Arbejdsprøvning..

[Whattodo]

Oprindeligt indsendt af Bang

ja jeg kan også kun give dig det råd som hedder at sige fra, hele tiden mærke efter hvordan du har det, og stop så inden du skal kravle hjem.
Jeg ved af erfaring at der f.... svært, men du skal, ellers vil de blive ved at trække rundt med dig indtil du giver op eller du går under.
Altid kun reffere til det du er syg meldt for ikke noget med at du er ked af det eller frustreret over at stå i en uafklaret situation.
Og når de spørger til dit privat liv så lad være med at lukke op, sig at du ikke har overskud til meget andet end job, hvilket jo som jeg læser det er sandt. Ellers kan de finde på at sige at det er det der hjemme som er belastningen.
Held og lykke

Tak for råd
Man kan jo også sige at det der hjemme er en belastning, fordi det kræver noget af en - men det er ligesom bare dén ting, der SKAL være overskud til
For mig er det vigtigste i der her, at jeg ikke svigter min søn, ved fx at han skal lide under mit manglende overskud

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Så det vil sige at du intet får fra kommunen eller "bare" er på kontanthjælp ?

Hvis du kan komme hjem fra arbejdsprøvning og have det ok og bare lege med din søn og kunne de daglige opgaver i øvrigt og have det fint, så er det vel ok.

WTD - der må jo være en grund til at du er havnet hvor du er ? Du har formodentlig mærket dine grænser på et tidspunkt ? Det er dem du skal undgå at møde igen. Hvis du ved hvordan du undgår at møde grænserne er det naturligvis dette område du skal arbejde inden for.

Mvh. EE

Jeg er på kontanthjælp

Ja, jeg har mærket mine grænser, men ofte for sent - jeg reagere typisk "sent", og klør på fordi jeg jo kan - forstået på den måde, at jeg kan godt arbejde 37 timer, men det fjerner privatliv, og jeg bliver depressiv efter en periode, og rammer bunden med et brag... og det er jo netop det jeg skal undgå, og det vil jeg også gøre alt for, og den helt store faktore i at undgå det, er min søn. Men det er en kæmpe opgave for en som mig

Socialrådgiveren snakkede om at jeg skulle have en mentor til at hjælpe mig med at mærke efter ... meen har jeg så ikke hørt mere til siden

men det jeg reagere på er stress, pres, manglende ro (ved fx. at være i gang uden muligheden for at trække mig - og med at trække mig mener jeg ikke pause, men komme hjem)

Oprindeligt indsendt af Gizmo

Det er/var jeg også - bare med det resultat, at jeg kørte fuldstændig ned i løbet af de 3 mdr. arb.prøvning.

Jeg er nu fast på oxabenz (stærkt vanedannende) mod angst, og dem brugte jeg kun før ved specielle lejligheder.

Så pas på dig selv.

Og få skrevet ned, hvad du ikke magter - også derhjemme. Der skal du altså også kunne fungere.

Det er jo netop min frygt, det der skete for dig, at arb.prøvningen har for store omkostninger .. og på sin vis er 3 mdr ikke lang tid, til at nå at reagere, og på andre punkter føles det, som en evighed

Har forsøgt at gøre det, men det bliver nok bedre, med øvelsen

[Whattodo]

iøvrigt, jeg har skrevet i mailen til arb.konsulteten, at jeg er i tvivl om, om jeg burde sige fra allerede nu.. så har hun da ihvertfald ikke noget at komme efter, hvis jeg skal længere ned i tid på et tidspunkt

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Whattodo

Du tænker på, at jeg fx, skal skrive, hvis jeg ikke magter at ordne vasketøjet (såfremt det trænger, og burde laves) og lign? (altså de daglige ting, som må vige pga manglende overskud)

Om aftenen kan du f.eks. skrive:

"Kl. 22 jeg er på vej i seng, vasketøjet havde jeg ikke overskud til , håber det går bedre i morgen."

Næste dag kan det så være at du bliver nødt til at skrive:

"Kl. 22 jeg er på vej i seng, i dag fik jeg heller ikke ordnet vasketøjet, håber der er nok i skabene, så vi kan klare os til det bliver weekend."

[Whattodo]

Iøvrigt, et par pudsige ting fra min aktindsigt;

kommunen bestilte en speciallægeerklæring på mig for et par år siden - i min aktindsigt står prisen på denne; 6800 kr ... fy for pokker!
Det var sgu privatpraktiserende psykiater man skulle være

Og min tidligere sagsbehandler har noteret at hun ikke mener at en arbejdsprøvning på mig, på daværende tidspunkt, vil kunne bruges, pga jeg var gravid (nygravid i 7. uge) .. hvordan pokker det skulle være en hindring, kan jeg ikke helt finde ud af haha

[Gizmo]

Whattodo:
Hvis du har lyst, må du meget gerne læse hele min dagbog (12 sider i word), der er skrevet gennem de 3 mdr. arb.prøvning.
Jeg kan sende den på mail (dog først i morgen, da jeg er på vej i seng. ).

[Enteneller]

Jamen WTD, det er også død- svært at "mærke" ens grænser. Jeg fik dem så læst og påskrevet af min krop dag for dag, men jeg "så" det ikke.

