Syg? Op på barikadderne

[klanst]

Så er man ved at få "skrivehindebetændelse" for der er jo en del der skal kommenteres.

Dagens tekst er til gårdagens nyhed om Beskæftigelsesministerens tale til socialchefforeningens 100 års jubilæum. Pøj det lød religiøst. Nå men en ting må man sige til ministerens store ros, at hun nu har vist sit sande jeg. Jeg fandt ud af en ting da jeg læste talen igennem, man skal ikke ryge samtidig med, at læse hvad ministeren siger, for man risikere at indhalere hele smøgen, så den ryger hel i lungerne.

Det der fik mig til næsten at sluge cigaretten er det sted, hvor hun viser sit sande jeg.

Citat "Det er jer (socialcheferne), der skal sikre, at reformerne gør en forskel for rigtige mennesker”. Afsnit 24.

Når der er rigtige mennesker, må der nødvendigvis også være forkerte mennesker og så melder det store spørgsmål sig, hvem er de "rigtige mennesker" og hvem er så de ikke "rigtige mennesker".

Ministeren leder mine tanker hen i en bestemt retning, jeg nævner ingen navne, men har man ikke hørt den før, arisk, ikke arisk, den rigtige politiske holdning og den ikke rigtige politiske holdning, den rigtige seksualitet, den ikke rigtige seksualitet.

Som phhmw pointere i sin tråd så er "oprøret på vej". Ikke underligt den sociale modstandsbevægelse har medvind, med den "Arbeit macht frei" politik ministeren lægger for dagen.

http://www.denoffentlige.dk/mette-fr...chefforeningen

[Webmaster]

Det er faktisk ganske uhyggeligt det der er sket med hende Mette Frederiksen...

For bare 3 år siden ville jeg have forsvoret at hvis vi skal have en ind som virkelig vil kæmpe for syge og udsatte, folk der havde været så uheldige at miste deres job osv....ja så skulle det være hende...

Det er uhyggeligt at se hvad magt kan gøre ved mennesker....hvordan de kan vende 180 grader væk fra det som de troede og gik ind for før de fik magten...

Og nej man kan ikke undskylde sig med at man ikke har 90 mandater i folketinget....for hvis noget går imod ens idealer...ja så står det jo en frit for at sige at man ikke kan være med til det...men selvfølgelig er det et problem hvis den taburet man sidder på er vigtigere end ens idealer...

Bare se de monstre hun har født nu...jeg fatter ikke hvordan et menneske som hende kan konstruere og lægge navn til disse monstre....reform af fleksjob og førtidspension, kontanthjælpsreformen, reform af sygedagpenge som kommer...

Det er da menneske som hende der gør at folk får politikerlede og vender sig bort og ikke gider stemme....for hvorfor skulle de...man kan jo ikke regne med hvad det er man får når politikere ikke behøver at holde fast i deres idealer...

Et eller andet sted er det ikke noget under at der popper "modstandsbevægelser" frem rundt omkring..

Vi kan håbe på at der bliver lavet så meget larm og ballade at det vil gøre en forskel til den bedre side...

[klanst]

Oprindeligt indsendt af Webmaster

Det er faktisk ganske uhyggeligt det der er sket med hende Mette Frederiksen...

For bare 3 år siden ville jeg have forsvoret at hvis vi skal have en ind som virkelig vil kæmpe for syge og udsatte, folk der havde været så uheldige at miste deres job osv....ja så skulle det være hende...

Det er uhyggeligt at se hvad magt kan gøre ved mennesker....hvordan de kan vende 180 grader væk fra det som de troede og gik ind for før de fik magten...

Og nej man kan ikke undskylde sig med at man ikke har 90 mandater i folketinget....for hvis noget går imod ens idealer...ja så står det jo en frit for at sige at man ikke kan være med til det...men selvfølgelig er det et problem hvis den taburet man sidder på er vigtigere end ens idealer...

Bare se de monstre hun har født nu...jeg fatter ikke hvordan et menneske som hende kan konstruere og lægge navn til disse monstre....reform af fleksjob og førtidspension, kontanthjælpsreformen, reform af sygedagpenge som kommer...

Det er da menneske som hende der gør at folk får politikerlede og vender sig bort og ikke gider stemme....for hvorfor skulle de...man kan jo ikke regne med hvad det er man får når politikere ikke behøver at holde fast i deres idealer...

Et eller andet sted er det ikke noget under at der popper "modstandsbevægelser" frem rundt omkring..

Vi kan håbe på at der bliver lavet så meget larm og ballade at det vil gøre en forskel til den bedre side...

ha webmaster, der fik du lige min nattesøvn til at forsvinde.

Ja hun havde jo nogle rigtige gode ordvekslinger med Claus Hjort i sin tid.

Jeg har spekuleret på, hvordan de har kunnet slå sådan en mental kolbøtte. Helle Thorning har man jo hele tiden vist var noget af en tom hatteæske, men både i SF og R, er der rigtig mange der er ramt af en magt psykose.

