Flex pga. psyken?

[FacingTrouble]

Oprindeligt indsendt af Mama

Pedro, for pokker.... tusind tak for dit svar!!! Det rører mig simpelthen så meget, at du og andre, tager så god tid til at svare. - Og jeg føler igen, at jeg er kommet et sted, hvor jeg for første gang føler mig ordentligt forstået. At jeg måske ikke er helt gal på den, når jeg tænker på flex. Ja, - jeg er vist bare meget rørt - og glad for at blive anerkendt i alt det her. Tak...

Hej Mama
Jeg forstår dig så udmærket..lige mine ord også. Er selv forholdsvis ny på siden. Der findes fantastiske ildsjæle herinde, som så gerne vil hjælpe andre - det er såååå skønt at opleve.

[FacingTrouble]

[QUOTE=Hannepanne;153617]Men omvendt må det også være OK at se ressourcestærk ud og ikke være det
Tror egentlig bare at man skal være ærlig over for sig selv..og sikre sig, at det ikke er en facade man stiller op for sig selv.......QUOTE]

Hannepanne - jeg er helt enig - det burde helt sikkert være sådan - men man møder desværre de mennesker som ikke kan forstå sig på det, som de ikke kan se....og ikke selv har prøvet.....super ærgeligt.

En oplevelse, som jeg havde på et tidspunkt, mens jeg havde et administrativt job i en socialforvaltning på en kommune, har hængt på mig lige siden.
Undervejs i dette jobforløb oplevede jeg en situation ved thekøkkenet foran kaffeautomaten, hvor snakken tit gik om alt muligt forskelligt.
Her oplevede jeg en sygedagpengeteamleder i samtale med en kollega. Teamlederen var i snakken enormt klog omkring "depressionsramte" mennesker. Hun mente, at det bare var igang med noget aktivitet, og så måtte folk jo bare tage sig sammen. At det i virkeligheden bare var noget pjat.
Jeg krøb hurtigt ude af thekøkkenet igen - på det tidspunkt kæmpede jeg selv for at eksistere i mit job på kommunen. Jeg var i psykiatrisk behandling og på antidepressiv medicin. Min store hemmelighed....
Jeg har haft den oplevelse siddende i mig siden, og idag frygter jeg virkelig den dag, hvor jeg skal ned og sygemelde mig på kommunen igen. Heldigvis sidder den samme person ikke længere på posten som teamleder (hun laver vist nok noget andet..)......men alligevel...man kan hurtigt være uheldig at støde ind i de lidt mindre forstående typer.
Desværre tror jeg, at dette er stor del af grunden til, at jeg har trukket min situation så langt ud. Men nu er der ingen vej tilbage - min sygdomstilstand har taget så meget overhånd, så nu er der ikke noget at gøre. Facaden skal af, men hold da op, hvor er det svært....

[Mama]

[QUOTE=FacingTrouble;153777]

Oprindeligt indsendt af Hannepanne

Men omvendt må det også være OK at se ressourcestærk ud og ikke være det
Tror egentlig bare at man skal være ærlig over for sig selv..og sikre sig, at det ikke er en facade man stiller op for sig selv.......QUOTE]

Hannepanne - jeg er helt enig - det burde helt sikkert være sådan - men man møder desværre de mennesker som ikke kan forstå sig på det, som de ikke kan se....og ikke selv har prøvet.....super ærgeligt.

