Flex pga. psyken?

[Hannepanne]

Jeg vil også lige fortælle at jeg har fået tilkendt fleks pga 'psyken' Jeg har en ptsd. - Og har nogen gange tænkt at jeg måske skulle holde lidt igen med læbestiften fordi man netop ikke kan se 'det' på mig (i hvert fald for det meste). Det har jeg så valgt ikke at gøre - altså holde igen med 'læbestiften'

Da jeg var i arbejdsprøvning - skrev jeg en slags dagbog som dokumentation både for mig selv og punktvis til sagsbehandler..
Jeg havde focus lige såvel på det positive som det negative jeg oplevede. På den måde, at jeg noterede fx hvilken værdi det havde for mig at være ude blandt andre / mulighed for at tilegne mig nye færdigheder og lign., - men beskrev også alt det energi det træk ud, den øgede stress og hvordan jeg i perioder ikke kunne andet end ligge i min seng -og gå de der få timer på arbejde... Og så var jeg måske også skideheldig, at jeg også der havde en god sagsbehandler ind over der.

[Mama]

Oprindeligt indsendt af Hannepanne

Jeg vil også lige fortælle at jeg har fået tilkendt fleks pga 'psyken' Jeg har en ptsd. - Og har nogen gange tænkt at jeg måske skulle holde lidt igen med læbestiften fordi man netop ikke kan se 'det' på mig (i hvert fald for det meste). Det har jeg så valgt ikke at gøre - altså holde igen med 'læbestiften'

Da jeg var i arbejdsprøvning - skrev jeg en slags dagbog som dokumentation både for mig selv og punktvis til sagsbehandler..
Jeg havde focus lige såvel på det positive som det negative jeg oplevede. På den måde, at jeg noterede fx hvilken værdi det havde for mig at være ude blandt andre / mulighed for at tilegne mig nye færdigheder og lign., - men beskrev også alt det energi det træk ud, den øgede stress og hvordan jeg i perioder ikke kunne andet end ligge i min seng -og gå de der få timer på arbejde... Og så var jeg måske også skideheldig, at jeg også der havde en god sagsbehandler ind over der.

Ja, jeg tror næsten også, at man skal være "heldig" med sin sagsbehandler. Egentlig "skræmmende" at man på en måde kan være i sin sagsbehandlers "hule hånd"
Måske det ville være en god idé for mig også at notere nogle stikord fra dagen, når jeg starter i næste virksomhedspraktik. Det vil jeg huske på.

Men godt at høre (for mig), at andre har fået flex pga. psyken....

[Adi]

Ja jeg er også en af dem man ikke kan se på at jeg er psykisk syg. Jeg har været det on and off siden jeg var 17 år og bliver nu snart 32 år. Men jeg ved at jeg lider af borderline personlighedsforstyrrelse og er nu så heldig at jeg er kommet i intensiv terapi for det men om det hjælper må tiden vise. Jeg lander snart på kontanthjælp og er bange for hvad kommunen vil gøre og ikke gøre.Men jeg er nødt til at håbe det bedste.

Jeg ved ikke hvordan min fremtid bliver økonomisk.
Det synes jeg er det sværeste.
God vind for jer.

[Solen]

Oprindeligt indsendt af Mama

Ok. Ja, jeg vil også høre nærmere, når jeg snakker med hende igen (senest på onsdag).

Jeg hører jo mest om folk, der får flex pga. en eller anden fysisk skavank - og ikke udelukkende psyken.... - derfor jeg har været så nervøs for, om de nu "mener det"..... Men altså........ jeg håber håber og håber - og tænker så meget på det nu, så jeg ser faktisk frem til at høre nærmere og forhåbentlig blive klogere på det.

Hvis jeg må spørge nærmere.....: Er din flex-sag startet op som sådan så? Eller hvordan er processerne? Og det pga. fysik/psyke?


Synes det er så rart med en masse vinkler på det med flex, så jeg er rigtig glad for alle jeres svar, tusind tak!

Det sidste jeg mangler for forhåbentlig at blive godkendt til fleksjob er denne praktik, hvor der skal findes et realistisk timetal + ditto arbejdsopgaver. Alle lægepapirene skulle være i orden. Så jeg krydser fingre, men jeg tror ikke på noget, før jeg har papiret i hånden.

