Autisme, ADHD viden om, i disse accelererende tider

[phhmw]

https://www.tv2east.dk/holbaek/speci...oyBGm7ir2jVOkk

Antallet af lærere på Hjortholmskolen i Tølløse kan blive reduceret markant. Det vil gå ud over elevernes muligheder, mener skolebestyrelsesmedlem.

Hjortholmskolen i Tølløse https://boernespecialcenter.dk/cente...ortholmskolen/ er en skole for børn med blandt andet ADHD og autisme. En af dem er Lars Basses søn.

- De har udviklet Frederik til at gå fra at være en dreng med udfordringer, til at han nu er en stor teenager, hvor vi snakker om; hvad skal du være, når du bliver stor, fortæller faren.

- Og det har skolen her sikret, siger Lars Basse, der er næstformand i skolens bestyrelse.

Men Hjortholmskolen, der ifølge faren har givet Frederik mulighed for at få en uddannelse, står nu over for massive besparelser. Og det får forældre på skolen til at frygte for fremtiden.

- Det er jo megafrustrerende at se på egen hånd, hvad skolen kan, og så samtidig sidde og kigge på, at der kan komme nogle besparelser, som helt sikkert vil betyde, at alle de børn, som er her nu, eller de fremtidige børn, der kommer til at være her, ikke ville kunne få den mulighed, vi har haft, siger Lars Basse.

Et forslag til besparelse
Politikerne i Holbæk Kommunes skoleudvalg diskuterer i denne uge besparelserne, som bagefter vil blive sendt i høring.

Og Jarl Falk Sabroe (S), der er formand for udvalget for børn og skole, kan godt forstå, hvis det gør nogle forældre bekymrede.

- Det kan jeg helt klart forstå. Det er virkelig svært at lave prioriteringer, når det handler om vores børn, og dem som har det svært, siger han.

Det er kommunernes analysefirma Komponent, der har foreslået besparelserne. Og de kan betyde en væsentlig reduktion i antallet af lærere på Hjortholmskolen.

- Taksterne kan skæres, og det vil så selvfølgelig betyde, at der ville være færre medarbejdere, hvis man går med det forslag, som ligger i Komponents analyse, siger Jarl Falk Sabroe.

Uenighed om antallet
Ifølge skolebestyrelsens beregninger kan det ende på hele 31 stillinger, hvilket vil svare til 35 procent færre lærere på Hjortholmskolen.

- Det er jo et helt andet tilbud, man kan komme med, og det er en helt anden mulighed, eller mangel på samme, man har for at udvikle vores børn, som der kommer på skolen, siger Lars Basse.

- Så det er en radikal ændring, siger han.

Politikerne mener derimod, at det kun handler om 14 potentielle afskedigelser.

- Det er jo klart, at når man laver besparelser, så har det jo en eller anden form for konsekvens, og så er det jo der, vi skal gå ind og kigge på, er det en konsekvens, som vi kan leve med politisk i forhold til, hvor vi ellers skal bruge de penge, siger Jarl Falk Sabroe.

Lars Basse forstår godt, at der nogle gange må tages svære beslutninger, når der ikke er penge nok i kommunens kasse, men han efterlyser dialog med dem, der risikerer at blive ramt af besparelserne.

- Hjortholmskolen og hele specialområdet skal selvfølgelig også hjælpe til med den økonomiske situation, som er ikke kun i Holbæk Kommune men på hele specialområdet. Men så gør det i dialog, gå ind og sig; hvordan kan vi gøre det, i stedet for at der kommer nogle konsulenter udefra og kigger på det, siger han.

Forslaget vil nu komme i høring, og der ventes en afgørelse i april.


BEMÆRK

Det er den 100% private interesseforening KL Kommunernes Landsforenings kursusvirksomhed "Komponeret" der har lavet spare analysen til Holbæk kommune.

KL som arbejder for deres egen "Mellemformer" til børn med funktionsnedsættelser, autisme, ADHD som de beskriver er godt og måske undgå for kommunerne at oprette "Specialskoler"

https://www.kl.dk/boern-og-unge/stae...a-mellemformer

Hilsen Peter

[phhmw]

Vi har set hetz ligende artikler om hvorfor skoleelever, børn med autisme, ADHD er økonomisk belastende for de "normale skoleelever"

Vi har læst ophedede artikler om børn med funktionsnedsættelser koster samfundet, kommunerne millioner kroner, til taxa kørsel, til og fra skole.

De færreste forstå ikke årsagen, de forstår ikke baggrunden for disse bevillinger.

Vi ser kommentarer om, at hvis disse handicappede børn skal inkluderes i den almen folkeskole, må det være et krav, at de ikke forstyrre undervisningen.

Helhedsindtrykke kan føles, som om disse hårdt ramte børn er paria.

Noget, som skal opføre sig ordentlig.

Familier med børn med autisme, ADHD kan se et stigende antal tvangfjernelser af disse børn og unge.

Tre gange så mange børn med autisme bliver tvangsfjernet, som børn uden diagnosen, ifølge Socialministeriets egne tal.

Familier med børn og unge, med autisme, ADHD oplever i stigende grad bliver truet af kommunerne med tvangsfjernelser, § 50 børnefaglig undersøgelser

Noget der skal opdrages hjemmefra.

De færreste kender eller endsige forsøger at sætte sig ind i fakta.

Vi ser forældre der stævner deres kommune for svigt ved domstolene, fordi kommunerne ikke giver deres børn med funktionsnedsættelser, det rette skoletilbud, som Folketinget kræver ved lov. Retssagen står til at begynde i efteråret. Kalundborg Kommune og borgmester Martin Damm (V) har ikke ønsket at stille op til interview.

https://www.berlingske.dk/samfund/sk...ine-nu-kan-den

Minister ser sig nødsaget til at ytre sig i det offentlige rum:

https://www.folkeskolen.dk/autisme-s...autisme/868590

"Kommuner må under ingen omstændigheder true forældre til børn med autisme"


Vi ser nu kommuner, selv små kommuner, der hjemtager disse børn, som ellers er placeret i andre kommuners velfungerende Specialskoler til egne tilbud, ikke Specialskoler, ejheller KLs forslåede "Mellemformer" hvor man med kraftige ønsker om at børn med funktionsnedsættelser SKAL inkluderes i den almene folkeskole, men nye "Specialklasserække"

Selv forældrene er GudHjælpeMIg begyndt, at udtrykke bekymringer, hvis der kommer for mange af disse elever med funktionsnedsættelser.

https://www.sn.dk/hilleroed-kommune/...-er-bekymrede/

Vil samle specialskoler i tom skole: Forældre er bekymrede


Det vil få forældre til at fravælge skolen, hvis der rykker en specialskole ind på matriklen, lyder kritik af plan om at samle Hillerøds to specialskoler på skolen i Alsønderup.


Opdaterede faglokaler, liv i en tom skolebygning, en meget nemmere hverdag for Hillerøds specialskole og mulighed for hurtigt og nemt at etablere to nye daginstitutioner, der hvor der mangler kapacitet.


For Hillerød Kommune er der masser af gode effekter af at samle Hillerød Dagbehandlingsskole i Alsønderup, hvor bygningen, der tidligere husede udskolingen på Alsønderup Skole, nu står tom.


Men blandt de forældre, der deltog i et online borgermøde tirsdag aften om planerne, havde de fleste svært ved at se fordelene for deres lokale skole, Hillerød Vest afdeling Alsønderup, hvor der i dag går 111 børn i 0.- 6. klasse.


Forælder: Skolen er sårbar
– Jeg er bekymret for skolens fremtid, hvis vi får op til 60 elever, der ikke kan rummes i de almene skoler, ud til vores små elever, sagde en af forældrene, Anne.


– Der vil være 35 procent af de børn, der går på skolen, der vil være fra specialskolen. Hvad vil være normen, hvis 35 procent af eleverne har sociale og emotionelle udfordringer? Vi har haft en skole med udfordringer, men det er vendt. Jeg er nødt til at sige, at hvis det bliver besluttet, vil mange vælge skolen fra, sagde hun og Henrik Østergaard, som også sidder i Alsønderup Lokalråd, supplerede:

– Man vil have små elever på vores skole til at være sammen med store elever på op til 16 år, elever som allerede har problemer. Næste år er der 14 elever indskrevet i skolen, og 10 har fravalgt den. Jeg synes man må sige, at skolen er relativ sårbar. Jeg tror, I skal tænke jer rigtig godt om, at I ikke risikerer at lukke skolen, fordi flere vælger den fra, hvis der sker en sammenlægning med HDS, sagde han, og blandt tilhørerne var der også flere forældre der sagde, at de kunne overveje at tage deres barn ud af skolen, hvis HDS rykker ind i den tomme bygning.


