved får vi en god snak om CHF´s politik i stedet for.
Fakta er desværre at et fjols er blevet forarget over at se mig slæbe 2 kasser øl og nogle flasker vin hjem for ca. en måned siden. Derved fangede jeg en mulighed for at dreje samtalen væk fra mine helbredsmæssige problemer, de fysiske altså for de psykiske nævner jeg ikke noget om.

Den med at det er hulens svært at snakke med udenforstående om hvorfor at man er førtidspensionist har jeg også kæmpet med i de første par år efter at jeg blev førtidspensionist. Det er blevet lettere med tiden, især da jeg er blevet bedre til at aflæse andres reaktion og svare derefter. Dem som absolut vil diskutere de bliver nu bare ignoreret, dem som spørger stille og roligt ind de får en forklaring.
At jeg nu bare ignorere visse personer skyldes at jeg er blevet p****træt af at rende panden imod en mur igen og igen.

Okay det er også blevet lidt nemmere at overbevise andre om logikken i at være førtidspensionist efter at jeg en del af tiden er blevet afhængig af min stok for at kunne færdes ude. Og at jeg nu tør vise mig udendørs med min stok.

Udover Razmo er der andre som har nævnt social angst, det har jeg om nogen også lidt af, så jeg svarer jer alle på en gang.
Efter en tid som førtidspensionist kan I begynde at arbejde lidt med jer selv. Give jer selv små mikroskopiske opgaver, hvor I selv mærker efter hvordan det går. Og på den måde langsomt overvinde noget af fobien. Nu har I tid til at giver jer selv den tid som I har brug for uden at der er nogle der presser jer. Min social fobi er ikke overvundet men reduceret på den måde.

[Ametyst]

hej alle.

Vi har ikke grund til noget som helst om at skulle have det dårligt fordi vi er førtidspensionister. For så er vi tilbage til eks. Jeppe Åkjærs beskrivelser om armod og forstokkethed, han kom i fængsel for at sige sin mening. Jo, jeg har da mødt personer der har levet en tilværelse i en osteklokke. Og ja, der er personer der siger at de ikke gider bestille noget og derfor har fået pension.................men forstå dog at det også er en talemåde for at undgå at skulle udstille sig yderligere. Stoppe munden på spørgeren.....i stedet for at sige : " hvad vedkommer det dig" At provokerer er jo også en måde at afværge, det ikke rager den anden. Skid da hul i hvad de tror de kender ikke dit liv. Og er sikkert ligeglade hvis det gælder. Derimod er der så store problemer i samfundet at det er vigtigt at fortælle hvor let mennesker kan svigtes / kommer i klemme. At det er vigtigt - hvis man orker at fortælle det ikke er en selvfølge at blive hjulpet i dagens danmark. Ikke at skulle dukke sig men stå frem med sine rettigheder/ behov.Og vise man ved hvad man taler om. For er der ingen der råber op bliver ingenting ændret! Jeg har så gennem tiden mødt personer ( socialrådgivere) som yderligere har betroet sig og derfor selv fået gode indput om forhold............men alt er en balance og det er let at aflæse hvorfor der spørges. At dem der har ondt et vist sted ofte selv er i klemme - på en eller anden måde....gå blot med løftet pande.....og godt vi har K10.

Selvfølgelig bliver jeg da nogen gange ked af det når jeg høre knægte råbe efter mig "Spadser" eller "hej Avekat" her i bondebyen hvor el- stole ikke endnu ikke er udbredet - jeg kunne selv være deres mor der blot er dårligt gående....det tror jeg ikke de er så vidende om. Det skete aldrig i hovedstadsområdet......

Ametyst.

Tror bare jeg vil bruge en simpel metode:

1. "Hvad laver du så?"
2. "Jeg er musiker, og spiller elektronisk musik"
3. "OK! kan du leve af det så? Har du solgt noget?"
4. "Nej, men da jeg er førtidspensionist er det på hobbyplan, med håbet om at tjene lidt ved siden af pensionen engang"
5. "Hvorfor har du fået førtidspension?"
6. "Fordi kommunen har tilkendegivet, at jeg ikke kan arbejde"
7. "Hvad fejler du da?"
8. "Asperger Syndrom, en form for højt fungerende autisme"
9. "OK! Hvad er det der gør, at man ikke kan arbejde?"
10. "Så mange ting, at det vil tage for lang tid at forklare det, med mindre du vil sætte en dag af til det?"

mon ikke sådan en samtale vil sætte en stopper for spørgeriet, og så ellers komme videre med noget mere interessant?

