Familiær voksenmobning - K10

jasch · 25-02-2014, 18:19

Jeg er nød til at fortælle noget meget smertefuldt:

For at gøre det nogenlunde kort, jeg er barn nr. 3 ud af 4 – var ikke ønsket af min far, da han havde fået en dreng og en pige. Det var nok nærmere min mor’s egoisme for at holde på et ægteskab der ikke kunne holdes på.

Jeg er 13 da mine forældre blev skilt og livet hjemme havde ikke været nemt for mig, en følelse af aldrig at blive accepteret og være en del af familien. Jeg var aldrig god nok uanset.

Da jeg vælger at opsøge min far for at lære ham at kende efter skilsmissen, fortæller min mor, at gør jeg dette har jeg ingen mor mere. Jeg tog valget og opsøgte min far.

Det resulterede i at familien blev opdelt, min far storebror og jeg på den ene side, min mor storesøster og min lillebror på den anden side.

Min storebror dør uventet og brat i en alder af 26, hvilket af tvingende nødvendigheder bringer familien sammen kortvarigt. Jeg tager en snak med min mor om ikke vi kan prøve at finde ud af det, vi er jo voksne mennesker, og bliver tildelt hver sin psykolog med tanken om at skulle mødes, dette sker aldrig min mor melder fra.

Tilbage står min far og jeg med en knugende sorg over vores tab, hvilket knytter os meget tæt sammen.

I alle årene prøver jeg forsigtigt gentagne gange at nærme mig min mor, men gang på gang kan hun kun nedgøre mig, rakke mig ned – jeg kan ikke nå ind til hende – og alt som er hændt af traumer i mit liv er jo min egen skyld, jeg har selv ønsket det sådan.

Da min far dør os uventet uden sygdom for 13 år siden står jeg helt alene.

Når man gennem livet hele tiden for af vide, man ikke er god nok, og man aldrig bliver accepteret, ikke for nogen støtte og opbakning tror man selv på, at man er et dårligt menneske dette sidder dybt forankret inde i sjælen.
Ifølge min mor den dag i dag er det jo min egen skyld at jeg er syg, hvis jeg nu er syg hvilket ikke kan passe jf. hende.

Der har hele mit liv været ført en regulær familie mobning mod mig, og ja det gør der stadig min mor fylder 70 år på søndag og minsandten hele familien er inviteret undtagen mig. Jeg er gennem hele livet blevet holdt udenfor, og jeg magter det ikke mere.

HVAD er det jeg har gjort !!!!!! Jeg har kæmpet hele livet for at blive accepteret, jeg er skadet – som en totalskadet bil, der aldrig bliver synet køre klar.

Jeg er blevet fortalt hele livet igennem at jeg ikke var god nok, og at alt var min skyld, aldrig blevet accepteret som et menneske, det er nok engang lykkes min kære moder at banke mig psykisk langt ned under gulvbrædderne og her ligger jeg alene skriger i smerte grædefærdig og ulykkelig, jeg kan bare ikke mere.

Hvordan kan man som mor og familie være så ondskabsfulde jeg forstår det ikke, og her snakkes der ikke kun om et enkelt tilfælde.

Hvad skal og kan jeg selv gøre, for at komme videre - og komme ud af den tro jeg er et dårligt menneske med mere som ikke er god nok til at blive accepteret.

Her har jeg hele mit liv troet det var mig den var gal med, ja det er den jo os i dag, jeg fungerer ikke ude blandt andre mennesker føler mig utryg slapper aldrig af, på grund af jeg sikkert er uden betydning for andre - jeg er ikke god nok

Kiffer · 25-02-2014, 19:41

Bliver helt rørt over at læse dit indslag .