Det er, som at skue tiden tilbage til 1932 - 33 i Tyskland

Hvor er vi på vej hen?

Hvor er sammenholdskraften?

Hvor er det solidariske lille Danmark blevet af?

Hilsen Peter

Bilag til eftertanke:

http://www.plads-til-specielboern.dk/87575491.html

https://www.k10.dk/showthread.php?p=375211

Sidst indløbet kommentere fra Facebook:

""Alene det at de ikke saboterer de andre børns undervisning vil gøre det til en instant succes.""

""Årsagen til sabotagen er ikke vigtig, faktummet at undervisningen bliver saboteret er.
Der hvor forskellen faktisk er - eller rettere BØR være - er i systemets reaktion på sabotagen.
Lige nu er reaktionen “inklusion er fantastisk” fordi det er billigere.
Hvis det er et valg mellem 1 barns “ret” til at være aggressiv, ødelæggende og forstyrrende ingen klasse og 25 børns ret til uddannelse og en tryg skoledag, så er det ikke svært.""

[phhmw]

https://www.information.dk/debat/202...VpbIFf5-d54D5w

Min søn har infantil autisme. Negligerer man den diagnose, er det ikke til hans bedste

Man forklæder svigt som omsorg, når man insisterer på ikke at fokusere på diagnosen hos de børn, der har brug for specialiseret hjælp. For disse børn er omsorg, at man ser diagnosen som væsentlig for den pædagogiske tilgang
Lone Boldt Maagaard
Gymnasielærer og mor til en 4-årig med infantil autisme

Min fireårige nonverbale dreng har infantil autisme og i øvrigt markant forsinket udvikling. Han er heldigvis også en glad og kærlig dreng, der i udtalt grad trives i sin højtspecialiserede autismebørnehave. Jeg skriver om ham, fordi der i øjeblikket foregår så meget på specialområdet, som vi som samfund er nødt til at have en samtale om. For eksempel er det sigende, at vi forældre ofte mødes af en offentlig debat og sågar fagpersoners bekymring for, om vi kommer til at se diagnosen før barnet, når vi tidligt i samtalen – eller i kronikken her – nævner barnets diagnose og behovet for en specialiseret tilgang til barnet.

Det er især svært, når det er en holdning, der kommer til udtryk hos pædagogisk personale omkring barnet, der visse steder vægter egen hverdagsviden højere end forskningen på området og hævder, at det er det rigtige, fordi de ser barnet før diagnosen. Det sidste er jeg heldigvis, indtil videre, forskånet for, da min søn er så heldig at gå i en højtspecialiseret børnehave med fagligheden i orden, nemlig Enghaveskolens Børnehave i Odense.

I min søns børnehave arbejder man metodisk med at understøtte udviklingen hos børnene gennem træning og øvelser, der er tilrettelagt af specialpædagoger i samarbejde med psykolog, logopæd, ergo- og fysioterapeut. Man benytter sig af visuelle kommunikationssystemer, der understøtter børnenes mulighed for at forstå og udtrykke sig. Begge dele fundamentalt vigtige for målgruppens udvikling, men dog langtfra noget, der konsekvent arbejdes med på tværs af de forskelligartede tilbud, der har børn som min søn.

Det fremgår tydeligt af de forældrenetværk for forældre til børn som min søn, jeg er en del af, at det ofte er særdeles svært at få sit barn visiteret til et reelt behandlingstilbud som Enghaven, hvor der er fast tilknyttede specialiserede fagfolk. Det fremgår også af publikationen ’Vidensafdækning om børn og unge med autisme og samtidig udviklingshæmning’, som Social- og Boligstyrelsen lavede i 2023, at der er reel mangel på relevante tilbud og faglighed mange steder.

Nogle børn kræver en særlig faglighed

I min søns børnehave er vi dog også bekymrede, idet der indtil videre er blevet lukket ned for en tredjedel af pladserne, fordi kommunen har vurderet, at andre, mindre specialiserede tilbud kan varetage opgaven. En tendens, der går igen på tværs af kommunegrænserne i store dele af landet. En tendens, jeg i den grad ønsker at problematisere, netop fordi jeg har set, hvor markant en forskel det gør for min søn, at han mødes med den rette tilgang og for eksempel nu er blevet i stand til noget så centralt som at udtrykke egne behov.

Det giver mening at se børn og unge før deres diagnose, når vi taler om et funktionsniveau, hvor det at indgå på nogenlunde lige fod med andre er en mulighed. Det er dog helt misforstået, når vi taler børn som min søn, der hverken har sprog eller kognitive forudsætninger for at være en del af det almene fællesskab.

Hvis vi fastholder, at børn med diagnoser som min søn skal mødes som andre børn, fordi man helst skal se barnet før diagnosen, så gør man barnet en massiv bjørnetjeneste. Det gør man, fordi dets helt atypiske udvikling i sig selv fordrer andre pædagogiske metoder. Her virker den medfødte mavefornemmelse, som både vi forældre og pædagoger kan have, ikke.

I rapporten ’Signalement af specialpædagogisk faglighed’, som BUPL har lavet i samarbejde med UC Syd i 2017, kan man for eksempel læse en pædagog fra en specialgruppe udtale: »Så menneskesynet synes jeg faktisk er meget sigende for den specialpædagogiske tilgang i arbejdet med børn og familierne. Det der med at se barnet før diagnosen og alt muligt andet, bare kig på det, det er et lille menneske, hvad har det brug for.«

Ideen er sympatisk. Det giver mening ikke at stemple nogen på baggrund af deres diagnose, men det er slet ikke relevant, når vi taler om denne målgruppe. Hvis de her børn ikke imødekommes med den rette faglighed, ryger de i mistrivsel og holder op med at udvikle sig, og så kan jeg love for, at det negative stigma kommer i spil.

Omsorg er at handle efter barnets diagnose

I Social- og Boligstyrelsens vidensafdækning fra 2023 kommer man frem til ni hovedfund, der angår tilgangen til målgruppen i Danmark. Et helt centralt fund drejer sig om behovet for dækkende diagnosticeringer og funktionsbeskrivelser med henblik på at kunne tilrettelægge en socialpædagogisk indsats rettet mod barnet. Det nævnes i det hele taget gentagne gange i publikationen, at det kræver høj faglig viden at imødekomme disse børns behov, men også at der på tværs af fagprofessionelle synes at være en udfordring med at tilbyde »relevante tilbud og indsatser til målgruppen samt udfordringer med, at den rette viden og de rette kompetencer er repræsenteret hos de fagprofessionelle, som arbejder med målgruppen«. Det tydeliggøres endvidere, at tværfaglige perspektiver er hensigtsmæssige i forhold til at kvalificere den samlede indsats for barnet.

Publikationen argumenterer altså for, at disse børns diagnoser og funktionsniveau tilstrækkeligt afdækkes, så de kan danne baggrund for den socialpædagogiske indsats rettet mod barnet, der i øvrigt skal ydes af højtspecialiseret fagpersonale. Intet sted i publikationen nævnes det, at man skal passe på med at have sit fokus rettet mod diagnosen. Intet sted lægges der op til at begrænse specialisering.

Min pointe er, at man forklæder svigt som omsorg, når man insisterer på ikke at fokusere på diagnosen. For disse børn er omsorg, at man ser barnets diagnose som en væsentlig baggrund for den specialpædagogiske tilgang, man vælger.

Diagnoseforskrækkelse som bro til besparelser
I mine øjne er ordet diagnose blevet så gennemtygget af mediemaskinen, at ordets oprindelige betydning, der kommer af græsk og er noget i retning af skelne og erkende, er gået tabt. Det har udviklet sig til et stærkt polemisk ord, som man kan være for eller imod. Ligesom det afledte ’diagnosesamfund’ har spredt sig og henviser til, at der i højere grad end tidligere gives psykiske diagnoser som angst, ADHD eller autisme.

Mange tager afstand fra stigningen i psykiske diagnoser og ser den som udtryk for en sygeliggørelse af børn og unge, hvis forældre eller omkringliggende samfund ikke magter at rumme dem. Man ser det at diagnosticere eller selve diagnosen som noget, der står i modsætning til det naturlige og hele menneske. Og skulle det hænde, at man får en diagnose, ligger det vel så også i kortene, at den helst ikke skal fylde for meget.