[Tanja]

Razmo
Jeg synes det er en god, kort og konkret måde du beskriver
din situation på, og jeg tror det vil være nok for de fleste, at få
den begrundelse.
Jeg er ikke i tvivl om at jeg bør være førtidspensionist, grunden til
at jeg ikke så gerne vil sige det, er for ikke at blive såret, jeg ville
så hellere sige, at jeg er ledig skånejobber, selvom det ikke er realistisk
at jeg skulle være det, men har vi ingen fordomme om folk?
Taler jeg med en, som arbejder på et tarmrenseri, i fiskeindustrien, eller
f.eks kører rundt med post i alt slags vejr, jamen så misunder jeg ikke
vedkommende, men jeg ville gerne have helbredet i orden, jeg ved
ikke, om folk sådan vil spørge, hvorfor man er førtidspensionist, da jeg
var på arbejdsmarkedet og ikke havde problemer med helbreddet, gik
jeg ikke og tænkte på, hvorfor nogle var førtidspensionister, jeg var
og er heller ikke den, der spørger hvad folk laver, måske fordi jeg har
været arbejdsløs i perioder, og ikke vil sætte folk i et dilemma.
Jeg spurgte min mand, hvordan han ville have det, hvis han mødte en
førtidspensionist, som fortalte om alle sine psykiske lidelser, og han svarede,
hvorfor pokker skal han gøre det, han mener også, at hvis jeg siger at jeg
er førtidspensionist, og folk spørger hvorfor, så skal jeg sige på grund af
helbreddet, min mand er en person, som ikke går så meget op i hvad andre
tænker, han kan ikke forstå hvorfor jeg ikke kan sige at jeg er førtidspensio-
nist, han mener, det er en ærlig sag, at man ikke kan arbejde.

[Kriskat]

dette spørgsmål om; hvad laver du?? Måske går nogen af os på fordi vi ikke selv er helt afklaret...? Måske fordi nogen af os selv føler skam over vi ikke kan arbejde som "normale raske" mennesker...?? Måske fordi nogen af os ville ønske at vi havde en anden krop eller et andet hovede...??

MEN....hvorfor??? Hvorfor skal vi føle den skam?? Eller føle os flove?? Hvorfor skylder vi en "forklaring" overfor andre??

Uanset om årsag er psykisk eller fysisk så er der en årsag!!

Og ja desværre er jeg klar over at psykiske årsager er en hård nød - har selv været sygemeldt gennem nogle år pga det. Der mødte jeg en MASSE uforstående mennesker....for jeg så jo "normal" ud???

Fysisk er heller ikke nem...for ja jeg mangler ikke ben eller arme, eller ser "deform" ud, men jeg går dog underligt...men så møder man den samme uforstående holdning; jamen kan du ikke bare træne lidt??

Og jo Razmo jeg genkender godt de tanker.....MEN når jeg så må erkende alle de ting jeg ikke kan - pga helbred - så ved jeg med mig selv at, der er en årsag til jeg ikke kan have et job.

Er der nogen der syn's at jeg så er et dårligt menneske pga det, så vil jeg da ikke ændre deres mening. Dem om det. For ja jeg har det skidt nok med mig selv over alle de ting jeg IKKE kan, så har ikke behov for andres dømmende holdning. Jeg har ikke bedt om at blive syg!!! Hverken fysisk eller psykisk!!! Så jeg er nået dertil hvor jeg tænker; stakkels uvidende mennesker, hvordan mon de ville have det hvis de blev ramt?!

Så enten svarer jeg, når spørgsmålet kommer; jeg er førtidspensionist pga jeg er syg. Eller også; det kommer da ikke dig ved. Folk der virkelig vil mig godt, vil stadig være der. Folk der dømmer eller ikke vil mig noget godt, er væk.

[Ametyst]

Kriskat - jeg er så enig!

Ametyst

Oprindeligt indsendt af Kriskat

dette spørgsmål om; hvad laver du?? Måske går nogen af os på fordi vi ikke selv er helt afklaret...? Måske fordi nogen af os selv føler skam over vi ikke kan arbejde som "normale raske" mennesker...?? Måske fordi nogen af os ville ønske at vi havde en anden krop eller et andet hovede...??

