fra fleksjob til førtidspension

[garage50]

Har virkelig brug for rådgivning. Jeg blev tilkendt fleksjob april 2008. Blev ansat i en bank hvor jeg arbejdede 12 timer om ugen. Blev sagt op maj 2009 pga. finanskrisen. (var glad for arbejdsstoppet, da det var alt for hårdt). Har det sidste halve år arbejdet som pædagogmedhjælper, også 12 timer om ugen. Jeg er rigtig, rigtig glad for at komme ud, og at have arbejdskolleger. MEN prisen er bare alt for dyr. Jeg kan ikke få det til at hænge sammen her hjemme. Har mand, og 2 børn på 12 og 14 år. Lige nu er jeg godt i gang med at ødelægge hele min familie og mig selv. Jeg bruger de få kræfter/ressouser jeg har på mit job, og det hele sejler på hjemmefronten. Med det mener jeg, at jeg ikke har kræfter til at være mor og kone. Jeg er så træt så træt. Og har mange smerter. (Jeg er kronisk smertepatient). Jeg kan godt se jeg bruger mine ressouser helt forkert, men ved ikke hvordan jeg stopper det. Jeg ved godt inderst inde at førtidspension ville være det bedste for mig. Men hvordan bærer jeg mig ad... Hvem skal jeg snakke med om min situation...
Hilsen en ullykkelig mor på 45 år

[nilla]

Du skal vel snakke med din sagsbehandler. Der er noget med at de kan søge FP for dig (tror det er §17 eller 18)
Men du kan også søge det selv.

Der er sikkert en masse herinde der ved noget mere om det

[Enteneller]

Hej garage50,

Velkommen til K10

Jeg føler med dig i alt det du siger, jeg har selv været der, men er dog ikke visiteret til fleksjob, går nu mod en førtidspension i ht. §18, hvor min sagsbehandler indstiller mig til pension.

Det kan ikke anbefales, at søge ftp. iht. §17 på det foreliggende grundlag, medmindre man har lægelige papirer samt arbejdsevne dokumentation for, at man er lige til pension, at alle behandlings muligheder er udtømte og ens lidelse (r) er varige.

Jeg formoder, at du har en sagsbehandler, det har vi jo alle. Tag fat i ham/hende og sige at du ikke kan være fleksjobber længere og derfor gerne vil få undersøgt om du kan indstilles til pension. Herefter vurdere din sagsbehandler hvad der skal til at lægelige undersøgelser og dokumentationer, om du evt. kort skal arbejdsprøves eller lign. Du vil sikkert være på ledigheds ydelse i mens ? så det er vel fint nok. ??

Sig til hvis der er mere du er i tvivl om, vi er klar til at hjælpe hvor vi kan

Kh. EE

[garage50]

Hej Nilla og EE
Tak for jeres svar. Jeg har en del lægepapirer som siger min arbejdsevne er varigt nedsat. Min sag kører i arbejdsskadestyrelsen (på 4. år), og derigennem har jeg skulle til flere læger for at få deres syn på min tilstand. Så jeg tror faktisk ikke jeg mangler dokumentation for min tilstand. Jeg har fået fjernet 2 diskusprolapser i nakken (C5-C6 og C6-C7). Ledene er nu gjort stive. Desværre har det stort set intet hjulpet. Derudover har jeg en musearm. Dvs. kroniske smerter i højre skulder, underarm og højresidet tennisalbue. Men spørgsmålet er hvor meget der skal til for at få FP. .. Men EE du mener jeg skal snakke med min sagsbehandler. Det er ikke sin egen læge man skal snakke med om at man ikke kan arbejde mere? Jeg har gået på Smerteklinikken i Aalborg i over et år, måske man skulle snakke med dem. Jeg syntes bare det er så svært. For man prøver jo altid at mane sig op når man er sammen med andre. Så kan de overhovedet forstå hvad jeg snakker om...

[phhmw]

Kære Garage50.

Tankevækkende navn du bruger.....op med humøret du skal ikke placeres i en Garage.