Mit ærinde er ikke at afvise, at vi skal tænke i hele mennesker, men det er at understrege, at indimellem er det at tænke med diagnosen også at hjælpe mennesker med at leve et fuldt og autentisk liv, hvor børn som min søn kan komme til at udfolde deres fulde potentiale.

Vi risikerer, at diagnoseforskrækkelsen fortsætter med at skabe en diskurs, hvor den dominerende holdning bliver, at der diagnosticeres alt for mange, og at beslutningstagere derfor igen og igen kan lykkes med at indføre besparelser på et specialområde, der i forvejen bløder. Det er, når vi begrænser fagligheden og specialtilbuddene, at de børn, der har allermest behov for samfundets hjælp og generøsitet, bliver de store tabere.

Det er rigtigt, at du ikke skal se diagnosen før mennesket, men indimellem skal du se mennesket med diagnosen.

Lone Boldt Maagaard er gymnasielærer og mor til en fireårig dreng med infantil autisme

Hilsen Peter

[phhmw]

Forsøget på at inkludere Ziggy i en almindelig folkeskoleklasse gik helt galt. Hvad er alternativet til den fejlslagne inklusionspolitik?

Loven om at børn med særlige behov skal inkluderes i folkeskolen har været en fiasko med store omkostninger – blandt andet for Ziggy Lind Skovgaard, som efter et traumatiserende inklusionsforløb ikke har været i skole i flere år. Nye former for inklusion, som er målrettet børn med diagnoser, kan være løsningen på et af folkeskolens allerstørste problemer.

https://www.information.dk/moti/2022...lusionspolitik

TAK, til Trine Skovgaard arbejder til daglig som redaktør på P3.

Døren ind til Ziggy Lind Skovgaards værelse er lukket. Han er 14 år og har skolevægring – det vil sige, at han er angst for at gå i skole, og faktisk har han ikke modtaget reel undervisning i flere år. Denne torsdag formiddag sidder Ziggy på sit værelse og spiller Fortnite. Ifølge hans mor, Trine Skovgaard, som sidder ude i køkkenet i den lille københavnerlejlighed, spiller hendes søn computer det meste af dagen. Han spiller primært med udlændinge fra andre tidszoner, for de danske børn er i skole lige nu.

Ziggys skoleforløb gik galt fra begyndelsen, fortæller hans mor. Han startede i 0. klasse i 2014 i Den Classenske Legatskole, en københavnsk folkeskole i Indre By med et godt ry. Men allerede efter 14 dage ville Ziggy ikke i skole. »Der var nærmest bremsespor i entreen, når jeg skulle have ham derover,« fortæller hun. Der havde også været problemer i børnehaven, men Ziggy er normalt begavet og var blevet erklæret skoleegnet.

I løbet af den kommende tid fandt Trine Skovgaard og hendes eksmand dog ud af, at noget var galt, og siden er Ziggy blevet diagnosticeret med både ADHD og autisme. Men fordi vi i Danmark som udgangspunkt inkluderer børn med særlige behov i de almindelige skoleklasser, kæmpede Ziggy i de første skoleår for at passe ind i en normal klasse med 28 elever. Det forløb har givet ham endnu en diagnose, nemlig en såkaldt belastningsreaktion – en form for stress, som børn typisk får, når de er pressede.

Trine Skovgaard rejser sig og banker på døren ind til Ziggys værelse, men der lyder bare et højt »nej!« derindefra.

Inden vi skulle komme, har Ziggy sagt til sin mor, at han gerne vil være med i artiklen, og at vi gerne må tage billeder af ham, men man kan aldrig vide, hvordan han reagerer, når der er fremmede i lejligheden, forklarer Trine Skovgaard. Hun åbner døren og går ind til ham. »Nej, de må ikke komme herind,« råber han. »Vil du komme ud til os?« spørger Trine Skovgaard. »Nej!« svarer Ziggy.

»Kan vi lade døren stå åben?«

»Måske.«

Det tager Trine Skovgaard som et ja, så hun lader døren stå på klem og sætter sig i køkkenet igen.

Bag hende hænger en opslagstavle med et detaljeret ugeprogram. Det er lavet til Ziggy: »Mor i DR,« står der ud for alle hverdagene, for Trine Skovgaard arbejder som redaktør på P3. På dagens program står der også, at læreren fra det specialtilbud, som Ziggy nu er tilknyttet, kommer – og at Ziggy skal i bad. Det sidste er illustreret med et piktogram af en dreng, som vasker hår.

Kassen blev tømt

Inklusionsloven blev vedtaget i 2012 efter en periode, hvor et stigende antal børn var begyndt at få diagnoser, og hvor udgifterne til den langt dyrere specialundervisning, hvor eleverne tages ud af folkeskolens almindelige klasser og får et såkaldt segregeret undervisningstilbud, var ved at løbe løbsk. Før inklusionsloven gik 94,6 procent af eleverne i en normal klasse. Målet var, at man skulle op på 96 procent.

En af de forskere, som rådgav politikerne op til vedtagelsen af inklusionsloven og siden har fulgt udviklingen, er professor emeritus ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), Niels Egelund:

»Udgifterne til den segregerede specialundervisning var stukket af, og derfor var vi nogle, der sagde, at vi skulle sætte et rimeligt niveau,« fortæller han.

En almindelig skoleelev koster godt 60.000 kroner om året, mens en specialskoleelev kan koste op mod 500.000 kroner afhængigt af tilbuddets karakter. Målsætningen på de 96 procent landede man på ved at kigge til andre lande, blandt andet Norge og Sverige, fortæller Niels Egelund, som understreger, at det ikke kun var af økonomiske årsager, at inklusionsloven blev indført. Det var også for at sikre, at børn med særlige udfordringer kunne spejle sig i og holde kontakt til børn uden diagnoser eller særlige behov:

»Når man kommer i segregerede tilbud, risikerer man at blive stigmatiseret og miste kontakt med det normale miljø. Så det var også et spørgsmål om at sikre kvalitet i børnenes liv,« siger han.

Den samme pædagogiske tankegang præger den såkaldte Salamanca-erklæring, som Danmark i UNESCO-regi underskrev i 1992 – sammen med 91 andre lande. Her står der blandt andet: »Det grundlæggende princip i den inklusive skole er, at alle børn så vidt muligt skal gennemgå læreprocessen sammen, uanset hvilke vanskeligheder de måtte have at slås med, og uanset hvor forskellige de er.«

Inklusionen slog fejl

En ny rapport, som det nationale forsknings- og analysecenter VIVE har lavet for Børne- og Undervisningsministeriet viser, at de elever, som har behov for støtte, klarer sig dårligere og har større fravær end de øvrige elever. Samtidig er der stadigt flere børn, som lærerne vurderer har behov for støtte, men som alligevel sidder i almindelige klasser uden at modtage denne støtte.

Det fortæller forsker i specialpædagogik Thyge Tegtmejer, som er en af hovedforfatterne på VIVE-rapporten: »De midler, der er til rådighed inden for den nuværende organisering, er mange steder simpelthen for små i forhold til, hvor mange der har behov for hjælp,« siger han. Selv om Niels Egelund var en af fortalerne for inklusionsloven forud for vedtagelsen, er han enig i, at resultaterne ikke er opløftende.:

»Det er ikke gået optimalt,« siger han: »Et stykke af vejen er det lykkedes, men det er ikke godt nok – og der er behov for, at man gør mere.«

I de første år nærmede man sig målsætningen på 96 procent, men det havde også nogle omkostninger. Dengang var man meget opsat på at inkludere så godt som alle børn – også børn, som havde store problemer. Og der er eksempler på kommuner, som lukkede alle specialskoler, fortæller Niels Egelund.

»Der er nogle sager, hvor det er gået galt, måske også fordi kommunerne greb det lidt barskt an,« siger han.

Siden har man droppet målsætningen på de 96 procent, og faktisk er det i dag kun 94,1 procent, som går i de almindelige klasser – altså lidt færre, end da inklusionsloven blev vedtaget. I mellemtiden er antallet af børn med en diagnose imidlertid steget kraftigt. Ifølge VIVE-rapporten havde 1,8 procent af eleverne en adfærdsforstyrrelse i 2011, mens det i 2019 var 2,7 procent. Og mens der i 2011 var 1,2 procent, som havde en såkaldt autismespektrumforstyrrelse, så var tallet i 2019 steget til 2,2 procent.

