Nå, hvad laver du så?

[Antoniette]

"Nå, hvad laver du så?"

Dette er et af de første spørgsmål danskere stiller når de møder hinanden. Hvad svare I på det? Siger I rent ud at I er førtidspensionister?

Når jeg har fået "nå, hvad laver du?" spørgsmålet, så har jeg svaret at jeg var igang med at lære at spille klaver (hvilket også er sandt), men det stiller folk sig ikke tilfreds med, "jamen hvad arbejder du med?" og så har jeg sagt at jeg er på førtidspension. Og så kan jeg bare mærke at de ser mærkeligt på mig, jeg har også oplevet at folk har vendt sig om og gået. Eller også spørger de "hvorfor det?" Og så føler jeg at jeg skal stå og forsvare mig selv, og så for 117 ende gang hurtigt forklare, at det var fordi jeg blev kørt ned bla bla. Jeg synes ikke at det er særligt rart at skulle opremse sin personlige sygehistorie, for vildt fremmed mennesker. Plus at det minder mig om den værste tid i mit liv (det bliver man ikke ligefrem i party humør af). Det med mine psykiske men holder jeg også for mig selv, jeg fortæller kun om de fysiske skader.

Nu overvejer jeg, om jeg skal prøve at lyve næste gang, der er nogen som spørger. Bare sige at jeg læser dit eller dat eller arbejder som fritidsforsker?

Jeg kunne godt tænke mig at høre andres erfaringer?

[zuza]

Der er mange, der ikke TØR sige, at de er førtidspensionister.

På TV2 har de ALTID stillingsbeskrivelse på de almindelige folk, de interviewer om eks. hundeopdragelse.

Hvad kommer det os ved, om de er førtidspensionister, hjemmegående, arbejdsløse, direktører, ingeniører eller andet?

Vi er jo MEGET ANDET END ARBEJDSROBOTTER.

Hvis du vil vide, hvad du kan svare, kan du jo sige: Filosof
(Det er vist ikke en beskyttet titel.)

At du filosoferer over livet i Danmark før og nu.

Det lyder jo fint i deres ører, og så kan du jo stille et modspørgsmål om, hvor mange penge de nu skylder i deres hus, og om de mener, de får råd til at betale det tilbage, når renten stiger. Om de ikke er utrygge ved fremtiden, hvis de skulle blive arbejdsløse, syge eller andet.

Det kommer naturligvis heller ikke dig ved, men så kan de jo lade være med at stille dig nærgående spørgsmål, som dybest set ikke kommer dem ved.

Du kan jo også svare, at du er musiker eller kunstner.

Jeg bliver altså vred, når folk opfører sig så på den måde og vender ryggen til.

Jeg håber, andre kommer med nogle bud til dig.

Knus

[gh72]

Jeg kender det godt! Men synes også man skal svare ærligt. Så kan det måske ende med en holdningsændring.. Ja, jeg er måske naiv!
Jeg går selv og venter på fleksjob og hader også at blive spurgt om, hvad jeg laver. For det første føler jeg også jeg skal forsvare mig, for det næste hører jeg tit den dér; jamen det kan da ikke være så svært, der er jo mangel på arbejdskraft!
Det er jeg træt af at høre, men jeg svarer alligevel altid, fordi jeg håber på, at folk vil få en større forståelse hvis man er ærlig!

[zuza]

hej gh72

Du har ret i, at man bør fortælle sandheden, men det kan være svært i længden, hvis man ikke har det store overskud og er slidt ned af smerter, træthed, manglende hjælpemidler i hverdagen, dårlig økonomi osv.

Vi må håbe på, at flere indser, at det måske en skønne dag kunne blive dem selv, der kommer ud for en arbejdsulykke, trafikulykke eller andet.

Det sker jo IKKE kun for naboen.

Knus med håb om bedre tider

[Antoniette]

Det er spændende at høre jeres svar, tak for det.

Zuza har ret i, at man er andet end arbejdsrobotter. Også dengang hvor jeg arbejdede, stod i lære og var under uddannelse, mente jeg at der var andet i livet end blot arbejde. Jeg har bare ikke mødt så mange andre, som havde samme holdning. Men det kommer nok også an på, hvad man arbejder med. De få som har været så heldige at få deres hobby som arbejde, ja der kan man jo godt forstå at de elsker det og bruger alt deres tid på det. Men der er da også mange som bare har et arbejde, med det ene formål at tjene nogle penge (hvilket jo er forståeligt nok) så de kan betale af på deres huse og biler. (Til Zuza, ganske god ide med at give modspørgsmål, det må jeg prøve næste gang, haha)

Når jeg møder nye mennesker, så er jeg ikke specielt interessert i hvad de arbejder med. Synes det er mere spændende, hvilket slags mennesker de er, hvad de tænker på, drømmer om, om de kan lide musik, om de kan lide dyr, om de har en god humor osv.

