Hvornår bør førtidspension være sidste udvej?

[blue-sky]

Jeg er helt ny i dette forum, har kigget lidt i de forskellige indlæg men har ikke rigtig kunne få et svar på det jeg går og tænker på. Jeg har siddet i et andet forum, hvor folk har anbefalet mig at søge førtidspension, men det er ikke lige lykken for mig i øjeblikket. Jeg ved dog at det KAN blive en mulighed, og mit spørgsmål er derfor mest rettet til folk med samme diagnoser som jeg:

Jeg har fået konstateret borderline, skizotypisk sindslidelse og socialfobi. Jeg har tidligere lidt af bulimi og har forbigående depressioner. Jeg har været i behandling på bispebjerg fra jeg var 19-20 efter selvmordsforsøg samt grundet min bulimi, hvor jeg fik konstateret borderline og har nu gået et år i behandling hos distriktpsykiatrien hvor jeg har samtidigt har fået konstateret at jeg har skizotypi. Jeg har været sygemeldt fra studierne siden august, men i januar blev jeg decideret sygemeldt og røg på kontanthjælp.

Jeg har været syg siden jeg var barn (og gået i psykologbehandling da jeg var 8-10 år gammel), men da jeg har kunne opretholde en "facade" ved at dele min personlighed (min psykiaters ord) har jeg kunne undertrykke min syge side i en del år og har derfor været konstant på arbejdsmarkedet til jeg blev 22, dog med studier i et par måneder inden min sygemelding. Da jeg blev 22 brød det hele sammen, hvilket var grunden til min sygemelding.

Jeg har det sidste år ikke haft forbedring i min sindstilstand, og jeg frygter lidt at jeg aldrig bliver rask nok til at kunne fungere på en arbejdsplads.

Er der nogen herinde, med en eller flere af samme diagnoser, der har kunne få sådan en bedring i jeres tilstand at i evt kan flexjobbe? Eller vil man med de diagnoser, og stadig ingen bedring efter 1 år på medicin og behandling hos psykolog + psykiater - ikke forvente at der kommer bedring på noget tidspunkt?

Jeg (med alt respekt for jer der har førtidspension) frygter at skulle blive førtidspension da jeg lidt vil føle mig som en fiasko og få det endnu værre hvis det en dag skulle ende der. Hvor længe skal man give det en chance for forbedring før man bør overveje at førtidspension er eneste fremtidige mulighed for at forsørge sig selv?

For forhånd tak til jer der havde overskud til at læse mit indlæg.

blue-skye velkommen til siden ...

Jeg er ikke en af dem med nogen af de omtalte lidelser men jeg ville alligevel skrive til dig ang førtidspension ...

Jeg kender mange mennesker med førtidspension der finder andet indhold her i livet , bla har vi her på siden Webmaster der ejer og laver den her side og den ville jo være svær for mange af os at leve under..

Det gør så at han har noget at lave og er til nytte for mange alligevel , så er der mange der har frivilligt arbejde (guderne skal vide at dem er der brug for ) der er mange der finder sig et skånejob på deres vilkår måske hjemme ergo tag det ikke som et nederlag hvis og så frem det ender ud med pension..

Jeg kender lidt til dine lidelser da jeg har en nevø med mange af de samme som dig, han har været på kontanthjælp siden han var 18 år og ingen mulighed for at komme videre i livet har ikke engang kunne fuldføre folkeskolen ...

Kommunen har på intet tidspunkt gjort noget for ham de har gemt og glemt ham (han har været anbragt uden for hjemmet ) og jeg ved hvor hårdt livet har været for ham på kontanthjælp ... først nu er der sket noget og han er blevet indlagt på den lukket afdeling og vi håber så at han den vej igennem kan få hjælp....

Og jeg ved at hans højste ønske nu er pension , sådan at han i hvertfald har noget stabilitet i sit liv og en økonomi der kan løbe rundt (han har ikke fået voksen ydelsen da han først for nyligt er diagnoiseret skizofren) det jeg bare vil frem til med alt det her er ..

DU MÅ OG SKAL IKKE FØLE DET SOM ET NEDERLAG HVIS DET BLIVER FØRTIDSPENSION

men samtidig tror jeg også at jeg kan love dig at hvis og så frem kommunen kan se den mindste smule restevne i dig så vil det blive fleksjob men du skal jo også gøre klart for dig selv hvad du ønsker og magter ....

[Enteneller]

Hej Blue-sky,

Velkommen til siden, jeg vil give Hejdien ret, det handler ikke om hvilken "titel" man har det handler om hvordan man helbredsmæssigt trives.