Godt nok er det din familie af kød og blod men mit råd til dig er ud til højre med dem . Du kan ikke bruge det til noget positivt . Vær du i stedet taknemmelig og glad for og se positivt på at du ikke behøver overveje at komme den fødselsdag og bruge din tid med så tarvelige mennesker . Vær du lykkelig for at du ikke skal ned på deres plan for føj for dælen for en slags mennesker . Puha siger jeg bare, det er toppen over råddenskab . Ingen mennesker fortjener at blive nedgjort , (med få undtagelser ,pædofile og på lige linje med dem) alle mennesker er unikke med hver deres smukke sider folk der siger andet eller udviser andet og fokusere på de dårlige ting er i min verden ikke værd at bruge tid på . Du skal sige til dig selv at du aldrig mere i livet vil og kan acceptere den måde de handler på for du ved at det kan gøres på en bedre og mere fornuftig måde. Hvis de skal fortjene at være i dit liv skal de behandle dig med respekt og hjælpe dig , opløfte dig og glædes over dig i stedet og gør de ikke det fortjener de ikke tiden med dig. Lad dem ikke have indflydelse på dit liv .du fortjener bedre. Love all over the World !

Star · 25-02-2014, 20:06

Citat:

Oprindeligt indsendt af Heidik

Bliver helt rørt over at læse dit indslag .

Godt nok er det din familie af kød og blod men mit råd til dig er ud til højre med dem . Du kan ikke bruge det til noget positivt . Vær du i stedet taknemmelig og glad for og se positivt på at du ikke behøver overveje at komme den fødselsdag og bruge din tid med så tarvelige mennesker . Vær du lykkelig for at du ikke skal ned på deres plan for føj for dælen for en slags mennesker . Puha siger jeg bare, det er toppen over råddenskab . Ingen mennesker fortjener at blive nedgjort , (med få undtagelser ,pædofile og på lige linje med dem) alle mennesker er unikke med hver deres smukke sider folk der siger andet eller udviser andet og fokusere på de dårlige ting er i min verden ikke værd at bruge tid på . Du skal sige til dig selv at du aldrig mere i livet vil og kan acceptere den måde de handler på for du ved at det kan gøres på en bedre og mere fornuftig måde. Hvis de skal fortjene at være i dit liv skal de behandle dig med respekt og hjælpe dig , opløfte dig og glædes over dig i stedet og gør de ikke det fortjener de ikke tiden med dig. Lad dem ikke have indflydelse på dit liv .du fortjener bedre. Love all over the World !

Puha jeg bliver også helt rørt
Sikke en omgang det lyder ikke til at det
Er dig der er i noget i vejen med,
Men snare din mor.Hvad siger/tænker dine
Andre søskende om dette?

Har du snakket med dem
Syntes du skal sende det overstående
Til din mor lige præsic som du har
Beskrevet det... Hvis ikke der hellere ikke
Sker noget der.. Så jaaa det er sgu nok
Hårdt men så drop dem.

Ved godt det ikke er så nemt, men
Find nogle der kan give dig positiv
Energi i din tilværelse istedet for
At du bliver behandlet på den måde
Det er da uværdigt og der er der ingen der
Kan holde til i længden

jasch · 25-02-2014, 22:15

Jeg har kun en søster tilbage i dag, hende er der heller ingen kontakt med - lige bortset fra en time om året hvor jeg kan aflevere pengegaver til børnene i fødsda's gave. Så kan man lige bruges som moster eller ikke.

Det er det samme som min mor, og tænk sig ikke en eneste juleaften er jeg blevet inviteret i alle årene. Så for mig er min søster selv meddelagtig i den voksen mobning der foregår.

Min mor's fødsda på søndag skal holdes hjemme i hendes hus, så de ved da udmærket jeg ikke er inviteret.

En ting er at mange familier har "et sort får" men mon ikke nogle familier selv udpeger det sorte får, at det ikke er selv valgt.....

Det er svært at forstå folk kan være så gemene, de ved jo at jeg er helt alene og altid har været det, aldrig en opringning eller besøg om hvordan det går én.

Jeg føler os pt. at jeg er nød til at cutte familie for altid, min læge sagde for en del år siden, at jeg skulle holde mig langt væk fra min mor, da hun gjorde mig mere syg.