Velkommen til. Du skal se lidt på een af vores brugere som hedder "Skade2006" som du skriver i søgefeltet. De er på ferie pt. Men læs lidt om deres situation og sagsgang her på k10.

At blive stivgjort i C-området skal du tage alvorligt...det gør du selvfølgeligt også. Men pas på dig selv. Vend tilbage når spørgsmålene dukker op.

Det første som skal stå krystalklart for dig er at kommunen kun er interesseret i een ting: din arbejdsevne og intet andet. Så forbered dig mentalt på endnu en arbejdsprøvning med alt hvad der medfølger. Men tag det roligt og vær ikke bekymret for dine tanker om endegyldig pension. Du er jo hovedpersonen i sagen og skal behandles som sådan.

Dine omgivelser skal du tilgive.....de vil aldrig kunne forstå dine smerter, som sandsynligvis også er neurogene. Det skal prøves før man forstår. Men er du tilfreds med den smertemedicin du indtager? Har du forsøgt plastre? Modtager du både smertemedicin imod smerter og imod neurogene smerter?

Du skal tale både med din praktiserende læge, sagsbehandleren og smerteklinikken efter min mening.

4 år i ASK er lang tid?

Hvis ikke du har ALLE journaler fra ALLE,-- hospitaler, speciallæger, lægen, kommunen skal du søge aktindsigt. DU skal vide om sagsbehandleren har samtlige oplysninger.

Hilsen Peter discus L4-5

[Enteneller]

Hej G50,

Det er rigtigt som phhww siger og som du selv er inde på at naturligvis skal du bruge din læge, smerte klinik og det hele. Du skal blot tale med din sagsbehandler om at det går ad pensionsvejen.

Det kan meget vel være at dine lægelige papirer siger varigt nedsat arbejdsevne og lign. Men det er meget svært at få pension idag, det er ligefør at der skal en ordrebekræftelse med fra bedemanden på den kiste man har bestilt

Ej tal med din sagsbehandler og overbevis dig selv om at dette er den rigtige vej. Du vil tonsvis af gange opleve at du er i tvivl om det nu også er det rigtige og du kan jo godt lide at være i arbejde etc. men det holder jo ikke når helbredet ikke kan følge med.

En anden ting har du evt. pensionsordninger hvorfra du kan få udbetalt "tab af erhvervs evne ydelser" ? Hvis ikke er det værd at checke, det kan være de er listet under www.pensionsinfo.dk hvis du ikke lige ved om du har nogle.

Sidst men ikke mindst, husk linie skift i dit indlæg, så endnu flere brugere på K10, kan spæde til, det er lidt uoverskueligt, når teksten er så tæt skreven.

Held og lykke, skriv igen.

Kh. EE

[garage50]

Hej igen Peter og EE

Tusind tak fordi i har brugt tid på mig.

Først vil jeg lige sige at jeg får tab af erhvervsevne fra 2 af mine forsikringer. Så det har jeg styr på.

Peter, du skriver jeg skal passe på mig selv, mht til det at være opereret i nakken. Det er jeg bare en klovn til. For jeg vil ikke stå tilbage for mine kolleger. De skal ikke kunne gå og sige at jeg ikke passer mit job. Så jeg knokler når jeg er på job.

Jeg har utrolig meget brug for at blive anerkendt. At få ros for noget jeg har gjort, er det rene medicin. På nuværende tidspunkt tager jeg gerne 2 dage på langs, bare jeg ved at jeg har gjort det godt nok, den dag jeg var på job. Og det er det - der er mit store problem. For så har jeg så ondt, at jeg dårligt kan tænke, og det går rigtig meget ud over min familie. Så de er med til at betale en høj pris for at jeg bliver i job.

Og det er der, jeg går og tænker, er det det værd.....!

Jeg kan ikke stoppe det, ved ikke hvordan. Jeg tænker nok, at det kommer helt af sig selv lige pludselig, for så kan jeg måske ikke mere.... MEN hvorfor skal jeg helt derud....

Mht. til FP, har jeg slet ikke kræfter til at kæmpe den kamp, som I beskriver det er. Så er det lettere at blive der hvor jeg er. ...