Mine diagnoser er ingenlunde ala dine, det er "blot" stress, angst og måske lidt ADHD. Jeg troede virkelig, at jeg ville kunne klare et fleksjob ikke fordi det ville skræmme mig, at være førtidspensionist, men jeg elskede jo at komme afsted hver dag. Så var man fri for at "tænke" så meget. Desværre røg jeg gevaldigt ned med flaget efter 2 arbejdsprøvninger og det var det absolut ikke værd. Nu søger jeg pension og den vej skulle have gået fra starten af, jeg så det bare ikke.

Du virker også til at kunne klare en del og har megen vilje, men du kan passe på hvad du "kaster" dig selv ud i. Det er ikke det værd evt., at få det værre. Man kunne jo starte en arbejdsprøvning op og hvis det kører for dig, kan du jo senere sammen med din sagsbehandler finde ud af om det skal være fleksjob eller førtidspension du søger. Måske går det godt i din arbejdsprøvning eller måske har du lyst til at løbe skrigende bort inden den startes og så siger tingene jo sig selv. !

Jeg fortryder, at jeg ikke stoppede tidligere op allerede efter min første arbejdsprøvninge og mærkede efter. Jeg skulle ikke have budt mig selv den sidste, men jeg så det ikke, så vær opmærksom på hvordan du har det undervejs hvis du går i arbejdsprøvning. Du skal kunne sige til dig selv at sådan vil det være i mange år frem, kan du klare det ? Måske syntes du at det er herligt, at være til nytte, måske ikke, jamen så giver det sig også selv.

Jeg ser frem til, at jeg forhåbentlig får pension. Så bliver jeg fri og jeg kan selvbestemme hvad jeg vil lave, arbejde med, om jeg vil være sammen med mine børn i hvad de laver, læse bøger osv. osv. Jeg har ikke ansvar for noget job eller pligter af den art, hvis jeg har ønske om et skåne job kan jeg sikkert også få det, men helbredsmæssigt er jeg fri til at tage mig at mig selv, når jeg har brug for det.

Som min sagsbehandler sagde, "hvis eller når du får pension, så har du jo ikke nød at ligge dig til at dø". Det handler jo om hvad man selv sætter i sit liv og samtidig får man tid til at mærke efter. Jeg kan også være den, der kan være bange for at mærke for meget, men måske er det det der skal til indtil man finder den rette balance, der passer en selv. Såfremt man så senere føler sig super klar til fleksjob, så kan pensionen jo gøres hvilende og man kan søge visitation til fleksjob.

Held og lykke med det, det er drøn hårdt at finde ud af hvad man vil, men prøv at skrive ned hvad du kan bruge det forskellige til og hvad du har for ønsker til dit liv, derved bliver du måske klogere på dig selv. En arbejdsprøvning skader jo heller ikke, hvis du selv blot følger dig selv i hvordan det går og bremser den hvis det ikke går.

Mvh. EE

[Ninja]

Uha, det er svært at svare præcist på, da alle diagnoserne kan tangerer fra milde til middel eller svære.....

Jeg lider af OCD, socialfobi, psykoser, panikangst, depressioner og har en del af ADHD diagnosen, plus lidt mere.

Jeg har været på kontanthjælp i 21 år, fordi jeg har prøvet og prøvet og prøvet at blive rask nok til at kunne klare en uddannelse, et job osv. Men det lykkedes aldrig, hvorfor jeg nu søger førtidspension. Lov mig at du ALDRIG får drevet det så vidt!!!

Jeg skulle bare have søgt førtidspension for 10 år siden....eller for 15 år siden, og ha været foruden alle de nederlag der fulgte.

Et fleksjob, tjoooo....det lyder enormt nemt, men de jobs hænger ikke just på træerne, og man skal dæleme være med i gamet for at få et fleksjob. Og rigtig mange strander med titlen som fleksjobber, men får reelt aldrig jobbet, og i mellem tiden ryger de fra det ene åndssvage kursus efter det andet, hvor de skal skrive uopfordrede ansøgninger, lære at skrive CV osv osv....de fleste er på fortsat kontanthjælp.
DET ER EN KAMP!!! Og rigtig mange knækker psykisk på det, eller går rundt i en evig angst for, at kommunen skal finde på nye regler, så de kommer endnu længere ud over kanten. Der er ikke rigtig den fornødne ro over at være flekser.

