Mine børn er blevet såret af at se mig fuld. Hvad gør jeg ?!!

[Slettet bruger]

Er denne her tråd ikke lidt hysteri. Måske skal vi til at låse vores børn ind i et hvidt rum til de er 18 år, for så kan de bestemt ikke komme til skade eller opleve menneskelig adfærd.

[Viper]

Hej Permand.

Har du læst hele tråden igennem? Det kan være jeg tager fejl, men det virker ikke sådan. Eller drejer det sig om en holdning du har til problemstillingen, og i så fald på hvilket grundlag?

Viper

[Slettet bruger]

Hej viper

Jamen hvad er det for en "problemstilling" du ser?

[Viper]

Jeg ser et menneske der ønsker at gøre det allerbedste hun kan for sine børn, men er rendt ind i et problem desangående og derfor søger hjælp.

Synes måske derfor at din formulering var lidt uheldig.

Viper

[Slettet bruger]

Jamen problemet er måske at i ser et problem, hvor der ikke er et problem. Hun har bare drukket et glas vin foran 2 børn på 10 og 12 år. Derfor synes jeg ikke vi skal gøre hende til et problem.

[Viper]

Det kan du have ret i, men læste du min lille beretning? Humlen er at hvis man er blevet dukket for meget kan det virke uoverstigeligt og man kan være i tvivl om at man er ok eller kan klare det. Det kan selvfølgelig også være at jeg læser EE helt forkert, og i så fald undskylder jeg mange gange til dig EE

I sådan et tilfælde er det en stor ting og meget modigt at man tør række ud efter hjælp og støtte. JEG vil i hvert fald gerne støtte EE med dette.

Kan du følge min tankegang, også ud fra min egen historie?

Viper

[maruus]

Hvor er det rart med alle de empatiske mennesker der findes her på tråden. Vil blot sige at ingen ingen mennesker går gennem livet uden
at få et par øretæver. - Det er det der gør os til hele forstående og stærke mennesker på godt og ondt.
Endnu en omgang " verbale" roser til Hejdien - for din store tålmod og dine gode svar.
Og til Enteneller . Klø på - og hop op på den høje hest igen - ting sker -


Jeg prøver også igen og igen at kopiere indlæggene - men mislykkes stadig. éen dag lykkes det vel -

[Enteneller]

Hej Viper og I andre,

Viper du har bestemt ikke læst mig forkert, tværtimod ser jeg meget af mig i dig.

Dit indlæg kom lige før mit svar og så var jeg ude af døren, er hjemme igen nu. Ja og da jeg er igang med at redigere ser jeg at Permand også er på, jo Permand du kan have ret at det kunne ligne lidt hysteri, men jeg er desværre sikker på, at det ville være sket før eller siden og måske vil jeg bare blevet ved med, at drikke til hverdag nu hvor jeg ikke har så meget andet og så dulme det lidt når jeg har ungerne. Det var heller ikke bare 2 glas den aften, det var mere 2 flasker. Til min eksmand har jeg dog kun sagt 1 flaske. Det var måske det der skulle til for at jeg stoppe op nu hvor jeg også er på medicin og jeg tror desværre, at det kan være et problem og tabu for mange, så derfor denne tråd også.

Jeg er igen kommet til at skrive meget så jeg håber at ikke mindst du Viper vil læse det og måske hjælpe med lidt flere råd, for jeg kan se at du nok har haft en endnu mere følelsesfattig barndom end jeg !

Jeg kan sagtens se en stor del af mig i dig. Jeg er nr. 2 af 2, men jeg tror heller ikke, at min forældre rigtigt kunne rumme mig, mit liv og senere ej heller min mand eller mine børn. Jeg er vokset op på Lolland med en 2 år ældre storebror, en lidt depressiv mor, der selv har haft en svær barndom og en far der havde nok i sig selv. Der var aldrig kys, kram, trøst eller kærlighed og nærhed, dette "opdagede" jeg dog først senere hen at det "manglede". !! Jeg følte ofte, at der blev gjort forskel på min bror og jeg, han kunne ikke meget selv og blev nærmest fragtet rundt i en glas kugle, der ikke måtte gå i stykker. Jeg kunne alt og hjalp min mor en del derhjemme, jeg udviklede mig til at blive meget temperament fuld og fysisk og min bror og jeg var evigt uvenner og sloges. Han var og er dog en meget rolig type, men vi tog altså en masse slås kampe. I dag taler vi slet ikke sammen, jeg elsker hans og min svigerindes børn og er gudmor til den store. Min bror er gudfar til begge mine børn, min svigerinde havde han ikke dengang og da min eksmand, børnenes far ikke har noget familie, jamen så tog vi bare min bror, det gik vi ikke så højt op i, men han siger mig intet. !!