Har bare prøvet og prøvet i håb, men det vil jo aldrig ændre sig - men for hulan hvor gør det ondt langt inde i sjælen.

Ninja · 25-02-2014, 22:22

Engang i mellem bliver man nødt til at begrave sin familie - eller dele af den, for at overleve! Også selvom de lever i bedste velgående.

Tag livet af dem på en eller anden rituel måde - saml billeder, minder eller andet du måtte være i besiddelse af, og tænd et bål og brænd det hele, sig farvel, og kom videre!

Det lyder måske lettere sagt end gjort, men jeg har faktisk selv gjort sådan flere gange i mit liv, og har hver gang rejst mig, mentalt styrket.

Kiffer · 25-02-2014, 22:29

Det er forståeligt at det gør ondt . Det er din mor der er tale om. Men tænk dig lige om ... Hvor ondt har hun ikke gjort dig. Så er det ikke selvpinerisk i høj grad at blive ved med at opsøge hende . Hvorfor skal du give børnene pengegaver ?

Brug du dem på dig selv i stedet . De fortjener det da ikke ... Prøv at se billedet udefra .... Det virker jo meget absurt at du kun kan bruges når du skal aflevere penge.

Jeg synes du skal vise dig fra din gode side , ikke falde ned på deres niveau for Guds skyld . Mand dig op og skriv et brev til din mor i fødselsdage gave . Skriv præsis hvad du føler og tænker om det hele. Så kan hun få jordens bedste fødselsdagsgave . Nemlig at blive gjort opmærksom på hvilken person hun i virkeligheden er .

Og så synes jeg at du bør slutte af med at skrive at du ikke længere vil og kan acceptere dem måde at blive behandlet på for du ved at hun kan være et bedre menneske end det . Når hun indser og kan behandle dig med respekt så er hun velkommen til at kontakte dig . Hvis hun ikke gør det så ved du at du skal holde dig LAAAAANGT væk fra hende . Hun fortjener dig ikke ! Du er mere værd end at blive behandlet respektløst. Og husk altid på at vi hver især er engle med kun en vinge ... Ved at omfavne hinanden og holde sammen når vi højere højder

ZikZak · 26-02-2014, 09:41

Du kan ikke ændre på din mor og søster, og du kan ikke ændre på deres behandling af dig. Men du kan ændre på hvad det gøre ved dig.

Du søger din mors omsorg. Det er naturligt for et barn - også selv om det er voksent. Og især hvis den har mangler i barndommen. Du higer den og vil gøre næsten alt for at op nå den. Den føles nærmest livsnødvendig.

Du må indse at din mor aldrig vil kunne imøde komme dit behov. Først når du virkelig indser at hun ikke kan give dig det du ønsker fra hende vil du føle dig fri af hende. Du kan så gøre op med dig selv om du kan bruge noget af det andet hun måske kan give dig, eller om der virkelig ikke er noget hun kan byde ind med.

Ofte når man er blevet svigtet som barn forbliver man mentalt et barn i sit forhold til sine forældre. Derfor føles hendes omsorg og opmærksomhed lige så vigtig for dig nu, hvor du faktisk er et voksent menneske, som det gjore da du var barn. Prøv at træde et skridt tilbage og se på dine følelser - er det stadig de samme følelser som da du var et barn og var 100% afhængie af din mor? Du skal derefter arbejde med tanken om at du nu faktisk er voksen. Du er ikke længere afhængie af din mor! Den indsigt kan også give en enorm frihed.
Når de gamle følelser dukker op skal du sige til dig selv: "De her følelser tilhøre fortiden. En fortid hvor jeg var et barn og dermed afhængie af min mor. Men nu er jeg voksen, og behøver ikke frygte hendes afvisning - jeg er ikke afhængie af hende mere".