Førtidspension, tjaaa....det ér jo trist det skal ende sådan. Men hvis det giver ro i sjælen, så kan det jo være lykken. Og mange mennesker kan alligevel få skabt sig et dejligt liv, med fred, og uden kamp med systemet, uro, ængstelse og en sag der konstant skal opdateres og holdes i gang, regler der skifter og hvor man kan komme i klemme osv.

Du har alvorlige diagnoser, og må gøre op med dig selv om, hvor meget mere du vil kæmpe - både for fleksjob og med diagnoserne samtidig. Som førtidspensionist kan man jo stadig hold sig aktiv, nogle kan gå lidt på aftenskole, kurser af få timer om ugen (alt efter temperement) og nogen finder et skånejob, hvor de kan bidrage det de kan, uden fare for at pensionen ryger hvis man ikke kan klare det alligevel.

Med andre ord, så kan førtidspensionen give rigtig mange syge mennesker livskvaliteten tilbage, så de kun skal tænke på deres diagnoser, behandling, frihed og ro....

[phhmw]

Hej Blue-Sky.
Velkommen til. En ung mand som jeg kender er skitzofren i svær grad. Indlagt adskillige gange under tvang. Alt har været kaos. Han har nu vedkendt sig sin sygdom og er i gang med en uddannelse. Førtidspensionist og fuld opbakning fra kommunen og omgivelserne.

I det øjeblik han evt får tilbagefald bliver han pension aktiv. Hvad fremtiden bringer ved ingen. Men hvis du evt får en pension er det jo ikke det samme at du skal fortsætte resten af livet som pensionist
Hilsen Peter

[Morgause]

Jeg synes, det er svært at sige, når man ikke ved, hvordan du egentlig går og har det. Selvfølgelig skal du ikke presses ud et sted, hvor det bliver værre, men føler du, at det ikke er nu, du skal søge pension, så er der andre muligheder. Der er f.eks. den midlertidige pension, hvor man får fred i nogle år til at få behandling til at virke, og så er der det med fleks.

Som de andre skriver, er det svært at få et fleksjob i praksis, selvom man er blevet tilkendt det, men det er dæleme også svært at få pension, når man er ung, for der står i loven, at alder tæller med, når det skal vurderes. Det kommer selvfølgelig an på, hvilken kommune, du bor i - hvis du er uheldig og bor det forkerte sted, så skal du regne med at slås for din sag, og så er det nok nemmere, hvis du selv føler, at det er det rigtige at gøre.

Har du prøvet at snakke med din psykolog og din psykiater om, hvordan de ser dine fremtidsudsigter? Ikke at deres ord skal være lov, men de kan måske være med til at hjælpe dig med at finde frem til den løsning, der er rigtig for dig.

Slutteligt: Da jeg selv måtte se i øjnene, at jeg måtte søge pension, tudbrølede jeg nærmest uafbrudt i 3 måneder af samme årsag, som du angiver. Jeg havde en overfladisk og fordomsfuld idé om, hvem der fik førtidspension, men det måtte jeg revurdere voldsomt. Jeg måtte indse, at vi ikke selv vælger et liv som syge. Kunne vi vælge, ville vi selvfølgelig vælge et liv uden sygdom, som raske mennesker, der kan gøre og magte så uendeligt meget mere. Derfor må du heller ikke tænke ringere om dig selv, uanset hvilket valg, du ender med at tage. Du bliver ikke et ringere menneske af at tage dig selv alvorligt. Tværtimod.

[Stella]

Helene skrev : Et fleksjob, tjoooo....det lyder enormt nemt, men de jobs hænger ikke just på træerne, og man skal dæleme være med i gamet for at få et fleksjob. Og rigtig mange strander med titlen som fleksjobber, men får reelt aldrig jobbet, og i mellem tiden ryger de fra det ene åndssvage kursus efter det andet, hvor de skal skrive uopfordrede ansøgninger, lære at skrive CV osv osv....de fleste er på fortsat kontanthjælp.
DET ER EN KAMP!!! Og rigtig mange knækker psykisk på det, eller går rundt i en evig angst for, at kommunen skal finde på nye regler, så de kommer endnu længere ud over kanten. Der er ikke rigtig den fornødne ro over at være flekser.

Puha du rammer plet Helene...det er lige det jeg oplever...det er dælme hårdt at skulle arbejdsprøves hvert år og igennem hele den smertefulde mølle og fortælle gud og enhver om sit privatliv og sine sygdomme og kikkes i sømmene hele tiden og så er man skide bange for at de snupper pengene fra en hver gang...det rykker op I smerterne som man gerne vil glemme lidt og leve livet så godt man kan ... Når man har været udenfor i flere år er det ikke let at få et fleksjob...