Et af de problemer, som oftest fremhæves i debatten om inklusion, er den måde, lærerne møder de elever, som har særlige udfordringer, på. I rapporten fra VIVE svarer 59 procent af de adspurgte lærere, at de i mindre grad eller slet ikke vurderer, at de har de rette kompetencer til at håndtere de elever i klassen, som har særlige behov.»Der er rigtig meget af inklusionsproblemstillingen, som starter der. At der er en elev, som har et behov for et anderledes læringsmiljø for at kunne komme ind og være en del af klassen, men hvor lærerne ikke har kompetencerne til, hvordan man skal gribe det an,« siger Thyge Tegtmejer.

Han fremhæver det da også som en udfordring, at specialpædagogik fylder »utroligt lidt i læreruddannelsen i forhold til, hvor meget opgaven fylder i skolen i dag«. Og kun 1,2 procent af lærerne i folkeskolen har været på et formelt kursus, der relaterer sig til kompetencer inden for specialpædagogik, viser VIVE-rapporten. Lærernes mindre positive vurdering af egne kompetencer deles også af skolelederne, skolecheferne og PPR-lederne.

Meget tyder derfor på, at lærerne i de enkelte folkeskoler stadig ikke er klædt godt nok på til at håndtere børn med særlige udfordringer. Information har ikke kunnet få et interview med undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til denne artikel, men da VIVE-rapporten udkom, sagde ministeren til mediet skolemonitor, at inklusionen i mange tilfælde har slået fejl, og at lærernes manglende uddannelse i specialundervisning er en af hovedårsagerne.

Forsker Thyge Tegtmejer giver hende ret et stykke hen ad vejen, men peger også på, at kompetencer ikke kan stå alene: »Skolens organisering af undervisningen i form af for eksempel tolærerordninger og opdeling af eleverne spiller også en særdeles stor rolle – du kan have så mange specialpædagogiske kompetencer, men hvis du står alene med 28 elever, så er der bare grænser for, hvad man kan«, siger han.

Det værste, man kan sige

I Ziggys tilfælde blev hans udfald og frustrationer i de første skoleår generelt udlagt som et udtryk for dårlig opdragelse, fortæller Trine Skovgaard.

»Jeg føler ikke, at de var i stand til at gennemskue og møde mit barn, og jeg er faktisk forundret over, hvor lidt lærere og pædagoger ved om de allermest almindelige udviklingsforstyrrelser i Danmark. Der er så få, der ser det,« siger hun og fortæller om en bestemt skole-hjem-samtale: Her foreslog en pædagog, at Ziggy fik mere ansvar derhjemme, fordi han var umoden.

»I dag ved jeg, at det er det værste, man kan sige til forældre med et barn med de her udfordringer,« fortæller Trine Skovgaard. Hun mener, at hendes søn havde brug for det præcis modsatte – nemlig at blive mødt med forståelse og accept frem for flere krav. I løbet af 0. klasse blev Ziggy stadigt mere marginaliseret, og han begyndte at stritte imod, larme og forstyrre undervisningen. Også i frikvartererne opstod der konflikter:

»Lige pludselig havde han været nøgen i skolegården. Drengene fra klassen havde sagt: ’Det tør du ikke’, sikkert fordi de vidste, at Ziggy kunne lokkes til ting. Hans opførsel var helt off, og det bed ham i haserne, fordi det gjorde, at han røg længere ud på sidelinjen.«

Samtidig blev Ziggy også mere udadreagerende, og en dag var han fysisk voldsom over for sin bedste ven i klassen – en dreng, som faktisk stadig i dag er hans eneste gode ven.

»Ziggy var hele tiden involveret i noget, som han ikke måtte, og han kunne ikke indgå i de andres lege, men blev aggressiv,« siger Trine Skovgaard.

Selv om det altså efterhånden stod klart, at hendes søn havde problemer, var tilbuddene fra skolen ubrugelige, mener Trine Skovgaard. Blandt andet foreslog de at sætte ham bag en plastikskærm i klassen:

»Jeg mener, at det er en eklatant misforståelse af, hvad der er brug for. Han ville gerne passe ind – det vil alle gerne – men han var klar over, at han var anderledes. Og så skulle han sidde bag en skærm?«

På et tidspunkt fik Ziggy en specialpædagog tilknyttet, men det hjalp heller ikke stort, og til sidst var det næsten umuligt at få ham i skole. Når han endelig kom af sted, endte det ofte med, at han blev placeret i et lokale for sig selv, som han raserede, hvis der blev stillet de mindste krav. Trine Skovgaard har flere gange prøvet at hente ham i det lokale:

»Han havde revet gardinerne ned, smidt rundt med møblerne og stod og hyperventilerede. Som et lille dyr.«

Efter tre år med mislykket inklusion kom han efter 2. klasse i en specialskole, men hans skolevægring fortsatte. I dag er han tilknyttet tilbuddet Vendepunktet, som skal få skolevægrende børn tilbage på sporet. Af og til er han ovre i behandlingstilbuddet, og andre gange kommer læreren hjem til Ziggy, og så bager de typisk en kage eller laver mad sammen. At lave mad er stort set det eneste, han har lyst til ud over at spille computer.

Trine Skovgaard bilder sig ikke ind, at alt havde været godt i dag, hvis hendes søns skolestart havde været anderledes. Men hun er ikke i tvivl om, at de mange forsøg på at inkludere Ziggy i en almindelig klasse uden den nødvendige viden og støtte har været med til at stresse ham og gøre situationen værre:

»Han har reelt været skolevægrende siden 0. klasse, og jeg har bare tvunget ham af sted. Jeg fik at vide, at jeg var for blød, men jeg var lige det modsatte. Man ville jo aldrig sige til et voksent menneske, der er ved at kollapse af stress, at han eller hun skal tage på arbejde – men det har jeg gjort, siden han var seks år gammel.«

Trine Skovgaard får gråd i stemmen, men fortsætter: »Nu har han siddet i underbukser i et par år og nægtet og råbt nej, hver gang jeg har foreslået noget som helst.«

Denne torsdag formiddag er Ziggy også iført underbukser, men efter endnu et besøg på værelset overtaler hans mor ham til at tage bukser på og til at lukke fotografen indenfor. Computeren står centralt placeret, ud over den er der ikke ret mange ting på værelset. På væggene sidder en masse tomme søm: Trine Skovgaard forklarer, at der ikke rigtig har været overskud til at indrette hans værelse, da tingene i en lang periode blev smidt på gulvet mindst et par gange om ugen.

Det ’største problem’ i folkeskolen

Et af de steder, hvor man er i tæt berøring med inklusionspolitikkens bagside, er i Forældrerådgivningen, som hører under organisationen Skole og Forældre.

Rådgivningens leder, Rikke Alice Bille, fortæller, at man sidste år fik 1.700 henvendelser fra forældre, og at »langt de fleste« på den ene eller anden måde handlede om inklusion. Desuden er mængden af henvendelser steget over årene:

»Herfra hvor jeg sidder, er inklusion det største problem af alle i folkeskolen. Forældrene oplever et fravær af kvalitet i arbejdet på skolerne, et fravær af kvalitet i samarbejdet med forældrene, et fravær af kvalitet i de pædagogiske tilbud – og i øvrigt også et fravær af kvalitet i visitationsprocessen.«

Mange af henvendelserne kommer fra forældre til inklusionsbørn, som er frustrerede over, at de ikke kan få et bedre tilbud. »De føler sig udfordret af, at skolen ikke genkender deres børns problemer, at de ikke har mulighed for at lave særlige indsatser – eller at de ikke ønsker det, fordi det er for dyrt,« siger hun.

En anden type af henvendelser i rådgivningen kommer fra forældre til børn, der går i klasse med inklusionsbørn, som de mener ødelægger skolegangen for de øvrige elever. Den kategori fylder ifølge Rikke Alice Bille også meget:

»Det er typisk forældre, som er frustrerede over, at deres børn går i klasse med et barn, der er udadreagerende. Som sparker, slår eller kaster med ting. De vil som regel høre, hvad de kan gøre for at hjælpe barnet – og i nogle tilfælde, hvad de kan gøre for, at det barn ikke længere skal gå i klassen. Det er ulykkeligt for alle, når det ender der.«

I sin undersøgelse af inklusionsindsatsen har Thyge Tegtmejer og hans kolleger også spurgt ind til lærernes oplevelser med undervisning af børn med særlige behov. Og svarene bekræfter, at det både kan være børnene med særlige behov og de øvrige børn i klassen, der mærker konsekvenserne af den aktuelle udvikling:

»Rigtig mange af de lærere, vi har interviewet, har oplevet at komme til kort i forhold til at møde de elever, som har særlige behov. Mange peger på, at de oplever, at de står i et dilemma mellem hensynet til den enkelte elev med behov for støtte og den store, brede gruppe. Det er svært at få en matematiktime til at fungere, hvis man har 26 elever, som for så vidt er læringsparate, og der samtidig er en eller to elever, som rejser sig og går, hvis ikke man står lige i nærheden af dem,« siger Thyge Tegtmejer. Han tilføjer, at for mange lærere, som står alene med undervisningen, er der umiddelbart kun to måder at løse dilemmaet på – og ingen af dem er særligt gode:

»Man kan vælge at få det til at lykkes for dem med særlige behov, men ofte med den konsekvens, at der bliver mindre tid til de andre elever. Eller man kan gå med den brede gruppe, og så må eleverne med særlige behov i yderste instans gå ud af lokalet,« siger han.

