Psykolog?

[Antoniette]

Ja, jeg vil også gerne sige tak til jer alle for jeres svar :-)

Jeg vil undersøge det med psykolog nærmere, jeg skal snart til egen læge, så der kan jeg jo spørger (hvis der altså er tid, suk). Den gode psykolog jeg havde for mange år siden, og som rent faktisk hjalp mig, er desværre flyttet helt til jylland, så hende kan jeg desværre ikke vælge igen. Synes også at det kan være meget svært at vælge, hvem man skal gå hos. Det er mange penge (også selvom man får henvisning) at spilde på en dårlig psykolog, som man ikke kommer ud af det med. Sådan slags dårlig psykolog har jeg nemlig også prøvet, hun var virkelig ikke 5 røde øre værd.

Jeg har nu afbrudt "behandlingen" hos psykiateren. Jeg gik der i halvandet år ca. uden at få nogen diagnose eller behandlingsplan. Jeg kom bare derhen og skulle finde på et eller andet at snakke om, hvilket ikke hjalp mig med mine søvnproblemer overhovedet. Jeg blev faktisk endnu mere stresset og frustreret af at gå der. Jeg følte ikke at han lyttede til hvad jeg sagde. Det var som om, at han havde sine egne ideer oppe i sit hoved om, hvordan tingene hang sammen, hvilket slet ikke svare til min opfattelse. Begyndte jeg så at forklare, stille spørgsmål, så blev han fornærmet?! Han accepterede heller ikke at jeg havde fysiske begrænsninger, men mente bare at det hele var psykisk??!
Jeg oplevede også at han tit bedømte mig, bl.a. mente han at jeg jo "bare lige" kunne arbejde for de penge, som jeg fik i førtidspension. Øh.....?

Jeg fatter ikke at jeg har spildt så meget tid, på at gå hos sådan et fjols. Men jeg ville jo gøre hvad som helst, for at få en normal nattesøvn, suk, så jeg ikke skulle være så invaliderende træt hele tiden.

Han blev da også godt sur og fornærmet, da jeg fortalte, at jeg ikke rigtigt synes at jeg fik noget ud af at gå der. Jeg blev nærmest smidt ud af klinikken (grædende). Synes ikke at det virkede særlig professionelt?

[Priks]

Åh, altså nogle psykiatere er bare så påståelige og magtliderlige.

Jeg brugte også en del tid hos en kvindelig psykiater, der eksempelvis sagde til mig, at hvis jeg i forbindelse med min spiseforstyrrelse fik trang til at overspise, så måtte jeg altså gøre det i gulerødder, punktum slut! Det var så de 2 minutter vi brugte på dét problem, for så måtte det jo være fikset, da hun jo altid havde ret.

Da jeg endelig en dag tog derop og sagde til hende, at jeg ikke brød mig om hendes tilgang til mine problemer og at vi simpelthen ikke passede sammen længere, der blev hun eddermagme også fornærmet. Hun lignede en hønserøv i hele skærmen og kunne ikke få mig afsted hurtigt nok. Nedern type.

Jeg må sige, at jeg derfor er utroligt glad for at komme hos en psykolog, hvor jeg selv betaler (med tilskud dog), for groft sagt - når DU betaler, så er det DIG der sætter dagsordenen. Det er min erfaring i hvert fald. Og det er bestemt ikke fordi jeg mener, der partout skal være en, der har bukserne på, men hos en selvbetalt terapeut er forholdet bare mere ligeværdigt. Jeg har aldrig oplevet magtliderlighed hos en psykolog.
Så jeg betaler hellere noget for terapien, når det kan give mig medbestemmelse og få mig til at føle, at jeg bliver taget alvorligt.

Og inden der kommer nogen og skriver at en psykolog ikke kan udskrive medicin ligesom en psykiater kan, så skriver jeg det lige selv her. For nej, det kan en psykolog ikke.

[Ninja]

Kunne ikke være mere enig, Priks!!

[Antoniette]

Oprindeligt indsendt af Priks

Åh, altså nogle psykiatere er bare så påståelige og magtliderlige.