[Ninja]

Ja og det værste er, at rigtig mange fleksere bliver så syge af den behandling, at de alligevel ender med førtidspensionen. Mange skulle have haft den fra start, og helt have undgået psykiske forværinger af at være i vridemaskinen med usikkerheden som eneste sikkerhed.....

Derfor skal blue-sky søreme tænke sig rigtigt godt om - og have fortalt bagsiden af medaljen, og med de alvorlige diagnoser blue-sky har, så er det kun fair vi fortæller sandheden. For sagsbehandlerne kan få fleks til at lyde som den store gevinst!
De glemmer bare at fortælle, at jobbene er SÅ svære at få fat på og/eller at skånebehovene meget sjældent bliver overholdt til punkt og prikke, og når man siger ja til fleks og får det bevilget, så kan der meget hurtigt tegne sig et mareridt om gentagne arbejdsprøvninger, kurser, usikkerhed og 'slaveri'...og en evig angst for om man nu også får sine penge næste måned.
Man skal også skrive sig bag øret, at man hele tiden, og igen, skal ribbe op i sår der er ved at heles, at man bliver præsenteret for nye sagsbehandlere, inkompenente jobkonsulenter og privat aktører der kun er ude på at købe og sælge klienterne, så der kan komme penge i kassen. Og at man skal krænge sit liv ud overfor alle disse fremmede, hvilket er hårdt - specielt med blue-sky's diagnoser med socialfobi ect.
Og skulle jobbet endelig komme, så er de bedøvende lige glade med om transporttiden er 2,5 time hver vej, og dér står man igen i lort til halsen, for hvad nu hvis man siger at det kan man ikke påtage sig?? Tager de så pengene?? Hvad nu hvis jeg ikke kan klare jobbet?? Hvad hvis jeg bliver sagt op??

At være flekser er IKKE for folk med sarte nerver og psykiske diagnoser, for det kræver virkelig kamp og overblik, for fremtiden er SÅ usikker - og man aner ikke hvad der sker 6 mdr frem i tiden.

[blue-sky]

Mange tak for alle jeres svar.

Jeg havde faktisk ikke regnet med at det var så svært mht flexjob, og i mine øjne har det hele tiden virket som noget jeg skulle se frem til, hvis jeg nu ikke kan klare et fuldtidsjob (hvilket jeg overhovedet ikke kan pt) - da økonomien bestemt er et stort dilemma. Selvom jeg er så heldig at jeg får den høje sats i kontanthjælpen trods min alder, så føler jeg stadig det er svært at ruffe med - og tanken om hvis jeg mister min "indkomst" gør det bestemt også værre.

Men jeg ved bare ikke hvor længe jeg skal være i systemet (min behandling, sygemelding etc) før jeg bør overveje om førtidspension er min fremtid?

[Ninja]

Tror desværre ikke altid man selv er herre over det!

Det du har brug for er, psykiater og/eller psykologs klare vurdering af dine fremtidsudsigter - og så handle udfra hvad de mener er korrekt.
Du skal vide om der er mulighed for total helbredelse, eller om du (som jeg) skal kæmpe med diagnoserne resten af livet. Og endelig skal dine behandlere fortælle dig om dine muligheder på arbejdsmarked, enten som selvforsørgende, delvist selvforsørgende eller muligheder for fleks eller førtidspension.
Dine behandlere véd erfaringsmæssigt hvordan dine diagnoser udarter sig og hvad der reelt er muligt. Eller umuligt. Og i sammenråd med dem, så finder du præcist ud af, hvad vej din verden drejer....

Selvom du belsutter dig for at førtidspension er det rette, jamen så er det jo langt fra nok til at få den bevilget. Det hele kommer an på behandlernes vurderinger. Så mit bedste råd er, at du skal tale med din læge, psykitaer og hvem du ellers er tilknyttet hos, og bede dem komme med deres uforbeholdte mening angående hvilken hylde der vil være den rette for dig, med de diagnoser du har.....
De kan også fortælle dig hvor længe de mener en 'behandling' bør tage, hvor længe du skal være sygemeldt og hvad der skal gøres for at få dig på acceptabel højkant igen....

Kogt ned, så skal man ALTID rådføre sig med sine behandlere når man er i systemet - og gerne hele tiden. Dine diagnoser er alt for komplicerede til at du selv kan klare dig rundt/igennem systemets talrige gange, som kan føre een ud på et sidespor. Du har brug får rådgivning og støtte. Og det får du IKKE af kommunen som KUN tænker i kroner og øre....