Nå, hvad laver du så?

[Antoniette]

Oprindeligt indsendt af Peppe

Det lukker munden på de fleste!

Så er der selvfølgelig de som så kommer med "Jamen du ser da ikke syg ud"

Der plejer jeg at give modsvaret "Jamen du ser da heller ikke dum ud!"

Hihihi den var god den vil jeg helt sikkert prøve af fyre af... Jeg har nemlig hørt "jamen du ser da ikke syg ud!" en milliard gange...

[heiditogjoey]

Kan godt følge dig i at blive vejet og vurderet og set på med undrende blik, men Vi er ikke de eneste i denne verden der har eller er førtidspensionister og der er jo en grund til at man er det.. Og da det er rimelig svært i disse dage at få sin pension er der desto større grund til bare at sige sandheden.. Men hvis man ikke orker at forklare sig hvis folk spørger, så kan man bare sige - det er en længere historie.. Og så kan folk vælge om de vil snage i det eller lade en være..
MIn historie er alt alt for lang og kompliceret til, at jeg bare lige kan ryste svaret ud af ærmet.. Man vænner sig nok til det med tiden ( at man er blevet gammel før tid ;-)

[Hanna]

Hold da op, der er mange sjove svar her.

Jeg søger selv pension. Og jeg ved allerede, at jeg vil lyve. Løgnens størelse afhænger af, hvem det er, der spørger.

F.eks. den her:
Hvad laver du så?

"Sssshh - det er vigtigt, du tier stille om der her. Men det er mig, der er inde i Batman!!!"

[Pedro]

Oprindeligt indsendt af Antoniette

"Nå, hvad laver du så?"

Dette er et af de første spørgsmål danskere stiller når de møder hinanden. Hvad svare I på det? Siger I rent ud at I er førtidspensionister?

Når jeg har fået "nå, hvad laver du?" spørgsmålet, så har jeg svaret at jeg var igang med at lære at spille klaver (hvilket også er sandt), men det stiller folk sig ikke tilfreds med, "jamen hvad arbejder du med?" og så har jeg sagt at jeg er på førtidspension. Og så kan jeg bare mærke at de ser mærkeligt på mig, jeg har også oplevet at folk har vendt sig om og gået. Eller også spørger de "hvorfor det?" Og så føler jeg at jeg skal stå og forsvare mig selv, og så for 117 ende gang hurtigt forklare, at det var fordi jeg blev kørt ned bla bla. Jeg synes ikke at det er særligt rart at skulle opremse sin personlige sygehistorie, for vildt fremmed mennesker. Plus at det minder mig om den værste tid i mit liv (det bliver man ikke ligefrem i party humør af). Det med mine psykiske men holder jeg også for mig selv, jeg fortæller kun om de fysiske skader.

Nu overvejer jeg, om jeg skal prøve at lyve næste gang, der er nogen som spørger. Bare sige at jeg læser dit eller dat eller arbejder som fritidsforsker?

Jeg kunne godt tænke mig at høre andres erfaringer?

Hej med dig! Har tænkt nøjagtigt de samme tanker, som du kommer med her. Er netop visiteret til FTP, her pr 01.05.11 og det helt og aldeles på grund af psykiske problemer.

Såéh man skal se godt efter ,for at kunne aflæse på mig, at jeg er syg! Bortset fra, at mit hår er blevet mistænkeligt gråt, og diverse rynker har placeret sig i ansigtet.

Men alderen, har selvfølgelig gjort sit indtog her hos mig, er på vej til de 54.

Der er allerede nogle stykker, som er gledet ud af bekendtskabskredsen. De brød sig ikke om tanken, at jeg var fleksjobber på grund af psykiske problemer.

Nu, er jeg så helt sikker på, at indtil flere vil rynke kraftigt på deres pande og trække en grimasse, der kan passe, efter jeg er overgået til FTP, pga selv samme psyke. Men ved du hvad, det er der bare ikke noget at gøre ved.

Ikke alle elsker mig og jeg elsker ikke alle.

Tror, nok der kunne smutte et par hvide løgne, hvis det er fremmede eller ikke så "gode" bekendte, der stiller mig spørgsmålet: "Hvad laver du så nu?"

Jeg orker simpelthen ikke længere at tage stilling til, hvad folk mener om mig.
Så længe mine børn, og mine meget gode veninde X, ikke vender mig ryggen, så vil jeg være tilfreds og glad.

Held og lykke til dig, og alle I andre med samme problem.

[Adam SR]

Først og fremmest vil jeg skelne om det mennesker jeg kender godt og har tillid og stoler på. Hen ad vejen vil jeg naturligvis fortælle, hvem jeg er, og vil naturligvis også sige sandheden uden at svare på alle mulige uddybende spørgsmål.