At utilfredsheden med inklusionen også er stor blandt forældre, som har børn uden særlige behov, kan ifølge både eksperter og politikere ses i den flugt, der i disse år finder sted fra folkeskolen og hen mod privatskolerne. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er andelen af børn, som går i friskole eller privatskole, på ti år steget fra 15,4 procent i 2011 til 19,3 procent i 2021. I et interview med Politiken i marts fremhævede undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil den fejlslagne inklusion som den væsentligste årsag til denne udvikling.https://politiken.dk/indland/uddanne...ra-folkeskolen

Markante kommunale forskelle

En kilde til frustration for mange forældre til inklusionsbørn er de store forskelle, der er på tilbuddene og tilgangen til inklusion alt efter, hvor man bor. I nogle kommuner har man tradition for at have mange børn i specialskole, i andre for at have få – faktisk svinger den såkaldte inklusionsgrad fra 88 procent i de kommuner, som har flest i specialtilbud, til 98 procent i de kommuner, der har færrest. Og som DR for nylig har afdækket, https://www.dr.dk/nyheder/indland/fo...rns-trivsel-og har man i nogle kommuner fordelt pengene til specialundervisning ud på skolerne, som så selv skal finansiere det tilbud, som man giver den enkelte elev – mens pengene i andre kommuner ligger i en central pulje.

Ifølge Niels Egelund er der problemer med begge måder at styre økonomien på. I det ene scenarie risikerer man at have flere børn med særlige behov, end man har penge til på den enkelte skole – og i det andet scenarie risikerer man at løbe tør for penge på kommunalt plan i løbet af året, således at de elever, som bliver visiteret til et specialtilbud tidligt på året, får en plads, mens de, som bliver visiteret sidst på året, bliver afvist. Derfor er en kombinationsmodel, som nogle kommuner også benytter, formentlig den bedste løsning, vurderer han.

I Forældrerådgivningen taler Rikke Alice Bille af og til med familier, som vælger at flytte til en anden kommune, hvor det er nemmere at få en specialskoleplads. Thyge Tegtmejer fra VIVE bekræfter, at den slags flytninger finder sted, og fortæller, at man i nogle kommuner ovenikøbet har givet tendensen det lidet flatterende navn »segregeringsturisme«.

»Det rygtes ofte hurtigt, hvem der har udviklet et godt tilbud til børn med for eksempel autismespektrumforstyrrelse,« siger han. Og så er der familier, som er så desperate for at få hjælp til deres børn, at de flytter til en anden kommune eller indskriver deres barn til skolegang i et andet skoledistrikt.

Tendensen kan betyde, at de kommuner og skoler, som egentlig klarer sig bedst og har et godt ry, ender med at drukne i deres egen succes. I forbindelse med VIVEs undersøgelser har Thyge Tegtmejer og hans kolleger talt med flere skoleledere, som peger på, at de risikerer at havne et meget uheldigt sted, hvor de må trække ressourcer fra den almindelige undervisning for at finansiere støtte for et stigende antal elever med behov.

»En skoleleder spidsformulerede det dilemma, som en hel del skoleledere står i, ved at sige, at det i bund og grund handler om folkeskolens fremtid, når skolen over lang tid er nødt til at slække på tilbuddet til de børn, der bare er fagligt dygtige og kan fungere i fællesskabet, fordi så stor en del af ressourcerne går til støtteforanstaltninger,« siger Thyge Tegtmejer.

Og dilemmaet er tilsyneladende særdeles udbredt: I VIVEs undersøgelse spørger de 52 skoleledere om, hvorvidt midlerne, som de har til rådighed i budgettet, nogenlunde svarer til behovet for at iværksætte specialundervisning. 77 procent af skolelederne svarer, at der er tildelt færre midler, end der er behov for, og at den for lille tildeling får konsekvenser både for eleverne med støttebehov og for hele skolen.

Giver det økonomisk mening?

Ziggy har åbnet døren helt op ind til sit værelse og laver nu en quiz. Vi skal gætte, hvilke spil han bedst kan lide at spille på sin computer, og hvis vi gætter rigtigt, vinder vi et stykke af den snickerskage, som han dagen forinden har bagt sammen med sin lærer fra Vendepunktet. Hver gang vi gætter forkert, råber han »Nej« og tilføjer gerne »I er dårlige«. Ifølge Trine Skovgaard har Ziggy udviklet en hård og sarkastisk humor, som han ofte benytter sig af, når der er fremmede til stede.

Efter temmelig mange forsøg gætter vi fem spil, som han godt kan lide, hvilket udløser kage. Så længe vi snakker computerspil og snickerskage er Ziggy i hopla, men på spørgsmålet om, hvordan det var at gå i skole, svarer han kort og godt »spørg min mor«.

Trine Skovgaard sidder i dag tilbage med det indtryk, at selv om de fleste af de lærere og pædagoger, hun mødte i Ziggys tid i folkeskolen, var søde og ville ham det bedste, så havde de hverken værktøjerne eller mulighederne for at give ham den skolegang, som han havde brug for. Det handlede også om økonomi, mener hun:

»Inklusion er dybest set en spareøvelse,« siger hun og understreger, at hun også har forståelse for, at lærerne var tilbageholdende med specialtilbud: »De har andre ting, som de også skal tænke på. De prøver at overleve ved at diske op med noget uden at vende bunden på kassen og bruge alle pengene på mit barn – det kan jeg godt forstå.«

I en større økonomisk optik mener Trine Skovgaard dog, at man kan diskutere, om man sparer penge ved at inkludere børn med særlige behov i en almindelig klasse, for på lang sigt kan det vise sig at blive væsentligt dyrere: »Lige nu får Ziggy det dyreste tilbud, kommunen kan hive op af hatten,« siger hun. »Når man er stresset allerede som otteårig, så er der lang vej til uddannelse, arbejdsliv og familie. Det kan ikke betale sig, at de går ned med stress så tidligt, men vi har et system, hvor dem, som er atypiske oppe i hjernen, nemt falder igennem.«

Nye metoder

Der er som nævnt en bred erkendelse af, at den eksisterende inklusionspolitik har slået fejl. Derfor er der brug for nye måder at løse problemet med det stigende antal børn med særlige behov på. Og i de seneste år har der faktisk også været historier om skoler, hvor man gør det på en helt anden måde end den gængse, og hvor man har formået at rumme børn med særlige behov, uden at det skaber frustrationer og problemer for de øvrige børn i klassen.

Et af de mest berømte eksempler er de såkaldte Nest-klasser, som man blandt andet har oprettet i Aarhus Kommune. I klasserne, som er navngivet efter det engelske ord for ’rede’, går der kun 16 elever, hvoraf de fire har diagnoser, typisk autisme. Der er to lærere i klasserne, og hele undervisningen er skruet sammen på en måde, der er tryg for de børn, som har en særlig udfordring. Lene Tanggaard Pedersen, som er professor i pædagogisk psykologi på Aalborg Universitet, har forsket i Nest-klasserne og fortæller, at både børn med og uden diagnoser generelt er glade for dem:

»De børn, der har diagnoser, udviser mindre diagnoseadfærd i klassen. Jeg har observeret klasser, hvor jeg simpelthen ikke kunne se, hvem der havde en diagnose, og hvem der ikke havde,« siger hun.

Nest-klasserne er en af de såkaldte mellemformer, som bliver afprøvet for tiden. En mellemform vil sige, at eleverne med udfordringer ikke bare ’inkluderes’ i en almindelig klasse, men heller ikke sendes i en specialklasse: Filosofien er, at man i højere grad indretter skolen efter de børn, som har diagnoser:

»På en måde handler det om at vende tilbage til gode gamle kendinge i pædagogikken. Med tydelighed, forudsigelighed og klare rammer for, hvad eleverne skal hvornår. Og børn elsker den slags, uanset om de har en diagnose eller ej,« siger hun.

