Hvor er min passion blevet af?

[Sunnydob]

For godt 1 år siden fik jeg tilkendt førtidspension. Havde været 5 år i gennem det umenneskelig system inden da og havde set førtidspensionen som det forjættede land.

Da jeg så en dag stod brevet i hånden: "du er tilkendt førtidspension", så blev benene slået væk under mig og jeg kunne slet ikke kaperer hvad det nu ville sige. Mit første år har været lettere manisk, for nu måtte jeg stort set alt, jeg havde fået friheden igen. Så jeg skulle ud og rejse et par ture, en smut på højskole, havde svært ved at falde ned. På trods af at jeg inderst inde var opslidt, udmattet og nærmest kronisk træt efter års kamp, kunne jeg ikke slappe af den første tid.

Nu et år efter er jeg faldet nogenlunde ned, men er stadig enormt træt. Der skal ingen ting til. Jeg vil så meget, men har energi til så lidt.. De to ting harmonerer ikke sammen.

Roen efter pension er dejlig, men det er som om larmen der rungede så voldsomt før tilkendelsen stadig runger indeni. Systemet skal stort set knække dig før du får din berettigede hjælp.

Jeg skal lappes sammen igen, men jeg må erkende at jeg aldrig bliver den som jeg engang var, der kunne langt mere.

Det er netop de små ting i livet, der skal give glæden og meningen.

Solen der står op og går ned. Fuglene der synger i haven. Bøgen der springer ud. osv..

Der først nu efter førtidspensionen at jeg kan begynde arbejde med mig selv. Et selv der har været under voldsomt psykisk pres om en uvis fremtid i alt for mange år.

[ASR]

For mig tror jeg det er mine egne forventninger der spænder ben.

Min pensions sag gled hurtigt igennem. Pension havde inden i lang tid været sidste udvej efter jeg har forsøgt mig med ordinært arbejde, revalidering osv i en del år. Modsat mange var det mig det holdte igen og systemet der foreslog pension. Jeg havde på intet tidspunkt tænkt efter pension, ud over bedre end det kaos det er at være kastebold. Havde forventet et længere forløb, jeg er 32 så alderen var imod mig.

Eneste praktiske forskel er det jeg kan melde ferie i ungernes fritter og børnehave. Økonomien er cirka den samme da jeg valgte at bruge den løsere økonomi til at udskifte en 20 år gammel skrammelkasse med en ny og langt mere pålidelig bil. Bor på landet, min og ungernes hverdag kan ikke hænge sammen uden. Det har tilgengæld givet ro, at jeg ikke længere frygter bilen ikke starter eller går istykker.

Mit ego skal lige snos om jeg er pensionist, og alt det mentale lige indhente det er her jeg er. NU er jeg ADD`ere, så alt skal en omvej eller 3 :-D. Men ting tager tid, sådan må det være og det hjælper ihvertfald ikke at være træt af at det ikke går hurtigere.

Minimumskravet til mig selv er ungerne ikke skal begrænses at deres far ikke er en del af deres hverdagsliv og deres mor er anderledes. Det lykkes langt det mest af tiden.

[Ditten]

Tak for svar til alle. Vi finder forhåbentligt allesammen vore egne personlige svar med tiden. Jeg er også ved at affinde mig med at det nok kommer til at tage en evighed at finde mit flow igen, og nu må vi se om jeg når det før jeg dør.

Jeg undrer mig tit over at "normale" mennesker lader til at have så stort et overskud. Alene det at de magter at passe et arbejde, dag efter dag efter dag...!! Det er også derfor jeg tit går i panik hvis min kæreste for eksempel får besøg af venner, som jo altid spørger "hvad går du så og laver?" Jeg ville enormt gerne have en selvtillid der tillod mig at svare "Jeg hygger mig gevaldigt med at lave ingenting og nyde godt af min førtidspension." Men det med at hygge sig passer jo ikke engang, for tiden går med at være ængstelig og udkørt.

[mukke]

Jeg plejer at være et rimelig dynamisk menneske og god til at have nye ideer, - men efter 11 års resultatløs kamp for at få lov til at gøre min knækkede reva-uddannelse færdig, gentagne opgivelser af håbet om at komme videre, syltning på kontanthjælp mm. er jeg træt. Jeg føler ingen rigtig glæde ved noget længere, ikke noget engagement. Man kan jo håbe, at det kommer det igen en dag.