Jeg melder mig aldrig syg, for jeg orker ikke at fortælle hvorfor jeg ikke kan komme på job. Jeg syntes det er lettere at "overleve" dagen, og så bagefter gå hjem i seng. Jeg kan ikke holde ud af høre mig selv sige, at jeg har så ondt, så ondt....

Mht. at andre ikke kan sætte sig ind i hvor ondt vi har, har jeg lært. Selvfølgelig kan de ikke det. Det kunne jeg heller ikke selv, før jeg blev smertepatient.

For tiden tager jeg ikke medicin. Er for 2 måneder siden trappet ud af noget anti-drepresiv, noget som skulle virke på nervesmerter når man tog det i små doser. Det var ikke sjovt at trappe ud, da jeg fik nogle angst tilfælde. Så det vil jeg ikke have mere af. Men jeg vil meget gerne i gang med noget nyt medicin. Så, Peter, hvis du har erfaring med noget der evt. kunne hjælpe, er jeg lutter ører.

[Enteneller]

Hej Garage,

Det hele er et spørgsmål om vane... Vi er vane mennesker og nogle af os har været på arbejdsmarkedet i rigtigt mange år inden sygdommen sat ind. Vi er vant til at arbejde og ikke vant til hele tiden af være syge samtidig.

Efter mine 2 arbejdsprøvninger i 2009 hvor jeg endte med at blive indlagt på psyk, der kunne jeg end ikke se at jeg ikke skulle arbejde. Da jeg tilmeldte mig K10 nogenlunde samtidig anede jeg ikke hvad jeg "skulle hedde", så det blev enteneller, for sådan er mit liv. Enten skal jeg arbejde ellers skal jeg ikke, enten er jeg oppe ellers er jeg nede. Det er et gennemgående træk.

K10 hjalp mig til at forstå at jeg var nødt til at indse at jeg bare ikke kan være på arbejds markedet mere. Det tog lang tid af forstå at det måtte være pension jeg går efter, ikke fordi der er noget galt med det ord, men det så jeg slet ikke. Da jeg tog beslutningen at det var denne vej jeg måtte gå, blev jeg bare så lettet og kørte al min energi derover på. Nu er det selvfølgelig en tung process, men det kan ikke være anderledes.

Når man går efter pension er det jo ikke sådan at livet er slut, man får blot tid til at passe mere på sig selv. Jeg kan selv bestemme om jeg gider handle idag, min krop gider absolut ikke. Skulle jeg på arbejde, jamen så skulle jeg jo også have handlet på et tidspunkt ind i mellem. Der bliver bare andre ting man får fokus på, ikke mindst ens børn som man endelig kan være der for 100 %, stadig med opmærksomhed på hvordan man har det.


Jeg ville bare fortælle dig det fra min side af. Jeg slæbte mig for langt ud og derfor har det være meget hårdt at komme tilbage. Såvidt jeg forstår er meget af dit fysisk, men bliver du ved med at presse dig selv ender din krop med at sige fra og sætter måske ind med psykisk. Du bliver nødt til at sætte en streg i sandet, ellers kan det ende til det værre i sidste ende.

Godt at du har 2 forsikringer, de kan jo støtte dig hele vejen igennem til en pension og du må jo gerne lave lidt ved siden af sådan en også, men det tvivler jeg på at du får tid til .

Kh. EE

[popiae]

Jeg ville:

1. Kontakte lægen/speciallægen, for et godt råd vedr. din arbejdsevne.

2. Ikke øge medicinen, fordi man således har tendens, til at blive overanstrengt, til yderligere skade af eksisterene.
Det er langt bedre at lytte til kroppen, og bruge smertestillende i minimunsdoser, eller ved kraftig forværring.
Dels er det ødelæggende for krop, tarme, mave,lever mv., dels skal der mere og mere til.

3. Snak med jobkonsulenten, efter råd fra lægen, hvordan det kan gribes an.
Du skal uanset, have tid(overskud) til børn og mand.

En ny arbejdsprøvning, hvor du IKKE beviser noget du ikke kan.
Ergo sætter du tid til fam. først, arbejde, næst.

VH Popiae