Jeg brugte også en del tid hos en kvindelig psykiater, der eksempelvis sagde til mig, at hvis jeg i forbindelse med min spiseforstyrrelse fik trang til at overspise, så måtte jeg altså gøre det i gulerødder, punktum slut! Det var så de 2 minutter vi brugte på dét problem, for så måtte det jo være fikset, da hun jo altid havde ret.

Da jeg endelig en dag tog derop og sagde til hende, at jeg ikke brød mig om hendes tilgang til mine problemer og at vi simpelthen ikke passede sammen længere, der blev hun eddermagme også fornærmet. Hun lignede en hønserøv i hele skærmen og kunne ikke få mig afsted hurtigt nok. Nedern type.

Jeg må sige, at jeg derfor er utroligt glad for at komme hos en psykolog, hvor jeg selv betaler (med tilskud dog), for groft sagt - når DU betaler, så er det DIG der sætter dagsordenen. Det er min erfaring i hvert fald. Og det er bestemt ikke fordi jeg mener, der partout skal være en, der har bukserne på, men hos en selvbetalt terapeut er forholdet bare mere ligeværdigt. Jeg har aldrig oplevet magtliderlighed hos en psykolog.
Så jeg betaler hellere noget for terapien, når det kan give mig medbestemmelse og få mig til at føle, at jeg bliver taget alvorligt.

Og inden der kommer nogen og skriver at en psykolog ikke kan udskrive medicin ligesom en psykiater kan, så skriver jeg det lige selv her. For nej, det kan en psykolog ikke.

Åh, jamen det lyder da også som en "super god" gulerodspsykiater, suk. Det virker da ikke som om, at hun havde noget særligt stort kendskab til spiseforstyrrelser? Hvis det var så pokkers nemt, at lade være med, så havde du vel selv lige knibset med fingrene og fikset det?
Jeg har forhørt mig lidt rundt omkring, og det er åbenbart ikke usædvaneligt at psykiatere er noget magtliderlige. Der er jo heller ikke nogen der tjekker dem, altså om de gør deres arbejde godt nok, om der er nogle resultater af deres behandling. Det er da noget underligt noget

Så kan de jo bare have de samme patienter gående i årevis, uden reelt at hjælpe dem, bare fylde dem med piller og så skovle ind af statens penge. Hm, det lugter nærmest af socialt bedrageri, haha, hvorfor kommer den slags ikke i medierne?

På et tidspunkt havde psykiateren også fået ind i hovedet, at han mente at jeg var deprimeret. På dette tidspunkt var jeg nyforelsket og havde det helt vildt godt! Jeg ved altså godt hvad det vil sige, at være deprimeret og jeg var bestemt ikke deprimeret på dette tidspunkt. Så jeg protesterede og argumenterede hos ham, men lige meget hvad jeg sagde, så mente han, at det hang sammen med at jeg var deprimeret og jeg skulle sørme have lykkepiller. Det sagde jeg nej til, lykkepiller ikke virker på mit søvnproblem. Puha, så var han fornærmet . Senere indrømmede han så også, at jeg nok alligevel ikke havde en depression.. Torsk..

[Thomas1981]

Oprindeligt indsendt af Antoniette

Åh, jamen det lyder da også som en "super god" gulerodspsykiater, suk. Det virker da ikke som om, at hun havde noget særligt stort kendskab til spiseforstyrrelser? Hvis det var så pokkers nemt, at lade være med, så havde du vel selv lige knibset med fingrene og fikset det?
Jeg har forhørt mig lidt rundt omkring, og det er åbenbart ikke usædvaneligt at psykiatere er noget magtliderlige. Der er jo heller ikke nogen der tjekker dem, altså om de gør deres arbejde godt nok, om der er nogle resultater af deres behandling. Det er da noget underligt noget

Så kan de jo bare have de samme patienter gående i årevis, uden reelt at hjælpe dem, bare fylde dem med piller og så skovle ind af statens penge. Hm, det lugter nærmest af socialt bedrageri, haha, hvorfor kommer den slags ikke i medierne?