Til Gn72. Ja, jeg vil også helst bare være 100 % ærlig, når folk spørger. Jeg hader at lyve, og er ikke særlig god til det. Men jeg har efterhånden bare haft en del dårlige erfaringer med at fortælle at jeg er førtidspensionist. Hov, dog havde jeg også en dårlig erfaring, fordi jeg undlod at informere om hvad jeg var.

Jeg var engang på en date med en fyr, som jeg havde skrevet sammen med over nettet. Jeg havde ikke sagt at jeg var førtidspensionist (vi havde mest talt om musik). Nå men han viser mig så rundt i hans by og vi går forbi en bygning og han siger " Ja, derinde bor så førtidspensionister og andre taber-typer!"
Øh, jeg var i chok over hans indstilling, havde mest lyst til at sige: "Hallo makker, jeg er faktisk førtidspensionist!", men jeg holdte min kæft. Det var så sidste gang jeg så noget til ham.

[Nefer]

Jeg snakkede lidt med min søde læge om den her problemstilling, fordi jeg blev rigtigt, rigtigt ked af det, da det gik op for mig, at jeg var nødt til at søge førtidspension. Hendes første svar var: Hvorfor? At blive benævnt førtidspension ville jo ikke gøre mig mere syg eller noget. Det er bare en betegnelse.

Dernæst så foreslog hun direkte, at jeg på forhånd fandt på en nødløgn eller noget udensomsnak til 'men hvad laver du så?' situationer, hvis jeg på forhånd fornemmer, at det er folk med fordomme eller jeg ikke orker at forklare mig selv. Der er jo ingen grund til at krænge alle sine inderste følelser og tanker ud for tilfældige, uforstående personer.

En veninde jeg også diskuterede det med, gjorde mig opmærksom på, at folk jo også oftest spørger enten for at placere en i en net, lille boks, for så er det nemmere at tale videre, eller bare som et alm. udgangspunkt for en samtale. Det er slet ikke sikkert, de er interesserede i ens indtægtsgrundlag. Derfor kan det, at jeg bruger meget tid på at læse debat fora pænt omskrives til, at 'jeg beskæftiger mig med hjemmesider', og det er jo ikke engang løgn.

[Løvetand]

Oprindeligt indsendt af Antoniette

Jeg var engang på en date med en fyr, som jeg havde skrevet sammen med over nettet. Jeg havde ikke sagt at jeg var førtidspensionist (vi havde mest talt om musik). Nå men han viser mig så rundt i hans by og vi går forbi en bygning og han siger " Ja, derinde bor så førtidspensionister og andre taber-typer!"
Øh, jeg var i chok over hans indstilling, havde mest lyst til at sige: "Hallo makker, jeg er faktisk førtidspensionist!", men jeg holdte min kæft. Det var så sidste gang jeg så noget til ham.

Hvor ubehageligt. Der vil altid være mennesker der ikke har forståelse for at andre har det "lettere" i deres øjne. Jeg tror ikke man kan finde et eneste menneske der inderst inde er glad for sin situation, hvis de eks. er på kontanthjælp og ikke arbejder. Det virker næsten som om at nogle i samfundet tror man lever som en konge når man får af kommunen.
Jeg ved ikke hvad du skal svare når folk spørger dig, men hvis du kan så tro på at du er god nok som du er mens du svarer, for det er du!

[maria b]

Oprindeligt indsendt af zuza

Der er mange, der ikke TØR sige, at de er førtidspensionister.

På TV2 har de ALTID stillingsbeskrivelse på de almindelige folk, de interviewer om eks. hundeopdragelse.

Hvad kommer det os ved, om de er førtidspensionister, hjemmegående, arbejdsløse, direktører, ingeniører eller andet?

Vi er jo MEGET ANDET END ARBEJDSROBOTTER.

Hvis du vil vide, hvad du kan svare, kan du jo sige: Filosof
(Det er vist ikke en beskyttet titel.)

At du filosoferer over livet i Danmark før og nu.

Det lyder jo fint i deres ører, og så kan du jo stille et modspørgsmål om, hvor mange penge de nu skylder i deres hus, og om de mener, de får råd til at betale det tilbage, når renten stiger. Om de ikke er utrygge ved fremtiden, hvis de skulle blive arbejdsløse, syge eller andet.

