Lidt trivallitteratur

[Hyanna]

Jeg er en kvinde i halvtredserne, der igennem de senere år, har oplevet at helbredet er begyndt at svigte, begyndende med nakkesmerter, der strålede ud i højre skulder, arm og gav/giver føleforstyrrelser i hånd/fingre. I begyndelsen styrtede jeg rundt til div. fysioterapeuter, kiropraktor osv. ind i mellem at jeg arbejdede; men så begyndte jeg at få blæreproblemer, så en blodprop i hjertet, så flere problemer med nakken, torticollis og bla bla bla …..
Før kommunesammenlægningerne, synes jeg, jeg havde et rimelig fornuftigt samarbejde med min kommune men efter!!!
Pga. sygedagpengene ikke længere kunne forlænges, blev jeg af min daværende sagsbehandler sendt i virksomhedspraktik på revaydelse for at få afklaret min fremtidige arbejdsevne samtidig med jeg gik til behandling osv. Varighed: 1 år.
Fik en jobkonsulent, der fandt en praktikplads af et halvt års varighed i et bofællesskab for psykisk udviklingshæmmede, hvor jeg skulle starte med 20 timer og så trappe op i tid. Oplevede et gevaldigt pres fra den jobkonsulent; men kom aldrig over 25 timer. Sjovt nok, fulgte ”den herre” aldrig op på noget, hvilket også undrede praktikstedet; men jeg var for træt til rigtig at gøre noget ved det, hvilket min vejleder, på stedet, også anførte var hans pligt, ikke min. Jeg var utrolig glad for at være der; men i slutningen fik jeg igen meget kraftige smerter, bed dog tænderne sammen og holdt ud, for ikke at skuffe mine sårbare borgere, som var meget kede af, jeg skulle holde op. Jeg kontaktede jobkonsulenten, da smerterne blev slemme, og fortalte ham om det, og om der ikke skulle evalueres på forløbet, inden jeg stoppede? Det fandt han ikke nødvendigt?! Det undrede også praktikstedet; men jeg anså i virkeligheden, ”den herre” for lud doven – sagde det dog ikke, for man skal jo ikke sige alt, vel?
Jeg stoppede så til aftalt tid og sygemeldte mig, kontaktede min læge med henblik på at finde ud af årsagen til smerterne osv. Overgik igen til sygedagpenge og ventede så på at komme til en ny scanning. Laaaaaang ventetid, men jeg turde ikke at ændre noget pga. strejkerne i foråret.
Jeg blev så kaldt til samtale i Jobcenteret hos en ny sagsbehandler i maj måned. Min kæreste var med, fordi han kørte bilen; men det skulle så også senere vise sig, at det var rigtig udmærket, at han var der.
Jeg lagde ud med, hvad jeg havde taget af initiativer i forbindelse med de nu opståede sygdomsproblemer og oplyste om ventetider osv. Samtidig kunne jeg oplyse, at jeg ved den sidste Botoxbehandling, havde fået for meget, så at jeg var endnu mere smerteplaget, fordi jeg ”tabte” hovedet. Faktisk var jeg nødt til at lægge mig mange gange i løbet af dagen, fordi den hastigt indkøbte støttekrave bare trykkede på nakken, hvilket var uudholdeligt. Svimmel var jeg også. Sagsbehandleren ville gerne høre om praktikforløbet, hvilket jeg redegjorde for. Vi aftalte at tage kontakt, når jeg vidste noget mere, og hun inviterede til samarbejde, for som hun sagde: ”Jeg er ny her i afdelingen, og kender ikke til det hele endnu.” Jamen, jeg ville da hellere end gerne samarbejde, så jeg kunne blive så rask som muligt og komme videre med mit liv og få et arbejde – normalt eller flex, alt efter hvad jeg kan klare.
”Sød pige, hva’ ?
I juni måned får jeg et opkald af sagsbehandleren, hvor hun meddeler mig, at det på et gruppemøde var blevet diskuteret om det var noget for mig at snakke med en arbejdspsykolog – ” Ville jeg have noget imod det?” ”Næh, tænkte jeg, hvis det kan gøre dem fornøjet, så for min skyld ingen alarm. Det er sq nok den med psykiske barrierer eller noget andet sagsbehandlerpjat.” Så jeg svarede at det kunne jeg da godt.” Hun beder mig så sætte et kryds i kalenderen en gang i juli, og så ville hun skrive til mig om tidspunktet, og det var så aftalen.
Skønne juli oprandt, solen skinnede og ’nollikerne’ havde unger og der var for mange brandmænd i havet; men hvad F, træerne vokser jo ikke ind i himlen, vel?
Der kom et brev ….. en fredag, naturligvis, fra Jobcenteret, med tidsangivelse og et bundt sagsakter. Fint nok, men hov …. 3 timer! Så lang tid bruger man da ikke på en samtale! Det må da være en fejl, for hun skriver jo samtale. Nå, jeg må hellere ringe til hende på mandag, for at få opklaret fejlen … Øh, nåeh, nej, for: ”PS: jeg holder ferie i uge dit og dat.” Damen gik altså på ferie samme dag, som jeg fik brevet og sagsakter ind ad døren, og gæt hvornår Jobcenteret lukker ?… Nemlig – Kl.12.00, og tror I jeg får post om morgenen/formiddagen ? Rigtig gættet! Det gør jeg ikke, nej. Og f…… også, hvor er de sagsakter dog noget roderi, jeg kan hverken finde hoved eller hale i det. Der mangler noget og der er forkerte oplysninger bl. a. at jeg skulle have sagt nej til et tilbudt job ??!!