Tilgangen til eleverne er også anderledes i Nest-klasserne, hvor lærerne er blevet efteruddannede i den bagvedliggende pædagogiske metode:

»Grundtanken er, at alle børn gør det bedste, de kan. Ingen prøver at være ondskabsfulde. Og så er det de voksne, der har ansvaret. Det er ikke barnet, der ejer problemet, men systemet,« siger hun.

Nest-klasserne er en amerikansk opfindelse, og blandingen af mere læreautoritet, en meget styret skoledag og helt faste rammer er ikke nødvendigvis nem at kombinere med den danske pædagogiske tradition, som udspringer af reformpædagogikken. Her ses børnene som kompetente væsener, der skal dannes til at blive kritiske og demokratiske borgere, der gerne må udfordre autoriteter. Trods de gode erfaringer mener Lene Tanggaard Pedersen derfor, at der også er grund til at forholde sig kritisk til Nest-klasserne og de andre mellemformer. Der er brug for at tilpasse den amerikanske pædagogik til en dansk kontekst:

»Hvis specialpædagogik bliver det dominerende paradigme for skoleudviklingen, mister vi noget i forhold til tankerne om åndsfrihed og demokrati,« siger hun. »Samtidig skal man vide, at den danske skole er ekskluderende. Den frie og kritiske tænkning privilegerer nogle bestemte børn – der kan Nest-klasserne være en påmindelse om, at vi også skal respektere fællesskabet.«

Mellemformerne er væsentligt dyrere end normal undervisning, men også Lene Tanggaard Pedersen mener, at man må kigge mere overordnet på økonomien, når man vurderer området: For selv om der umiddelbart er tale om en betydelig udgiftspost, så kan man spare mange penge på lang sigt. Når børn ikke kan fungere inden for det normale skolesystem, »koster det en hulens bunke penge,« siger hun. »Så det er et spørgsmål om, hvordan man regner det ud.«

Reel inklusion

Trine Skovgaard ville ønske, at hendes søn havde fået et skoleforløb, som i højere grad havde været tilpasset hans behov: »Når man sætter et barn som Ziggy ind i en klasse med 28 elever og tilbyder en plastikskærm og nogle hørebøffer, så er det reelt ikke en inklusion, men en eksklusion,« siger hun.

Margit Haulund Larsen, som er afdelingsleder på Den Classenske Legatskole mener ikke, at skolen generelt gik for langt i forhold til at beholde eleverne i de almindelige klasser, da Ziggy gik på skolen.

»Der var fra politisk hold udstukket nogle overordnede retningslinjer, men vi havde også vores sunde fornuft, og vores erfaring og kommunale arbejdsgange. Og så har vi jo et system, hvor der skal noget dokumentation til, før man kan igangsætte en proces med henblik på visitation til specialtilbud. Det er en lang proces, og det kan være sorgfuldt for forældrene, som nogle gange skal sluge nogle kameler.«

Hun understreger dog, at den generelle viden om elever, som har brug for støtte i folkeskolen og et eventuelt andet skoletilbud, er blevet langt større siden de første år med inklusionsloven:

»Der er sket en enorm udvikling, siden Ziggy var igennem. Jeg synes faktisk, at vi er blevet dygtigere, og at vi har en systematik, som virker hurtigere. Vi er blevet mere bevidste om, hvad man skal lægge mærke til, hvad man skal prøve af og til at dokumentere det skriftligt. Og til at få en hurtig udredningsproces, hvis det er det, der er brug for,« siger hun.

Hvad der var sket, hvis tilbuddet til Ziggy havde været et andet, da han startede i folkeskolen, ved Trine Skovgaard ikke.

»Det er svært at forestille sig, at der ikke var opstået problemer på et tidspunkt under alle omstændigheder,« siger hun i køkkenet i Indre By: »Men når jeg tænker på dengang, han gik i børnehave og både kunne cykle og havde legeaftaler … der er mange ting, han kunne dengang, som han ikke kan i dag, hvor han er 14 år. Jeg er ikke i tvivl om, at det kunne være gået bedre.«

Hilsen Peter

Bilag

Inklusionsloven:

https://www.ft.dk/samling/20111/lovf...m_vedtaget.htm

https://www.ft.dk/ripdf/samling/2011...m_vedtaget.pdf

https://www.altinget.dk/artikel/efte...rullet-tilbage

https://www.folkeskolen.dk/inklusion...adikalt/672299

https://viden.sl.dk/media/8704/inklu...olkeskolen.pdf

https://www.information.dk/indland/2...angsomt-fremad

[phhmw]

https://www.dr.dk/nyheder/indland/fo...er-bag-i-koeen

Forældre betaler for genvej, men deres syge børn ryger bag i køen

Udredninger i den private børnepsykiatri godtages ikke altid i den offentlige. Et stort problem, mener flere patientorganisationer.

Flere forældre får deres barn udredt hos en privat psykiater, på grund af ventetider på mere end et år i det offentlige.

Men alt for ofte godtager lægerne i den offentlige børne- og ungdomspsykiatri ikke udredningen fra kollegerne i det private.
Det fortæller forsikringsselskaber, børne- og ungepsykiatere samt en række patientorganisationer. En af dem er Bedre Psykiatri, hvor Jane Alrø Sørensen er generalsekretær.

- Det er et ret stort problem. Det er desperate forældre, der har ventet i årevis på hjælp til deres børn i det offentlige. De ender med at bruge deres forsikring eller at betale for at få en privat udredning. Men så bliver de afvist, når de har brug for at få behandling i det offentlige efter udredningen, siger hun

I Region Nordjylland viser de nyeste tal, at ventetiden til udredning for autisme var 80 uger, og for ADHD er ventetiden samme sted 69 uger.
DR har ud over Bedre Psykiatri talt med Psykiatrifonden, ADHD-foreningen og Autismeforeningen, der bekræfter problemstillingen.

“Det sker i alle fem regioner”

Hos Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab kender de godt problemet.
- Vi kender til, at forældre har været ude i det private og få en udredning, og så kommer de ind til os og forventer, at vi kan starte medicinsk behandling op på en udredning, som vi ikke bare lige kan godtage. Jeg hører, det sker i alle fem regioner, siger forperson og overlæge Nina Tejs Jørring.

Der er flere årsager til, at en privat udredning ikke kan veksles til behandling i det offentlige.
- Måske er det, fordi udredningen er lavet af en psykolog eller ikke er lavet efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Eller måske er det, bare fordi den offentlige psykiater, der skal skrive recepten på medicinen, gerne være sikker på, at man gør det rigtige, siger Nina Tejs Jørring.
- Burde man ikke kunne stole på en udredning, der er lavet privat?

- Jo, men Sundhedsstyrelsen har faktisk lavet nogle meget fine retningslinjer, så hvis der kommer et stykke papir ind til os, hvor vi ikke kan se, om man har fulgt retningslinjerne, så bliver vi jo nødt til at lave udredningen igen, siger hun.
Hun påpeger, at det er altaførende at være helt sikker på diagnosen, inden man som læge giver et barn medicin. Derfor vil hendes kollegaer i det offentlige gerne være helt sikre på, at den er stillet korrekt.

Dyr behandling

Når den private udredning skrottes, efterlader det forældrene med valget mellem at stille sig bag i køen til udredning i det offentlige eller selv punge ud for behandlingen hos en privat psykiater.
En del af forældrene, der ender med at stå i dilemmaet, har fået deres barn udredt gennem deres private sundhedsforsikring.

Hos forsikringsselskabernes brancheorganisation Forsikring og Pension kender de da også til problemet, siger Thomas Brenøe, vicedirektør i Forsikring & Pension
- Det er noget, som vores kunder er kede af og utilfredse med, så vi synes, man skal kigge på det.

Han forklarer, at psykiatrien er presset både i privat og offentligt regi. Derfor er det et problem, at diagnoser ender i skraldespanden, fordi den private og offentlige sektor ikke spiller sammen.

- Det må være rigtig frustrerende, at man har været igennem et langt udredningsforløb hos en kvalificeret sundhedsperson, og så får man at vide, at man skal igennem det hele igen.
- Vi vil gerne tage en dialog med sundhedsmyndighederne for at få en større klarhed over, hvor stor problematikken er, og om der er en lægefaglig begrundelse, siger Thomas Brenøe.