Ja det er da godt nok den rene ondskab hun får sat i verden. Jeg må indrømme, at da jeg læste hendes tale om at gøre en forskel for de rigtige, var min første tanke, nazimær. Jeg må indrømme, at jeg er skræmt fra vid og sans over, at den menneskeforagt og kynisme er kommet så langt ud på venstrefløjen. Spørgsmålet er om det er magten og ansvaret der har skræmt hende og hun dermed får en ekstrem overreaktion for at bevise, at hun godt kan. Folk med mindreværd overkompensere ofte og bliver opblæste i deres egen selvforståelse. Den er jo meget tydelige hos Lars Uløkke, der er det blevet til rendyrket arrogance. Det er sørgeligt at se, et menneske i så voldsomt et fald. Spørgsmålet er om hun falder helt fra hinanden den dag hun ikke er i regering.

Sådan en som Lisbeth Zornig er for mig mere let læselig, hun er ramt af middelklasseangsten, frygten for den ukontrollerbar hob.

Når jeg læser er der mange der indirekte giver udtryk for den angst og frygt de har, for den sociale bevægelse der er sat igang og det siger mig, at nu ruller lavinen. Der er mange der nu forstår frygten, at middelklassen jo også har mistet deres veldfærdsstat, de har mistet deres sociale tryghed og sikkerhed, de har bare ikke mærket det.

Jeg har også læst mange der vil boykotte kommunalvalget og flere der vil stemmeblankt, som ikke er på kontanthjælp, så der er i aller højeste grad bevægelse. Hvad jeg også har læst er, at der er ved at opstå et politisk parti ud af klemt. Hvis det sker så er der grund til, at de etablerede partier ryster i bukserne.

Som du selv har været inde på mange gange, så har vi været splittede. Nu har vi en forening og kommer vi der til, at vi kan få direkte hjælp til advokater osv. så vil kommunerne snart blive urolige og det vil sikkert kunne mærkes på to måde, enten at kommunerne bliver endnu mere ekstreme i måden de behandler os på, for at kunne beholde magten og kontrollen eller også vil de give efter, for selv cheferne begynder at røre på sig, de fornemmer måske, at jorden brænder under dem og frygter de kommer til at stå til ansvar. Kan det bevises de har ladet folk tåle imod bedrevidende, risikere de op til 3 års fængsel. Straflov § 150.

Stig Gerdes var dråben, for os den positive dråbe, der har fået det til at flyde over og mon det kommer som en overraskelse. Der er sikkert mange der har set det komme og som nu tør tale om det der sker i systemet og så er der alle opportunisterne der kan se hvilken vej vinden blæser. Jeg har en klar mavefornemmelse af, at vi har ramt bunden, kampen tilbage til sociale retfærdighed vil sikkert blive lang og hård, men det har vendt.

Selv har jeg oplevet at få en tro på det. Lysten til at give meningsdannerne modstand og få brudt monopolet, ikke længere være kuet til tavshed. Min oplevelse er, at mange andre også har det på den måde. Jeg har ikke nogen forventninger om, at der er særlig mange, hvis nogen overhovedet, som læser det jeg skriver og sikkert slet ikke politikerne, men det giver følelsen af, at vi er begyndet at presse tilbage for alvor.

Jeg er lidt spændt på at se hvad der kommer til at ske ved valget den 19. Kunne godt gå hen og blive et overraskende protest prøvekludsvalg.
Det kunne tænkes, at Lisbeth Zornig har fået gjort flere politikere nervøse for faldende valgdeltagelse, end hun vil få KHmodtagere til stemmeurnerne.

[klanst]

For dem som ikke har set det, så er der kommet en besked fra Stig Gerdes KLEMT, at der nu vil blive dannet en bestyrelse og at KLEMT bliver en økonomisk støtteforening.

STÆKT
I Klemme I Det Kommunale System

Kære Medborgere.

På grund af den store tilslutning omkring oprettelsen af en fond, vil dette blive gjort i nærmeste fremtid.
Fondens bestyrelse og bankkonto, vil blive offentliggjort på www.klemt.dk, ligesom på denne side.

Med venlig hilsen
Stig Gerdes

[klanst]

Der er stadig stor grund til at kæmpe for en ansvarlig, forsvarlig og anstændig politik for de svageste.

Op til kommunalvalget har der været stor fokus på netop problemerne med de reformer, som snart træder i kraft. Opmærksomheden er ikke blevet mindre, nu venter medierne vel på, at kunne fortælle hjerteskærende beretninger om de faldne i kampen, men opmærksomheden skal udnyttes.

På facebook er der startet en kampagne, "179 beretninger til 179 politikere". Beretninger om konsekvensen af den politik der bliver ført.

https://www.facebook.com/179beretninger?fref=ts

Her er min beretning:

----------------------------------------------------------------------------------------------------

Normalt set er du unormal…..

Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag om mit liv, den gang min mor lå med presseveer og jeg var på vej, havde jeg sat hælene i dørkarmen og sagt ”nej, fanden-danse-mig, nej”, men vi har hverken viden eller muligheden for at sige nej tak. Født blev jeg, som tredje søn. Der er ingen magi i tallet tre, mere en manglende interesse og nyhedsværdi. 11 måneder senere blev min lillesøster født, en af forbandelserne i mit liv, ikke hende, men vores mors sygelige dyrkelse af hende. Jeg blev derfor parkeret i et hjørne i barndomshjemmet og der blev jeg til jeg flyttede hjemmefra. Kort efter vores ankomst stod vores fars jalousi i lys lue, det først angreb på min eksistens kom, han ville ikke vedkende sig mig som sin søn, sagt med andre ord, han stolede ikke på min mor, det har fuldt mig hele livet, at han vendte sig fra mig og aldrig siden vendte tilbage. Udseendet er ikke til at tage fejl, der lignede vi hinanden, men gudskelov for mig, er det kun det ydre vi havde til fælles. Der sad jeg i hjørnet, med en far der havde vendt ryggen til og en mor, som dyrkede sin datter.

Min søster blev et par år senere alvorligt syg og blev indlagt på flere forskellige hospitaler igennem et par år. Jeg blev sendt som en pakke rundt mellem familiemedlemmerne. Mest husker jeg, når min to brødre 9 og 11 år ældre, skulle ledsage mig til Gentofte til vores bedsteforældre. Jeg har været omkring de 4 år. Vi skulle først sejle og mine brødre elskede at drille mig med, at færgen gik ned. Jeg var panisk angst, men kunne intet stille op, ud af huset skulle jeg. Siden da har jeg ikke kunnet fordrage at sejle. Mine første år kan jeg ikke huske som andet end rod. Jeg kunne gå i seng i børneværelset om aftenen, men vågne op et andet sted. Flere gange var min lillesøster blevet kørt med ambulance til sygehuset om natten. Mor blev hos hende og far skulle arbejde, så jeg blev kørt væk uden at ane det. Ikke underligt havde jeg svært ved at sove i barndommen.

Familielivet blev noget der udadtil kaldes normalt, men under den pæne facade udfolde der sig et besynderligt familieliv.
Min far arbejde og mor var hjemmegående. Hun ville have et arbejde, men det ville han ikke, det skulle jo ikke hede sig, at han ikke kunne forsørge sin familie, det fik mor til at tage på lystige ture. Far overnattede hver anden nat på sit arbejde, hvilket fik mor til at lægge os i seng sidst på eftermiddagen, låste huset af og kørte, vi så hende først dagen efter. Jeg fik strenge ordre på at sørge for min søster og så var ansvaret mit, et ansvar det først nu, 43 år senere, er lykkedes mig at komme af med. Min søster var angst for mørke og skreg. Hun mente der var fremmede i huset, fordi det knirkede og gav sig. Jeg måtte gå huset igennem for at berolige hende. Når jeg 5 år gammel skulle håndtere min søsters angst, var der ikke plads til min egen angst.

Jeg har aldrig været begejstret for hverken kogt torsk eller havregrød, men det tog min mor sig ikke så nøje. Der blev klemt om kæberne og når det var havregrød blev grøden tørret af skeen på tungeroden og når det var torsk blev det tørret af gaflen på drøvlen. De to ting har jeg ikke rørt siden hen.

Barndommen var utryg, præget af trusler og fra tid til anden vold. Min mor har flere gange sagt, hvis du ikke dette eller hint, så ringer jeg til politiet, så henter de dig og låser dig inde. En anden variant var, at politiet kom og hentede mig og anbragte mig på et børnehjem, ”du kan tro de har det ikke rart der”. En anden yndet trussel var, hvis du ikke så og så, så er der ingen mad i dag, den forfølger mig stadig i det sociale system.
Min far kunne pludselig rejse sig ved middagsbordet og tage mig i øret eller nakkehårene, hive mig ud i hall’en og give mig røvfuld uden lige, derefter kunne jeg gå op på værelset og tænke over, hvad jeg havde gjort, den dag i dag ved jeg det stadig ikke. Grunden til angst og paranoia var lagt. Jeg vidste intet om hvad der udløste min fars vrede eller hvornår det ville ske, jeg stivnede som menneske og måtte bare tåle for at overleve.

Som 6 årig var jeg gammel nok til selv at rejse til Gentofte, det mente min forældre. Ingen havde tid eller ville ulejlige sig med at følge mig. Første den forhadte sejltur, siden 3 forskellige tog, en rejse på to timer. Jeg var ødelagt af angst, det store tomme intet mellem A og B. I dag kan jeg stadig ikke klare at være mellem to steder. Jeg var slugt af en tomhed, ingen til at hjælpe, hvis noget skulle gå galt, sæt jeg bare forsvandt og ingen ville finde mig. Jeg led meget af hjemve, noget der er udtryk for utryghed, græd ofte de første dage, men fik altid besked på, at det gør ordentlige drenge ikke. Jeg blev stort set aldrig spurgt om jeg ville af sted, jeg blev tvunget, noget der gav mig en følelse af at være uønsket, forstærket af mine forældres holdning til mig eller mangel på samme.
Min mor yndede at sige, hvis jeg kom med noget der mindede om protest, ”nu skal du holde op med at skabe dig, du er så overforkælet. Din søster får aldrig noget”.

