At sige fra...

[simba]

Hej Solen.
Jeg har også været derude, hvor du er.
(Har fibromyalgi, er lettere hybermobil og kroniske smerter i ryg og nakke).

Jeg har også altid haft svært ved, at sige fra, selvom mange i mine omgivelser sagde at jeg skulle gøre det.

Jeg har så været på et smertehåndteringskursus i forbindelse med min arbejdsprøvning på reva og det har virkelig hjulpet.(Dec.2009)

Jeg lærte, at acceptere mine smerter og mine begrænsninger(selvom det tog lang tid.

Vi var 6 deltagere på holdet og vi lærte, at tale om os selv og fortælle, hvordan vi virkelig havde det med smerter og hvad der ellers fyldte meget i vores hverdag (småting, der kunne føles uoverkommelige).

Det var virkelig rart, at høre, at der var andre, der havde nogle af de samme tanker og følelser som en selv.

Jeg har stadig dage, hvor jeg har mange smerter og det vil jeg nok blive ved med at have, og jeg er da stadig slem til at "overforbruge" mig selv ind imellem, men jeg har fået et andet syn på, hvad der er værd, at satse på her i tilværelsen og det er da helt klart en tålelig hverdag, sammen med familien.

Jeg vil i hvert fald anbefale dig at tage sådan et smertehåndteringskursus, hvis der findes et i nærheden af, hvor du bor

Jeg vil lige tilføje, at jeg i mellemtiden er blevet førtidspensionist.
Det har helt klart også været med til, at der er faldet mere ro over mig.

[Chin]

:/ Jeg kender det! Sådan har jeg det i alt hvad jeg laver Det værste er at jeg er flexjobber og kan ikke sætte grænser. jeg er nomineret til 18, 5 timer men arbejder reelt 30 :O og det er ikke fordi jeg kan, jeg har en forket opfattelse af prioritering. Arbejde først alt det sjove først og så familie Min krop kan ikke klare fitness- alligevel er jeg med på mange hold, nogle gange flere i træk (er overvægtig og vil tabe mig ) Men det sjove er jeg ikke taber mig, min krop får det konstant værrer og jeg har alle symptomber på stress på jobbet! Men når man er ung og syg er det svært at tage afstand, ligsom en der har kunnet inden sygdom Der er dælme svært at sige fra hvis man ikke kan acceptere sin sygdom

[c.l.e.o.]

Oprindeligt indsendt af Hypermobil

:/ Jeg kender det! Sådan har jeg det i alt hvad jeg laver Det værste er at jeg er flexjobber og kan ikke sætte grænser. jeg er nomineret til 18, 5 timer men arbejder reelt 30 :O og det er ikke fordi jeg kan, jeg har en forket opfattelse af prioritering. Arbejde først alt det sjove først og så familie Min krop kan ikke klare fitness- alligevel er jeg med på mange hold, nogle gange flere i træk (er overvægtig og vil tabe mig ) Men det sjove er jeg ikke taber mig, min krop får det konstant værrer og jeg har alle symptomber på stress på jobbet! Men når man er ung og syg er det svært at tage afstand, ligsom en der har kunnet inden sygdom Der er dælme svært at sige fra hvis man ikke kan acceptere sin sygdom

Ja, jeg tror også det er lige der skoen trykker,som man siger.Det at acceptere at der er noget men bare ikke kan holde til mere,og så finde en måde at kompicsere for de manglene evner,eller indse at der skal flere pauser,og hendsyn til,når man har forstået det ,så bliver det letter syntes jeg,men grænserne flytter sig jo ind imellem og så må man arbejde med,sine nye nuligheder eller mangel på samme

Faktisk så tror jeg at mange af os, der sidder slitte og med smerter,at vi nok hele livet igemmen har været for dårlige til lytte til os selv og sige fra..

[Solen]

Oprindeligt indsendt af simba

Hej Solen.


Jeg har så været på et smertehåndteringskursus i forbindelse med min arbejdsprøvning på reva og det har virkelig hjulpet.(Dec.2009)

Jeg lærte, at acceptere mine smerter og mine begrænsninger(selvom det tog lang tid.

Vi var 6 deltagere på holdet og vi lærte, at tale om os selv og fortælle, hvordan vi virkelig havde det med smerter og hvad der ellers fyldte meget i vores hverdag (småting, der kunne føles uoverkommelige).

Det var virkelig rart, at høre, at der var andre, der havde nogle af de samme tanker og følelser som en selv.

