Arbejsprøvning og lægeerklæring

[Maja44]

Nej nu må I altså lige undskylde mig.

trådstarter er barn af "mor" og vil gerne hjælpe og gøre alt så godt for sin mor, det er jo dejligt og skønt med sådanne skønne "unger".

MEN "mor" er jo altså et voksent selvstændigt menneske, og at trådstarter ringer og snakker med socialrådgiver om "mors" sag !!! slap lige af ikk - SB må overhovedet ikke tale med trådstarter om "mors" sag, og det ligner da heller ikke noget!

Og nu bliver hxn foreslået at kontakte "mors" læge, og fortælle noget om "mors" private baggrund! stop lige en halv ikk... det gør man altså ikke - i min optik altså..

Hvis trådstarter gerne vil hjælpe (som vi jo kan høre) så tag en snak med "mor" - spørg om du må fortælle de her ting, spørg om hun er interesseret i at få hjælp på den måde, spørg evt om du skal tage med til div møder og her må fortælle om de her ting. Men stop liiiige den der med at ringe og tegne og fortælle uden at du 1 - har fået lov af "mor" og 2 uden at "mor" lytter med.

Der kan jo være mange årsager til at "mor" ikke selv ønsker at tale om fortiden, børn har altså ikke ubetinget krav på at vide alt, og da slet ikke til at fortælle alt videre....

Og hverken læger eller SB'ere bør lægge ører til den slags!

Al ære og respekt for dit ønske om at hjælpe (dejlige unge), men lad nu bare "mor" selv bestemme hvilken hjælp hun ønsker.... ikk?

[jasch]

Maja jeg er ikke helt enig med dig, min mor var osse syg og har været det hele livet, det havde været nemmere for os børn at vi fik besked, da en del sygedomme kan gå i arv.

Min mor ønskede bare ikke at fortælle noget, men det er ikke altid en hjælp for børnene, selv om du nok mener de skal skånes og ikke høre og omtale alt.

[Maja44]

Forstår dig godt, men nej det er egentlig ikke så meget for at skåne børnene, men jeg synes at det må være "mors" egen afgørelse hvem der skal vide hvad!

Og jeg synes også at det er enhver forælders ret, selv at bestemme hvor meget hjælp man ønsker fra sine børn.

At man er søn/datter giver ikke nødvendigvis ret til at vide alt.

Nogle vil feks ikke bryde sig om at børnene (voksne børn!) overtager deciderede plejeopgaver (feks bad og personlig pleje) og andre bryder sig måske ikke om at børnene fortæller til ens læge eller SB'er, at man har oplevet dit og dat, og har sagt sådan og sådan og har så og så mange smerter osv !!!!

og personligt vil jeg da nok lige have mig frabedt begge dele, uanset at børnene jo gør det af et godt hjerte.

Mine børn skal sg. da ikke tale med min læge om mig!!!! eller med min SB'er for den sags skyld!!! medmindre jeg er til stede og vi har aftalt det på forhånd....

Prøv liiige at forestille dig, at du kommer til lægen en dag, og han så siger - nåårrhh ja forresten din datter/søn fortalte også, at du tidligere har fået tæv af din mand, så se her - her er en henvisning til en psykolog, så kan du få snakket lidt om det !!!!

Ville du bryde dig om det? jeg ville ikke !

og så lige en sidste ting - hvis vi taler om arvelige sygdomme - mener jeg faktisk lige omvendt, nemlig at man som forælder har pligt til at fortælle om det.



og så vil jeg altså gerne sige til trådstarter, at jeg synes du er dejlig og det er rigtig rart at høre at du bekymrer dig om din mor - jeg tror vi er mange der håber at vores børn bliver som dig

[rubin21]

Maja44
Vil give dig helt ret. Man kan altså kun tale mor´s sag, hvis hun er med på sidelinien .

Det lyder til, at mor har oplevet mange svigt og traumatiske ting i livet og hvis søn/datter går bag ryggen og taler med lægen om disse ting vil jeg betagne dette som et svigt fra søn/ datters side...selvom det er gjort i den bedste mening.

