Er der overhovedet håb... - K10

Nubbi85 · 15-08-2012, 23:14

Hej K10

Jeg har kun brugt dette forum en enkelt gang før, så jeg betragter mig selv som "ny" her.

Jeg vil gerne have jeres råd, for jeg er så fortvivlet efterhånden at jeg ikke kan finde hoved og hale i det. måske i heller ikke kan, måske jeg glemmer halvdelen, så må i godt spørge ind til det.

Jeg er 27 år gammel, har været sygemeldt i 4, kun afbrudt af 2 aktiveringstilbud på 7 og 9 måneder, disse tilbud har været af 10-12 timer om ugen.

Jeg har haft fast arbejde fra jeg var 16 til 23. De første 3 år som ung pige i huset, de sidste 4 stod jeg i butik, og har haft nogen stillinger med meget ansvar.

Jeg gik ned for 4 år siden, med en voldsom depression, stress, angst og var ekstrem kontrolfixeret.

Lidt om min fortid: jeg har haft en hård barndom, med incest, psykisk terror, tæsk, jeg har været støttepædagog for min psykisk syge mor, været reservemor for min 3 år yngre lillebror. Jeg har haft en rigtig hård barndom, flyttede hjemmefra som 14 årig. Har ikke set min familie siden.

Igennem de sidste 4 år, har jeg været igennem flere behandlingsforløb, men ingen af dem er rigtig afsluttede.

Startede hos min egen læge, efter at jeg en fredag morgen vågnede op og kunne ikke huske hvad jeg selv hed, hvor jeg var, hvor jeg skulle hen. alt var væk, jeg kunne ikke selv tage strømper på. jeg begyndte bare at tude.
1 år hos psykolog, hjalp mig absolut ingenting.
1 indlæggelse på xxxxx psyk afdeling, jeg var der under 24 timer, da en overlæge bad mig gå hjem og få nogen børn og et job, så ville alting gå meget bedre!!!
6 måneder hos en terapeut på XXXX psyk sygehus, med massere af forskelligt medicin som sku afprøves og jeg blev dårlig af det. Jeg stoppede med at komme der fordi jeg følte terapeuten lavede overgreb på mig, hendes "øvelser" var mere end hvad min psyke kan klare.
Imellemtiden endnu en indlæggelse, jeg var der i 3 dage, og nød bare at have fred. for hvad? det ved jeg ikke, men det var rart. jeg kunne ikke lide at blive sendt hjem..
1 speciallæge erklæring, kommunen har arrangeret.
1 episode hvor jeg skreg i 3 timer, jeg vågnede halvt op fra et mareridt, jeg kunne se, men kunne ikke røre mig, panikken og angsten havde taget alt sprog fra mig og .. jeg kan ik beskrive det. jeg blev hentet af ambulancen, og da jeg kom til mig selv senere blev jeg kaldt en hysterisk kvindemenneske. Jeg bad om at blive indlagt, det mente de ikke der var grundlag for, for jeg var "bare hysterisk"
Senest har jeg været på et andet XXXX Psyk sygehus, til samtaler og jeg var rigtig glad for at være der, og havde ENDELIG fået tillid til den sygeplejerske som stod for samtalerne, og den psykiater der stod for medicineringen. (som ikke har virket overhovedet)
Det foregik sådan at man fik bevilget en "pakkeløsning" og lige pludselig får jeg så at vide at de desværre ikke kan få bevilget flere pakker til mig, så at jeg må stoppe og vende tilbage til det første psyk sygehus.

Der er jeg så startet idag.. jeg fik at vide jeg skal gå til psykolog behandlinger.. hvad mener i om det? jeg har altid fået at vide at psykiaterer og psykoterapeuter er bedre end psykologer, og jeg har jo gået til psykolog før uden nogen ændring.