Danske Regioner: Nødvendigt med supplerende
Jacob Klærke (SF), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Danske Regioner, genkender problemet. Han mener, at den private psykiatri selv bærer en del af ansvaret for, at udredningen fra det private ikke godkendes af det offentlige.

- Der er det vigtigt for os, at arbejdet ikke går til spilde, og informationerne bliver overleveret tydeligt og godt til den offentlige børne- og ungdomspsykiatri. Det er ikke altid tilfældet, og så er der nogle gange brug for at lave noget supplerende, siger han.

- Hvem har ansvaret?

- Vi har et ansvar for at styrke den offentlige børne- og ungepsykiatri, så vi kan hjælpe dem, der har behov. Børne- og ungdomspsykiatrien er presset og kapaciteten skal genopbygges. Det er vi i gang med, siger Jacob Klærke.
- Vi planlægger at kunne gøre endnu mere, når vi får de midler, der er afsat fra Folketingets side (til området, red.), så vi kan ansætte mere personale, så vi har flere hænder til at hjælpe patienterne, siger han.

Minister: Unødigt dobbeltarbejde skal stoppe

Sundhedsminister Sophie Løhde fra Venstre mener, det er en dårlig undskyldning, når regionerne siger, at de venter på penge.

- Pengene står på finansloven, så de kan bare gå i gang. Jeg forventer, vi lander den endelige udmøntningsaftale med regionerne og kommunerne om et ganske kort øjeblik.

Hun undrer sig over, at de private udredninger afvises af det offentlige.

- Det er ingen hemmelighed, at vi har en børne ungdomspsykiatri, der er presset. Derfor skal vi bruge vores ressourcer bedst muligt. Derfor mener jeg også, at regionerne har en forpligtelse til at få set på det her, fordi der skal ikke laves unødigt dobbeltarbejde, siger hun.

- Hvad vil du konkret gøre for at løse problemet her?

- Jeg vil rejse den her problematik over for danske regioner, som jo har ansvaret for børne og ungdomspsykiatrien. Det er klart, at vi ikke skal sidde og lave unødigt dobbeltarbejde og slet ikke på et område, hvor vi har så sparsomme ressourcer, siger Sophie Løhde.

Hilsen Peter

Bilag TV om emnet.
https://www.dr.dk/drtv/kanal/drtv_192099

[phhmw]

Det er en særlig krævende og udfordrende opgave at være forældre til et barn eller ung med autisme.
Hverdagen kan være svær at få til at hænge sammen - og det kan være overvældende at finde frem til den rette information, der kan hjælpe.

Derfor har vi skrevet to guides, hvor du som forældre kan finde den vigtigste viden.

Vi har delt det op i to guides - én der er målrettet forældre til unge over 18, og én der er målrettet forældre til børn under 18.

Du kan downloade vores guides helt gratis nedenfor.

Under 18 år
https://bedrepsykiatri.dk/wp-content...tisme-u-18.pdf

Over 18 år.
https://bedrepsykiatri.dk/wp-content...tisme-o-18.pdf


Tak til Bedre Psykiatri
https://bedrepsykiatri.dk/raad/hvor-...SAAEgI2bfD_BwE

Hilsen Peter

[phhmw]

Slut med taxa til skole - forældre frygter konsekvenserne
Forældre frygter, besparelse på transport af specialelever bliver dyr på længere sigt

https://nordjyske.dk/nyheder/aalborg...PbRbuFqgN7baeY

Planer om at spare 12 mio. kroner på transport af børn i specialtilbud i Aalborg

Kommune giver i øjeblikket mange forældre ondt i maven.

Blandt andre Betina Lytzen fra Svenstrup, som er mor til Lucas på 14 år. Lucas har både adhd og infantil autisme, og derfor går han i et specialtilbud på Mellervangskolen i Aalborg Øst.

Familien har ikke nogen bil, og da der samtidig er en lillebror på seks år, som går i en specialklasse på Vestre Mariendalskolen, og en søster, der også snart skal starte i et specialtilbud, er muligheden for at få hverdagen til at hænge sammen helt afhængig af den taxakørsel, Lucas hidtil har fået bevilliget.
- I værste fald kan det her komme til at betyde, at Lucas ikke kommer i skole, fortæller Betina.

- Han er godt nok begyndt at kunne tage bussen hjem selv. Men det dræner ham ofte helt, for han er meget følsom overfor forstyrrelser og sanseindtryk, så han vil slet ikke kunne klare at gøre det to gange om dagen, hvis han også skal være i stand til at modtage undervisning, forklarer hun.

phhmw

Kommunen prøver af hensyn til det 1-årige budget at overtrumfe Folketingets vedtagne lovbestemmelse om kørsel af børn med særlige behov til og fra skole, folkeskoleloven § 26, stk. 2

"Kommunalbestyrelsen skal endvidere sørge for befordring til og fra skole af syge og invaliderede elever."

Sektoransvar

Kommunens pligt er børnenes ret til at blive transporteret til/fra skole, når de er syge og invaliderede.

Lovbrud.

Det vil klæde en avis at hjælpe nogle af de svageste borgere i kommunen, børn med særlige behov/handicaps.

Retssikkerhed, citat Sanne Møller, Embedsværket:

"Når den, der har magt, og den magten udøves over, har et forudsigeligt og reguleret forhold."

Kommunen er fra Christiansborg underlagt skrappe rammer pga. budgetloven på handicapområdet.

Mennesker, der i forvejen er slidt og trætte, fordi livet er svært for deres børn og unge, oplever artiklen som en stor provokation, uvidenhed og manglende empati.


Hilsen Peter

Bilag

https://nordjyske.dk/nyheder/leder/e...LvDOMEE-ldWIQI

https://www.facebook.com/search/top/?q=nordjyske

[phhmw]

Flere sager om specialundervisning ender i klagenævnet: »Kommunerne er pressede«

https://socialmonitor.dk/nyheder/art...e-er-pressede«

Flere sager ender i Klagenævnet for specialundervisning, og flere af kommunernes afgørelser bliver omgjort. Ekspert peger blandt andet på, at en presset økonomi får kommunerne til at tænke strategisk på tværs af skole-, social- og handicapområdet – og i højere grad udfordrer Ankestyrelsen. I artiklen kan du også finde tal for de enkelte kommuner.
FOR ABONNENTER

Der er flere forældre, som klager over kommunernes afgørelser om specialundervisning til børn og unge. Samtidig er der også en større andel, som ender med at få ret, når der træffes afgørelse om sagen.

Klagenævnet for Specialundervisning
https://ast.dk/naevn/klagenaevnet-fo...alundervisning

For borgerne.
https://ast.dk/naevn/klagenaevnet-fo...er-for-borgere

Hilsen Peter

[phhmw]

De er overrepræsenteret i autismestatistikkerne i nyt omfattende studie. Forskerne klør sig i nakken over hvorfor

Nyt norsk studie klarlægger en klar overrepræsentation af bestemt gruppe børn i autismestatistikkerne, og dansk professor nikker genkendende til tendensen. Måske kan studiet lede os i retning af, hvorfor man i det hele taget får autisme.

https://www.berlingske.dk/samfund/de...attende-studie

Antallet af autismediagnoser er mangedoblet de seneste år, og der forskes vidt og bredt i en forklaring på hvorfor.

Det kan nyt norsk studie måske være med til at gøre os klogere på.

Ved hjælp af data fra statistikbanken og det norske patientregister har forskere fundet en markant højere andel tilfælde af autisme hos børn af indvandrerforældre end hos de etnisk norske.

Studiet skaber overskrifter hos vores naboer mod nord, og i Danmark gør et lignende billede sig gældende, hvis man spørger professor ved Børne- og Ungdomspsykiatrien ved Region Syddanmark og Syddansk Universitet Niels Bilenberg.

Det er typisk her, den mest alvorlige autismediagnose findes, fordi tegnene, for eksempel mangel på øjenkontakt og underudviklet sprog, skal være meget udtalte, før så små børn skiller sig ud fra deres jævnaldrende og møder kriterierne for en autismediagnose.

Det forklarer Einar Aagaard Tryti, der er neuropsykolog og ph.d.-studerende ved Akershus Univsersitetssykehus ikke langt fra Oslo. Han beskæftiger sig med autismeforskning og kender til det nye studie.

»Jo tidligere diagnosen stilles, jo dårligere er prognosen for et selvstændigt liv. Børn, der får stillet diagnosen omkring to år, har statistisk set mindre sandsynlighed for at komme i arbejde, få en uddannelse og vil være afhængig af mere hjælp hele livet,« siger han.