Sommeren i sommerhuset med bedsteforældrene bød hvert år på den samme tur gennem det Sjællandske landskab. Først stop ved Sorø Akademi, derefter gik turen til Herlufsholm Kostskole. Mine bedsteforældre – fra Gentofte - diskuterede, om jeg skulle gå det ene eller det andet sted. På bagsædet af bilen sad jeg paralyseret af angst, for kostskole eller børnehjem, det var begge noget med at blive fjernet hjemmefra, selv ikke mine bedsteforældre ville have mig, ingen ville have mig.

6 år gammel var jeg en lille voksen, havde ansvaret for min søster, rejste selv til og fra København og min uddannelse var næsten afgjort. Hvor jeg skulle gå i skole afhang dog af, om jeg skulle gøre karriere som embedsmand eller diplomat.
I dag har jeg ikke så mange konkrete minder fra min barndom med mine forældre.

I skolen var jeg isoleret. Jeg har aldrig haft skole venner eller kammerater, det var nogen jeg bare gik i skole med. Jeg har aldrig kunnet fordrage fodbold, men dyrkede den klassiske kunst, musik og litteratur, ikke noget der giver jævnaldrende venner.

Da jeg kom i puberteten dukkede min seksualitet op, jeg var homoseksuel. Det blev starten på ikke bare mobberi, men hån, ydmygelser og fysiske overgreb. Det var åbenbart en sport, at få fat i skridtet på mig og klemme til. Jeg var i en konstant kamp for, at foregive jeg var noget andet end jeg er, hvem vil ikke som teenager være ”normal”.

Min far holdt op med at slå, men nu havde han en undskyldning for at være hård og grov, min seksualitet. Min far og jeg talte ikke sammen i de sidste 3 år mine forældre var gift, vi spiste end ikke sammen.

Min mor blev voldsommere. Hun spurgte ofte, ”hvorfor er du ikke som andre normale drenge”. En anden yndet sætning var, ”du kan tro far er skuffet over dig”. Når hun ikke længere kunne slå med den bar hånd, brugt hun redskaber, som fx en læder hunde rem med karabinhage eller træ bøjler til tøj.

Jeg kom på handelsskolen og blev sproglig handelsstudent. Hver morgen i de 3 år sagde min mor, at hvis jeg ikke bestod eksamen, så ville jeg blive smidt ud hjemmefra samme dag. Jeg var til sidst så belastet, at jeg ville begå selvmord, men min faster opdagede den var gal og fik stoppet mig, men der gik kun 8 år, så kom de tanker igen og har været næsten daglige tanker i over 22 år, især efter sommeren i år.
Jeg blev færdig som student i sommeren 1985. Nedgangs tider, arbejdsløshed og kartoffel kuren var på vej. Jeg søgte arbejde, men det var svært. Min mor fortalte vidt og bredt, at grunden til jeg ikke kunne få arbejde var, at jeg led af ungdomssløvsind.

Jeg fik arbejde i København. Jeg havde lært at bruge konflikt og det at tromle andre ned, det var ikke et populært adfærdsmønster.
Som en del af mit arbejde skulle jeg repræsentere firmaet i retten med erstatningskrav. I en sag gik det galt. De tiltalte i sagen var ikke varetægtsfængslet og skulle selv møde op til retssagen og kom derfor til at sidde sammen med vidner og folk med et erstatningskrav. De kunne se hvor jeg kom fra og jeg fik nogle meget alvorlige trusler på livet. To civilklædte politifolk overhørte disse trusler og tog dem så alvorligt, at jeg kom under politibeskyttelse. De tre tiltalte blev senere dømt for bl.a. drab på sagesløs. Der gik 23 år før jeg turde tale om det i terapi. Jeg var for angst til at betro mig, af skræk for, at de skulle høre det og opsøge mig.

Den 28. april 1991 blev jeg ramt af svær neurotisk angst, hvilket ikke gjorde min arbejdssituation lettere.
Firmaet fik i sommeren 1992 udarbejdet en rationaliseringsrapport, hvor det indirekte var åbenlyst, at der var fyringer på vej. Jeg delte kontor med en tillidskvinde. Da jeg blev ramt af den psykiske sygdom tabet jeg 37 kilo på 6 uger. Jeg måler 193cm og vejede kun 67 kilo, så ser man ikke rask ud. Tillidskvinden benyttede sig af min ferie til at sikre sin egen stilling ved at sprede løgne om mig. Hun fortalte, at jeg var blevet sindssyg, men ingen troede på det, hun fortalte så, at jeg var blevet narkoman, men heller ikke det troede kollegerne på. Men hendes tredje løgn blev alvorlig. Hun misbrugte fortrolig information om min seksualitet og fortalte, at jeg havde fået AIDS, det troede alle på, for de kunne jo se det med deres blotte øje. Nej jeg har hverken hiv/AIDS, men i 1992 var det stadig nyt og ingen viden om det. Hver gang jeg kom ind i et lokale forlod alle andre det.
Den 18. november 1992 blev jeg kaldt ind på chefens kontor i forbindelse med min sygdom og seksualitet. Han fortalte mig, at han syntes jeg var den mest modbydelige stodder og at han helst ville sparke skelettet ud gennem kæften på mig, men nu var han, i hvert fald set med egene øjne, en dannet civiliseret mand, så han ville nøjes med at sige det. Det blev min sidste arbejdsdag.

