Hjælp de unge psykisk syge

Vi har stadig et samtaleskema liggende til ansøgning om §100( nu 84) som kan kan udfylde og tage med op til sin sagsbehandler og på den måde spare lidt tid...
http://www.social.dk/handicap/person...6-66dbbfcd9dea

OBSjeg har lige fået at vide at det åbenbart er det gamle samtale skema vi har liggende, men her er linket til det nye og redigeret samtaleskema ...

web ligger det på i nyttige link i stedet for det gamle så hurtigt som muligt , men her er hvor i kan hente det her og nu http://www.social.dk/ministeriets_om...taleskema.html

da det er et word dokument (så vidt jeg kan se) så er der nogen der ikke vil kunne åbne det, men web prøver at få det på her som pdf fil ...

der er så også mulighed for at søge efter §82 om merudgift

Dækning af merudgifter for voksne med handicap
Printvenlig side Kontakt Århus Kommune

Merudgifter efter servicelovens § 100
Er du mellem 18 og 65 år, og har du en varigt nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, kan du få dækket dine nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 100, når merudgiften er en følge af din nedsatte funktionsevne, og hvis de skønnede merudgifter udgør mindst 6.000 kroner pr. år.

Det er en betingelse, at udgiften ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i lov om social service.
Du er ikke berettiget til at få dækket dine merudgiftsydelser, hvis du modtager førtidspension tilkendt efter de før 1. januar 2003 gældende regler - medmindre du har bevilget en hjælpeordning efter servicelovens § 96. Modtager du invaliditetsydelse tilkendt efter de før 1. januar 2003 gældende regler i lov om social pension, kan du samtidig få dækket nødvendige merudgifter efter § 100 i serviceloven.

Hvad kan du få tilskud til?
Merudgiften skal være en konsekvens af din nedsatte funktionsevne. Det vil sige, at der skal være tale om udgifter, som du ikke ville have haft, hvis ikke det var for den nedsatte funktionsevne. Der kan for eksempel være tale om udgifter til kost- og diætpræparater, medicin, beklædning m.v.

Kan du få dækket dine merudgifter?
Det er specialrådgiveren på det socialcenter, du er tilknyttet, som ud fra dine oplysninger vurderer, om du er omfattet af bestemmelserne om merudgifter efter servicelovens § 100.

§ 82. Kommunen kan yde hjælp til udgifter til sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende, der ikke kan dækkes efter anden lovgivning, hvis ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. Der kan kun ydes hjælp, hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet. Der kan kun undtagelsesvis ydes hjælp til udgifter til behandling uden for det offentlige behandlingssystem. Dette forudsætter, at der ikke er behandlingsmuligheder inden for det offentlige behandlingssystem, og at behandlingen i hvert enkelt tilfælde er lægeligt velbegrundet.

[Agnes XXX]

Der er et lovforslag til høring i disse dage som stort set er identisk med L91, det opfatter de samme unge med visse psykiatriske diagnoser, men denne gang omfatter det unge på starthjælp.

Hvorfor er der ikke kommet et ramaskrig om det her endnu? Det indbefatter pt. kun 32 unge.
Dog stemte både Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti imod.

ARGH.

[Falkes]

Noget jeg ikke forstår er hvordan man kun vil tage hensyn til unge med psykiske lidelser og ikke de unge der af andre, fysiske årsager, er blevet sygemeldte, men er så uheldige at være under 25 når sygdommen er indtruffet.

Personligt blev jeg sygemeldt som 22 årig og jeg var udeboende og havde 4500kr udbetalt om måneden - dette skulle dække faste udgifter, medicin mv - hvilket betød at jeg ikke havde penge til mad. I 3 år(!) havde jeg ingen penge overhovedet og jeg vil gå så langt som til at sige, at det faktisk kun var min heldige sociale situation (en kæreste, der kunne hjælpe mig med mad og en familie, der kunne hjælpe mig økonomisk til forskellige andre behov) der gjorde at jeg kunne klare mig i de 3 år.
Jeg tør slet ikke at tænke på hvordan de unge, der er dårligere stillet end jeg er/var, må have det. Det er virkelig skræmmende og trist at tænke på

Det er dog ikke meget bedre for mig nu, da min nuværende husleje er den dobbelte af hvad den var dengang og jeg bruger faktisk alle mine penge på faste udgifter og medicin.
(min sociale situation er så gudskelov den samme som den var dengang, men jeg lever dermed stadig på andre folks nåde)

Jeg synes virkelig at man bør overveje at forhøje hjælpen til alle syge unge, i hvert fald hvis de er udeboende.

Det hjælper ikke ligefrem på folks sygdomme og dermed helbredelse, fysiske som psykiske, ikke at have til dagen og vejen. Og jeg nægter at tro på, at det skulle have en negativ effekt at give de unge lidt flere penge at leve for, når de er syge. Tvært i mod, tror jeg det vil kunne give dem lidt mere overskud og en bekymring mindre, sådan at de bedre kan koncentrere deres energi på at blive raske og ikke bekymre sig om, om hvordan de skal overleve rent fysisk.

[Peacock]

Noget jeg ikke forstår er hvordan man kun vil tage hensyn til unge med psykiske lidelser og ikke de unge der af andre, fysiske årsager, er blevet sygemeldte, men er så uheldige at være under 25 når sygdommen er indtruffet.