Kærester har jeg ikke haft mange af og jeg har livet igennem følt mig mere eller mindre følelsemæssigt afstumpet og var bedre til at sætte gang i fester og udleve fysikken eller drikke sig ud i hegnet. Det har været svært for at mig at kramme spontant og udvise kærlighed generelt. Dog føler jeg, at jeg overfor mine børn har spontan trang hertil og giver dem også masser af kærlighed. Ind i mellem fatter jeg slet ikke, at de elsker mig så højt som jeg kan mærke de gør, jeg har jo aldrig følt den varme og kærlighed før. Jeg giver igen hvad jeg kan, men jeg kan også mærke, at det af og til er svært for mig. Jeg glædes ved, at de har en varm og klippefast far, som også giver dem al den kærlighed de behøver. Jeg gør hvad jeg kan for at følge med, men syntes bare ikke altid, at jeg er helt som de andre forældre. Der er ingen tvivl om at jeg elsker dem overalt på jorden og jeg ville gerne vise dem endnu mere kærlighed, jeg må dog bare lære at acceptere, at det jeg gør er godt nok, jeg har jo ikke "lært" bedre. Kender du det Viper, med at det kan være svært at vise kærlighed og varme, måske fordi man ikke selv har fået den ?

Grunden til jeg er lidt urolig med min angst når mine børn er hos mig er måske fordi, at jeg er bange for at jeg ikke er i stand til at give dem den kærlighed jeg ikke selv fik. Ydermere er jeg bange for at vise svaghed, jeg har jo altid været den stærke, der kunne det hele. Men hvis ikke mine børn skulle kunne se mig, deres mor syg og ligge på sofaen, hvem skulle så ? Det er dog meget sjældent, at jeg ligger på sofaen, jeg er ikke god til at hvile mig, det gør jeg enten via meditation, være i min have eller ved at surfe på computeren.

Det er også utroligt, at føle, at man bliver elsket så meget af ens børn. Jeg ved godt, at man skal passe, og passe på den kærlighed og jeg elsker da også mere end noget andet når min søn på 12 år kommer ned i stuen fra tid til anden og kysser og krammer mig flere gange og min datter på 10 bliver ved med at skrive at hun savner mig og elsker mig, så må det jo passe, det er bare mærkeligt at få al den kærlighed, men det varmer jo langt ind i hjertet.

Psykologen har hele tiden søgt at jeg skulle finde noget i barndommen, der får mig til at forstå hvorfor jeg er blevet syg og har det som jeg har det idag. Det er nok mangel på følelser, der gør meget, jeg bebrejder ikke mine forældre noget mere. Desuden skulle jeg nok have været skilt for 10 år siden for jeg har ikke elsket min eksmand siden vi fik børn, men det har været svært for mig at tyde hvordan man "elsker" og vurdere om forholdet var godt for mig også, jeg var jo bare vant til at alle andre skulle have det godt, jeg var der bare og gjorde som man skulle.

Min forældre ville ikke tage sig af mine udsagn omkring deres mangel på opmærksomhed ikke mindst omkring mine børn, ved ikke hvorfor, men min mor blev jo også syg af kræft lige efter jeg fik min søn. Kræft eller ej så er jeg desværre sikker på at det ikke var blevet anderledes.

For 3 år siden skrev jeg et langt og velformuleret brev til min far. Grunden til at jeg gjorde det netop dengang, var at jeg skulle skilles, vores hus skulle sælges, jeg var død syg af stress og angst og lige røget ud af arbejdsmarkedet. Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne få noget sted at bo, da jeg jo ikke ville kunne låne penge i banken som det var. Dog havde jeg en far der havde penge og kunne øse ud af dem hvis han ville. Da jeg spurgte ind til dette endte det dog med at han sagde, at jeg jo kunne tale med banken om at få lavet en kasse kredit. ! Selv min svigerinde var rystet over, at han kunne give mig den besked, hun talte efterflg. med ham og jeg fik lidt penge, men så tænkte at så måtte det være det, det kunne da ikke nytte af det var min svigerinde, der skulle presse penge til mig ud af ham !!. Nu ville jeg klare mig selv, heldigvis fik vi solgt huset og jeg fik med meget møje og besvær overfor kommunen og boligselskabet leflet mig til et 3 værelses række hus (endda) lige i nærheden af skolen og så til leje, så jeg kan få boligsikring, for s.... hvor har jeg været heldig der. Der er ellers 5-8 års vente liste, så det var min gevinst mit i sygdom og krise.

