Vi unge

[Andersen23]

Jeg har selv brugt 3 år på at blive godkendt.

Jeg begyndte på godkendelsen da jeg begyndte på min revalidering og kontorassistentuddannelse og har været under visitation i 3 år nu og blev så endelig godkendt/visiteret for ca en måned siden .

Forløbet var fyldt med møder, evalueringer, modargumenter mod kommunens første afslag etc og endelig i januar blev jeg indkaldt til en neuropsykolog, som gav mig en diagnose og henviste mig til visitation til fleksjob og 3 uger efter kommunen havde fået lægeerklæringen/rapporten fik jeg brev fra dem om at nu var jeg visiteret , så de 3 år endte godt efter mange nederlag.

[gittedl]

Jeg har indtil nu været undervejs siden januar 2006, og i januar i år besluttede jeg i samråd med min socialrådgiver at vi ville søge om fleks. Men så skulle en lægekonsulent lige kigge på min sag, og hun satte så en stopper for det, for hun hav´de den opfattelse at jeg kunne klare en arbejdsuge på 36 timer Lidt mærkeligt for i mine arbejdsprøvninger kunne jeg kun komme op på 3 timer om dagen :|

Men nu sker der da lidt, for på tirsdag skal jeg indlægges på Skejby sygehus til undersøgelse, for at få lavet en speciallægeerklæring Lidt sygt at man glæder sig til at blive indlagt..

[cirkeline]

Hej Tine og alle jer alle andre

Hvor er jeg super glad for at der endelig er kommet nogle andre unge på her.........det glæder mig virkeligt
Jeg ar jo selv i sin til netop at efterlyse dette forum, fordi jeg syntes jeg manglede det og følte mig meget alene med min tanker omkring en førtids pension........
Og derfor kom der netop dette forum, men dengang var der ikke rigtigt nogen på.
Så det glæder mig virkeligt at se at det nu endelig bliver brugt.

Hilsen Cirkeline

[cirkeline]

Hej Igen

Kort om mig kan jeg jeg fortælle at jeg begyndt at bruge k10 i efteråret, hvor jeg blev medlem.
Og så har haft en lang periode hvor jeg ikke har brugt k10 så meget, og kun været flittig på siden indimellem.

Jeg har kæmpet med en del psykiske problemer det meste af mit liv, og især de sidste par år.
I efteråret, hvor jeg endeligt fik søgt hjælp, blev jeg allrede forslået at søge en pension, så jeg endeligt kan få den ro på som jeg så hårdt trænger til.

[cirkeline]

Det har taget mig rigtigt lagt at nå hertil hvor jeg er lige nu og jeg syntes det har været rigtigt svært........og jeg syntes især det er rigtigt svært lige nu
Jeg blev som sagt forslået at søg en pension i efteråret,nok omkrig september.
Det jeg blev forslået at lokal psykiatrien dengang var en midlertidig pension.
Jeg kontaktede derefter min sagsbehandler, men jeg blev bare spist af med at der ikke fandtes noget der hed en midlertidig pension,og at jeg forøvrigt slet ikke kunne komme i betragtning til en pension!
Så jeg opgav det lidt.......men da jeg forstat fik det dårligere, besluttede jeg mig for at jeg var nødt til at gør noget selvom jeg dybest set ikke ønskede at skulle få en pension og det strider imod alt i mig ,og det jeg gerne vil!

Så jeg forsøgte at få et møde med min sagsbehandler, hvilket var meget hårdt arbejde da hun ikke ville mødes med mig.
Hum sagde at hun kunne da ikke se at der var noget at mødes med mig om

Men jeg blev alligevel ved og blev ved med at ringe ringe til hende og eksitere på at det altså IKKE VAR NOGET DER BARE KUNNE ORDENES I TELEFONEN.
Så til sidst gav hun sig,så jeg fik endelig et møde igennem, selvom jeg skulle ringe og snakke med hende mange gange inden hun ville mødes med mig, utroligt!.........det var virkeligt hårdt......selv min bostøtte have prøvet at ringe til min sagsbehandler for at lave et møde med hende, uden at hun ville mødes med mig så det holdt virkeligt hårdt.

Da jeg så fik mit møde i december, lige inden jul skete der det forunderlige........AT HUN PLUDSELIG ÆNDREDE FULDSTÆNDIGT HOLDNING MIDT I MØDET.......vi var faktisk ikke nået ret langt hen da hun sagde hun sagde, at hun syntes at jeg skulle søge en pension.
Og at hun faktisk mente at det ville være det bedste for mig at få en pension.......det var jo meget mærkeligt når hun før have sagt at det kunne jeg slet ikke komme i betratning til?????????!!!!!!

[cirkeline]

Hej igen.

Det var virkeligt mærkeligt at endeligt få et møde med min sagsbehandler, og at hun så sagde at hun syntes at jeg skulle søge en pension, og at de ville søge for mig og indhenete oplysninger, når de før have sagt at det kunne jeg slet ikke komme i betratning til en pension.
Lige da hun sagde det blev jeg enormt lettelse..........JEG MÆRKEDE AT DER KOM EN LETTELSE........ENDELIG
Men så gik der et par dage.......og så blev jeg ramt af skyld og skam.........og tanker som "jeg er 28 og er hele mit liv så slut nu"......og hvis jeg får en pension har jeg så mere noget at leve for ? osv.......og det væreste at nu kunne jeg jo aldrig sige hvad jeg lavede, for hvad ville andre folk ikke tænke, det var jo forfærdeligt!