Med hensyn til din søster vil jeg nok anbefale at du tager tyren ved hornene og fortæller hende hvordan du føler omkring jeres forhold. Og dermed finder ud af om hun kunne tænke sig noget mere. Hvis hun ikke ønsker det, skal du igen gøre op med om du ønsker at fortsætte som nu hvor jeres kontakt er begrænset. Men lad være med at rode jeres forhold sammen med din mor og dit forhold. Hold tingene adskilt.

Nu gætter jeg selvfølgelig - men måske din søster ikke "tør" have et rigtigt forhold til dig pga jeres mor. Hun kan vel tænkes at have de samme følelser omkring hende som dig. For selv om du synes at al det dårlige i familien primært er gået ud over dig, så er der ingen børn i en dysfunktionel familie der går ramt forbi. Så selv om din søster måske afviser dig nu, så synes jeg du skal lade hende vide at du er klar til at have et forhold på et senere tidspunkt hvis hun ønsker det. Det kan vel tænkes at det vil blive nemmere for jer at opbygge et søskende forhold når jeres mor ikke er her mere.

jjsonn · 26-02-2014, 10:15

måske tænker din søster, at du ønsker, at jeres liv skal være adskilt på denne måde, at du kun kommer med gaver og så slut.

Hvis hun skrev herind ville hendes brev måske lyde sådan: min søster ønsker ikke kontakt med mig hun møder op af pligt på mine børns fødselsdag og det er det vi ser hende.
Lad være med, at give gaver skriv til dem om dine føelser, hjælper det ikke, så fimd dine venner i stedet for. Som nogen siger man vælger ikke sin familie men sine venner.

Jeg har en bror som ikke ønsker kontakt med mig, jeg har ikke set ham siden jeg var 17 år og har gjort noget jeg ikke ved, jeg har skrevet til ham flere gange uden helt, men er nu kommet til et punkt, hvor jeg bare siger glem det,

Jeg hverken kan undskylde noget som jeg ikke ved hvad er og hvad kan en 17 åreit har gjort der er så slemt, at han 25 år efter stadig ikke kan tilgive mig.

Stuen · 26-02-2014, 10:29

Gør mig ondt med din familie. Jeg synes det lyder som om du nok er nødt til at frigøre dig helt fra dem. De har ikke fortjent dig, og gør mere skade end gavn. Får du nogen form for hjælp? Tænker på psykolog, terapeutisk hjælp. Det lyder som om du har brug for det, for at få nogen redskaber til at leve uden din familie, uden at gå mere ned på psykisk, og til at få noget mere selvværd.

Mht. din søster, stop da de pengegaver! Hvis du alligevel ingen kontakt har med hende og børnene, er det da tosset at rende og give dem gaver, de må jo knap nok vide hvem du er, hvis du aldrig ser dem. Nej jeg synes de penge er bedre givet ud på fx. psykologhjælp.

Håber det bedste for dig.

stribe · 26-02-2014, 10:31

Jeg har oplevet noget lignende hele livet ...med en familie der minder om din og ikke mindst min mor ...min far er død...

Jeg tog en dag en beslutning at nu kunne nok være nok og jeg ville ikke ødelægges pga hende - dem og bruge mere negativ energi på det...for det fylder - det ved jeg og man blir helt ødelagt,,

Min beslutning gik ud på at droppe min mor total og det er knap 7 år siden og jeg har højst set hende et par gange,.iforbindelse med noget fam,fest..
Men hun findes ikke i mit univers mere..ved godt det lyder hårdt og koldt..men med vores lign barndom ka man komme til sådan et punkt ..
Og for mit vedkomne var det den rigtige beslutning at tage...vil hun noget kan hun komme eller ogå ka hun blive væk..

Men synes det blir lidt lettere for hvert år .ikke at tænke så meget på - hvad nu - hvorfor og hvordan,,,

Men når de ik vil elske en ubetinget tænkte jeg ku hun også bli fri...

Jeg har så en god mand der bakker mig op..i den beslutning jeg tog,,min søn ved ik alt - men noget,,og har aldrig været vant til sin mormor ,,så der er ik rigtig er savn..

