Hvor seriøst bliver Reva/Incita mf taget?

[Ninja]

Tja gh72, som altid må man vente og vente for at se hvad der sker. Alt deres ævl om at klienterne skal delagtiggøres i deres egen sag, er vist skrevet efter en tur i byen. Jeg har sgu aldrig været med i min sag, faktisk er jeg overhoved ikke med i NOGET....jooo, som kastebold, prøvekanin, forsøgssyr, som skal udsættes for alverdens tvivlsomme eksperimenter og hovsa løsninger....

[majs]

Reva kunne ikke komme med nogen konklution om arbejdsprøvningen, da jeg kun (og for nedadgående) var på reva i 10-14 dage. Efterfølgende fik de mig til en psykolog, for, som de sagde: så havde jeg dog fortsat nogen tilknytning til stedet.
Denne psykolog viste sig at være en test (Ialt 1.5.time)og havde intet med mine arbejdsproblemer at gøre. Jeg valgte derfor, bevidst, at svare falsk på 3 spørgsmål, for senere at kunne bevise at ...., ja, hvad ved jeg.

Det eneste der kom fra reva, var psykologtesten og den fyldte 4-5 tætskrevne sider og fik en markant plads i vurderingerne og i mine papirer, indtil jeg sagde ja, til en snak med en 2. psykolog, som helt udfra nøgterne spørgsmål og observationer kunne fastslå at mine smerter helt og aldeles var af somatisk karakter og at jeg lå udenfor psykologiske handlemuligheder i henhold hertil.

2. psykologsnak fandt også sted på reva, men var meget neutral i forhold til stedet, men blev dog afgørende for min pension, sammen med mine diagnoser.
......................

Men at Reva skal komme ud til dig, for at foretage en arbejdsprøvning, må dog med al tydelighed vise at du ikke har nogen muligheder for at opnå relationer til en normal arbejdsplads.
Med mindre de da vil lade dig arbejde hjemmefra, i fleks?
Filmen knækker for mig her.

Lyt godt til de andre svar, som du også har fået med her og de som måske kommer til.

Mvh
majs

[Ninja]

Tror Majs, at de kommer her fordi jeg skal overtales til at deltage nede på Reva/Incita.

De spurgte om de ikke skulle komme og hente mig om morgenen, og følge mig derned, og så følge mig hjem igen.
Jeg blev faktisk rigtig ked af det og følte det som en krænkelse. Det er stærkt ubehageligt at skulle forsvare sig selv hele tiden, og for mig er det også angstprovokerende at skulle sætte hælene i jorden og ikke vige en tomme. Når man som jeg er psykisk syg, så sidder følelserne ofte uden på tøjet, og det er nemt at komme til at sige ja til nogle tilbud, fordi psyken ikke kan overskue en nej-konsekvens, ofte med timelange argumenter til følge.
Så tilbudet er sådan set lidt tarveligt og beregnende, og i og med at det foregår her hjemme i trygge omgivelser, så er man som syg et lettere offer.

Men det lykkedes mig at stå fast og takke nej, simpelthen fordi jeg ikke kan arbejdsprøves, og fordi det vil få katastrofale følger hvis jeg siger ja. Og så gav jeg dem kopier af alle mine lægepapir, så de selv kunne gå hjem og nærlæse dem og få et bedre billede af mine lidelser. Og jeg tror de nu véd, at en arbejdsprøvning ér og bliver umulig, og at jeg ikke deltager i en arbejdsprøvning uanset konsekvens!!
Hvis konsekvensen bliver afslag på førtidspension, jamen så må det blive et afslag. Hvis de piller ved kontanthjælpen og fratager mig min ydelse, jamen så må de fratage mig ydelsen, for jeg kan ikke arbejdsprøves...og længere er den ikke. Så må det være helt op til sagsbehandleren om hvordan dén skal tackles.

Og mærk jer mine ord, jeg kommer aldrig i arbejdsprøvning!!! Om så jeg skal gå fra hus og hjem, så gør jeg dét. 34 mislykkede arbejdsprøvninger er nok, jeg nægter nummer 35!

[Maj-Britt]

Helene, har du en ved siden af dig til det hjemmemøde??

[Ninja]

Nej, jeg har ikke rigtig nogen, men jeg har fået lov til at optage samtalerne med diktafon (grundet min tiltider svigtende hukommelse)...

[Maj-Britt]

Kunne det ikke være en ide at have en ved dig, så du ikke bliver tromlet ned??

[Ninja]

De var faktisk meget søde og forstående, da det først gik op for dem, HVAD jeg fejler, og indså hurtigt at de ikke kan få mig ud i arbejdsprøvningen. Det var kun den første halve time der var lidt belastende - sagsbehandleren havde jo ikke fortalt dem hvad jeg fejler, men kun skrevet at jeg lider af angst. Da det gik op for dem at jeg har en ret alvorlig og kompliceret psykopatologi, og jeg fik foralt dem om mine 34 arbejdsprøvninger, min hverdag med og uden stress, mine 21 år på kontanthjælp og mine 35 år som psykisk syg, og gav dem kopier af statusprofilen fra lægen og speciallægeerklæringen fra psykiateren, og fortalte dem at jeg STADIG IKKE har fået lavet en ressourceprofil og iøvrigt heller aldrig har haft én, jamen så vendte hele situationen sig Maj-Britt!!
Og fra at komme med ''lokketilbud'' så blev de medfølende, venlige og oplysende. Jeg tror de blev chokeret over min sagsbehandling, og da de gik, havde jeg en rigtig god mavefornemmelse. Så jeg er ikke bange for næste runde, og tror faktisk også at jeg er aller bedst når jeg er alene og føler mig lidt presset. Det hjælper jo også meget på situationen at jeg er hjemme. HVIS jeg skulle UD, jamen så ville jeg også have en besidder hos mig...og en stor pose benzo'er

[Maj-Britt]

Godt du føler dig tryg.

[Ninja]

Ja, det hjælper unægteligt meget på sagen.

Dog er det min sagsbehandler der er problemet, og hende der hele tiden finder på numre så jeg konstant bliver utryg. Hun har ALDRIG været venlig, ALDRIG bakket mig op, ALDRIG givet mig håb, ALDRIG opdateret mig mht til min sag osv....

Så selvom Reva folkene er nok så søde og behjælpelige, så kan jeg risikere at min sagsbehandler ignorerer deres vurderinger og istedet finder på nye tiltag der skal få mig i arbejdsprøvning. Jeg bliver bare så ØV!