Jeg have det faktisk så svært med det, at jeg røg helt ned på det.
Og sammen med jule stess og mere gjorde det at jeg fik så meget angst og blev så meget i tvivl om livet overhovdet var værd at leve, og om jeg overhovdet have noget at leve for eller om det hele var slut hvis jeg nu skulle have en pension.

Det med pensionen gik mig faktisk så meget på at jeg røg så meget ned på at jeg blev nødt til at komme ud på psykiatisk skadestue, og holde jul der-det var forfærdeligt

Så min sagsbehandler gav mig noget tid til at tænke over om jeg ville søge en pension.
Samtidigt med at jeg lige fik smidt i hovdet, at hvis jeg ikke selv valgt at søge en pension, så kunne det jo være at de ville gøre det for mig.......DET VAR JO FORFÆRDELIGT, FOR DET GJORDE MIG HELT I TVIVL OM DET NU OGSÅ VAR MIT VALG SÅ.........for hvis der ikke skete noget kunne jeg ikke blive ved med "at få lov til at gå på kontant hjælp" sagde hun

Det tog mig som sagt rigtigt lagt tid og var og er skide svært af få vendt de tanker fra "mit liv er slut" og "nu har jeg bare ikke noget at lev for mere" og " jeg er ingenting værd hvis jeg får en pension"
Det er tanker som jeg stadigt skal arbejde og kæmpe med at få vendt.

Omkring marts/april var jeg nået så langt at jeg kunne begynde at se at det måske ikke var den største skam i verden at få en pension og at jeg måske godt kunne have noget at leve for selvom jeg fik en pension og at man kan måske enda godt få et godt liv.......og det kan måske enda lade sig gøre at komme ud af en pension.

Men det er tanker jeg stadig skal kæmpe med.

Jeg var kommet så langt at jeg før påske kunne ring til min sagsbehandler og sige at jeg gerne villle søge en pension.

Og udover det så var jeg også så hårdt presset på min økonomi bla pga af udgifter til den medicin som er nødvendigt for mig, at jeg ikke kunne se anden udvej,og måtte indse at jeg er nødt til at gøre det selvom det dybest set ikke er det jeg ønsker.

Det har så taget min sagsbehandler rigtigt langt tid at indhente de oplysninger hun skal indhenete om mig for at jeg realt søger min pension.

Bla viste det sig at der manglede en resource profil, det er jo dybst kritsabel at den slet ikke var der, og får det tidspunkt anede jeg slet ikke at der skulle have været en, det var kun fordi heidi her på siden gjorde mig opmærksom på AT DEN SKULLE RENT FAKTISK HAVE VÆRET DER !

Og jeg måtte rykke hende flere gange for at få en tid hvor hun kunne lave den FORDI HUN SAGDE AT HUN IKKE HAVE TID OG AT HUN HAVE NOGLE SAGER FØR MIG SOM FØRST SKULLE ORDENES!( pisse tæls hele tiden at skulle høre for hvor presset de er)

I sidste uge skulle jeg så til møde med min læge, hvor der var sat en time af fordi jeg have fået af vide at vide at vi skulle lave en helheds helbbreds undersøgelse som skulle med til min pension sag........men så viste det sig fandme at det "bare var en status ærklræring" så det viste sig at jeg have slet ikke behøvet at komme derind og frygtet det så meget som jeg have gjort+ at så have papierne været der 1 månede før.........det er fandme træls

Og nu mangler jeg så bare at læse noget igennem som min bostøtte har skrevet, og så skulle alle papierne gerne være der........det har godt også taget lang tid.......og så kan der forhåbentligt snart ske noget i min sag.

Men noget af det jeg frygter allermest lige nu er at jeg ikke får pension alligevel, og så skal man igennem alt det her

For inden jeg besluttede mig for at søge have min sagsbehandler jo bedt om at få en udtalese fra min psykolog, for at se om der overhovdet var en sagt at gå vider med.

Og noget af det der bekymre mig rigtigt meget er at hun i hendes vudering af mig, også har skrevet at jeg har muligheder for at få det bedre hvis jeg får behandling og tid og ro........og det kan jeg altså godt være bange for om det betyder at jeg så alligvel ikke får pensionen........det er jeg virklelig Når de nu skriver at der er behandligs muligheder, kan det så påvirke min dag negativt, så jeg alligvel ikke får en pension??

Selvom jeg er nået dertil hvor jeg godt kan se at jege er nødt til at søge en pension for at få min økonomi til at hænge sammen, og forhåbentligt få den ro jeg har så hårdt brug for og trænger så meget til.........så er jeg også bange.

Og jeg syntes det her er pisse hårdt at stå i.