Det kommer naturligvis heller ikke dig ved, men så kan de jo lade være med at stille dig nærgående spørgsmål, som dybest set ikke kommer dem ved.

Du kan jo også svare, at du er musiker eller kunstner.

Jeg bliver altså vred, når folk opfører sig så på den måde og vender ryggen til.

Jeg håber, andre kommer med nogle bud til dig.

Knus

Hej blander mig lige nej et godt svar.

[sweetie]

ZUZA :

Sad lige og læste dit svar til Antoniette.... kunne altså ikke lade være med at grine lidt..... FED SVAR : FILOSOF..... Så genial

Tror jeg skal prøve den næste gang der er en der spørger mig om hvad jeg laver

Vh

[Bissen]

GODT EMNE!

Puh, jeg står også i den saks...

Jeg har egentlig gjort det i mange år, fordi jeg har været på kontanthjælp i hele mit voksne liv, men der var mit problem at jeg "flød" - "Nå, okay, tough luck! Jamen hvad lavede du så før? Hvad er du uddannet som? Blahblahblah..."
Og så stod jeg dér og skulle enten forklare, at jeg var på kontanthjælp på 4./7./12. år fordi jeg har uspecificerede hæklefejl i kysen, eller tage flugten...og havde ikke lyst til nogle af delene.

Nu er jeg så nyudklækket ftp'er, så nu har jeg da et fast "stempel i røven", men det giver nogle andre problemstillinger i det sociale spil.
I kender jo folks forskellige reaktioner, og det er blevet et stort nummer inde i mit hovede, ikke bare på grund af andres potentielle reaktion, men også min egen selvfordømmelse. Uuh, det var ikke hér, jeg skulle være i mit liv.
Lutter røde tal på samfundets bundlinie. Puuuuha...

Jeg har haft et utal af "panikanfald" og en angst for at møde nye mennesker i mange år nu alene af angsten for spørgsmålet: "Hvad laver du så?" og de evt. efterfølgende spørgsmål, de værende forstående, uddybende, fordømmende, bedrevidende...whatever...og for pokker, hvor jeg hader det - for jeg er faktisk virkelig en festkanin af rang! Jeg ELSKER at møde nye mennesker, men jeg har det som om min sygdom og min status i det danske samfund går ved siden af mig som en stor, pustende drage. Den er ikke til at komme udenom ligemeget, hvor meget jeg og/eller andre prøver at ignorere den eller lade som om, den er mindre end den er. Den tager supermeget opmærksomhed og nogle gange sætter den sig sgu også lige oven på mig, og jeg føler, jeg slet ikke kan få luft. Den fylder bare det hele lige nu.

Jeg kan ikke lyve og jeg orker ikke at fortælle sandheden...

Men...sidst jeg var ude til fest med en masse nye mennesker, der sagde jeg:
"Jeg er lige blevet tilkendt førtidspension, og jeg har egentlig ikke ret meget lyst til at snakke om det, for det fylder så meget, og det er sgu ikke festsnak. Jeg håber det er okay at jeg meget hellere vil snakke om, hvad DU laver, eller måske noget helt andet?"

...og det gik faktisk okay, synes jeg.
Der var sådan en begyndende tavshed som regel, men jeg skyndte mig at snakke videre, fx. ved at stille et spørgsmål eller snakke om hobbies og sådan, og på den måde kom vi rimelig okay videre. Nogle var lidt akavede med det, mens andre lynhurtigt kom videre, og ikke tog afstand eller noget, men alle undtaget en enkelt respekterede grænsen, og hende den sidste overskred den først ret sent på aftenen i en ordentlig brandert.
Hun fik historien i en ultra-lyn-kort version, og stillede sig heldigvis umiddelbart bare forstående og tilfreds.

...Så det er min foreløbige plan.
Sandheden, og så en lynhurtig tilbagedribling.
Det, jeg stadig er angst over er skammen og evt. fordømmelse eller følelsen af, at folk umiddelbart vælger mig fra - og så scenariet, at folk ikke respekterer den grænse, jeg sætter.
Løsningen på dét mangler jeg stadig at have på plads, men det arbejder jeg på.

Jeg er temmelig velfungerende socialt, hvilket både kan være en fordel og en ulempe for mig i den situation jeg er i, men denne problemstilling har virkelig haft stækket mine vinger, så det er dejligt at se emnet bragt op og at se andre FPere besvare det!