Føler mig så udstødt... Vær sød at hjælp hvis du kan

[gkthomsen]

Hej med dig, og tak for at du vil tage dig til til at læse min historie.

Jeg har i en årrække skrantet rigtig meget, men har virkelig prøvet at kæmpe mig igennem hverdagen så godt jeg har kunne, med en mand der har nok i sig selv og 4 dejlige børn.

Jeg har været sygemeldt fra mit arbejde i en sportsbutik i 52 uger nu og er dags dato blevet smidt for porten. Trods at jeg i de 52 uger har gjordt alt hvad jeg er blevet bedt om ang. udredningen.

Har fået stillede 4 diagnoser psykisk, ( panikangst, depressiv personlighedsstruktur, ængstelig evasiv personlighedsstruktur, og en blandet type) men i bund og grund er det de fysiske symptomer der forhindre mig i af vende tilbage til arbejdet.

Men kom så i terapi behandling hvor man mente at det ville hjælpe på psyken og dermed ville de øvrige fysiske symptomer ( svimmelhed, voldsom hovedpine, mavesmerter, sitren i arme og ben, åndebesvær m.m ) også ville fortage sig. Dette er dog ikke tilfældet, og man her efter 3-4 mdr efter terapi forløbets start har fundet ud af ved indlæggelse, at jeg har en blodprocent på 4.4, og bliver givet 4 poser blod, de finder at mine lunger har små mørke pletter hvilket er en gammel lungebetændelse der ikke er behandlet, har endnu ikke fundet svaret på blodmanglen, men man leder stadig. (er dog udskrevet efter 10 dage )
Tror at det er mavesår, men modsagde mig en kikkert undersøgelse uden bedøvelse, hvilket er det eneste i dette langvarige forløb jeg har sat mig imod. Men er nu blevet det lovet, og venter på indkaldelse.

Endvidere er jeg blevet mr scanet hvor man fandt ud at at jeg har kronisk bihule betændelse, og i samme forbindelse til neologen også kronisk spændingshovedepine med migrænoid forværring. som det hedder
Dette skulle dog kunne mindskes med op til 50 procent med medicin som starter op mandag, men kan tage op til et halvt år, at have indstillet rigtigt til mine behov.

Har virkelig skrantet de sidste 2 år, og måtte lade mig sygemelde for et år siden, hvor alt dette er blevet opdaget.

Syntes at det har været umådeligt hårdt, også ang. det herhjemme, jeg føler mig som en hypokonder, er syg konstant. Prøver virkelig at tage mig sammen så det ikke ses. har endda under sygemeldingen selv bedt om at få lidt timer på min arbejdsplads da de har været i underbemanding, men det måtte kun være 2*2 timer i ugen, fastsat af psykiater og jobcentret.

Nu har man så valgt at stoppe mine sygedagpenge, pga jeg ikke opfylder krævene... man tror at jeg på sigt vil kunne genoptage jobbet som før på halv tid, men man kan ikke sige hvornår det vil ske, trods at behandlingen af de psykiske diagnoser er på 2 år. hvilket er det man burde kunne få det forlænget

Lidt om mig selv : Jeg har altid følt mig som en stærk person, hvis man tager de sidste 2 år fra... Jeg er som sagt gift og har lige haft kobberbryllup med min mand som er 15 ældre end mig ( dog med tidlige brud, som jeg har valgt ) Han går umådeligt meget op i hans arbejde, penge og status og sport. mens det er mig der ordner ALT herhjemme og hører for det hvis ikke det er iorden. (dog med undtagelser, når jeg syneligt viser at jeg ikke kan mere )

Og som i nok allerede har regnet ud, tjener han alt for meget til at jeg kan gå ned og få kontant hjælp. Men hans penge bliver gemt væk ( pensioner, aktier o. lign )og særeje.
Dog siger han at vi nok skal finde ud af det, men jeg ved bedre.... Det vil ende galt. Og desuden er jeg så fustreret over at skal bede ham om penge

Jeg aner ikke mine levende råd, føler ikke at jeg orker mere, har bare lyst til at skrige, græde, sparke og kaste med ting

Jeg ønsker at genfinde min styrke, min glæde og alt det gode i mig jeg engang havde... på den måde ville jeg også finde styrken til at tage mig bedre af mig selv og vores dejlige 4 børn som har fortjent så meget mere end en konstant syg mor, og en konstant sur og tvær far der kun tænker på sig selv.