Mitten

jeg var selv 20 år da jeg blev syg og jeg var heldig at fået taget min uddannels færdig med skånehensyn, hvis jeg ikke havde dette ja så var jeg også kommet på konstanthjælp den gang, men kom på sygedagpenge.

jeg frygtede hele tiden at kommunen ville stoppe mine sygedagpenge, pressede mig selv vildt meget bare for at undgå konstanthjælpen, blev og truet hvis jeg ikke kom længere op i tid ville jeg komme på konstanthjælp
det ville jeg fanme ikke, så gik bare op i tid og åd flere piller viste desværre ikke bedre. troede det måtte de godt det truen

men konstanthjælp kom jeg på i 2002, så går det hele bare i stå og ingenting sker alt er langsomt

min mening om konstanthjælp er at det ikke er et sted at plante folk der er syge, det er kun noget man får midlertidig, når man er arbejdsløs og ikke har optjent til at kunne få ved fagforeing.

der skulle være en tidsfrist til at afklare folks arbejdsevne, ved godt det ikke kan gøre på 1 år, det har meget at gøre med hvad folk fejler, men for mit vedkommen syndes jeg at 11 år som det har taget endtil nu, hvor der stadig ikke er en afklaring, at det er sq for langtid at gå.
Det slider vildt meget på en at være i det lorte system og ikke mindst på ens familie også. min kæreste og jeg kan ikke se frem ad i vores liv, men den store drøm er for os at jeg får den afklaring, så vi ved hvor jeg står.
og så vil vi have os et hus da det vi bor er noget bettet 60 m²

[Falkes]

Peacock:

Ak, stakkels dig, det er uforståeligt at det kan tage dem så lang tid at komme frem til en konklusion. Har du nogen ide om hvorfor de ikke forlængst har fået dig afklaret?

Jeg selv er vist på 7 år, - hvilket jeg synes er alt, alt for længe, men jeg kan sagtens forstå, at det kan tage en del år, alt afhængig af hvad man fejler, for man bliver jo nødt til at prøve at blive behandlet ud af det til en start.

Efter jeg havde været i spykoterapeutisk behandling i halvandet år, vurderede man at jeg godt kunne starte stille og roligt ud med at tage et enkeltfag på HF. Det gjorde jeg så, men derefter følte jeg at man ikke længere egentlig tog hensyn til at jeg ikke havde fået det bedre fysisk, som var grunden til at jeg i sin tid blev sygemeldt.

Jeg blev sendt ud i forrevalideringskurser, som jeg var rigtig glad for, men af gode grunde ikke kunne magte til fulde, da disse kurser ikke havde nogen skånehensyn overhovedet, men var nogle, jeg skulle klare på lige fod med raske kursister - og det har da også været den ene nedtur efter den anden - specielt fordi jeg virkelig gerne VILLE disse kurser. Jeg fik faktisk lov til selv at vælge, fordi min sagsbehandler var så fantastisk sød!

-men det som jeg troede ville kunne være godt for mig, har egentlig vist sig blot at trække min sag i langdrag. Dels fordi der ikke var nogen ordentlig opfølgning på de forskellige kurser. Der blev ikke redegjort for hvad jeg kunne og ikke kunne.

Det er faktisk først nu, at man er begyndt at finde ud af hvad jeg reelt kan, for selvom jeg da fik noget ud af kurserne, rent personligt og kompetencemæssigt (jeg lærte trods alt nye ting, når jeg var der) så tror jeg egentlig ikke at forløbene kan bruges som afklaring i min sag, da der ikke fandt nogen kompetent opfølgning sted efterfølgende.

Så jeg føler lidt at jeg efter 6 år skal starte helt forfra. Og det er godt nok psykisk hårdt.
Jeg er jo bange for, at jeg nu skal det hele igennem igen med behandlere, medicin, møder på kommunen, afklaringsforløb osv. Og ud fra hvad jeg kan læse af diverse hårrejsende erfaringer her på siden, så er det langt fra normen at man kun skal igennem et enkelt afklaringsforløb. Det er snarere undtagelsen.

Så kan jeg se frem til 6 år mere? Det er yderst nedtrykkende og skræmmende at tænke på.

Jeg kan, som dig og din kæreste, heller ikke se fremad i mit liv. Jeg vil bare have den afklaring. Hurtigst muligt, inden jeg ikke ved hvad jeg gør ...

Jeg håber at de snart kan få dig afklaret så du kan komme videre i livet. For mit vedkommende føles det som at få frarøvet hele sin ungdom. Den tid, som burde have været min bedste. *kram til dig*

-undskyld det noget off-topic indlæg. Måske skal du hellere skrive privat, Peacock.

On topic:
Jeg er enig med Peacock i at kontanthjælp slet ikke bør gives til syge mennesker. Det er jo blot en passiv parkering, som er den billigste løsning for samfundet, men som gør at klienten bliver holdt fast i en uudholdelig situation- og det kan samtidig ikke betale sig for samfundet at få personen udredt, hvis det tegner til at denne ikke kan blive selvforsørgende.

Man burde havde en eller anden form for ramme for hvor lang tid det må tage at udrede en syg borger. Og hvis det betyder at det højst må tage 5 år, hvor de er på sygedagpenge (eller man kunne kalde det noget andet) så måtte man efterfølgende placere den syge enten i flexjob (hvis den syge kan klare dette)eller på førtidspension.
Og hvis der endnu var uvished om, om borgeren evt. ville have mulighed for med tiden at få det bedre, så måtte man jo give dem midlertidig ftp og tage sagen op igen efter 5 år, fremfor bare at have dem på konstanthjælp, med risiko for forværring af deres helbred pga den usikkerhed der er forbundet med dette.