Minmor...Jeg syntes at du skulle sætte dig ned og fortælle din mor, hvad du har tænk dig og, at det vil være en meget stor hjælp for hende fremadrettet, at lægen ved alle disse ting. Forklar hende at hun muligvis aldrig får det bedre, hvis ikke at hun får talt om alle disse ting. Lægen siger det jo ikke videre til nogen, hvis hun er bange for det, men han kan hjælpe hende. Sig til hende, at du nok skal være den der forklarer ham det, hvis det er okay med hende.

Nu du nævner at hun har oplevet krig: kommer hun så fra en anden kultur ?...tænker, at det måske også kan have betydning for, at hun ikke vil snakke med nogen om det...måske stoler hun ikke på lægen ?

De bedste tanker herfra...håber i får talt om tingene, så hun kan få den rette hjælp.

[popiae]

Venligst skil tingene ad.

Spørgsmålet går på behandlingen og retten til at gå fra en arbejdsprøvning, når krafterne IKKE rækker mere.

SELVSAGT har hun RET og krav til at gå.
Ovenikøbet HAR lægen sygemeldt hende fra arbejdsprøvningen.

Jeg synes at hun skal fortsætte, men gå, selvom der måske kun er gået 5 min.

Lav en skriftlig klage til INVITA, hvor I klager over, at hendes helbred IKKE tages alvorligt, vedlæg lægeerklæringen, FASTHOLD at hun gerne vil fortsætte, men går når hun ikke kan mere.

I modsat fald, (hvis INVITA fastholder et minimum af timer)Må INVITA stå inde for evt erstatningssag, hvis din mor bliver skadet, eller får forværring af helbred, da hun og LÆGEN jo således IKKE selv kan bestemme og tage ansvaret for egen helbred.
(dette står ellers som betingelse ved div arbejdsprøvninger, at man selv har ansvar for eget helbred).
Formodentlig har hun skrevet under på job.plan, eller lign., hvor dette står?

VH Popiae

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Maja44

Nej nu må I altså lige undskylde mig.

trådstarter er barn af "mor" og vil gerne hjælpe og gøre alt så godt for sin mor, det er jo dejligt og skønt med sådanne skønne "unger".

MEN "mor" er jo altså et voksent selvstændigt menneske, og at trådstarter ringer og snakker med socialrådgiver om "mors" sag !!! slap lige af ikk - SB må overhovedet ikke tale med trådstarter om "mors" sag, og det ligner da heller ikke noget!

Og nu bliver hxn foreslået at kontakte "mors" læge, og fortælle noget om "mors" private baggrund! stop lige en halv ikk... det gør man altså ikke - i min optik altså..

Maja44, jeg forstår godt din pointe, men jeg kan forstå på ts' indlæg, at både hun og mor'en er meget frustrerede over den behandling, som mor'en bliver mødt med i det sociale system.
Og ud fra det, som "Minmor" skriver om mor'ens samtaler med egen læge får jeg et klart indtryk af, at mor'en ikke er helbredsmæssigt udredt.

Hvis mor'ens smerter er psykiske, så kommer hun jo aldrig videre i systemet hvis ikke lægen får at vide, at mor'en har mange grimme ting i bagagen, som påvirker hende psykisk.

Men ja Maja44, du har selvfølgelig ret i, at datteren bør snakke med mor'en om det fornuftige i, at delagtiggøre lægen i disse ting.
Og det er ikke sikkert, at det er nødvendigt, at fortælle hvad det er mor'en har at spekulere over.


En lille beretning fra mit eget liv:
For snart 17 år siden boede jeg i samme opgang som mine forældre.

En morgen da jeg kom tilbage fra hundens morgentur kaldte min far på mig oppe fra deres køkkenvindue, han bad mig om lige at komme op. Min mor var på arbejde.
Min far havde det underligt og vi blev enige om, at jeg skulle ringe til lægen for ham.
På den korte tid der gik, fra jeg kom op til min far og til jeg fik fat i lægen, kunne jeg tydeligt se på hans ansigt, at der var noget galt.