Mit råd ville være at lægge hende på is - hvis du kan,.en vis periode og så se om hun ikke kommer..det kunne jo være hun begyndte at synes noget var galt ..siden du ik har ladet høre fra dig,,men det er svært ...

Sender dig et stort klem og held og lykke og pas godt på dig selv

Stribe ftp..

25-02-2014, 18:19	#1
jasch Lever på K10 Tilmeldingsdato: 27-05 2011 Indlæg: 1.457 Styrke: 14	Familiær voksenmobning Jeg er nød til at fortælle noget meget smertefuldt: For at gøre det nogenlunde kort, jeg er barn nr. 3 ud af 4 – var ikke ønsket af min far, da han havde fået en dreng og en pige. Det var nok nærmere min mor’s egoisme for at holde på et ægteskab der ikke kunne holdes på. Jeg er 13 da mine forældre blev skilt og livet hjemme havde ikke været nemt for mig, en følelse af aldrig at blive accepteret og være en del af familien. Jeg var aldrig god nok uanset. Da jeg vælger at opsøge min far for at lære ham at kende efter skilsmissen, fortæller min mor, at gør jeg dette har jeg ingen mor mere. Jeg tog valget og opsøgte min far. Det resulterede i at familien blev opdelt, min far storebror og jeg på den ene side, min mor storesøster og min lillebror på den anden side. Min storebror dør uventet og brat i en alder af 26, hvilket af tvingende nødvendigheder bringer familien sammen kortvarigt. Jeg tager en snak med min mor om ikke vi kan prøve at finde ud af det, vi er jo voksne mennesker, og bliver tildelt hver sin psykolog med tanken om at skulle mødes, dette sker aldrig min mor melder fra. Tilbage står min far og jeg med en knugende sorg over vores tab, hvilket knytter os meget tæt sammen. I alle årene prøver jeg forsigtigt gentagne gange at nærme mig min mor, men gang på gang kan hun kun nedgøre mig, rakke mig ned – jeg kan ikke nå ind til hende – og alt som er hændt af traumer i mit liv er jo min egen skyld, jeg har selv ønsket det sådan. Da min far dør os uventet uden sygdom for 13 år siden står jeg helt alene. Når man gennem livet hele tiden for af vide, man ikke er god nok, og man aldrig bliver accepteret, ikke for nogen støtte og opbakning tror man selv på, at man er et dårligt menneske dette sidder dybt forankret inde i sjælen. Ifølge min mor den dag i dag er det jo min egen skyld at jeg er syg, hvis jeg nu er syg hvilket ikke kan passe jf. hende. Der har hele mit liv været ført en regulær familie mobning mod mig, og ja det gør der stadig min mor fylder 70 år på søndag og minsandten hele familien er inviteret undtagen mig. Jeg er gennem hele livet blevet holdt udenfor, og jeg magter det ikke mere. HVAD er det jeg har gjort !!!!!! Jeg har kæmpet hele livet for at blive accepteret, jeg er skadet – som en totalskadet bil, der aldrig bliver synet køre klar. Jeg er blevet fortalt hele livet igennem at jeg ikke var god nok, og at alt var min skyld, aldrig blevet accepteret som et menneske, det er nok engang lykkes min kære moder at banke mig psykisk langt ned under gulvbrædderne og her ligger jeg alene skriger i smerte grædefærdig og ulykkelig, jeg kan bare ikke mere. Hvordan kan man som mor og familie være så ondskabsfulde jeg forstår det ikke, og her snakkes der ikke kun om et enkelt tilfælde. Hvad skal og kan jeg selv gøre, for at komme videre - og komme ud af den tro jeg er et dårligt menneske med mere som ikke er god nok til at blive accepteret. Her har jeg hele mit liv troet det var mig den var gal med, ja det er den jo os i dag, jeg fungerer ikke ude blandt andre mennesker føler mig utryg slapper aldrig af, på grund af jeg sikkert er uden betydning for andre - jeg er ikke god nok