Så det du nok skal have for øje er om du trives med det liv du har nu, er det fint nok at møde som du gør og arbejde det du gør, med de skåne behov du har. Er det fedt at få handlet ind når du tager hjem fra arb. og komme hjem og nå det "hele". Hvis der ikke er nogle problemer og du føler at du kan arbejde noget mere, for det er jo også fedt, jamen så er det vel det du gør ?

Vi advarer bare for vi har mærket de grænser og dem har jeg fået allerede fra dag 1, jeg har så ignoreret dem, men det skal du ikke gøre

EE

[Whattodo]

Oprindeligt indsendt af Vovse

Om aftenen kan du f.eks. skrive:

"Kl. 22 jeg er på vej i seng, vasketøjet havde jeg ikke overskud til , håber det går bedre i morgen."

Næste dag kan det så være at du bliver nødt til at skrive:

"Kl. 22 jeg er på vej i seng, i dag fik jeg heller ikke ordnet vasketøjet, håber der er nok i skabene, så vi kan klare os til det bliver weekend."

tak, alt er velkomment

[Whattodo]

Oprindeligt indsendt af Gizmo

Whattodo:
Hvis du har lyst, må du meget gerne læse hele min dagbog (12 sider i word), der er skrevet gennem de 3 mdr. arb.prøvning.
Jeg kan sende den på mail (dog først i morgen, da jeg er på vej i seng. ).

Du er en skat
Sender dig en privat besked med mail

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Jamen WTD, det er også død- svært at "mærke" ens grænser. Jeg fik dem så læst og påskrevet af min krop dag for dag, men jeg "så" det ikke.

Så det du nok skal have for øje er om du trives med det liv du har nu, er det fint nok at møde som du gør og arbejde det du gør, med de skåne behov du har. Er det fedt at få handlet ind når du tager hjem fra arb. og komme hjem og nå det "hele". Hvis der ikke er nogle problemer og du føler at du kan arbejde noget mere, for det er jo også fedt, jamen så er det vel det du gør ?

Vi advarer bare for vi har mærket de grænser og dem har jeg fået allerede fra dag 1, jeg har så ignoreret dem, men det skal du ikke gøre

EE

Som tingene er nu på 20 timer - er først i dag jeg er steget i tid.
Så nej, jeg er psykisk træt, "rundforvirret", magter ikke at være social efter arbejdstid, Jeg gør de ting, der SKAL gøres, min søn skal ikke mærke det, så selv om jeg hænger i bremsen, får han tid, opmærksomhed og "overskud" og aftensmaden skal også laves - og derefter er der 1½ times tid til han skal i seng .. der halter jeg så, men jeg er stadig ´på´ .. når han så er kommet i seng, så går luften ud af ballonen

Jeg kan ikke helt lade være med at rationalisere, at det vel er meget normalt, at man er træt efter arb, og leger grøntsag i sofaen .. men helt ærligt, jeg ved det ikke

[Enteneller]

Og det er jo det vi skal passe på WTD, at luften går af ballonen. Det gør det for rigtigt mange på det ordinære arbejdsmarkede, men slet ikke på samme måde som os, er du enig ?

Jeg kan fortælle dig at jeg elsker at gå på arbejde og var en ildsjæl i min. 17 år inden jeg "røg ned med nakken". Idag må jeg kæmpe med at være i stand til at se mine børn og "være sammen med dem" uden at blive angst, det har kostet, hårdt og begge mine børn på 12 og 14 år bor primært hos deres far.

Det handler ikke altid om at være en ildsjæl, dog er jeg så heldig at mine unger kommer hos mig løbende og vi finder ud af det på må og få. Men jeg er blevet meget såbar og det er meget hårdt for mig. Så man ved sjældent hvad der kommer til een.

EE

[Whattodo]

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Og det er jo det vi skal passe på WTD, at luften går af ballonen. Det gør det for rigtigt mange på det ordinære arbejdsmarkede, men slet ikke på samme måde som os, er du enig ?

Jeg kan fortælle dig at jeg elsker at gå på arbejde og var en ildsjæl i min. 17 år inden jeg "røg ned med nakken". Idag må jeg kæmpe med at være i stand til at se mine børn og "være sammen med dem" uden at blive angst, det har kostet, hårdt og begge mine børn på 12 og 14 år bor primært hos deres far.

Det handler ikke altid om at være en ildsjæl, dog er jeg så heldig at mine unger kommer hos mig løbende og vi finder ud af det på må og få. Men jeg er blevet meget såbar og det er meget hårdt for mig. Så man ved sjældent hvad der kommer til een.

EE

Men det er jo netop det at jeg tænker, at det ved jeg ikke - jeg har ikke været en af "dem", så jeg ved det ikke

Det jeg hæfter mig mest ved, er at jeg ikke har overskud til at "være kæreste" med min kæreste, jeg orker bare ikke at snakke, eller sidde og pille navle lidt på hinanden, jeg er kortluntet overfor ham

og jeg kan da også mærke, at hvis min søn begynder at skrige hysterisk, så kommer jeg til kort, for lunten ER bare ikke så lang

I weekenden magter jeg ikke at vi skal nok, fordi jeg bare trænger til ikke at lave en dyt

Tre ting, som jeg er meget obs på

Jeg er ked af at læse at du er blevet så hårdt ramt, og så pludseligt - selv om det nok ikke var pludseligt, hvis man ser tilbage, så føles det jo nok sådan alligevel