Og især syntes har jeg været meget frustret siden jeg har været ved min læge, for så bliver det lige pludselig meget virkeligt........og dybest set bliver jeg jo frustret over at skulle erkende at min situation er sådan at jeg er nødt til at søge en førtis pension OG JEG VILLE JO AF HELE MIT HJERTE ØNSKE AT DET IKKE VAR SÅ VERDEN SER UD, men jeg er jo dervære nok også nødt til at forholde mig til virkelighedeb for at komme videre, selvom det er pisse hård.

Jeg have fødeslsdag forleden dag, så jeg er jo i mellemtiden blevet 29 år siden min pensions sag startede.......

Men jeg syntes stadigt det er hådt

Nu har jeg ihvrtfalde forsøgt at åbne op og fortælle min historie, så nu håber jeg meger at der er nogle flere der vil følge efter.

Det er jo rart at vide at man ikke er alene om de frustrationer som det get giver at stå midt i en pension sag og vente på en afgørelse og vente på at der endelig sker noget.......og rykke i sagsbehandler som virker som de ikke gider en og bare siger at de ikke har tid.......VILDT FRUSTRENDE.....og hårdt at stå i , samt selv at skulle erkende at det er det man nødt til at gøre.et er virkeligt hårdt.

Og når man så åbeni ikke er særligt gammel, ja så føles det ekstra hårdt at blive dømt ude af arbejds markedet inden man overhovdet kom ind, at det bare er slut og man er dømt ude inden man fik begyndt

Det er ikke spor rart, og ikke noget sjov føles........er der nogen her der kan genkende den føelse?

Det er rigtigt rigtigt hårdt.......æv ævog bæv og pis og lort BUH BUH BUH og ÆV:@:@:@:@:|

[TNK]

Hej Cirkeline...

Hold da op en smøre du kom med der, det må jeg sige, du har virkelig kæmpet en hård kamp for at komme dertil hvor du står nu!
Jeg kan desværre ikke snakke med om pension (men det er jeg sikker på at der mange andre herinde der kan) jeg selv er lige blevet visiteret til flexjob "kun" 2 år efter min ulykke
Men jeg kan sagtens følge dig i det forløb der er inde i sådan en kommune med sagsbehandler og jobkonsulenter...skiften frem og tilbage og fortælle 117 forskellige mennesker om sin situation som man ikke engang selv er glad for at skulle fortælle :| Jeg må indrømme at jeg selv så mig selv som en stor fiasko da jeg skulle på sygedagpenge og i arbejdsprøvning og specielt efter flere ganges udskydelse af 3 mdr af gangen fordi der liiiige kom en ny jobkonsulent eller sagsbehandler :@ og man sad bare der som en sild i en tønde og bare måtte ta hva man kunne få og jeg troede aldrig det ville lykkeds for mig og at jeg bare ville ende på kontanthjælp resten af livet...men heldigvis fik jeg lidt medvind nu

Og så ser livet slet ikke så håbløst ud enda!

mvh tine

[roedesonja]

Hej alle sammen
Ja jeg kan jun sige til jer der venter på visitation til fleksjob, hent hjælp hos jeres egen læge eller den læge der har med netop Jeres sygdom at gøre. Og overvej virkelig om det er det I vil. Jeg fik i sin tid hjælp af min reumatolog fra Rigshospitalet. For dengang ville lægen i kommunen heller ikke bevilge mig fleksjob. Jeg var 19 år da min SLE Lupus brød ud, gennemførte HHX og efterfølgende en 2 årig videregående uddannelse. Men vidste godt at jeg aldrig ville kunne arbejde på fuld tid, da min uddannelse er indenfor Tekstil. Jeg blev først visiteret i 2005 godt 7år efter udbrudet men idag sidder jeg stadigvæk og leder efter et job. Jeg er desværre røget ind under Jobcenter, og indstillingen der er, at det kun er fleksjobberen der skal gøre noget for at få et job. Da jeg ingen hjælp kan få via min kommune, har jeg heldigvis via denne side fundet Loven om en aktiv beskæftigelsesindsats. Som på skrift siger at de skal hjælpe mig. Selvfølgelig er jeg da stadigvæk villig til at sende ansøgninger ud, men med deres kontakter til erhvervslivet som de siger, så må de da kunne hjælpe en lidt - er der nogen af jer andre som også er - eller har været i denne situation? For jeg syntes det er håbløst og hos mig har alt det her fleksjob halløj virkelig givet mange tåre..:|

[iben]

Hejsa Jeg er også en af "de unge" jeg er 29 og har været i systemet siden bilulykke i 2005 hvor jeg smadrede mit bækken, har været i arbejdsprøvning hvor jeg kunne holde til 3 timer om dagen.....men men men....min sagsbehandler er overbevist om at jeg kan klare 37 timer(hvis vi bare lige finder det rigtige)....:|

[curls]

Hej

Jeg er selv 29 år og er i fleksjob. Jeg havde ligesom TNK brækket ryggen efter en skitur for nogle år siden, men har også andre ting som svært hørehæmmethed, blind på venstre øje samt grøn stær i øjnene(ikke farlige grøn stær)......... Så er glad for at der findes sådan et system, så man ikke slides helt ned i hverdagene. Rart at se flere unge også kæmper....