Min far sad ved siden af mig mens jeg talte i telefon med lægen, så han kunne tydeligt høre hvad vi sagde.
På et tidspunkt spurgte lægen, om min fars mundvig hang i den ene side.
Min far sagde "nej", men jeg kunne jo se, at dette ikke var sandt, og jeg var meget bevidst om, at dette svar kunne blive afgørende for hvilken hjælp min far ville få af lægen, så selvom jeg ikke havde det fint med, at min far skulle have det at vide på den måde, så sagde jeg hørt og tydeligt til lægen, at "ja, det gør den".

Der kan være situationer hvor der ikke lige er tid til, at konferere om hvad der skal siges til hvem.

[L.S.]

Jeg tillad mig også at læse mellem linjerne, om en mor fra en anden kulturbaggrund (måske mangelfuldt dansk) og manglende viden om, hvordan Systememet (ihvertfald i princippet) rent faktisk er til for at hjælpe os, og at man ikke kan komme i fængsel for at have det dårligt.

En anden kulturbaggrund, der ikke er vandt til, at der er et apparat af hjælp (ja ja, den falder ikke altid så hurtigt som ønsket, men...) og at det er ok at have brug for hjælp.

En kulturbaggrund hvor der måske er et andet syn på hustruvold, fødselsdepressioner osv.

Jeg er rystet over, at lægen ikke for længst har henvist til en psykolog - aldersbegrænsningen på dette ER ophævet, så der ville 'mor' kunne lette sit hjerte til en uvildig - muligvis på eget sprog.

MinMor: start på din kommunes Borgerservice, og spørg om mulighed for psykologhjælp på din mors eget sprog.

Uanset hvor hendes smerter stammer fra, er hun tydeligvis kørt psykisk i bund, og da man ikke kan bygge huse på kviksand, er det dén smerte der i første omgang skal kigges på, eller i hvert fald parallelt med evt. lægebehandling.

Hun kan jo ikke forholde sig en dyt til andre muligvis gode og fornuftige tiltag, hvis hun er i konstant depression/sorg/angst/afmagt.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af L.S.

Jeg tillad mig også at læse mellem linjerne, om en mor fra en anden kulturbaggrund (måske mangelfuldt dansk) og manglende viden om, hvordan Systememet (ihvertfald i princippet) rent faktisk er til for at hjælpe os, og at man ikke kan komme i fængsel for at have det dårligt.

Dette er også hvad jeg får indtryk af.

[Minmor]

Tak til jer alle for jeres svar. Jeg er dog ikke enige med Maja

Min mor har givet mig fuldmagt til at tale med alle sociale myndigheder inklusiv lægen da hun selv ikke taler dansk, og de gange hun har haft tolk med har tolken tit tolket forkert og det skete tit at halvdelen af samtalen sprang de over, så min mor fattede næsten ikke hvad og hvordan.

Min mor har kun tillid til os, og jeg er selv en voksen kvinde på 26, så barn er jeg ikke, hun stoler på at det vi gør og siger mhs til hende er det rigtig for hun kan ikke selv finde ude af tage egne beslutninger, hvis hun skal noget så spørger hun os 100gang før hun gør det, så hun er svag og det tror jeg kommer fra alle de år hvor hun ikke har kunnet bestemme noget i hendes liv.

Når vi ikke hjælper hende så få hun det ret dårligt og så bliver hun meget hidsig og frusteret, så derfor er vi nødt til at være der for hende, for ingen andre kan støtte hende bedre end os og det er mest hendes ønske.

Jeg har snakket med hende om at fortsætte på Incista som i siger indtil hun bliver undesøgt af en specialist, og så sig fra når hun ikke kan holde ude mere.

jeg har intet kendskab til disse ting og derfor spørger jeg jer, for synes at kommunen fortæller os 100 forskellige ting.

L.S du har ret i alt hvad du skriver

Tit når hun er hos lægen bryder hun sammen når han spørger til hvordan det går med hende, så ender det at hun skriver antideprasiv medicin til hende og så er det bare det

Min mor tænker på at skifte læge da hun ikke synes lægen hjælper hende særlig meget.

[Minmor]

Til mumrik

Min mor er ikke glad for at være sammen med andre , hun er lidt inadvendt. Hved du om de har en hvile stue der? Min mor siger de ikke har, men hun har brug for at ligge lidt ned det tid hun er der