Har i nogle gode råd, og frem for alt kender du systemet og kan hjælpe mig med at klage over deres afgørelse ville jeg tage imod det med kyshånd

Med venlig hilsen pigen der er ved at miste modet og er på gådens rand.

Ps. mange af mine symptomer er stærkt aftaget efter jeg har modtaget blod. undtaget hovedpine og mavesmerterne

[velcro]

Kære Gkthomsen
Hvordan fanden har du kunne holde sammen på dig selv og din familie. Forstår godt du har haft det dårligt med så lav en blodpct. Som du skriver har du jo også fået det bedre efter blodtransfusionerne, men der må da være en årsag til dit voldsomme blodtab.

Du skriver dels at du har psykiske symptomer foruden dine fysiske symptomer. Jeg tænker bare er der nogen der måske har kædet dem sammen på noget tidspunkt. For kan nogle af dine psykiske symptomer ikke være forårsaget af din blodmangel????

Jeg ved ikke hvilket råd der er det bedste at give dig. Det virker som om du er ret meget inde i lovgivningen omkring forlængelse af sygedagpenge. Og hvor mange kræfter og ressourcer du har til at kæmpe. Måske du kan få hjælp fra en af de private socialrådgivere. Ricky plejer at skrive her på siden, så måske kan han hjælpe.

velcro

[L.S.]

Oprindeligt indsendt af gkthomsen

Har fået stillede 4 diagnoser psykisk, ( panikangst, depressiv personlighedsstruktur, ængstelig evasiv personlighedsstruktur, og en blandet type) men i bund og grund er det de fysiske symptomer der forhindre mig i af vende tilbage til arbejdet.

Men kom så i terapi behandling hvor man mente at det ville hjælpe på psyken og dermed ville de øvrige fysiske symptomer ( svimmelhed, voldsom hovedpine, mavesmerter, sitren i arme og ben, åndebesvær m.m ) også ville fortage sig.
Dette er dog ikke tilfældet,
Tror at det er mavesår, men modsagde mig en kikkert undersøgelse uden bedøvelse, hvilket er det eneste i dette langvarige forløb jeg har sat mig imod. Men er nu blevet det lovet, og venter på indkaldelse.

Syntes at det har været umådeligt hårdt, også ang. det herhjemme, jeg føler mig som en hypokonder, er syg konstant. Prøver virkelig at tage mig sammen så det ikke ses. har endda under sygemeldingen selv bedt om at få lidt timer på min arbejdsplads da de har været i underbemanding, men det måtte kun være 2*2 timer i ugen, fastsat af psykiater og jobcentret.

behandlingen af de psykiske diagnoser er på 2 år.

Lidt om mig selv : Jeg har altid følt mig som en stærk person, hvis man tager de sidste 2 år fra... Jeg er som sagt gift og har lige haft kobberbryllup med min mand som er 15 ældre end mig ( dog med tidlige brud, som jeg har valgt ) Han går umådeligt meget op i hans arbejde, penge og status og sport. mens det er mig der ordner ALT herhjemme og hører for det hvis ikke det er iorden. (dog med undtagelser, når jeg syneligt viser at jeg ikke kan mere )

Og som i nok allerede har regnet ud, tjener han alt for meget til at jeg kan gå ned og få kontant hjælp. Men hans penge bliver gemt væk ( pensioner, aktier o. lign )og særeje.
Dog siger han at vi nok skal finde ud af det, men jeg ved bedre.... Det vil ende galt. Og desuden er jeg så fustreret over at skal bede ham om penge

Jeg aner ikke mine levende råd, føler ikke at jeg orker mere, har bare lyst til at skrige, græde, sparke og kaste med ting

Jeg ønsker at genfinde min styrke, min glæde og alt det gode i mig jeg engang havde... på den måde ville jeg også finde styrken til at tage mig bedre af mig selv og vores dejlige 4 børn som har fortjent så meget mere end en konstant syg mor, og en konstant sur og tvær far der kun tænker på sig selv.

kære gk -
vi har skrevet sammen tidligere i din sygedagpengetråd, hvor du fik vejledning til at klage over afgørelsen...