Efter sygedagpenge kom jeg på kontanthjælp, det er snart 21 år siden. Det første sagsbehandleren spurgte mig om var, om jeg var alkoholiker hvilket jeg ikke er, om jeg var narkoman, hvilket jeg heller ikke er, så måtte jeg være kriminel. Det var så voldsom en stempling og ydmygelse, at det mærker mig selv i dag. Jeg vidste fra min barndom, at trådte jeg ved siden af, blev jeg hårdt straffet. Jeg har til dato aldrig fået så meget som en henstilling.

Siden min sygdom startede for over 22 år siden, har jeg været i terapeutisk behandling og er det stadig, 2 gange om ugen..

Jeg har været medicineret 3 gange for min psykiske sygdom, men psykiater og læger har stoppet behandlingen, idet det var for farligt at fortsætte. Sidste gang blev der også konstateret intolerance over for en lang række kemiske stoffer, ikke bare i medicin, men også fødemidler, sæbe, vaske og rengøringsmidler, tøj osv.

Jeg har været forrevalideret og 2 gange i revalidering indtil 2004. Aftalen i forbindelse med det sidste forsøg var, at hvis jeg ikke gennemførte, så skulle der startes en førtidspensionering, en tanke jeg på daværende tidspunkt ikke kunne forlige mig med, men min sagsbehandler mente ikke jeg kunne gennemføre revalideringen.
Hun fik ret. Efter det første år, måtte jeg opgive. Jeg anmodede Københavns kommune om førtidspension. Jeg var til samtale med en ny sagsbehandler og fortalte om den indgåede aftale, den kendte hun naturligvis ikke noget til. Hun sagde lige ud, at jeg ikke ville få tilkendt førtidspension. Jeg spurgte selvfølgelig om hvorfor ikke. Svaret var rystende, ”fordi du er et hysterisk AIDS befængt bøssesvin, der kun er ude på, at stikke snabelen i pengekassen”. Jeg fik ikke førtidspension, den skriftlige begrundelse var dog en lidt anden, men grundlaget afspejlede udtalelsen. Kommunen kunne ikke tilkende mig pension, idet alle muligheder på nuværende tidspunkt ikke er udtømte. Ifølge daværende lov, skulle kommunen pege på en konkret arbejdsopgave jeg ville kunne varetage, men det gjorde de bare ikke. Københavns kommune udarbejde en ressourceprofil, hvori deres egen psykiatriske konsulent skriver, at det er højst usandsynligt, at yderligere terapeutisk vil bringe mig tilbage på arbejdsmarkedet.
I 1996 styrtede jeg ned ad en trappe og pådrog mig en alvorlig kronisk rygskade, med deraf følgende kroniske smerter. Der er konstateret funktionsnedsættelse i ryggen, som yderligere vil tiltage med årene.
I min ressourceprofil har Københavns kommune ændret mine diagnoser. Svær neurotisk angst blev til angstproblematik, kronisk rygskade til sygeligørelse.

Jeg klagede til det sociale nævn over afgørelsen. De hjemsendte i første omgang sagen til kommunen med pålæg om, at indhente yderligere oplysninger om min rygskade. 9 dage efter traf kommunen en ny afgørelse, som var den samme, først 4½ måned senere indhentede de, de oplysninger de var blevet pålagt.
I det samme år, 2005, beder jeg kommunen om at konkretisere en arbejdsopgave jeg ville kunne varetage, samt beskrive, hvilke muligheder de refererede til, der ikke skulle være udtømt. Jeg har aldrig fået svar.
Det sociale nævn komme frem til i deres afgørelse, at jeg er berettiget til pension, men det vil ikke medføre en økonomisk forringelse af min situation ved ikke at få den, derfor fik jeg den ikke.

3 år går, hvor kommunen intet foretager sig i sagen. Jeg klager til Ankestyrelsen og Folketingets Ombudsmanden over afgørelsen, men begge glider af på sagen.
Jeg klager til Borgerrådgiveren for København angående den manglende sagsbehandling. Borgerrådgiveren konkluderer, at kommune har lavet gentagne grove overtrædelser af gældende regler og love.