26-02-2014, 10:29	#9
Stuen Klart Afhængig af K10 Tilmeldingsdato: 08-05 2012 Indlæg: 413 Blog Indlæg: 1 Styrke: 12	Gør mig ondt med din familie. Jeg synes det lyder som om du nok er nødt til at frigøre dig helt fra dem. De har ikke fortjent dig, og gør mere skade end gavn. Får du nogen form for hjælp? Tænker på psykolog, terapeutisk hjælp. Det lyder som om du har brug for det, for at få nogen redskaber til at leve uden din familie, uden at gå mere ned på psykisk, og til at få noget mere selvværd. Mht. din søster, stop da de pengegaver! Hvis du alligevel ingen kontakt har med hende og børnene, er det da tosset at rende og give dem gaver, de må jo knap nok vide hvem du er, hvis du aldrig ser dem. Nej jeg synes de penge er bedre givet ud på fx. psykologhjælp. Håber det bedste for dig. __________________ Fleksjobber Lyt til andre men mist ikke din egen stemme...

25-02-2014, 19:41	#2
Kiffer Klart Afhængig af K10 Tilmeldingsdato: 20-02 2014 Indlæg: 463 Blog Indlæg: 3 Styrke: 11	Bliver helt rørt over at læse dit indslag . Godt nok er det din familie af kød og blod men mit råd til dig er ud til højre med dem . Du kan ikke bruge det til noget positivt . Vær du i stedet taknemmelig og glad for og se positivt på at du ikke behøver overveje at komme den fødselsdag og bruge din tid med så tarvelige mennesker . Vær du lykkelig for at du ikke skal ned på deres plan for føj for dælen for en slags mennesker . Puha siger jeg bare, det er toppen over råddenskab . Ingen mennesker fortjener at blive nedgjort , (med få undtagelser ,pædofile og på lige linje med dem) alle mennesker er unikke med hver deres smukke sider folk der siger andet eller udviser andet og fokusere på de dårlige ting er i min verden ikke værd at bruge tid på . Du skal sige til dig selv at du aldrig mere i livet vil og kan acceptere den måde de handler på for du ved at det kan gøres på en bedre og mere fornuftig måde. Hvis de skal fortjene at være i dit liv skal de behandle dig med respekt og hjælpe dig , opløfte dig og glædes over dig i stedet og gør de ikke det fortjener de ikke tiden med dig. Lad dem ikke have indflydelse på dit liv .du fortjener bedre. Love all over the World !

25-02-2014, 22:15	#4
jasch Lever på K10 Tilmeldingsdato: 27-05 2011 Indlæg: 1.457 Styrke: 14	Jeg har kun en søster tilbage i dag, hende er der heller ingen kontakt med - lige bortset fra en time om året hvor jeg kan aflevere pengegaver til børnene i fødsda's gave. Så kan man lige bruges som moster eller ikke. Det er det samme som min mor, og tænk sig ikke en eneste juleaften er jeg blevet inviteret i alle årene. Så for mig er min søster selv meddelagtig i den voksen mobning der foregår. Min mor's fødsda på søndag skal holdes hjemme i hendes hus, så de ved da udmærket jeg ikke er inviteret. En ting er at mange familier har "et sort får" men mon ikke nogle familier selv udpeger det sorte får, at det ikke er selv valgt..... Det er svært at forstå folk kan være så gemene, de ved jo at jeg er helt alene og altid har været det, aldrig en opringning eller besøg om hvordan det går én. Jeg føler os pt. at jeg er nød til at cutte familie for altid, min læge sagde for en del år siden, at jeg skulle holde mig langt væk fra min mor, da hun gjorde mig mere syg. Har bare prøvet og prøvet i håb, men det vil jo aldrig ændre sig - men for hulan hvor gør det ondt langt inde i sjælen.