Egentlig er der også ganske mange mennesker der spørger, hvad man laver blot for at holde samtalen i gang. Men altså jeg synes det er fantasiløst spørgsmål: Nå, hvad laver du så?


Fremover vil jeg i de fleste tilfælde blot sige noget sjovt, plat eller tåbeligt. Jeg har lavet den aftale med mig selv, at jeg eksempelvis blot vil sige, at er rumpilot eller ballonskipper. Og de fleste mennesker griner eller skifter emne. Og hvis enkelte ikke selv kan indse, at spørgsmålet ikke er passende og fortsætter med at spørge ind. Vil jeg enten ikke sige mere, eller også siger jeg, at jeg flyver mellen skyerne. Det er bedst ikke at uddybe svar.

[FrkSilverfox]

Jeg siger sandheden, og har enkelte gange mødt svaret- Nå du nasser? Tja, og så spørger jeg fx: hvorfor har du brune øjne? Eller hvorfor er du så høj/lav? Det er jo ting der ikke er selvforskyldt, ligesom at jeg pt. er sygemeldt pga en psykisk lidelse- det er jo heller ikke en jeg har pådraget mig bevidst.

Tro mig, jeg har flere gange om dagen et brændende ønske om at vågne fra denne drøm og være "rask" nok til at arbejde... Jeg vil ikke være sygemeldt, men jeg har prøvet at starte min drømme-udd. og prøvet flere forskellige jobs, men altid fået det meget værre for hver gang

[Sia]

Jeg har kun været førtidspensionist siden 1.5, så det har ikke nået at blive et problem for mig, men det tror jeg nu heller ikke at det kommer til.

Før jeg fik pensionen tilkendt arbejde jeg i fleksjob (7 år) og jeg har altid været ærlig omkring det "jeg arbejder i fleksjob hos x pga..... Nu skal fleksjob så bare skiftes ud med førtidspension...

Måske er det "lettere" for mig fordi jeg har en kronisk fysisk sygdom, som folk ved hvad er - og det kan omgivelserne lettere acceptere?

[viggo]

Da jeg arbejdede i flexjob blev jeg engang spurgt af en læge da jeg var indlagt
nåå er du pensionist rigtgi hånligt
Så sagde jeg nej det er jeg ikke selv om at mine kolleger tror det

[Ditten]

Jeg er 24 år gammel og førtidspensionist lige om lidt (får i hvert fald det endelige svar på torsdag, og min sagsbehandler er sikker på at jeg får pensionen). Gjorde mig allerede tanker om hvad-laver-du-problemstillingen da jeg for 1½ år siden begyndte at tænke på pension, da flex var udelukket.

Jeg er kunstner og musiker ved siden af al min dårligdom så det er kunst- og musikprojekter, jeg vil kaste mig over, når jeg engang får det der ligner energi igen. Så kunne jeg jo evt. bare sige at jeg er kunstner/musiker.

Min kæreste og jeg flytter på landet til næste år, hvor vi gerne vil dyrke vores egen mad og være så selvforsynende som muligt. Han er pædagog, så når han finder job, kan jeg jo også sige at jeg er hjemmegående og bruger megen af min tid på at passe have, og at vi lever nøjsomt osv. osv.

Tror at der er mange muligheder. Jeg orker ikke rigtigt gentagne gange at skulle udpensle min historie mere. Det har jeg sgu brugt nok tid på over for alle de specialister jeg har siddet hos under udredningsforløbet. Det forløb har med andre ord fået mig til at hade at snakke om mig selv. Det der med at have haft en overvældende lyst til at kaste sig ud fra en bro efter ENDNU en timelang samtale med en vissen psykiater/læge/reumatolog/whatever, som ikke engang ved hvad øjenkontakt er for noget, er absolut ikke noget jeg har særlig meget lyst til at blive mindet om. Og da slet ikke hver gang jeg skal møde et nyt menneske.

[Vovse]

Jeg har fået nye naboer, igen igen, de virker ganske flinke og alt det der, men en dag gik jeg ned af trappen lige efter nabo-konen, hun skulle ud og ville holde døren for mig, men jeg skulle ned i kælderen.

Hun spurgte så om jeg også skulle på arbejde, jeg svarede, at "nej, jeg har ikke noget arbejde", derpå sagde hun, så'n lidt undrende, "slet ikke" ?, Hvorpå jeg smilende sagde "Nej".

Siden da synes jeg, at hun har virket lidt afvisende.

Fint nok med mig, så risikerer jeg da ikke, at hun bli'r alt for social.