Lidt om min hverdag:

Jeg sover rigtig dårligt om natten, er meget plaget af mareridt, tisser nogen gange i sengen, eller vågner skrigende / grædende op i totalt panik.
Jeg går i trænningscenter 3 gange om ugen, lille by så jeg har hele trænningscenteret for mig selv omkring kl 11 om formiddagen. Når jeg er færdig er jeg dødtræt, går hjem og sover.
Jeg magter ikke mit hjem, min kæreste, mig selv, hygiejne, handle ind, eller noget andet.
Jeg kan bruge TIMER på at sidde og stirre ind i væggen, sidde og rokke frem og tilbage, når jeg blir gal eller det hele ramler kan jeg banke hovedet ind i væggen.
Jeg bruger resten af tiden på at spille computer, eller græde. foretager mig faktisk ikke ret meget andet for jeg magter ikke at skulle ud af døren. Jeg får angst anfald stadig, over mange ting, jeg hører stemmer (min mors) jeg kan se og lugte (min mor) og jeg er ekstremt kontrolfixeret. Min korttidshukommelse er HELT VÆK! )= Jeg er meget ked af det og deprimeret frusteret, selvmordstruet og træt!

Min krop siger fra. Så snart jeg blir presset, stresset eller der sker for meget (det kan være at jeg på samme uge både skal på sygehuset OG kommunen) så får jeg voldsom diarre, kaster op, blir forkølet og det udvikler sig til virus / influenza lign, og jeg har forkølelses sår hele vejen rundt om munden, ofte 8-10 stykker i plamager oven i hinanden, tit vokser det ned på hagen.
Så alt "stritter" bare på mig og siger klart og tydeligt NEJ.

Det virker bare ikke som om jeg kommer længere, jeg er ikke god til at råbe op og sige noget, så jeg følger bare de aftaler som kommune og sygehuse nu lægger for mig.

Men jeg tænker bare om man nogen sinde kan komme videre? som jeg har det pt kan jeg ikke klare et arbejde overhovedet..

Er det overhovedet MULIGT at få en afklaring når man er psykisk syg? vil der ikke altid være en læge der påstår at man sagtens kan få det meget bedre? Har i nogen erfaringer med hvor mange år man skal igennem?

Jeg er bare så træt af mit liv...

PS. der har efterhånden været vendt mange diagnoser ind i min journal, men det kan jeg ikke regne så meget med når de blir ved at skifte.

Sidste "forklaring" var PTSD, med svær depression og angst.

Ellers har der været:

Ocd
Maniodepressive symptomer
skizotypiske et eller andet, undskyld nu kan jeg ikke huske det.

Ukken · 16-08-2012, 06:58

hej

Dine spørgsmål går på om det er muligt at få en afklaring når man er psykisk syg eller om lægerne altid vil mene at man kan få det bedre. Nu ved jeg ikke helt om du sigter efter at du kan få pension om det er det der ligger i afklaring. Jeg tror det er meget svært at sige noget om. Du har haft en meget svær opvækst som nu slår ind i dit voksenliv med alle de begrænsninger det medfører for dig. Om du kan komme videre handler jo meget om hvad du har med dig i rygsækken af gode ting som kan tages fat i. En forfærdelig opvækst i sig selv er jo ikke sygdomsskabende som sådan - men mere et spørgsmål om hvor er ressourcerne henne til at slås for en tilværelse - hvor de røvhuller der skulle tage sig af en ikke mere skal have lov til at begrænse en. Prøv at søg hvad du kan finde af historier om mælkebøtte børnene - en af de pt mest kendte er Lisbeth Sorrig. Og så er det sådan med terapi at man skal blive i det i lang tid for at det virker - for dig ville det måske være en rigtig god ide med gruppeterapi hvor incest er omdrejningspunktet.