På et tidspunkt havde psykiateren også fået ind i hovedet, at han mente at jeg var deprimeret. På dette tidspunkt var jeg nyforelsket og havde det helt vildt godt! Jeg ved altså godt hvad det vil sige, at være deprimeret og jeg var bestemt ikke deprimeret på dette tidspunkt. Så jeg protesterede og argumenterede hos ham, men lige meget hvad jeg sagde, så mente han, at det hang sammen med at jeg var deprimeret og jeg skulle sørme have lykkepiller. Det sagde jeg nej til, lykkepiller ikke virker på mit søvnproblem. Puha, så var han fornærmet . Senere indrømmede han så også, at jeg nok alligevel ikke havde en depression.. Torsk..

Sikke noget, så blev der spildt tid med det, om den, af psykiater, påståede depression.

Psykiatrien har jeg haft blandet oplevelser med (masser af jeg historie, forude)

1. I 2009 bliver jeg sendt til speciallæge i psykiatri, aom mener at jeg ved siden af psykolog, også skal følges i psykiatrien. Pga. det medicinske især. Fordi jeg har fortalt om at det antedepressive medicin giver mange bivirkninger. Og jeg egentlig ikke kan fortælle om nogen positiv effekt. Han får så på fornemmelsen, at depression er overfladen. Og at der ligger mere under. Hvad jeg også selv havde på fornemmelsen. Bipolar er under mistanke, men der mangler eksempler på den "overglade" tilstand.

2. I 2009 Jeg bliver så henvist til psykiatrien af egen læge, udfylder et spørgeskema (ærligt). Kommer så derud. Afleverer spørgeskemaet, siger, nå ja, det vender vi lige på hovedet. Altså med forsiden ned ad, og så skulle det altså ikke bruges.
Så stiller han spørgsmål, og jeg pakker det alt for meget ind. Da jeg senere finder ud af at jeg har ængstelig/evasiv personligheds.
Der var jeg bange for hvad andre gik og tænkte om mig, og turde ikke snakke lige ud af posen.
Så enden på det bliver at der hører jeg ikke til. Hvis bare spørgeskemaet havde været udgangspunkt under samtalen, så havde chancen for at min diagnoser var opdaget langt for, helt sikkert større.

3. I 2012: Jeg kommer til speciallægen fra før (1.), som på baggrund af min nye læge jeg har skiftet til imellemtiden, giver mig diagnosen, bipolar type 2. Som nu bliver slået fast. Da jeg har imellemtiden har været opmærksom på om jeg i perioder har været for glad, eller oppe at køre. Ud af det blå.
Og halleluja! Endelig falder alting på plads, fortiden, nutiden, det antidepressive der ikke virkede, det nye medicin der virker, og fremtiden i form af førtidspension.
Men som han skrev, det var irriterende at jeg var afvist af psykiatrien (2.). Da det havde givet udnødigt tidsspilde. Og at jeg stadig kunne profitere ved at blive fulgt derfra.
Men nu er min livskvalitet heldigvis så god idag, så jeg indtil videre nøjes med min læge, i forhold til det medicinske. Det skal også siges at psykisk sygdom er noget han er godt inde i.
Nok lidt den der med, hvis noget virker, så pil ikke ved det.

5. Psykolog i 2008-2009 (Er i tvivl om jeg også gik der i noget af 2010). Heldigvis så gik det godt med mit forløb ved psykologen. Det kostede lidt af egen lomme, udover tilskuddet. Men så var der heldigvis heller ingen adgangskrav. Det var bare, kom som du er, så ser vi på det.
Men hun var jo så kun inde i det kognetive. Så jeg lærte mig selv rigtig godt at kende. Men en del af terapien kunne jeg ikke bruge. Det der handlede om at gøre ting anderledes, for at få et "normalt" liv.
Hvor jeg kunne mærke, det var samme problemstilling som på arbejdsmarkedet. At der blev forventet resultater bla.

Nu spottede hun så ikke det bipolare, hvad der også var svært at se, når der er en længere varende depresson oveni, og det var også udenfor hendes kompetencer. Men min personlighedsforstyrrelse så hun tydeligt.