Nå, hvad laver du så?

[Sdrj]

Og når man så får pension grundet en psykisk lidelse, tager folk nærmest et skridt tilbage.

[Tanja]

Jeg ville sige jeg var førtidspensionist, og spørger nogen hvorfor,
så er det på grund af helbredet, man mente ikke jeg kunne bruges,
er ikke attraktiv arbejdskraft, men jeg kunne godt tænke mig at lyve
f.eks sige at jeg sælger aktier over nettet, ell. lign, men så skal det
være nogle mennesker jeg ikke møder igen.

Man kunne jo også sige, at man desværre blev førtidspensionist, og
har det dårligt med det, da man ikke kan være med på arbejdsmarkedet,
men desværre ikke kunne bruges, så kunne det da godt være folk blev
mere støttende, nogle har nævnt, at folk har spurgt hvad de laver, og
er gået med det samme, det lyder hårdt, jeg ville godtnok føle mig såret
hvis det skete, mht. psykiske lidelser så tror jeg det er svært for nogle
at forholde sig til, det gør det ikke bedre at Hjorten mener de skal ud at
arbejde, så generelt tror jeg ikke man skal fortælle mere end, man ønsker at
høre igen.

Oprindeligt indsendt af Tanja

Jeg ville sige jeg var førtidspensionist, og spørger nogen hvorfor,
så er det på grund af helbredet, man mente ikke jeg kunne bruges,
er ikke attraktiv arbejdskraft, men jeg kunne godt tænke mig at lyve
f.eks sige at jeg sælger aktier over nettet, ell. lign, men så skal det
være nogle mennesker jeg ikke møder igen.

Man kunne jo også sige, at man desværre blev førtidspensionist, og
har det dårligt med det, da man ikke kan være med på arbejdsmarkedet,
men desværre ikke kunne bruges, så kunne det da godt være folk blev
mere støttende, nogle har nævnt, at folk har spurgt hvad de laver, og
er gået med det samme, det lyder hårdt, jeg ville godtnok føle mig såret
hvis det skete, mht. psykiske lidelser så tror jeg det er svært for nogle
at forholde sig til, det gør det ikke bedre at Hjorten mener de skal ud at
arbejde, så generelt tror jeg ikke man skal fortælle mere end, man ønsker at
høre igen.

Kan godt forstå, at man har lyst til at male sin situation op som "trist" og at "de vil ikke have mig"... men personligt har jeg en aversion imod at skulle fremstille min situation som trist... jeg synes IKKE den er trist, da det er det eneste rigtige for mig, og det der gør, at jeg kan få lov til at leve et bare nogenlunde fredeligt liv. For mig er det en principssag, at sige sandheden... jeg ville dog gerne vide HVORDAN man siger sandheden uden pr. automatik at distancere sig.

Lige pt. har jeg modtaget en invitation til en klassefest fra min gamle folkeskole... det er mennesker jeg ikke har set i snart 25 år, men tankerne er noget delt... jeg VED jo hvad spørgsmålene bliver, og at de vil blive i overflod... og jeg gruer lidt for reaktionerne for at være ærlig... så meget at jeg nok ikke har tænkt mig at deltage, men min nysgerrighed er der jo... og det ville være en stor testog prøvelse i at prøve at håndtere det.

Jeg tror desvære, at det er LIDT lettere for dem med fysiske lidelser, for det betyder at "pæren er i orden"... det kan raske bedre forholde sig til, forstå og acceptere... men er det psykisk er det tabboo, og de enten trækker sig, eller snakker udenom, og så står man der, og føler sig lidt som et "freakshow".

Nogen gange har jeg tænkt på at samtalen burde foregå således:

1. "Nå, hvad laver du så?"
2. "Jeg går og roder med min hobby som er musik, da jeg er førtidspensionist"
3. "OK! ... Hvad har du fået førtidspension for?"
4. "Fordi jeg ikke kan arbejde"
5. "Hvad fejler du da?"
6. "Det vil jeg helst ikke tale om, det er personligt... ikke for at være uhøflig, men håber du forstår"

reaktionen her efter må så enten blive accept, af frastødelse... valget er deres, ikke mit. Folk har ikke krav på at vide alt om en, og da slet ikke så personlige ting som psykiske lidelser.

Så kan man jo altid komme lidt ind på emnet, hvis man føler at nogen har den forståelse der skal til senere.

[Morgause]

Razmo: Hvis du svarer, at det er personligt, og at du ikke bryder dig om at uddybe, så vil rigtigt mange blive frastødt, tror jeg, fordi de vil se det som om, du har noget at skjule.