Jeg er havnet i systemet på baggrund af fysiske skavanker. Faktisk kender jeg flere som er blevet godkendt til fleksjob og pension på baggrund af det psykiske end det fysiske, så jeg tror ikke som sådan at du skal se det som en hindring i den forbindelse.

Uanset om det er af den ene eller den anden grund, man er havnet i systemet, så er det jo vanvittigt hårdt.
Jeg tror ikke, man kan sige at det ene er "bedre" end det andet.

Jeg håber, det hurtigt lykkedes dig at finde en praktikplads. Jeg synes, det var rigtig svært at finde et sted, fordi alle virksomheder også bliver bombarderet af arbejdsløse, som også skal finde praktikplads/arbejde.

Mht. min proces, så har vejen været lang. Sygemelding (incl. virksomhedspraktik) 2 år - revalidering 2 år - sygemelding (incl. virksomhedspraktik) pt. over 1½ år.
Dette er naturligvis krydret med diverse lægeundersøgelser, som alle konkluderer at der er tale om en varig lidelse uden behandlingsmuligheder + varigt behov for nedsat arbejdtid og diverse skånebehov mht. arbejdsopgaver.

[FacingTrouble]

Oprindeligt indsendt af Hannepanne

....Du skal holde ved den følelse og blive ved med at være troværdig over for dig selv - altså ikke byde ind med mere end du i virkeligheden har kapacitet til.
Det har for mig været en anstrengende øvelse - og er det sikkert for de fleste. Vi vil så gerne det hele ......!!!

Super råd Hannepanne, kan kun være enig

Oprindeligt indsendt af Hannepanne

God vind til dig - og hold nu fast i den gode *være-set og mødt* følelse!!!

nemlig ... enig igen igen.

[Mella]

Kære Mama.

Nu har du fået nogle rigtig gode råd og det mest vigtige, som du lagde ud med:
din selvindsigt, for uden den, er det jo svært, at vælge og komme videre i systemet.

Vi med psykiske lidelser er jo også meget forskellige.
Jeg reagerede også på krav, pres og forventninger og det jeg måske kan bidrage med, er hvad jeg gjorde helt forkert, fordi jeg slet ikke kendte noget som helst til systemet og sagsbehandlingen.

Hele livet har jeg holdt facaderne og skanserne.
En slags mekanisme for at begå og overleve, men ikke hensigtsmæssigt.
Hvis jeg havde kendt mig selv og havde haft viden om, hvorfor jeg var og er som jeg er, havde jeg måske bedt om hjælp for årevis tilbage og ikke endt som FP'er.

Da jeg endelig kravlede over dørentærsklen til lægen, blev jeg sygemeldt og havde et meget langt og hårdt forløb, før jeg blev pensionist.
Sagsbehandlingen var langt fra okay eller menneskelig.
MIN fejl var at jeg stadig udadtil så ressourcestærk ud og virkede velfungerende.

Selv en psykologisk test i timevis 'bestod' jeg, fordi jeg kontrollerede ALT.
Havde endda undersøgt Rorchastesten.
Resultatet blev alt alt for godt. Jeg var nærmest en superkvinde enligt psykologen.
Blev smidt ud i en revalidering, som jeg slet ikke magtede og det blev fatalt for mig, så lidt af et mirakel at jeg sidder her og skriver.

Mit råd er, at selvom det er og kan være uendeligt svært, så er man desværre piskenødt til at lukke op for 'godteposen' og smide kortene på bordet.
I forvejen har mange sagsbehandlere svært ved at forstå og sætte sig ind i psykiske lidelser og derfor duer en gammel overlevelsestrategi med skanser og facader ikke, hvis man vil have forståelse og hjælp.

Det var vidlt svært for mig.
For jeg havde ingen tillid til dem og følte mig mistænkeliggjort og presset langt udover mine grænser.
Nu har jeg jeg lært det (på den hårde måde) og på et tidspunkt gik jeg næsten over i den anden grøft og fortalte rigtigt meget på nettet om mig selv.
Egentlig en stor lettelse, for jeg mødte forståelse og fandt venner for livet inr.

Jeg valgte også på et tidspunkt at stå frem med mit rigtige navn.
Mest fordi det er en lettelse, at jeg ikke gemmer mig mere, men også fordi jeg tror, at det er vigtigt, at nogen med psykiske lidelser tør at gøre det.
- Og nej. Jeg er ikke modig, men jeg har hjulpet flere og det håber jeg også, at jeg stadig kommer til, når overskuddet er der.