En oplevelse, som jeg havde på et tidspunkt, mens jeg havde et administrativt job i en socialforvaltning på en kommune, har hængt på mig lige siden.
Undervejs i dette jobforløb oplevede jeg en situation ved thekøkkenet foran kaffeautomaten, hvor snakken tit gik om alt muligt forskelligt.
Her oplevede jeg en sygedagpengeteamleder i samtale med en kollega. Teamlederen var i snakken enormt klog omkring "depressionsramte" mennesker. Hun mente, at det bare var igang med noget aktivitet, og så måtte folk jo bare tage sig sammen. At det i virkeligheden bare var noget pjat.
Jeg krøb hurtigt ude af thekøkkenet igen - på det tidspunkt kæmpede jeg selv for at eksistere i mit job på kommunen. Jeg var i psykiatrisk behandling og på antidepressiv medicin. Min store hemmelighed....
Jeg har haft den oplevelse siddende i mig siden, og idag frygter jeg virkelig den dag, hvor jeg skal ned og sygemelde mig på kommunen igen. Heldigvis sidder den samme person ikke længere på posten som teamleder (hun laver vist nok noget andet..)......men alligevel...man kan hurtigt være uheldig at støde ind i de lidt mindre forstående typer.
Desværre tror jeg, at dette er stor del af grunden til, at jeg har trukket min situation så langt ud. Men nu er der ingen vej tilbage - min sygdomstilstand har taget så meget overhånd, så nu er der ikke noget at gøre. Facaden skal af, men hold da op, hvor er det svært....

Jeg kan sørme godt forstå, den oplevelse sidder i dig, for det er jo en kommentar, der går direkte ind, når man har det sådan...

Og skræmmende at sådant et menneske kan have en sådan stilling - og have menneskers skæbne i sin hule hånd. - For hvem vejer hun personligt for let eller tungt....

[FacingTrouble]

[QUOTE=Mama;153788]

Oprindeligt indsendt af FacingTrouble

Jeg kan sørme godt forstå, den oplevelse sidder i dig, for det er jo en kommentar, der går direkte ind, når man har det sådan...

Og skræmmende at sådant et menneske kan have en sådan stilling - og have menneskers skæbne i sin hule hånd. - For hvem vejer hun personligt for let eller tungt....

Lige præcis.

Jeg er meget overbevist om, at man også skal have en smule "held" med sig, når man ender i syge-systemet.
Det har meget at gøre med, om man får den empatiske sagsbehandler, som også mener, at der skal være plads til det personlige hensyn - eller hvorvidt sagsbehandleren har udviklet en mere eller mindre kynisk holdning.

Jeg varetog på et tidspunkt noget administrativ sagsbehandling for en sagsbehandler på en kommune - manden som skulle have hjælp havde været mange år i systemet, og sagsbehandleren havde mistet alt tiltro til ham. Hun var kort og kontant overfor ham, og gad ikke høre på hans ideér.

Da jeg fik lov at "håndtere" sagen, valgte jeg at tro på ham. Jeg brugte mange ressourcer og telefontid på ham, og jeg tog ham alvorligt. Jeg fik "trumfet" igennem overfor sagsbehandleren, at han skulle have noget kursus for at få fat i et bestemt job, som han fik lovning på. Derudover sørgede jeg for, at han kom i noget behandling samtidig.
Han kom rent faktisk igang med et job, som passede ham, og han røg ikke retur til systemet (ikke mens jeg var i afdelingen ihvertfald). Og sagsbehandleren var noget overrasket. Jeg synes, at dette er en god historie - og det overbeviste mig om, at en langsigtet strategi, hvor man bruger de nødvendige ressourcer, når situationen er der - er ret vigtig for den enkelte. Og at det giver pote i sidste ende.

Men igen - det handler om, hvem man møder på sin vej i systemet, og hvorvidt man bliver set og hørt. Og så handler det også helt vildt meget om, at mange sagsbehandlere formentlig ikke har tiden og ressourcerne til at varetage sagerne på anstændig vis. Det er ærgeligt. Og det går desværre ud over mennesker, som står i sårbare situationer.

Jeg er selv meget nervøs for at være i systemet af samme årsag - især efter selv at have været inde for "dørene" som ansat.
Jeg ved, at det også handler om penge - men alligevel. Det er trods alt menneske-skæbner, som afgøres. Og jeg tror altså stadig på den langsigtede strategi.

Jeg synes, det er rigtig dejligt at høre, at f.eks. du er blevet hørt og set i systemet - det gør mig ret glad. Og jeg krydser selvfølgelig alle fingre for at det lykkes for dig.