Jeg har været på smertehåndteringskursus sidste vinter. Det var helt fantastisk. Jeg ville ønske, at jeg havde haft den mulighed langt tidligere i forløbet, for jeg er blevet meget klogere på, hvad smerter gør ved mennesker. Samtidig var det fantastik at møde andre mennesker, som møder de samme udfordringer i livet. "Almindelige" mennesker kan jo i sagens natur have svært i at se de uoverkommelige i fx at skulle hjælpe sit barn med et par sko.
Mht. kurset, så må jeg sige, at jeg langt fra er "udlært" endnu, men jeg er på vej. Selv om jeg faldt tilbage i det gamle mønster, så kunne jeg selv se, at den var gal efter et stykke tid, efter både at have overhørt kroppens signaler og min kontaktpersons formaninger. Hun har nemlig adgang til mine papirer fra smertehåndteringen, hvor der bl.a. står at jeg udviser trodsadfærd i forhold til smerterne, og at jeg er ekstrem god til at bevare facaden udadtil (som barn af en alkoholiker er det jo en "opvækstskade")
Jeg har erkendt at min krop ikke bliver normal igen. Jeg har erkendt, at jeg ikke kan arbejde på normale vilkår - lægen anser det for tvivlsomt, at jeg kan arbejde i et fleksjob - men jeg vil gerne. Så jeg håber, men samtidig skal det ikke være for enhver pris. Jeg er i hvert fald ikke villig til at ofre familien.

Hybermobil...du har helt ret i, at det er svært at sige fra, når man ikke har accepteret situationen. Jeg tror netop, at det er mit store problem. Forhåbentlig kommer accepten som næste skridt efter erkendelsen af situationen

Anne Mette...Tak for dit svar, som altså ikke er for langt Jeg kan genkende mig selv i det du skriver. Det der med at have mindre børn, når man selv er så meget ude på gyngende grund er rigtig hårdt. Mine børn er 7 og 5 år. Altså har de været med under hele processen. Det er hårdt at gå glip af mange ting med børnene, og samtidig at komme til at vrisse af dem, når de skal have hjælp til et eller andet. Heldigvis bliver det praktiske jo nemmere med tiden

Solen

[Anne Mette]

Kære Solen

Du gav lige mig en aha oplevelse. Jeg er også voksen barn af en alkoholiker, har fået alt det bearbejdet for år tilbage, men har aldrig tænkt tanken at det er med til at jeg sætter facade på overfor fremmede, ikke viser hvordan jeg har det. I hvert fald skal jeg temmeligt langt ud først! Man er jo vant til at skulle være stærk fra barndommen

Så tak for det ;O)

Ja, heldigvis bliver de større - de kære børn. Men du har ret, det er svært.

Håber godt nok du finder din styrke og lærer at sige fra i tide, det er så vigtigt.

[Enteneller]

Hej Solen,

Har lige læst dit indlæg, midt i denne sommer varme lørdags aften, puha, der er meget omkring smerter og grænser hvilket jeg også er meget bekendt med.

Som jeg læser det har du endnu ikke nået din mentale smerte grænse, hvor du reelt siger nej til alt det der giver dig fysiske smerter. Hvis du ikke snart gør det vil du have et liv hvor du kan regne med at en stor del er det vil være i smerte og det holder jo ikke !!

Jeg taler af erfaring desværre. Jeg nåede heldigvis grænsen efter 2 arbejdsprøvninger af 3 mdr. og det har holdt hårdt og kostet mig 100 tusindevis af kr. samt at mine 2 børn, ikke kan være hos mig fast, men kun ind i mellem. Samt at mit liv leves med en fløjlshanske.

Jeg afventer en pensionssag som forhåbentlig snart startes op. Jeg bebrejder ikke mig selv at jeg ikke hørte efter, for jeg "hørte" jo ikke noget, men jeg kan kun sige, stop mens legen er god hvor dine omkring dig har det godt, det er ikke det værd at komme ud over de grænser, det gør jo så ondt så ondt, så lær det dog og sig så er det nok.

Håber du forstår.

Kh. EE - En der stadig skal lære at overholde grænserne, i et andet omfang.

[kandelsdorff]

jeg bliver så mødt med den der opgivende indstilling når jeg forsæøger at trænge igennem med at jeg har det skidt og ha rbrug for ast komme hjem og hvile mig. en dag sagde min kontaktperson at det arbejde jeg kan udføre svarer til at skulle smøre 10 stykker rugbrød.og så kan man jo ikek eksistere.

jeg har gået siden dag 3 derude med ulidelige smerter i ryg og nakke , pga uhensigtsmessigt arbejde og ingen ergo tearpeut til at hjælpe med at lave et godt arbejdsmiljø til netop mig.det er nu 6 uger siden og pt er jeg ved at prøve om jeg kan holde smerterne ud uden morfin plaster.jeg skal starte op derude igen på mandag. jeg har resepten liggende hvis jeg får brug for norspan igen.( hvilket pt ligger mig meget tæt på at skulle bruge)

jeg e rblevet enig med mig selv om at jeg ikke vil blive ved at gå hos den træner jeg har gået ved i de sidste 12 uger- han mener nemlig at man kan træne et uopdaget brud i ryggen helt væk. så det er slut.