Som følge af klage til Borgerrådgiveren indhente kommunen på ny en psykolograpport, som slår fast, at jeg ikke vil kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Min diagnose er også blevet uddybet til ikke kun svær neurotisk angst, men også paranoia og depression.
Kommunen bestiller en privat aktør, som ved en række hjemmebesøg, skal belyse min situation. Deres konklusion er, at jeg aldrig vil kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet og tilråder øjeblikkelig, at jeg tilkendes førtidspension idet jeg er truet – altså selvmordstruet. Kommunens svar er, at de ikke kan tilbyde mig job, fleksjob, revalidering eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Jeg skriver til kommunen, at så er de jo nød til at tilkende mig pension, men jeg hører intet.
Jeg starter ny klagesag ved Borgerrådgiveren, som igen kommer til samme konklusion. Kommunen indhenter ny psykolograpport. 5 måneder efter at kommunen har fået rapporten, henvender jeg mig til kommunen og forhører mig om, hvad de er nået frem til. Svaret var ingen ting, for rapporten havde de efter 5 måneder erklæret forældet og for i øvrigt tilhører jeg ikke det jobcenter længere.
Der kommer et brev fra det nye jobcenter, som foranlediger en række spørgsmål fra min side, men min mange henvendelser bliver ikke besvaret, hvorfor jeg klager nok en gang til Borgerrådgiveren. Denne klage skulle blive noget usædvanlig.
I jobcentrets svar til Borgerrådgiveren læser jeg en bemærkning fra en psykiatrisk konsulent, at der ikke er noget til hinder for, at jeg kan møde op i jobcentre. En kommentar der er fuldstændig modsat alt andet i min sag. Det skal siges, at jeg aldrig har været i stand til at møde op i et jobcenter. Den anden bemærkning der var usædvanlig var, at den juridiske konsulent i jobcentret truede med, at jeg kunne blive tvangsindlagt. Jobcentret har efterfølgende indrømmet, at den psykiatriske kommentar ikke kom fra den psykiatriske konsulent, men fra sagsbehandleren. Sagsbehandleren har altså tilføjet sin egen psykiatriske kommentar til min sag under dække af en navngiven psykiater. Den juridiske konsulents udtalelse hænger stadig i luften som en trussel.

Resultatet af klagen er den samme konklusion fra Borgerrådgiveren. Kommunen henviser mig til en psykiater for speciallægeerklæring og udredning. Rapporten konkluderer, at jeg aldrig vil kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet, at der ikke findes anden terapeutisk behandling end den igangværende i privat regi og at der ikke findes nogen medicinsk behandling.
Kommunen starter en § 18 pensionssag op, men jeg får fra dag et besked på, at jeg ikke vil få pensionen. Kommunens afgørelse er da også, at jeg ikke kan få pension, idet alle mulighederne ikke skønnes at være udtømte og at jeg ikke er arbejdsprøvet, det til trods for, at de selv skriver i arbejdsevnevurderingsjournalen, at min arbejdsevne er truet eller ikke eksisterende og at jeg i det hele taget er truet. Der tages heller ikke hensyn til Ankestyrelsen principafgørelse om, at der skal være et formål med en arbejdsprøvning, at arbejdsprøvning ikke er et mål i sig selv.

Sagen gik videre til Beskæftigelsesankenævnet, som kom til samme afgørelse, at jeg skulle arbejdsprøves og måtte bruge benzodiazepint præparat til trods for Sundhedsstyrelsens direktiv om, at det kun må bruges i maksimalt 14 dage, da det er stærkt vanedannende, så uden hensyn tagen til mit liv og helbred og risiko for medicinsk afhængighed, mente de det ville være relevant. De og deres psykiatriske konsulent mente også, at jeg skulle tage en lang række medikamenter, uden at min egen læge blev hørt i den sag. Beskæftigelsesankenævnet baserer deres afgørelse på en konsulent, der ikke kender min sygdomshistorie. Deres tredje argument for ikke at tilkende mig førtidspension var, at kommunen ikke kan træffe afgørelse i sagen, før jeg er terapeutisk færdig behandlet. Der er ingen der har sagt, at jeg nogen sinde vil blive færdig behandlet, dermed har Beskæftigelsesankenævnet sikret, at Københavns kommune ikke mere behøver at beskæftige sig med min sag.
Beskæftigelsesankenævnet skulle sikre, at en afgørelse overholder gældende love og regler og alligevel er afgørelsen i strid med netop disse. Afgørelsen er for mig bemærkelsesværdig i sådan en grad, at jeg i klagen til Ankestyrelsen anklagede sagsbehandleren for på en eller anden måde, at være købt af kommunen, men Ankestyrelsen vaskede som vanligt bare deres hænder. Sagen gik videre til Folketingets Ombudsmand, som i en lang pæn skrivelse oplyser mig om, at de ikke længere fører socialsager, idet kommunerne ignorerer deres afgørelser.
Den 26. maj 2013 sender jeg en mail til Beskæftigelsesministeriet med en række spørgsmål, men hvor jeg samtidig beder om en § 71 gennemgang af min sag, men har den 22. december 2013 har jeg intet hørt fra ministeren.

Da jeg tilsyneladende ikke kan komme videre ad nogen anden vej en rettens vej, skrev jeg til jobcentret om, hvad de kunne tilbyde i stedet for kontanthjælp. Den 15. april 2013 fik jeg brev om, at de ikke kunne tilbyde mig job, fleksjob, revalidering eller andre former for beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, men jeg kunne da søge om enkelt ydelse, der er bare det ved det, at jeg får afslag.

Det gik op for mig, at jeg nu er parkeret på kontanthjælp til jeg kan komme på folkepension, men Københavns kommune har en helt anden diabolsk plan for at slippe for den økonomiske byrde.