Jeg ville nok vælge at sige det, som det er. Jeg tænker, du havde jo også Asperger som barn, og det må de andre vel ha' lagt mærke til som børn? Så hvis jeg var dig, ville jeg sige, at Asperger er en lidelse indenfor autismespektret, og det kombineret med nogle følgevirkninger heraf, har gjort det svært at indgå på det alm. arbejdsmarked, og derfor valgte kommunen at pensionere dig. Så får du også hintet til, at det er kommunens valg og ikke dig, der ikke vil arbejde.

[sun-lady]

Man kan også - hvilket jeg ofte praktisere, når jeg ikke har lyst til at fortælle at jeg er syg og på kontanthjælp - smide bolden over på den anden banehalvdel, og med det samme spørge ind til hvad de selv laver. De fleste elsker at tale om sig selv, og det giver også et ekstra plus i forhold til en selv, når samtalen endelig drejer over på hvad man selv fordriver tiden med.

Så jeg svarer kort et eller andet om mine katte, og stiller samtidig spørgsmål om hvem de er. På den måde får jeg selv tid til at vurdere hvor meget eller lidt jeg skal fortælle til vedkommende, og samtidig synes vedkommende jeg da i grunden er en flink kone, der sådan gider lytte

Men i virkeligheden er det jo frygteligt at vi i den grad på forhånd, skal overveje hvad vi skal svare på et ganske simpelt spørgsmål. Bare for ikke at føle os udstødte mere end vi allerede gør. Det er jo grotesk...

[inger]

Jeg har nu fundet så meget mod at jeg siger:
Jeg er førtidspensionist fordi jeg hele mit liv har været så dum ikke at tage hensyn til mig selv og derved splittet mit helbred af. Og at livet som førtidspensionist er i perioder ret stressende pga folks fordømmelse. Desuden er jeg også alkoholiker jeg drikker en kasse øl og 6 flasker vin om året.

Folk som ikke kender mig bliver temmelig paf over denne kommentar og i stedet for at komme med nogle fordømmende kommentarer, så spørger de i stedet ind til hvad jeg mener med det.

Den kan jeg bruge fordi mange af mine lidelser er fysiske. Men jeg tror ikke at den vil blive så let accepteret hos f.eks psykiske lidelser.

[Mella]

mange gode tanker og ærlige følelser i denne tråd...

Jeg svinger en del i mine følelser og derfor gør svarene det også, hvis og når jeg bliver spurgt.
På de 'gode' dage, kan jeg finde på at svare med et stort smil ' at jeg har gak i låget' - så er DET uddebatteret for de allerflestes vedkommende.
Dog, der er jo forskel på at sige det sådan og ikke sidde skræmt i et hjørne og fremstamme det, for folk er i forvejen usikre på psykiske lidelser og psykiatriske diagnoser.
På de 'dårlige' svarer jeg for det meste, at jeg er FP'er og hvis der spørges videre, er anden runde, at 'det er min privatsag'.

- Men igen, så synes jeg, at det kommer rigtig meget an på, hvornår, hvilken situation, HVEM der spørger og hvordan der spørges ind til min 'proffession'.
Egentlig er den her 'hvad laver du så'? vel et slags indgroet dansk standardspørgsmål i rygraden og slynges nok ofte ud, uden at folk tænker over det og er vel mere en slags form for kontaktforsøg?
Når der så ikke bliver svaret som forventet, er det vel at nogle bliver 'berøringsangste' og ilde til mode, fordi det at ikke arbejde, stadig er tabubelagt.

Jeg har vist aldrig forklaret eller slynget rundt med diagnoserne.
Det har jeg ikke lyst til, det ville ta' alt for lang tid og jeg har ikke lyst til, at den her egentlig meget korte ? sætning , skal gå hen og blive en forsvarstale for min sociale status i samfundet - eller min ret til at beholde den.
Enside fortælle at jeg er lettet og glad for at være det!

Læste en gang noget en kvinde skrev. Hun havde besluttet sig for, at hun var den 'bedste førtidspensionist' i hele hendes område'
Tror, at når man har den overbevisning og indstilling, så udstråler man også styrken til at have 'lov til også at være her' - på lige fod med alle andre.

Mella tror du har ret i at det er et standard spørgsmål , det er lige som når folk ringer og spørger hvordan går det ...

DE forventer at man siger godt og blive tavse og skal videre hvis man siger af h til

På samme måde med hvad laver du , de forventer allerede at få en stilling og et job og bliver mundlamme når der kommer noget andet end forventet , tror ikke det er nogen ond mening , folk mener bare at de ved hvad du skal svare ...