Så hold ud. Hvis jeg kunne få den pension, så kan andre også og dermed også flex, men det er vigtigt, at man kan overskride grænser og være ærlig.

Mella

[FacingTrouble]

Oprindeligt indsendt af Mama

Det kunne godt lyde som om, at vores situationer minder rigtig meget om hinanden
Det er sgu sørgeligt, at man næsten er nødt til at SKULLE gennem hele møllen.... - eller, - det er jo GODT, at det ikke er alle, der kan få flex. Det har jeg fuld forståelse for, og sådan SKAL det også være. Men sådan nogle som os..... - du lever, som jeg har gjort i mange år, lyder det til........ - indtil jeg fuldstændig kapitulerede!! Jeg kan godt se det med, at man skal gennem systemet - for at sortere dem fra, som jo IKKE skal have flex bl.a. - men jeg får sgu ondt ondt ondt i maven af at tænke på dig fx, som jo næsten er nødt til at "gå helt ned", før hjælpen evt. kan komme Det er virkelig umenneskeligt - det ved man, når man har været der

Og ja, jeg må holde fast i, at det er det her, jeg skal. Og så håbe på, det lykkes! - Føler hele tiden jeg bliver mødt med den der med, at man jo ikke kan se det på mig - og jeg kan sagtens være velformulerende og præsentabel - og så "skal jeg jo bare tage mig sammen"

Nå, det blev til lidt af en smøre. Men jeg håber, vi kan "følges lidt ad" - måske vi kan hjælpe hinanden lidt, når vores situationer minder sådan om hinanden!

hej mama

Jeg kan rigtig godt følge dig - er helt enig.

Det er skrækkeligt, at man skal derud, hvor man næsten ikke selv kan "bunde". Og man forstår det først rigtigt, når man selv har været der. Det er virkelig RÆDSELSFULDT.

Udover mig selv, så betaler mine børn og mand en ret stor pris i forløbet. Det er også dem, som skal leve med en psykisk frustreret mor og kone - og det er ingen af os tjent med. Og jeg er vildt bange for, hvilke konsekvenser det får, for mine børn på sigt. Det vigtigste i min verden nu er bare at få den ro på, som er nødvendig for at kunne være den bedste mor for dem.

Men det er godt nok sørgeligt at skulle indse, at ens fremtid skal gå via kommunen - det bliver noget af en prøvelse for mig - uden tvivl.
Men jeg kan se herinde på k10, at andre har overlevet turen, så mon ikke også at vi gør.....denne gang skal det køres til ende, så der kan blive en afklaring på fremtiden. Det håber jeg virkelig.

Jeg var på sygedagpenge forud for min barsel, men så snart jeg overgik til min barsel, så "lukkede" de min sygedagpengesag. Det var bestemt ikke, fordi jeg var rask. Jeg var ellers blevet stillet i udsigt, at jeg skulle have nogle behandlinger osv.

Så jeg forventer at starte helt forfra, når tiden kommer.....men imellemtiden har jeg taget kontakt til psykiater og en psykolog/psykoterapeut. Så er jeg forhåbentlig godt forberedt til at møde kommunen igen.

Og herinde får man jo nogle rigtig gode råd med som man kan bruge - og for mit eget vedkommende så får jeg også sat rigtig mange ord på min tilstand, som jeg ikke selv har haft forinden. For mig at det hele rigtig svært at forklare for andre, men det hjælper virkelig at have nogen at dele tingene med herinde på k10

[FacingTrouble]

Oprindeligt indsendt af Mella

Kære Mama.

Nu har du fået nogle rigtig gode råd og det mest vigtige, som du lagde ud med:
din selvindsigt, for uden den, er det jo svært, at vælge og komme videre i systemet.

Vi med psykiske lidelser er jo også meget forskellige.
Jeg reagerede også på krav, pres og forventninger og det jeg måske kan bidrage med, er hvad jeg gjorde helt forkert, fordi jeg slet ikke kendte noget som helst til systemet og sagsbehandlingen.