Hvad der ikke fremstod så klart dengang, men nu, efter denne trådstart, er, at den er helt skæv på din hjemmefront.

Der fremstår et mønster af stærkt uhensigtsmæssig arbejds- og desværre også magtfordeling, og det er knivskarpt tænkt af dig, at der er stor sandsynlighed for, at du kan komme ud som den økonomisk taber ved eventuelt skilsmisse.

Der er simpelthen så mange advarselssignaler, og du er selv obs på de fleste af dem.
Kan du blive ved med ikke at tage dig selv alvorligt - nej vel?!

Og du kan ganske rigtigt kun være den bedste mor for dine børn, hvis du tager dig optimalt af dine børns mor...

1) hvad er det for noget terapi du får nu, og hvorfor får du det ikke bedre psykisk af dette - der er noget der halter her???

2) får du medicin for noget af det psykiske???

3) Find en gratis Retshjælp i din nærhed, og tag et møde med dem, for at finde ud af, hvordan du kan blive sikret økonomisk.

- når din mand er 15 år ældre end dig, kan han jo på trods af megen sport/motion osv (jeg er ikke ET SEKUND i tvivl om, at han tager ualmindeligt god vare på sig selv - i ALLE henséender) sagtens bliv syg, falde om af arbejdsrelateret hjerteslag osv, så det jo kun aldeles naturligt, at de der økonomiske 'småting' bliver ordnet NU.

Har I f.eks lavet gensidigt testamente?



og vi på k10 er lige her -

[gkthomsen]

Tak for din respons, Jeg er desværre ikke meget inde i de regler eller rettere systemet, men føler mig virkelig kasseret. Der var ikke noget jeg hellere ville end at kunne klare mig selv, men har brug for hjælp indtil det er muligt.

Jeg har prøvet at snakke med sagsbehandleren, og sagt at jeg mener at symptomerene sagtens kunne være pga blodtabet, men han ville ikke bruge flere resourcer (penge) på at hente nye status erklæringer, trods han hverken har fået fra sygehuset eller neologen, (udover det jeg selv har fortalt )Som vi eller jeg har jaget igennem for at nå det inden den 30/8 som var sidste udkald. Men han har allerede afsluttet sagen, blevet kom idag. 6 dage før tid

Er bare så led og ked af det hele (((

Aner ikke hvordan jeg skal kunne tjene penge selv i tiden, for hvem vil ansætte en man ikke ved hvor man har fra dag til dag

[MTVRV1]

et godt råd, snak aldrig med din sagsbehandler omkring sygdom.
de har ikke en disse forstand på det.
hvis de ikke vil indhente oplysninger og de ligger klar
så kan du selv indhente dem og aflevere dem på dit jobcenter
husk for alt i verden og få en kvitering på de er afleveret
med dato og navn på den du har afleveret den til.

[L.S.]

Oprindeligt indsendt af gkthomsen

Der var ikke noget jeg hellere ville end at kunne klare mig selv, men har brug for hjælp indtil det er muligt.

Jeg forstår din fortvivlelse og for at kunne hjælpe dig optimalt bliver du nød til at svare på spørgsmålene jeg har stillet - eller kører vi bare i ring.