MEN....hvorfor??? Hvorfor skal vi føle den skam?? Eller føle os flove?? Hvorfor skylder vi en "forklaring" overfor andre??

Uanset om årsag er psykisk eller fysisk så er der en årsag!!

Og ja desværre er jeg klar over at psykiske årsager er en hård nød - har selv været sygemeldt gennem nogle år pga det. Der mødte jeg en MASSE uforstående mennesker....for jeg så jo "normal" ud???

Fysisk er heller ikke nem...for ja jeg mangler ikke ben eller arme, eller ser "deform" ud, men jeg går dog underligt...men så møder man den samme uforstående holdning; jamen kan du ikke bare træne lidt??

Og jo Razmo jeg genkender godt de tanker.....MEN når jeg så må erkende alle de ting jeg ikke kan - pga helbred - så ved jeg med mig selv at, der er en årsag til jeg ikke kan have et job.

Er der nogen der syn's at jeg så er et dårligt menneske pga det, så vil jeg da ikke ændre deres mening. Dem om det. For ja jeg har det skidt nok med mig selv over alle de ting jeg IKKE kan, så har ikke behov for andres dømmende holdning. Jeg har ikke bedt om at blive syg!!! Hverken fysisk eller psykisk!!! Så jeg er nået dertil hvor jeg tænker; stakkels uvidende mennesker, hvordan mon de ville have det hvis de blev ramt?!

Så enten svarer jeg, når spørgsmålet kommer; jeg er førtidspensionist pga jeg er syg. Eller også; det kommer da ikke dig ved. Folk der virkelig vil mig godt, vil stadig være der. Folk der dømmer eller ikke vil mig noget godt, er væk.

Jeg er stadig enig i alle der skriver at "det må de uvidende da selv om... væk med dem, jeg er ligeglad!"...

Sådan tænker jeg også, når jeg tænker det hele grundigt igennem... men når man står uventet i situationen, så er det ikke den rationelle tankegang der sætter dagsordenen, så er det vanen og det indgroede der farer frem, og gør situationen ubehagelig.

Jeg tror det handler (for mit vedkommende) om min social fobi... man er jo netop ekstremt modtagelig og sensitiv overfor andres vurdering, holdning og meninger om en når man har social fobi... på grænsen til det paranoide. Det eneste der kan rationalisere er, at man får en ederhelvedes lang forberedelse til at "beserke" sig selv op til konfrontationen... men det kræver megen energi, og mere end man kan gå og tænke på det 24/7 dag ud og dag ind, skulle man uventet støde på nye mennesker, eller blot de nærgående spørgsmål.

Men jeg finder jo nok MIN måde at forklare/undvige spørgsmålene på med tiden... jeg er stadig ret ny FP'er, så er slet ikke kommet ind i vanen endnu... jeg sider jo stadig oppe under loftet, når der kommer nyheder der har med ledige, fleksere og uafklarede at gøre i medierne, selv om dette kapitel er overstået for mig...

Det må være det man kalder PTSD... eller Post Traumatic System Disorder... eller nowet!

[Kriskat]

Hehehe altså nu er jeg jo heller ikke selv "garvet" pensionist da den først lige er gået igennem. Men jeg er vokset op med familie og folk omkring mig der var det....og derfor har jeg nok den holdning. Har jeg ikke den indskydelse af at skulle forklare, forsvare osv....JO DA! Ved første milisekund...men derefter NEJ!

Har jeg behov for andres accept ved første milisekund...JO DA! Ved nærmere eftertanke NEJ! Social fobi...?? Hmmm altså jeg er ikke vild med for mange mennesker samlet på et sted....før i tiden kunne jeg slet ikke håndtere at være "blandt" andre, uden konstant at føle mig "overvåget" og gloet på. ( Ikke på den vildt paranoide måde, men ved at jeg følte jeg var forkert, gjorde tingene forkert osv..)

Har idag lært at jeg er som jeg er, og jeg kan - og vil ikke - basere mit liv på andres mening!!

Jeg er ikke perfekt på nogen områder, men hvem fa'en er det?? Jeg har tonsvis af fejl, men hvem har ikke det?? OG det er okay jeg ikke kan holde ud at være blandt for mange mennesker At min mand så kalder mig en huleboer, det kan jeg sq godt ta' med

Heh håber dette gav lidt mening