En katastrofal situation bliver til et de facto drabsforsøg. Jeg bliver indkaldt til samtale i jobcentret. Jeg sender et skriftligt afbud pr. mail med henvisning til min svære psykiske sygdom. Jobcentret vil ikke acceptere et skriftligt afbud, de forlanger det skal være telefonisk velvidende, at jeg ikke har telefon. De begrunder det også med, at der ikke står i mine sagsakter, at jeg ikke kan møde op. Jeg skriver naturligvis til dem, at der i sygeopfølgningsplanen som de selv har udarbejdet, står, at jeg ikke kan forlade mit hjem. Deres svar er, at svær psykisk sygdom ikke er en gyldig grund til ikke at møde op, de havde desuden fastlagt deres serviceniveau, altså ikke noget hjemmemøde eller anden kontakt. K-kassen skriver til mig, at de stopper kontanthjælpen indtil jeg har rettet henvendelse til to jobcentre, hvilket jeg gør med det samme. 7 uger senere var der stadig ikke udbetalt kontanthjælp. Jeg skriver derfor til K-kassen om, hvordan det kunne være, for jeg havde henvendt mig til både mit eget jobcenter og jobcenter København. Jobcenter København havde blot henvist mig til mit eget, som ikke har reageret på min henvendelse. Jeg fik besked på, at jeg bare skulle møde op, hvilket jeg ikke havde gjort. Jeg skriver til dem, at det havde de intet sagt om og hvordan de kunne forvente, at jeg kunne møde op i det ene jobcenter og ikke i et andet. Svaret var, at de ikke ville foretage sig yderligere i sagen før der evt. forelå ny oplysninger i sagen, spørgsmålet er så, hvad det skulle være for oplysninger, for der var ingen der efterspurgte nye oplysninger.
Jeg forsøgte at cykle til jobcenter København, men på grund af massivt angstanfald kollapser jeg og styrter.
Jeg går til min læge og sætter ham ind i situationen, han skriver en erklæring og forklaring. Jeg sender det til jobcentre og K-kassen. K-kassen svare med, at hvis jeg ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, så vurderede de, at jeg ikke længere er berettiget til kontanthjælp. Så forstod jeg baggrunden for, hvorfor Københavns kommune har erklæret psykisk sygdom for ugyldigt, alle er mirakuløst blevet raske og det har de budgetteret med og lagt serviceniveauet efter.
2. september 2013 var der stadig ikke udbetalt kontanthjælp og jeg måtte se kendsgerningen i øjnene, at september 2013 ville blive den sidste måned i mit liv, at jeg ville følge min sidste bror, som døde 9 uger før, i døden. Jeg skrev testamente og begyndte at pakke mine ting.
Jeg skrev en sidste desperate mail til K-kassen, at de ikke havde reageret på mine henvendelser, ikke havde reageret på min læges erklæring og at de ikke havde genaktiveret min kontanthjælp, at jeg derfor kun kunne betragte det, som et direkte drabsforsøg.
K-kassen genaktiverede den 7. september kontanthjælpen med tilbagevirkende kraft.

Efterfølgende har jeg fået en ny diagnose, posttraumatisk stress syndrom.

Jeg har lige siden frygtet, hvad der ville ske til næste 3 månedlige samtale, det ved jeg nu. Jeg bliver indkaldt til samtale den 10. december 2013, jeg skriver tilbage, at tid og dato passer mig fint, men at møde må afholdes hos mig, med henvisning til sagsakterne, således at jeg for en gangs skyld kunne deltage. 14. december skriver K-kassen, at de har stoppet min kontanthjælp. Kommunen har dog efter 3 dage genaktiveret kontanthjælpen igen, men jeg skal åbenbart have sat en skarpladt pistol for panden hver tredje måned.

Jeg har selvmord i tankerne næsten hver eneste dag. I 1994 sagde min far til mig, at han var fuldstændig ligeglad med mig og det havde han altid været, hvilket kun bekræftede, hvad jeg havde vidst stort set fra fødslen, men han sagde også, at han gerne ville have jeg tog mit eget liv, på grund af min seksualitet og psykiske sygdom. Jeg spurgte en tidligere sagsbehandler om, hvorfor de arbejdede så ihærdigt på at skubbe mig ud i selvmord, svaret var, at selvmord ikke tæller. Måske ikke, det virker unægtelig også som om, kommunen opererer med den tanke i sagsbehandlingen.

I hele dette forløb har jeg yderligere været udsat for trusler om vold, hate crime, fuldbyrdet voldtægt og yderligere 6 trusler på livet, både via internet, telefon og ansigt til ansigt, noget der heller ikke har hjulpet med til en bedre mental tilstand.

Jeg har i mange år stillet mig selv spørgsmålet, hvorfor, hvad er det jeg har gjort. Svaret er intet, det er ikke mig, men et ændret menneskesyn der står bag.

”Vi tager os af de svageste”. ”Syge skal beskyttes”, citater Mette Frederiksen ……. Nå!

Pisk og gulerod er to sider af samme ondskab, i hvert fald med en psykisk sygdom, hvor guleroden er uopnåelig, men må tage al pisken. Det jeg har brug for, et ekstremt behov for er, mental ro, at jeg ikke konstant skal kæmpe for min eksistensberettigelse stirrende direkte ind i døden. Fysisk ro i mine omgivelser og så også økonomisk ro, at jeg faktisk har mulighed for at kunne få de nødvendige behandlinger.