25-02-2014, 22:22	#5
Ninja Jeg bor her på K10 Tilmeldingsdato: 10-01 2008 Indlæg: 13.654 Styrke: 33	Engang i mellem bliver man nødt til at begrave sin familie - eller dele af den, for at overleve! Også selvom de lever i bedste velgående. Tag livet af dem på en eller anden rituel måde - saml billeder, minder eller andet du måtte være i besiddelse af, og tænd et bål og brænd det hele, sig farvel, og kom videre! Det lyder måske lettere sagt end gjort, men jeg har faktisk selv gjort sådan flere gange i mit liv, og har hver gang rejst mig, mentalt styrket.

25-02-2014, 22:29	#6
Kiffer Klart Afhængig af K10 Tilmeldingsdato: 20-02 2014 Indlæg: 463 Blog Indlæg: 3 Styrke: 11	Det er forståeligt at det gør ondt . Det er din mor der er tale om. Men tænk dig lige om ... Hvor ondt har hun ikke gjort dig. Så er det ikke selvpinerisk i høj grad at blive ved med at opsøge hende . Hvorfor skal du give børnene pengegaver ? Brug du dem på dig selv i stedet . De fortjener det da ikke ... Prøv at se billedet udefra .... Det virker jo meget absurt at du kun kan bruges når du skal aflevere penge. Jeg synes du skal vise dig fra din gode side , ikke falde ned på deres niveau for Guds skyld . Mand dig op og skriv et brev til din mor i fødselsdage gave . Skriv præsis hvad du føler og tænker om det hele. Så kan hun få jordens bedste fødselsdagsgave . Nemlig at blive gjort opmærksom på hvilken person hun i virkeligheden er . Og så synes jeg at du bør slutte af med at skrive at du ikke længere vil og kan acceptere dem måde at blive behandlet på for du ved at hun kan være et bedre menneske end det . Når hun indser og kan behandle dig med respekt så er hun velkommen til at kontakte dig . Hvis hun ikke gør det så ved du at du skal holde dig LAAAAANGT væk fra hende . Hun fortjener dig ikke ! Du er mere værd end at blive behandlet respektløst. Og husk altid på at vi hver især er engle med kun en vinge ... Ved at omfavne hinanden og holde sammen når vi højere højder

26-02-2014, 09:41	#7
ZikZak Hjemmevant på K10 Tilmeldingsdato: 19-06 2013 Indlæg: 225 Blog Indlæg: 3 Styrke: 11	Du kan ikke ændre på din mor og søster, og du kan ikke ændre på deres behandling af dig. Men du kan ændre på hvad det gøre ved dig. Du søger din mors omsorg. Det er naturligt for et barn - også selv om det er voksent. Og især hvis den har mangler i barndommen. Du higer den og vil gøre næsten alt for at op nå den. Den føles nærmest livsnødvendig. Du må indse at din mor aldrig vil kunne imøde komme dit behov. Først når du virkelig indser at hun ikke kan give dig det du ønsker fra hende vil du føle dig fri af hende. Du kan så gøre op med dig selv om du kan bruge noget af det andet hun måske kan give dig, eller om der virkelig ikke er noget hun kan byde ind med. Ofte når man er blevet svigtet som barn forbliver man mentalt et barn i sit forhold til sine forældre. Derfor føles hendes omsorg og opmærksomhed lige så vigtig for dig nu, hvor du faktisk er et voksent menneske, som det gjore da du var barn. Prøv at træde et skridt tilbage og se på dine følelser - er det stadig de samme følelser som da du var et barn og var 100% afhængie af din mor? Du skal derefter arbejde med tanken om at du nu faktisk er voksen. Du er ikke længere afhængie af din mor! Den indsigt kan også give en enorm frihed. Når de gamle følelser dukker op skal du sige til dig selv: "De her følelser tilhøre fortiden. En fortid hvor jeg var et barn og dermed afhængie af min mor. Men nu er jeg voksen, og behøver ikke frygte hendes afvisning - jeg er ikke afhængie af hende mere". Med hensyn til din søster vil jeg nok anbefale at du tager tyren ved hornene og fortæller hende hvordan du føler omkring jeres forhold. Og dermed finder ud af om hun kunne tænke sig noget mere. Hvis hun ikke ønsker det, skal du igen gøre op med om du ønsker at fortsætte som nu hvor jeres kontakt er begrænset. Men lad være med at rode jeres forhold sammen med din mor og dit forhold. Hold tingene adskilt. Nu gætter jeg selvfølgelig - men måske din søster ikke "tør" have et rigtigt forhold til dig pga jeres mor. Hun kan vel tænkes at have de samme følelser omkring hende som dig. For selv om du synes at al det dårlige i familien primært er gået ud over dig, så er der ingen børn i en dysfunktionel familie der går ramt forbi. Så selv om din søster måske afviser dig nu, så synes jeg du skal lade hende vide at du er klar til at have et forhold på et senere tidspunkt hvis hun ønsker det. Det kan vel tænkes at det vil blive nemmere for jer at opbygge et søskende forhold når jeres mor ikke er her mere.