Hele livet har jeg holdt facaderne og skanserne.
En slags mekanisme for at begå og overleve, men ikke hensigtsmæssigt.
Hvis jeg havde kendt mig selv og havde haft viden om, hvorfor jeg var og er som jeg er, havde jeg måske bedt om hjælp for årevis tilbage og ikke endt som FP'er.

Da jeg endelig kravlede over dørentærsklen til lægen, blev jeg sygemeldt og havde et meget langt og hårdt forløb, før jeg blev pensionist.
Sagsbehandlingen var langt fra okay eller menneskelig.
MIN fejl var at jeg stadig udadtil så ressourcestærk ud og virkede velfungerende.

Selv en psykologisk test i timevis 'bestod' jeg, fordi jeg kontrollerede ALT.
Havde endda undersøgt Rorchastesten.
Resultatet blev alt alt for godt. Jeg var nærmest en superkvinde enligt psykologen.
Blev smidt ud i en revalidering, som jeg slet ikke magtede og det blev fatalt for mig, så lidt af et mirakel at jeg sidder her og skriver.

Mit råd er, at selvom det er og kan være uendeligt svært, så er man desværre piskenødt til at lukke op for 'godteposen' og smide kortene på bordet.
I forvejen har mange sagsbehandlere svært ved at forstå og sætte sig ind i psykiske lidelser og derfor duer en gammel overlevelsestrategi med skanser og facader ikke, hvis man vil have forståelse og hjælp.

Det var vidlt svært for mig.
For jeg havde ingen tillid til dem og følte mig mistænkeliggjort og presset langt udover mine grænser.
Nu har jeg jeg lært det (på den hårde måde) og på et tidspunkt gik jeg næsten over i den anden grøft og fortalte rigtigt meget på nettet om mig selv.
Egentlig en stor lettelse, for jeg mødte forståelse og fandt venner for livet inr.

Jeg valgte også på et tidspunkt at stå frem med mit rigtige navn.
Mest fordi det er en lettelse, at jeg ikke gemmer mig mere, men også fordi jeg tror, at det er vigtigt, at nogen med psykiske lidelser tør at gøre det.
- Og nej. Jeg er ikke modig, men jeg har hjulpet flere og det håber jeg også, at jeg stadig kommer til, når overskuddet er der.

Så hold ud. Hvis jeg kunne få den pension, så kan andre også og dermed også flex, men det er vigtigt, at man kan overskride grænser og være ærlig.

Mella

flot skrevet - og du har jo helt ret. Det er jo en stor fejl udadtil at se så ressourcestærk ud og virkede velfungerende, når man slet ikke er det...
det er bestemt også min fejl.
Nu har jeg skjult min tilstand i 20 år, og haft det så utroligt dårligt. Jeg har været for stædig og har ikke ville indrømme over for mig selv, at jeg ikke fungerer.
Flot at du har fået den indsigt - fordi det ER svært at indrømme overfor sig selv, at man ikke kan præstere "som alle andre".

[Hannepanne]

Oprindeligt indsendt af FacingTrouble

flot skrevet - og du har jo helt ret. Det er jo en stor fejl udadtil at se så ressourcestærk ud og virkede velfungerende, når man slet ikke er det...
det er bestemt også min fejl.
Nu har jeg skjult min tilstand i 20 år, og haft det så utroligt dårligt. Jeg har været for stædig og har ikke ville indrømme over for mig selv, at jeg ikke fungerer.
Flot at du har fået den indsigt - fordi det ER svært at indrømme overfor sig selv, at man ikke kan præstere "som alle andre".

Men omvendt må det også være OK at se ressourcestærk ud og ikke være det
Tror egentlig bare at man skal være ærlig over for sig selv..og sikre sig, at det ikke er en facade man stiller op for sig selv.

Jeg har jo netop fået arbejde - og min chefs hjerne arbejder indimellem på højtryk for lige at finde ud af det med mig....det må hun selv om!! Jeg øver mig til stadighed i ikke, at skulle forsvare og argumentere steder, hvor det virkelig ikke hører hjemme...og jeg bliver bedre og bedre til det.
Det ville sikkert gøre det nemmere for hende, hvis jeg så en smule sølle ud -på den ene eller anden måde - og det gør jeg ikke. Trætheden (indimellem) i mine øjne kan enkelte se,- men ikke hende - og det er OK for mig

[Mama]

Mange tak for alle svar i denne tråd! Jeg læser hvert og et med stor interesse!!