En gratisrådgivning har også socialrådgivere siddende, som kan hjælpe med paragrafferne i din sag.

prøv f.eks at ringe til: http://www.sr-bistand.dk/


Medmindre din mand ønsker at betale for en privat socialrådgiver - en sådan kan efter sigende rydde meget hurtigt op i en sag: goggle på:
'privat socialrådgiver'

[gkthomsen]

Jeg får ingen medicin, og lod mig kun undersøge dengang for at jeg til tider kan være langt nede, og at man i skolen under min mand og jegs sidste brud (2år siden)var bekymret for min datter som de mente kunne være ADHD, men har sidenhen måtte konstatere at det bare har været uroen i hjemmet, og måske har jeg påvirket hende både til den stærke side, men desværre også den svage.

Terapien foregår i en rundkrads med 6-7 andre med ligende problemstillinger.

Er ikke i tvivl om at jeg har nogle fejl og mangler fra barndommen der gør at jeg føler mig ekstrem sårbar til tider, men også utrolig usikker på mig selv i hverdagen. Dog ønsket jeg ikke andre ser det, og kæmper med det alene for så vidt det er mig muligt.
Folk det ikke kender mig ser mig som en utrolig stærk person og måske endda snoppet og kostbar, men det er langt fra hvem jeg er.
Hvad er det for noget retshjælp, fik engang hjælp pga min mand ville tage børnene fra mig og undgå at give mig noget at leve for, men det var jo pga. Vi var på gået fra hinanden, og jeg ingen penge havde.
Men kan man også det når man fortsat er gift og lever sammen.
Orker på ingen måde at tage kampen herhjemme lige pt.

Vil bare gerne have styr på mig selv igen

Min mand er dækket ind, og jeg er dækket ind hvis han dør feks, men ellers ikke . Ellers er der særeje

Og så en ting mere... Er bund ulykkelig over en dag at skulle sidde alene. Ved ikke om jeg kan orke kampen om børnen, eller om jeg ville kunne slå til, både for mig selv om dem. Men en ting er sikkert, jeg er mød til at finde kræfterne først og få styr på mit helbred .

[L.S.]

Oprindeligt indsendt af gkthomsen

Og så en ting mere... Er bund ulykkelig over en dag at skulle sidde alene. Ved ikke om jeg kan orke kampen om børnen, eller om jeg ville kunne slå til, både for mig selv om dem.
Men en ting er sikkert, jeg er mød til at finde kræfterne først og få styr på mit helbred .

En ting af gangen, er en rigtig klog taktik.

Du har fuldstændig ret i, at du skal have styr på psyke/fysik, for at kunne forhold dig til resten.

Dine opremsede symptomer på din tilstand; kortluntet, underskudstynget og grådlabil, er klassiske depressionssymptomer - derfor vil jeg råde dig til at bede din læge henvise dig til en psykiater, da en psykiater er uddannet til at kunne medicinere dig for psykiske ubalancer - det er en nok så venlig men almindelig praktiserende læge IKKE.

Jeg er ikke vild med psykofarmaka, men har erkendt, at den kan være livreddende og nødvendig i en kortere periode - og meget gerne i samspil med noget EFFEKTIV terapi.

Vi skal nok prøve at hjælpe med at finde den bedste psykiater i dit område - hvilken kommune bor du i?

Hvis din rundkredsterapi (præcis hvordan er du havnet der?) ikke har flyttet på noget for dig efter et stykke tid, er det i orden at bede din læge henvise dig til en psykolog, så du kan komme i individuel terapi, og evt. ikke bruger energi på at sidde og holde en facade overfor en gruppe.

Der vil så være sygesikringstilskud til en del af betalingen - restbetalingen (mellem 3-400 kr. pr gang), vil din mand garanteret godt betale, når det kan hjælpe til at gøre hans husholderske velfungerende igen...

mht at 'ende alene': jeg har kendskab til flere kvinder og et par mænd), der efter afslutning af dårlige forhold har fundet ud af, at de i forholdet faktisk var alene, og i deres nye liv aldrig er det!