26-02-2014, 10:15	#8
jjsonn Jeg bor her på K10 Tilmeldingsdato: 12-09 2010 Lokation: herning Indlæg: 3.868 Styrke: 17	måske tænker din søster, at du ønsker, at jeres liv skal være adskilt på denne måde, at du kun kommer med gaver og så slut. Hvis hun skrev herind ville hendes brev måske lyde sådan: min søster ønsker ikke kontakt med mig hun møder op af pligt på mine børns fødselsdag og det er det vi ser hende. Lad være med, at give gaver skriv til dem om dine føelser, hjælper det ikke, så fimd dine venner i stedet for. Som nogen siger man vælger ikke sin familie men sine venner. Jeg har en bror som ikke ønsker kontakt med mig, jeg har ikke set ham siden jeg var 17 år og har gjort noget jeg ikke ved, jeg har skrevet til ham flere gange uden helt, men er nu kommet til et punkt, hvor jeg bare siger glem det, Jeg hverken kan undskylde noget som jeg ikke ved hvad er og hvad kan en 17 åreit har gjort der er så slemt, at han 25 år efter stadig ikke kan tilgive mig.

26-02-2014, 10:31	#10
stribe Har ikke tid til andet end K10 Tilmeldingsdato: 02-03 2012 Indlæg: 2.248 Styrke: 15	Jeg har oplevet noget lignende hele livet ...med en familie der minder om din og ikke mindst min mor ...min far er død... Jeg tog en dag en beslutning at nu kunne nok være nok og jeg ville ikke ødelægges pga hende - dem og bruge mere negativ energi på det...for det fylder - det ved jeg og man blir helt ødelagt,, Min beslutning gik ud på at droppe min mor total og det er knap 7 år siden og jeg har højst set hende et par gange,.iforbindelse med noget fam,fest.. Men hun findes ikke i mit univers mere..ved godt det lyder hårdt og koldt..men med vores lign barndom ka man komme til sådan et punkt .. Og for mit vedkomne var det den rigtige beslutning at tage...vil hun noget kan hun komme eller ogå ka hun blive væk.. Men synes det blir lidt lettere for hvert år .ikke at tænke så meget på - hvad nu - hvorfor og hvordan,,, Men når de ik vil elske en ubetinget tænkte jeg ku hun også bli fri... Jeg har så en god mand der bakker mig op..i den beslutning jeg tog,,min søn ved ik alt - men noget,,og har aldrig været vant til sin mormor ,,så der er ik rigtig er savn.. Mit råd ville være at lægge hende på is - hvis du kan,.en vis periode og så se om hun ikke kommer..det kunne jo være hun begyndte at synes noget var galt ..siden du ik har ladet høre fra dig,,men det er svært ... Sender dig et stort klem og held og lykke og pas godt på dig selv Stribe ftp..