Jeg blev af kommunen tvunget til at sælge min tidligere lejlighed, det med et så stort et tab, at jeg her 18 år senere stadig betaler af på gælden. Jeg får 8000 kr. netto om måneden, har faste udgifter for 4.500 kr. betaler 6.800 kr. om måneden for livsvigtig behandling, der ud over skal der være til smertebehandling, medicin, tandbehandling for parodontose, mad og andre fornødenheder. I dag skylder jeg over 1,2 mio. kr.

Jeg kan stadig høre min mors spørgsmål, hvorfor er du ikke som andre normale drenge? Jamen mor det er jeg også, bare på en anden måde.

Ja jeg lider bl.a. af en svær psykisk sygdom,
Ja jeg lever af kontanthjælp,

Men derfor er jeg lige vel et menneske.


Lov om Aktiv politiker beskæftigelses indsats

Lovbekendtgørelse nr. 1 af 23. december 2013

Loven har til formål at sikre en ensartede samfunds rettet politik. Det skal tilstræbes, at samtlige folkevalgte politikere yder deres bedste, således, at ingen politiker overlades til sig selv og føre selvstændig politik.
Loven har til hensigt, at hjælpe de svage politikere til at fastholde deres kontakt med borgerne og de generelle samfundsforhold.
Loven er rette mod de svageste og syge politikere, således tilstræbes det, at de kan føle en nytteværdi.
Loven tilstræber, at der ikke udbetales ydelser, før hjælp efter anden lovgivning er afprøvet, ligeledes har politikeren pligt til at oplyse om personlige og familiære forhold, før der kan tages stilling til evt. hvilken ydelse politikeren er berettiget til. Uberettigede udbetalte ydelser skal tilbagebetales til befolkningen og kan medfører yderligere straf.
Loven fastlægger politikernes pligter og rettigheder.
Det er hensigten med loven at modvirke dovne politikere, der uretsmæssigt kræver offentlig ydelse og som ikke bidrager til samfundet.

Loven ophæver al anden lovgivning for området.

Ydelse

§1, stk.1 Enhver folkevalgt politiker har ret til ydelse når følgende betingelser er opfyldt.

a. Har dansk indfødsret.
b. Taler og skriver dansk
c. Har samfundsmæssig, erhvervs eller anden nyttig erfaring.
d. Ikke tidligere er straffet
e. Ikke lider under nævneværdig sygdom
f. Har gennemført mindst 15 års skolegang, med et karaktergennemsnit på middel eller derover
Stk. 2 For at opnå retten til ydelse har politikeren pligt til at flytte uden hensyntagen til familiære og økonomiske forhold.
Stk. 3 Der ydes ikke støtte eller anden økonomisk kompensation i forbindelse med flytning.
Stk. 4 Der ydes ikke tilskud til familiesammenføring som følge af flytning til ansættelsesstedet.
Stk. 5 Borgerne fastsætter de nærmere regler for udbetaling af ydelse.


§ 2. stk. 1 Politikeren skal selv erholde alle udgifter til transport, tekniske og kommunikationshjælpemidler, dog undtages handicappede jf. lov om handicaphjælp.
Stk.2 Der ydes ikke tilskud eller anden økonomisk kompensation til, sko, sabbatår, tandpleje, eller familiemedlemmer der medtages på tjenesterejser jf. lov om politisk økonomisk uredelighed, dog undtages handicappede jf. stk.1
Stk. 3 Der udbetales ydelse ved barsel efter almindeligt gælden regler.

Regulering af ydelse

§ 3. stk. 1 Der reguleres i ydelsen med det fulde beløb ved modtagelse af præmier, herunder forsikringspræmier, gevinster, gaver, arv el.lign.
Stk. 2 Der reguleres i ydelsen med det fulde beløb ved biindtægt.
Stk. 3 Politikere der undlader at oplyse om økonomisk gevinst eller på anden vis indtægt, som skal modregnes jf. stk. 1 og 2, straffes efter lov om offentligt bedrageri.
Stk. 4 Der er indført loft over ydelsen, således, at enlige opnår en årlig netto ydelse på 93.000 kr. og forsørgende en årlig ydelse på netto 150.000 kr.
Stk. 5 Ydelsen er ikke løn eller prisreguleret. Pengene opsamles i en undersøgelses kommissions pulje for politisk uredelighed.
Stk. 6 Ved sygdom for samboende, samlevende og ægteviede politikere, mistes retten til ydelse.
Stk. 7 Borgerne fastsætter reglerne i enkeltsager for, hvilke indtægter der ikke skal modregnes i ydelsen.



Rettigheder og pligter

§ 4 stk. 1 Politikerne skal efter at have modtaget ydelse hver 3. måned indkaldes til samtale i borgercentret, for at fastholde politikeren i en tilknytning til samfundet.
Stk. 2 Politikeren skal som minimum søge politisk indflydelse i 3 politiske sager om ugen.
Stk. 3 Politikere der udpeger grupper i befolkningen som værende årsag til ikke dokumenterede hændelser, begivenheder eller anden skadelig påvirkning af samfundet, straffes efter lov om skadelig og destabiliserende adfærd.
Stk. 4 Efter at have opnået valg efter gældende regler, har politikeren pligt til, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med gældende regler og love, at tjene borgerne.
Stk. 5 Borgerne træffer afgørelse om, hvem der endelig vælges.