[gkthomsen]

Jeg har aldrig modtaget depresions medicin, fordi jeg ikke bryder mig om det og bliver en smule urolig over det man hører rundt omkring. Men trods alle mine nedture kommer jeg jo op igen af mig selv... indtil næste flod rammer mig... og det er somregel forbundet med problemer jeg ikke kan overskue

Jeg har før alt dette gik igang opsøgt flere psykologer, men syntes på ingen måde at de kunne hjælpe mig, de sagde ikke mere end jeg selv vidste.
Vi har herhjemme også prøvet parterapi, som vi rent faktisk var glade for.. men til en pris min mand efter 4 gange ikke mente at vi havde brug for mere... dog mente han at det var mig der var problemet.. og ja, jeg har brug for at have nogen at snakke med, så jeg fortsatte min jagt efter en anden jeg selv kunne prøve.... men igen kunne jeg ikke bruge deres viden, følte mig virkelig snydt når jeg tog hjem.

Men har det faktisk fint til det terapi jeg går i nu. 1 times kørsel fra hjemmet. problemet er bare at vi er mange og har jo kun 1,5 time pr uge... hvor vi alle skal på. Og bryder sig ikke om at tage for meget tid selv.

Jeg bor nær thisted...

Jeg vil gerne sige inden tråden kører videre... at min mand har mange fejl, men tror desværre ikke at han kan ændre sig og kan ikke selv se dem.... han føler selv at han er PERFEKT. og at det er mig der har store problemer.
Men når så det er sagt... så har vi også haft mange gode, sjove og hyggelige timer sammen i de 16 år vi har været sammen. det kører i bølger... vi når gerne toppen, hvorefter at bølgen begynder at knække igen..... og det er altid mig der ryger under. indtil at han får øjene op for at jeg er ved at drukne.... så redder han mig (os) igen og løfter mig atter op på toppen.

ang, at blive alene... så er det ikke så enkelt.... jeg bor heroppe i et lille samfund hvor folk bare er lede og sladder om alt og alle. han er født her... og jeg kommer 400 km herfra, så det er langt fra min familie og venne.

Vi har selvfølgelig en masse fælles venner... men er ikke i tvivl om hvis side de vælger... har dog også 2-3 stk. som jeg ved jeg kan regne med, men de har også familier... og jeg ved hvilken kamp jeg kommer til at skulle igennem.

De 2 gange jeg har prøvet at forlade det fordi jeg troede at jeg var bedre tjent uden... fik han begge gange lyn hurtig ny i huset... inden 1 mdr.
og hyrede dyre advokater til at bekæmpe mig med og fratage mig børnene. som den nye skal passe.

Men ikke at glemme en ting af gangen.... og mit ønske er pt at få en indtægt på den ene eller anden måde, bare det er min. Samtidig med at jeg bliver udredt for det sidste og fortsætter mit terapi til jeg føler mig stærk nok til at tage mit liv op til revision.

[gkthomsen]

Jeg søgte jo som sagt hjælp pga min datter, og blev henvist til en psykolog i Viborg . Arne mejlhede. Han gav mig på en time en diagnose, og sagde at han ikke kunne tilbyde mig terapi. Men ville gerne hjælpe med at forklare min mand hvordan det hele hang sammen, ved en ekstra samtale. Den endte med at de 2 var meget enige om at jeg havde store problemer og at jeg skulle tage imod min mand med kyshånd, inden jeg totalt ødelagde alt for mig selv. Hvorefter at han videre henviste mig til terapi i Ålborg psykiatri . Hvor jeg er nu. Og et glad for at være.
Følte mig virkelig ussel efter arnes udtagelse om meget heldig.... Men set i bagspejlet, er jeg ikke i tvivl om at han selv har en skrue løs.
Og jeg ved hvor god min mand er til at komme ind på livet af alle, og sige det de gerne vil hører.
Og igen er det mig det er galt med. Men så slem er jeg på ingen måde, har været ung da jeg gik ind i dette forhold 19 år. Og har gjordt en slem ting jeg virkelig har fortrudt. Utroskab... Men tro mig han har taget så meget hævn siden men det bliver aldrig glemt.