Kommunen - Den gode historie!

[Kanogvil!]

Hejsa...

Jeg har fulgt K10 i længere tid, fået gode råd og fundet megen nyttig information herinde. Desværre findes der rigtig mange dårlige historier om kommuner og sagsbehandlere, derfor vil jeg gerne fortælle om min gode oplevelse og håber vi kan få en positiv tråd, som kan give andre lidt håb:-)

I oktober 2005 var jeg 25 år, lærerstuderende og havde haft fritidsjob ved siden af studie, siden jeg var 13 år. Desværre vælter jeg, da en veninde og jeg står på hovedet for sjovt (ja, rigtig dumt!) og slår min nakke, så jeg får nakkesmerter.
Gennem de næste mdr. sover jeg meget, har ondt i nakken og kan ikke overskue mit studie, så jeg får det gjort til et halvtid studie i stedet gennem min studievejleder. Jeg skal I praktik i januar, hvor mine smerter går amok, da jeg ikke selv kan tilpasse min dag. Jeg har mange smerter, min læge udskriver smertestillende, og jeg kontakter kommunen i forbindelse med økonomisk hjælp til et bord og en god stol på studiet og hjemme. SU - styrrelsen betaler et meget fint bord og stol begge steder, så jeg bedre kan klare mit studie. Jeg aftaler med kommunen, at jeg skal kontakte dem igen, hvis jeg får problemer eller når mit studie nærmer sig afslutningen.

I 2007 bliver jeg indlagt på gigtsanatoriet i Århus 1 mdr. til genoptræning og tilpasning af medicin, da jeg har fri på mit studie 1 mdr. Desværre gør genoptræningen mig meget dårlig, men jeg får til gengæld en tilpasset medicinen og bliver mere smertedækket med Transtec plaster og Ibumetin.

I slutningen af 2007 kontakter jeg igen kommunen, da jeg bliver færdig med mit studie i januar 2008. Kommunen hjælper mig med at søge om flexjob. Jeg bliver henvist til en læge, som skal udtale sig i forbindelse med sagen. Den første læge er gået på pension, så jeg bliver henvist igen. Det viser sig, at jeg er kommet til en af de få læge i Danmark, som lige præcis ved hvad min nakkeskade går ud på, og han kan se noget på de røngtenbilleder, som ingen andre læger kan! Jeg får en fin udtalelse fra ham og i slutningen af dec. 2007 får jeg en opringning om, at jeg er tilkendt flexjob - det bedste julegave nogensinde!

1. feb. begyndte jeg selv at søge nogle flexjob. Jeg blev hurtig indkaldt til en samtale, hvor min jobkonsulent deltog. Lederen på stedet sagde til samtalen, at han så det som sin pligt at hjælpe de svage i samfundet, og at han gerne ville have mig i praktik, det var dog ikke sikkert, at han kunne ansætte mig efterfølgende. Da jeg kom ud fra mødet med min jobkonsulent, sagde hun, at jeg under ingen omstændigheder skulle takke ja til dette, da han ikke så mig, som den resourrce, jeg var. Hun sagde, jeg skulle søge videre, og i april blev jeg fastansat uden praktik eller arbejdsprøvning fra 1. august på en friskole med en meget forstående leder, som kan se mine værdier og ikke gør det for medlidenhed.

Jeg har nu haft det samme job i snart 3 år og er meget glad for det. Jeg var til en opfølgende samtale for et par mdr. siden på kommunen - nu i Favrskov kommunen, da jeg flyttede i mellemtiden - hvor vi snakkede om at mine arbejdstider var lidt hårde i øjeblikket, da jeg havde en lang dag om ugen. Min sagsbehandler spurgte, og jeg havde brug for, at vi rettede mit flexjob til, så jeg kom lidt ned i tid!!!
Jeg var ved at falde af stolen, da hun sagde det - meget forstående SB - men jeg takkede nej og fandt selv en løsning med min arbejdsplads.

Som I nok kan høre har min sag været meget smertefri - det skal dog siges at det stadig har været meget hårdt, og uvisheden omkring helbredet i sig selv kan være hård at håndtere, men Århus Kommune og Favrskov kommune var virkelig gode til at hjælpe mig på vej og har støttet mig undervejs.

Kommunen havde haft alle muligheder for at trække min sag ud, da jeg i 2002 havde en spiseforstyrrelse og fortsat var i gruppeterapi i 2006. Kommunen kunne have vurderet det til kke varigt nedsat erhvervsevne, fordi min psyke kunne påvirke hele skade og sagen, men det blev ikke nævnt på et eneste tidspunkt!

Det eneste som ikke gik igennem, var noget økonomiske støtte til min dyre behandling, men jeg har tænkt mig at prøve igen i år, nu tingene køre lidt mere af sig selv og overskuddet er til det.

[Ida]

Tillykke med det! Det giver jo også håb for os andre.