jeg holder mig til hvad min egen læge og min egen fys( ikke på kommunens payroll)
så er jeg sikker på at få en ordentlig behandling.

så håber jeg på at deres 8 uger går ret hurtigt så de kan finde ud af hvad der skal ske med mig. pt har jeg så ondt at jeg knapt kan passe mine børn. og manden har fuldtids job nu( hurra!) så jeg SKAL kunne passe dem.

sig fra, jegved det er svært. jeg spurte førhen om det var iorden at jeg gik, nu siger jeg: jeg går nu!

[Solen]

Endnu engang tak for de forskellige svar. Jeg har lige været på en uges ferie med en masse selvransagelse. Jeg har en aftale med lægen om en uge, og indtil da tager jeg det roligt, så jeg kører helt ned i tempo både på mit aktiv tilbud og herhjemme - hvilket er nødvendigt, for jeg har så ondt i min krop (jeg har været en pest for familien på den ferie). Det kommer desværre til at tage et stykke tid at komme tilbage til den tilstand kroppen var i før dette aktiv tilbud. Et tilbud der i følge henvisningen skulle få mig til at få det bedre. Gad vide, hvorfor de ikke læser lægepapirene bare en smule bedre, inden man bliver kastet ud i et tilbud...men kommunen er jo også presset på pengepungen. Det er bare ikke godt nok, når helbredet bliver forringet for at kommunen kan få en større refusion. Det var så dagens sure opstød fra min side

Enteneller...det gør mig ondt mht. dine børn. Jeg håber, det med tiden bliver bedre for jer

Anne Mette...jeg beklager den aha oplevelse. Jeg er heller ikke i det daglige plaget af fortiden, men for mit vedkommende så er der altså nogen indgroede vaner som er fulgt med. En af de andre tilbøjeligheder er at kæmpe ekstremt hårdt for selv at løse problemerne. Derfor kæmper jeg langt ud over sidste blodsdråbe før jeg beder om hjælp...også når det gælder helbredet

[Gitte63]

[QUOTE=Solen;113202]Jeg er i endnu et aktivforløb. Det er simpelthen ved at tage livet af mig - fordi jeg er så dårlig til at sige fra
Der er fuld forståelse for at jeg ikke kan klare tilbudet, og at jeg er "fejlplaceret" i det aktuelle tilbud. Så der er fuld accept af at jeg tager mange pauser, går tidligere hjem osv....men jeg kan bare ikke finde ud af det. Mon man kan få en tillægsdiagnose som behagesyg autoritetstro arbejdsnarkoman, som har svært ved at acceptere egen formåen - eller mangel på samme
Jeg får gentagende gange at vide, at jeg skal stoppe før min grænse er nået, men jeg fortsætter langt ud over grænsen, og resultatet er ikke kønt! Jeg har så ondt, bliver vanvittig træt og er ved at flå hovedet af mand og børn i ren afmagt. Desuden magter jeg stort set ikke at deltag i den daglige husholdning.

Jeg har vist brug for en peptalk!

Jeg kender alt til det med og ikke kan sige fra.. For som jeg fortæller jobkonsulenter og andre det vedrører mit helbred, det er at jeg jo altså i en lang årrække har arbejdet 60 timer om ugen.. og at jeg så nu ikke engang kan sidde på den flade i to timer uden at jeg har ondt alle vegne.. Det kan min forstand slet ikke takle.. Og man har jo ikke et brækket ben eller arm som folk kan forholde sig til vel?? Som de siger på det sted jeg er i jobafklaring er jo at de ikke kan se på mig om jeg har det skidt?? Jeg smiler jo bare og bliver på min pind de to timer og går direkte hjem i seng og har intet fået lavet siden jeg startede i det afklaring..
Men sender lige en stor til dig vi må håbe vi snart får en ende på det her forfærdelige afklaring

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Gitte63

Som de siger på det sted jeg er i jobafklaring er jo at de ikke kan se på mig om jeg har det skidt?? Jeg smiler jo bare og bliver på min pind de to timer og går direkte hjem i seng og har intet fået lavet siden jeg startede i det afklaring..
Men sender lige en stor til dig vi må håbe vi snart får en ende på det her forfærdelige afklaring

Netop derfor er det så vigtigt, at skrive en udførlig dagbog når man er i praktik/arbejdsprøvning.