Og tænker vi over det , når folk så ringer til os og spørger hvordan går det , svare vi så ærgerligt eller siger vi bare pr automatik det vi ved de vil høre .. nåå det går da meget godt ... går bølgerne rigtig højt så kan folk mande sig op til at sige op og ned he he he

Og hvad med os selv når vi ringer til folk og siger hvordan går det , er vi så rustet til en hel klage sang eller spørger vi bare pr refleks ?

Oprindeligt indsendt af Morgause

Razmo: Hvis du svarer, at det er personligt, og at du ikke bryder dig om at uddybe, så vil rigtigt mange blive frastødt, tror jeg, fordi de vil se det som om, du har noget at skjule.

Jeg ville nok vælge at sige det, som det er. Jeg tænker, du havde jo også Asperger som barn, og det må de andre vel ha' lagt mærke til som børn? Så hvis jeg var dig, ville jeg sige, at Asperger er en lidelse indenfor autismespektret, og det kombineret med nogle følgevirkninger heraf, har gjort det svært at indgå på det alm. arbejdsmarked, og derfor valgte kommunen at pensionere dig. Så får du også hintet til, at det er kommunens valg og ikke dig, der ikke vil arbejde.

Det er desvære ikke så nemt som det ser ud til Morgause... Asperger Syndrom kommer i flere udgaver, og de lettere som jeg hører under, er hulens svært at se desvære... og det betyder, at nogle giver udtryk for, at de ikke helt kan se "problemet".

Nogle Aspergere er "in your face", og er tydeligt røv iriterende at være sammen med fordi de ikke forstår et vink med en vognstang (de forstår jo kun direkte forklaringer)... andre som jeg, undviger helt at "folde mig ud", og bliver på sidelinien og observerer... det ser bare ud som "overdrevent genert", og giver ikke opfattelse af et handicap der umuliggør arbejde.

Den med at sige kommunen har valgt at pensionere, er mildest taget ubrugelig... bare se på hvordan raske i medierne smider om sig med påstande om, at kommunerne smidr om sig med FP'er der ikke er beretiget... mennesker har en tendens til kun at ville følge deres egen overbevisning, og hvis de synes du ser rask nok ud til at arbejde (du ved... alle kan jo samle skrald op i grøften), så har de taget deres standpunkt.

Selvfølgelig er der også mennesker der ikke er så snævertsynede... men faktum er, at angsten for responsen ligger i det indledende... det er når man ikke ved hvad reaktionen bliver, at det er værst synes jeg, og det er der man har for vane at "undvige" de sociale situationer... en del af Social Fobi'en man har opbygget.

Problemet for mig er så, at jeg er TRÆT af den Social Fobi... jeg GIDER det ikke mere, jeg vil kunne tale til folk, og sige hvem jeg er, og hvad jeg går og laver, uden at have dårlig samvittighed eller føle mig lavere end dem... men det er lidt svært, da man ikke selv er herre over hvad andre mener om FP, og ens situation.

Når jeg har debateret min situation med nogle få venner, som ikk ehelt kan forstå det har jeg mest af alt lyst til bare at gi' dem fingeren, og bare ikke se dem igen... jeg KAN ikke med mennesker der ikke kan acceptere mig for at være den jeg nu engang er.

Så på det punkt er jeg nu rimelig sort/hvid... accepterer man mig ikke, så slår jeg hånden af folk på stedet, og det går hurtigt... problemet ligger i den frygt, og den skam man føler ved at være usikker med nye mennesker man møder... at finde den korte forklaring der fortæller bedst om hvorfor man er FP'er, så man undgår så mange snerpede mennesker som muligt på baggrund af uvidenhed osv.

Men det er svært... for det er møg svært at forklare om Asperger Syndrom, uden at folk skal sætte timer af til at lytte, og de vil ikke fatte sammenhængen før de har fået hele ens livshistorie remset op, hvilket jeg bestemt ikke synes de hverken har krav på, eller for den sag skyld har LYST TIL at fortælle...

Så det er tit valget imellem at vende vrangen ud, for at få folk til at fatte hvad det handler om, og kunne se logikken i at jeg er FP'er, eller også lyve og prøve at undvige spørgsmålene (som så gør at man har det skidt)...

det er ikke nemt...

[Henrikxxxx]

Når det sker nogen spørger mig hvad jeg laver har jeg hidtil svaret a jeg er rebel med speciale i afsløring af landets uretfærdige sygedagpenge lov

Men efter jeg i tirsdags fik skrevet speciallæge erklæring og stillet diagnosen PTSD og nok ikke kommer tilbage på arbejdsmarkede og dermed bliver førtidspensionist må jeg nok heller fortælle det. Altså når jeg er kommet så langt.

Kan folk ikke acceptere den som jeg er og den stilling jeg har så er det deres problem og mit. Jeg ved nemlig hvad de går glip af ved at lære mig at kende ha ha.