Jeg har sq da ikke fået tilbudt noget job! Hvad pokker er det for noget vrøvl, hun har skrevet? Nå, så det var derfor de synes det er en god idè med den arbejdspsykolog! Og jeg skulle altså hos den arbejdspsykolog inden damen kom tilbage fra ferie.
Nå, så må jeg vel troppe op hos den s…. psykolog og få afklaret misforståelserne, så jeg har mit på det tørre.
Som sagt og tænkt troppede jeg så op på det tilsagte tidspunkt. Min kæreste og jeg aftalte, han skulle hente mig når jeg ringede, for vi skulle på udflugt den dag. Så sad jeg og ventede ca. et kvarter, hvorpå arbejdspsykologen (AP) kom hastigt ud, præsenterede sig, undskyldte forsinkelsen og førte mig ind på et kontor. Jeg lagde ud med de før nævnte 3 timer; men ”Ork nej, jeg ville opleve tiden var kort …. Jeg skulle også igennem nogle prøver.” ”Hvilke prøver? Det har jeg ikke fået noget at vide om!” protesterede jeg. Det ville han vende tilbage til, for først ville han lige tale med mig, og så gik AP over til at brokke sig over rodet i de papirer han havde fået tilsendt. Det kunne jeg jo kun medgive, og så begyndte jeg på at forklare ham, den fejl jeg mente havde ført mig lige i armene på ham (den med at jeg skulle have sagt nej til et tilbudt job); men han afbrød mig, fejede sagsakterne til side og ville have jeg skulle fortælle om mig selv i korte vendinger. Det gjorde jeg så. Jeg behøver vel ikke at fortælle jeg indvendig var rasende over at være blevet narret af sagsbehandleren og spekulerede over om jeg ikke bare skulle gå; men hvad så med sygedagpengene? Kunne de tage dem, selv om sagsbehandleren havde narret mig til noget, jeg sq ikke havde sagt ja til? Kort sagt: stor frustration, alt medens AP hastede af sted og pludselig var jeg i gang med prøver, og så blev vi afbrudt af en sagsbehandler, og så blev jeg sq også vred på ham, for hvorfor skal jeg samarbejde, når jeg bliver behandlet så respektløst?! Og ikke nok med det: Da alle AP’s L…. prøver var overstået fik jeg kun 2 ting at vide: at jeg led af hurtig mental udtrætning, at der var noget galt med min hjerne og så noget positivt; men det var jeg sq ret ligeglad med, for hvad f….. er der i vejen med min hjerne??!! Det havde han jo ikke lige tid til, for han ventede på en ny klient. Ud med mig og det kunne kun gå for langsomt.
Jeg forlod hastigt stedet. Uden for ventede min kæreste i bilen, og han sagde senere at jeg lignede en zombi med munddiare, og han kunne hverken finde hoved eller hale i det jeg forsøgte at forklare.
Han tilbød at køre hjem, fordi jeg var så chokeret; men det nægtede jeg, så vi endte med at tage på den planlagte udflugt, hvilket også viste sig at være godt for mig.
Så i august kom der et nyt brev fra Jobcenteret og en kopi af en erklæring fra AP, samt oplysningen om at det ville blive taget op med lægekonsulenten på et møde sidst på måneden sammen med de andre oplysninger. Tak for kaffe, siger jeg bare: Ikke nok med at erklæringen er fyldt med faktuelle fejl, jeg er også blevet klistret til med så mange mærkater, at jeg med god grund kan kalde mig en omvandrende plakatsøjle!!!!!! Jeg gik lige i brædderne, og det tog min kæreste flere dage at samle mig op igen; men så fòr jeg også i blækhuset og klagede til psykolognævnet over AP (de har optaget sagen) og til afdelingslederen for Jobcenteret over sagsbehandleren. Jeg vil ikke have den sagsbehandler mere og jeg har krævet alle sagsakter udleveret, for jeg har fuldstændigt mistet tilliden til kommunen.
Tror I jeg har hørt en lyd fra Jobcenteret? …. Nej, for de har smidt mig nederst i en stor ”syltekrukke”, har de, fordi jeg var så ubehøvlet at klage over sagsbehandleren, og måden det hele er blevet gjort på. Har derfor kontaktet min fagforening, hvor jeg bare fik en sludder for en sladder; men alligevel fik lovning på at de vil gå med som bisidder.
Jeg ringede derfor til sr-bistand: samme sludder for sladder, og så ledte jeg på nettet efter uvildig socialrådgivning på nettet og faldt så over K10, og sad og skiftevis græd, blev vred og grinede over alle de forfærdelige ting syge mennesker bliver trukket igennem af det sociale system, men grinede fordi I er så dygtige, begavede og fulde af humor. Tusinde tak, fordi I er til.
Jeg har nu tænkt mig at gå op i borgerservice med en skriftlig begæring om alt hvad der ligger på mig i Kommunen – mod kvittering naturligvis, for ellers bliver det hele ”borte” i deres ”Kafka-system” – you know – Franz Kafka: ”Processen”.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre, om der er andre der er blevet narret på samme måde, for jeg har siden truffet en kvinde, der var ude for nøjagtig det samme og som har 5-6 klager kørende i sin kommune, uden at have fået èt eneste svar. Hun har dog ikke klaget til Psykolognævnet.

Jeg kunne også godt bruge nogle råd om hvordan jeg tvinger Jobcenteret til at hive mig op af syltekrukken, for jeg ringer sq ikke til dem. Man bliver jo ikke ved med at være dum, vel?

Nogle gode råd?

Tusinde kram og på forhånd tak Hyanna