Lignende emner
Emner	Emnet er startet af	Forum	Svar	Sidste indlæg
Kan man overhovedet få fp under 40, 2013	Nana M	Spørgsmål ang Førtidspension efter 2003	8	18-06-2013 22:40
Kan man overhovedet vurdere arbejdsevnen?	phhmw	Skal kommuner ikke overholde loven?	1	13-03-2013 16:51
Kan man som fp overhovedet låne til hus?	Supercarla	Nyttigt at vide for Førtidspensionister	6	29-05-2012 16:06
Kommer man overhovedet til at stige i løn?	Cat 72	Jeg har fået job.	3	15-05-2009 10:02
Er det overhovedet muligt at få en bolig.	Stella	Politik og Samfund	2	26-02-2009 23:49

15-08-2012, 23:14	#1
Nubbi85 På vej til at lære K10 Tilmeldingsdato: 02-11 2009 Indlæg: 7 Styrke: 0	Hej K10 Jeg har kun brugt dette forum en enkelt gang før, så jeg betragter mig selv som "ny" her. Jeg vil gerne have jeres råd, for jeg er så fortvivlet efterhånden at jeg ikke kan finde hoved og hale i det. måske i heller ikke kan, måske jeg glemmer halvdelen, så må i godt spørge ind til det. Jeg er 27 år gammel, har været sygemeldt i 4, kun afbrudt af 2 aktiveringstilbud på 7 og 9 måneder, disse tilbud har været af 10-12 timer om ugen. Jeg har haft fast arbejde fra jeg var 16 til 23. De første 3 år som ung pige i huset, de sidste 4 stod jeg i butik, og har haft nogen stillinger med meget ansvar. Jeg gik ned for 4 år siden, med en voldsom depression, stress, angst og var ekstrem kontrolfixeret. Lidt om min fortid: jeg har haft en hård barndom, med incest, psykisk terror, tæsk, jeg har været støttepædagog for min psykisk syge mor, været reservemor for min 3 år yngre lillebror. Jeg har haft en rigtig hård barndom, flyttede hjemmefra som 14 årig. Har ikke set min familie siden. Igennem de sidste 4 år, har jeg været igennem flere behandlingsforløb, men ingen af dem er rigtig afsluttede. Startede hos min egen læge, efter at jeg en fredag morgen vågnede op og kunne ikke huske hvad jeg selv hed, hvor jeg var, hvor jeg skulle hen. alt var væk, jeg kunne ikke selv tage strømper på. jeg begyndte bare at tude. 1 år hos psykolog, hjalp mig absolut ingenting. 1 indlæggelse på xxxxx psyk afdeling, jeg var der under 24 timer, da en overlæge bad mig gå hjem og få nogen børn og et job, så ville alting gå meget bedre!!! 6 måneder hos en terapeut på XXXX psyk sygehus, med massere af forskelligt medicin som sku afprøves og jeg blev dårlig af det. Jeg stoppede med at komme der fordi jeg følte terapeuten lavede overgreb på mig, hendes "øvelser" var mere end hvad min psyke kan klare. Imellemtiden endnu en indlæggelse, jeg var der i 3 dage, og nød bare at have fred. for hvad? det ved jeg ikke, men det var rart. jeg kunne ikke lide at blive sendt hjem.. 1 speciallæge erklæring, kommunen har arrangeret. 1 episode hvor jeg skreg i 3 timer, jeg vågnede halvt op fra et mareridt, jeg kunne se, men kunne ikke røre mig, panikken og angsten havde taget alt sprog fra mig og .. jeg kan ik beskrive det. jeg blev hentet af ambulancen, og da jeg kom til mig selv senere blev jeg kaldt en hysterisk kvindemenneske. Jeg bad om at blive indlagt, det mente de ikke der var grundlag for, for jeg var "bare hysterisk" Senest har jeg været på et andet XXXX Psyk sygehus, til samtaler og jeg var rigtig glad for at være der, og havde ENDELIG fået tillid til den sygeplejerske som stod for samtalerne, og den psykiater der stod for medicineringen. (som ikke har virket overhovedet) Det foregik sådan at man fik bevilget en "pakkeløsning" og lige pludselig får jeg så at vide at de desværre ikke kan få bevilget flere pakker til mig, så at jeg må stoppe og vende tilbage til det første psyk sygehus. Der er jeg så startet idag.. jeg fik at vide jeg skal gå til psykolog