En af hovedforfatterne bag studiet er Marte Kjøllesdal, som arbejder på Institutt for Folkehelsevitenskap ved Norwegian University of Life Sciences. Hun forklarer, at der ikke er tale om en ny hypotese.

»Vi har set studier fra Finland, Sverige og andre steder, så vi havde en hypotese om en sammenhæng. Men det er interessant at se nu, hvor vi har store og gode data,« fortæller hun.

Ikke overraskende for danske fagfolk

Selvom der ikke findes en tilsvarende dansk undersøgelse med nye tal, flugter den nye undersøgelse med de erfaringer, Niels Bilenberg har fra sit arbejde som professor ved Børne- og Ungepsykiatrien ved Syddansk Universitet.

»Det er ikke noget, der kommer bag på os, der arbejder på området. Der er også i Danmark en uforholdsmæssigt højere forekomst af børn med autisme fra familier af anden etnisk herkomst,« siger han.

Der er også andre faktorer, der stikker ud i statistikkerne i både Danmark og Norge.

»Det ser ud til, at der er flere børn af forældre med dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet, der får autisme,« fortæller Niels Bilenberg.

Han advarer mod at bruge én faktor som årsagsforklaring til autisme, fordi det er svært at komme til bunds i, hvad der kom først. Måske er grunden til, at forældrene ikke er på arbejdsmarkedet, at de selv har psykiatriske problemer, og så kan det i stedet være et spørgsmål om genetik.

»Det er altid komplekst at tage én ting ud, fordi det hænger sammen. Lav grad af uddannelse, arbejdsløshed, psykiske forstyrrelser. Det er typisk den samme gruppe mennesker, som har overrepræsentation af disse ting,« siger han.

Mulige forklaringer

Der er god evidens for, at bestemte genetiske dispositioner er afgørende for, om man får autisme. Men den forklaring kan formentlig ikke stå alene.

»Børn i familier med lav socioøkonomisk baggrund har højere risiko end dem med højere socioøkonomisk status for at få autisme,« siger Marte Kjøllesdal.

Det tyder på, at miljøfaktorer eller andre eksterne elementer kan have en påvirkning i samspil med genetikken.

»Mange indvandrere har lav socioøkonomisk status og færre ressourcer, så de indgår i det lag af befolkningen, der har højere risiko for autisme uanset,« siger hun.

Den tydelige forskel mellem norsk og anden etnisk baggrund er ifølge Kjøllesdal blevet større med tiden.

Det er nærliggende at skele til, hvor indvandrere og nordmænd adskiller sig fra hinanden. Mange indvandrere er kommet til Norge fra krigshærgede lande og har i nogle tilfælde været på en farlig flugt derfra. De overvejelser har forskerne bag studiet også gjort sig.

»Vi har også set på Human Development Index i hjemlandet. Hvis den er lav, øges risikoen for autisme. Det kan muligvis forklares med stress under morens graviditet eller dårlig ernæring. Men det ved vi ikke med sikkerhed,« siger Marte Kjøllesdal.

Niels Bilenberg forklarer, at hvis en gravid kvinde har for høje niveauer af kortisol, som udløses, når man er stresset, kan det være med til at øge risikoen for flere udviklingsfejl i fosterets nervesystem. Heriblandt adhd og autisme.

»Hvis der er tale om indvandrere, der for eksempel har været i flygtningelejr, er det som regel en stresset og traumatiseret baggrund, man har med. Det kan altså være med til at øge risikoen,« siger han.

Ikke tale om dårlig opdragelse

Det er svært at forene den tunge evidens, der findes, for at autisme er medfødt, med, at der skulle være demografiske afvigelser for eksempel i etnicitet.

Einar Aagaard Tryti kalder det »et uløst paradoks«, at noget så arveligt som autisme viser tegn på at være påvirket af socialt miljø.

Marte Kjøllesdal mener dog ikke, at kulturforskelle kan forklare studiets resultater. Der er heller ikke tale om dårlig opdragelse.

»Der er ikke nogen, som har gjort noget forkert. Mange indvandrerforældre føler sig alene, ved ikke hvad det er og har måske ikke en god måde at snakke om det på,« fortæller hun.

Giver flere spørgsmål end svar

»Denne undersøgelse skaber mange flere spørgsmål, end den giver svar. Det er jo også godt, men vi er meget langt fra at forstå, hvad der ligger bag,« siger Einar Aagaard Tryti.

Han er ph.d.-studerende på et forskningsprojekt, der graver yderligere i sammenhængen mellem autisme og etnicitet.

I hans fortsatte arbejde forsøger de at inkludere flere psykosociale faktorer, så man i fremtidig forskning kan nærme sig en forklaring på, hvorfor nogle grupper er overrepræsenteret i statistikkerne. Det er blandt andet forældrenes indtægt, ophavsland, og hvor længe forældrene har boet i Norge.

»Ikke fordi vi tror, at nogle af tingene i sig selv er årsager, men fordi vi tror, at vi må se i den retning for at forstå tingene bedre,« siger han.

FAKTA

Hvad er autisme?

Autisme er en såkaldt neurovariation, hvilket betyder, at hjernen er socialt, følelsesmæssigt og sansemæssigt anderledes end hjernen hos ikkeautister.

Diagnosen kan give udfordringer med at forstå sociale dynamikker og kommunikere med andre mennesker.

Mennesker med autisme kan have en meget konkret opfattelse af verden og derved have svært ved at forstå ironi og humor.

Autisme defineres som et spektrum, men der skelnes typisk mellem tre former: infantil autisme, atypisk autisme og Aspergers syndrom. Derudover er der en fjerde type, GUA, som er andre udviklingsforstyrrelser, der ikke kan placeres i tre førnævnte kategorier. Der kan være stor forskel på graderne af diagnosen.

De seneste tal fra Social- og Boligstyrelsen viser, at der er 65.000 danskere, som er udredt for autisme. Det svarer til omkring 1,1 procent af befolkningen.

Hilsen Peter

[phhmw]

Mor til barn med infantil autisme: Inklusionsagendaen er løbet løbsk – se bare forløbet med min søn

Dårlig kommunal økonomi og utilstrækkelig viden om børn med svær autisme leder til svigt af børn som mit.

LONE BOLDT MAAGAARD
Gymnasielærer, mor til barn med infantil autisme og medlem af foreningen Svær Autisme

https://politiken.dk/debat/debatindl...rNkdBdgdyc7Zek

Min dreng på 4 år har infantil autisme, er nonverbal og er derudover markant forsinket i sin udvikling. Han er på mange måder som et lille barn på ca. halvandet år. Derfor har han brug for et højt niveau af støtte i hverdagen. Han kommunikerer med piktogrammer ved hjælp af kommunikationssystemet Pecs, som han har lært at kende i sin højt specialiserede børnehave, Enghaveskolens Børnehave i Odense. Han har brug for, at hans dag er planlagt, og for, at vi visuelt forbereder ham på det, der kommer. Vi træner fælles opmærksomhed, social gensidighed og turtagning, fordi hans autisme ellers bevirker, at han er i sin egen verden, og så udvikler han sig ikke.

Han tilhører en gruppe børn, der både er udfordret af deres autisme og har udfordringer med indlæring og sprog. Netop disse børn er underrepræsenteret i forskningen, i litteraturen og i den offentlige debat. Måske fordi de sjældent er i stand til at tale deres egen sag, og måske fordi deres forældre og pårørende er så pressede, at det at finde overskuddet til at kæmpe for andet end at opretholde en hverdag er svært.

Desværre betyder den begrænsede repræsentation, at alle fra pårørende til politiske beslutningstagere har adgang til begrænset viden, der ofte leder til utilstrækkelig indsats. Det vil på alle parametre give mening at lave dette om. Der er nemlig ingen tvivl om, at det vil kunne betale sig på den lange bane at sørge for, at disse børn placeres i rammer, der gør det muligt for dem at trives og udfolde deres potentiale.

I 2023 lavede Social- og Boligstyrelsen publikationen ’Vidensafdækning om børn og unge med autisme og samtidig udviklingshæmning’. For os forældre, og nok også for fagpersoner, var den virkelig kærkommen. Heri beskrives det: »Børn med autisme og samtidig udviklingshæmning adresseres sjældent som en differentieret målgruppe på f.eks. offentlige hjemmesider, i materialer, på konferencer, i indsatser m.m.«. Det er ulykkeligt for børnene og familierne, fordi den manglende differentiering af målgruppen resulterer i forkerte rammer og indsatser til børnene.

Hilsen Peter