Jeg var dog stadig meget skuffet over min far og kunne slet ikke have gennemskuet, at han ikke ville hjælpe. Vi har ellers altid kunnet tale sammen min far og jeg. Jeg endte så med at skrive ham et langt langt brev, med alt om forskels behandlingen mellem min bror og jeg, at jeg følte han overså mine børn, hvorfor min svigerinde kunne mere end jeg og at jeg var sindssygt skuffet over det med pengene osv. osv. Folk i min familie er desværre enige med mig heri. Et par dage efter ringede jeg ham op for at høre om han havde fået og læst brevet, jeg hader at folk går og bære på noget der er svært at håndtere. Han havde fået brevet og jeg måtte jo forstå at han havde jo også været nede efter min mors død 8 år tidligere. Hmmmmm. Den tror jeg ikke helt på desværre, men sådan må det jo være. Måske havde han været nede, men jeg havde altså også mistet min mor og nu endnu mere, så hvorfor ikke hjælpe hinanden efter alt det vi havde været igennem. Han sagde og siger altid at vi skal hjælpe hinanden og passe på hinanden og jeg er lige ved at brække mig over, at det kommer fra ham af. Jeg er hudløs ærlig, som I nok kan fornemme og er der nogen der kan sige tingene ligeud, så er det mig, men han vil bare ikke fatte det, heller ikke selvom jeg gør det på en stille og rolig og afdæmpet måde (da nogle siger også, at jeg er "for" direkte nogle gange). Det kunne blive så godt, han har et sæt af verdensbedste børnebørn i mine børn og vi har brug for hjælp, der er ikke anden familie, der rigtigt kan hjælpe os.

Jeg har kontakt med et af min fars vennepar, som er nogle helt andre mennesker og netop hjælper deres datter, som også har været nede med flaget, men nu er i revalidering. De forstår ikke, at han ikke er der for mig og de har kendt ham i over 20 år tror jeg og er meget sammen med ham. Han har hjulpet deres datter med at finde et job, for det kan han min far, han har kontakter alle vegne og kan lige fikse dit og dat for andre. Men på det menneskeligeplan kan han ikke vise følelser, selvom han siger at det er det vigtigte, så jeg forstår det bare ikke. I tiden efter brevet spurgte han mere til mine børn og lign. og blev ved med at sige han ville komme ind og besøge os, bare lige komme forbi, men det gør han ikke. Og tlf. opkald er også ebbet ud, jeg tror ikke at han kan håndtere den med at jeg nu søger førtidspension heller for i hans øjne så skal man gå på arbejde i en eller anden form. Lige som det sidste omkring ham så kan jeg tilføje at han selv havde verdensbedste forældre som jeg bare elskede. Min farmor der røg som en skorsten og svinede folk til og min farfar som var en stille men meget sød mand. Det havde et hus med en kæmpe eventyr have af ikke mindst ukrudt, de tog en dag adgangen og var verdens sødeste mennesker. Min farmor og jeg lignede hinanden meget og vi kunne tale om alt. Desværre døde hun da jeg var 19 år gammel og på det tidspunkt i U.S.A.

Jeg kan dog konkludere, at jeg nok haft en barndom, med mangel på følelser fra min forældres side af og dette er fortsat ind i voksen livet fordi at jeg bare har haft så svært ved, at forstå og acceptere, at min mor og heller ej nu min egen far ikke kan vise mere end de/han gør. Jeg havde ikke noget følelses mæssigt forhold til mor heller, vi gik bare ture sammen og hyggede med en kop kaffe og en smøg da jeg røg.

Jeg er også den behagsyge, der kan gøre alt og magte alt for alt og alle og det kan man jo heller ikke holde til i længden. Hvem er Hyanna ?, hende kender jeg ikke.

Nå nu må jeg hellere slutte for denne gang, jeg må snart ud at handle, men gider det ikke, det er der jo ikke tid til når jeg skal chatte her.

Tak for klappet på skulderen, det må jeg lære og min far ham må jeg vel bare acceptere som han er ?.

Kh. EE

[Slettet bruger]

Nu var jeg selv en ud af 3 børn med en alene mor ( på overførelseindkomst ) og selvom vi var nogle "lorte unger" så tror jeg bestemt min mor elskede os og vi elskede vores mor. Men det skal man nok blive ældre for at forstå.

[pruttenQ34]

permand...hvis ens børn ikke vil være sammen med en eller bliver nervøse ved være sammen med en alene er man nød til få lidt hjælp eller komme af med det herinde...kan jeg intet se der er noget glat i