behandlinger.. hvad mener i om det? jeg har altid fået at vide at psykiaterer og psykoterapeuter er bedre end psykologer, og jeg har jo gået til psykolog før uden nogen ændring. Lidt om min hverdag: Jeg sover rigtig dårligt om natten, er meget plaget af mareridt, tisser nogen gange i sengen, eller vågner skrigende / grædende op i totalt panik. Jeg går i trænningscenter 3 gange om ugen, lille by så jeg har hele trænningscenteret for mig selv omkring kl 11 om formiddagen. Når jeg er færdig er jeg dødtræt, går hjem og sover. Jeg magter ikke mit hjem, min kæreste, mig selv, hygiejne, handle ind, eller noget andet. Jeg kan bruge TIMER på at sidde og stirre ind i væggen, sidde og rokke frem og tilbage, når jeg blir gal eller det hele ramler kan jeg banke hovedet ind i væggen. Jeg bruger resten af tiden på at spille computer, eller græde. foretager mig faktisk ikke ret meget andet for jeg magter ikke at skulle ud af døren. Jeg får angst anfald stadig, over mange ting, jeg hører stemmer (min mors) jeg kan se og lugte (min mor) og jeg er ekstremt kontrolfixeret. Min korttidshukommelse er HELT VÆK! )= Jeg er meget ked af det og deprimeret frusteret, selvmordstruet og træt! Min krop siger fra. Så snart jeg blir presset, stresset eller der sker for meget (det kan være at jeg på samme uge både skal på sygehuset OG kommunen) så får jeg voldsom diarre, kaster op, blir forkølet og det udvikler sig til virus / influenza lign, og jeg har forkølelses sår hele vejen rundt om munden, ofte 8-10 stykker i plamager oven i hinanden, tit vokser det ned på hagen. Så alt "stritter" bare på mig og siger klart og tydeligt NEJ. Det virker bare ikke som om jeg kommer længere, jeg er ikke god til at råbe op og sige noget, så jeg følger bare de aftaler som kommune og sygehuse nu lægger for mig. Men jeg tænker bare om man nogen sinde kan komme videre? som jeg har det pt kan jeg ikke klare et arbejde overhovedet.. Er det overhovedet MULIGT at få en afklaring når man er psykisk syg? vil der ikke altid være en læge der påstår at man sagtens kan få det meget bedre? Har i nogen erfaringer med hvor mange år man skal igennem? Jeg er bare så træt af mit liv... PS. der har efterhånden været vendt mange diagnoser ind i min journal, men det kan jeg ikke regne så meget med når de blir ved at skifte. Sidste "forklaring" var PTSD, med svær depression og angst. Ellers har der været: Ocd Maniodepressive symptomer skizotypiske et eller andet, undskyld nu kan jeg ikke huske det.

16-08-2012, 06:58	#2
Ukken Hvor skulle jeg ellers være Tilmeldingsdato: 22-01 2009 Indlæg: 177 Styrke: 16	hej Dine spørgsmål går på om det er muligt at få en afklaring når man er psykisk syg eller om lægerne altid vil mene at man kan få det bedre. Nu ved jeg ikke helt om du sigter efter at du kan få pension om det er det der ligger i afklaring. Jeg tror det er meget svært at sige noget om. Du har haft en meget svær opvækst som nu slår ind i dit voksenliv med alle de begrænsninger det medfører for dig. Om du kan komme videre handler jo meget om hvad du har med dig i rygsækken af gode ting som kan tages fat i. En forfærdelig opvækst i sig selv er jo ikke sygdomsskabende som sådan - men mere et spørgsmål om hvor er ressourcerne henne til at slås for en tilværelse - hvor de røvhuller der skulle tage sig af en ikke mere skal have lov til at begrænse en. Prøv at søg hvad du kan finde af historier om mælkebøtte børnene - en af de pt mest kendte er Lisbeth Sorrig. Og så er det sådan med terapi at man skal blive i det i lang tid for at det virker - for dig ville det måske være en rigtig god ide med gruppeterapi hvor incest er omdrejningspunktet.