Arbejdsprøvning

[Mulle11]

Hej Ekseleven.

Jamen der er nok ingen tvivl om, at hver mand snakker for sin "syge oldemor", og at det gælder om at bruge sin sunde fornuft.

Ved indledningssamtalen i dag med en privat ansat (arbejdsleder) inden min første dag i arbejdsprøvning skulle starte, blev jeg direkte spurgt om, hvad jeg gerne ville opnå med min arbejdsprøvning - at forblive på arbejdsmarkedet, fleksjob eller pension???

..... Dertil kunne jeg KUN svare, at jeg ønsker en afklaring på, hvad og hvor meget jeg kan klare på arbejdsmarkedet.

Hmmm ... synes nok det var et temmelig tricky spørgsmål at stille.

Hilsen
Mulle11

[Enteneller]

Hej Mulle11,

Nu har jeg ikke læst hele din tråd, men gør det lige bagefter -.

Dog blev jeg stillet det samme spørgsmål af en social rådgiver på et reva lign. center medens min sagsbehandler var der. "Hvor er du mellem 37 timer og ftp. ??" Øhhhhh. Den er svær, men jeg skal også bare afklares.

Held og lykke med din afprøvning, jeg læser videre.

[Mulle11]

Ja så tager jeg snart hul på min 3. uge med "arbejdsprøvning" ... jeg sætter et stort spørgsmål ved, om det virkelig kan udgøre en arbejdsprøvning, når jeg på ingen måder bliver observeret eller fulgt op omkring mit ve og vel. Jeg skriver dagbog og smertedagbog, men der må da skulle mere til end det. Jeg synes det er meget frustrerende, at jeg skal bruge min "kostbare" energi på ingenting.
Det giver mig ingen mening - og dog - min sagsbehandler kan vel sætte et flueben ved min sag, at jeg nu er i "aktivitetsmøllen", og ikke mindst, at mine 52 uger på sygedagpenge smuldrer væk

Er der andre herinde, der har oplevet lignende, og hvad gjorde I evt. for at komme på rette spor?

[Mulle11]

Lidt update vedr. min arbejdsprøvning:
På fredag skal jeg til rundbordssamtale, som min kontaktperson har fået trumfet igennem med Jobcenter og HR afdeling, idet min kontaktperson mener, at det er uudholdeligt for mig og ikke giver nogen mening, at jeg skal fortsætter i det sted måneden ud, som min sagsbehandler ellers havde besluttet.
Jeg er nu igang med min 5. uge, og har arbejdet 1½ til 2 timer dagligt, og må derefter hjem og gribe til mine stærkeste smertestillende piller, og så ligger jeg ellers på langs i 1½ til 2 timer. Der er lang vej fra min hverdag og til et liv med kvalitetstid.
Hvor er det frustrerende og deprimerende, at jeg ikke mere kan klare hele verden og lidt mere til, som jeg ellers ALLE dage har været vant til.

Jeg er spændt på, hvad næste etape byder på

[Mulle11]

Hejsa..'Enteleller
Du var så sød at skrive til mig da jeg kom med mit første indlæg, og nu kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre din mening omkring de ting jeg har skrevet det sidste to gange.... ville så gerne tage en snak med en af jer drevne skrivere herinde, jeg er helt sikker på I kan hjælpe mig godt på vej
Byyyyeee byyyeeee ........ skriv nu til mig ;-)

[Enteneller]

Hej Mulle11,

For det første skal du spørge dig selv om det er det værd at holde sig meget ud for at være i smerte det meste af dagen. Min egen psykiater skrev flg. til mig i forbindelse med min nylige arbejdsprøvning som jeg netop har lade mig sygemelde fra:

"Selv om det er en arbejdsprøvning - eller netop derfor - er det vigtigt at man sygemelder sig, hvis man føler sig syg, eller siger til, når man ikke magter mere, det være sig i antal timer, dage eller opgaver. Det er måske OK at prøve, men hvis det så ikke fungerer, eller alt bliver værre, så man sige fra.
Det vil jo så i sidste ende indgå i arbejdsprøvningsvurderingen."

Jeg gjorde selv "alt" for at det skulle gå og jeg var altså kun afsted 2 dage om ugen max 2 timer. Jeg holdt pauser hvert kvarter, men mine spændinger og smerter slap aldrig helt. Når jeg kom hjem havde jeg rigtigt svært ved at restituere og resten af dagen foregik som regel på sofaen i en tåge af uro, smerte og spændinger.

At du ikke kan klare mere, hele verden og lidt til som du skriver, det er der jo ikke noget at gøre ved. Hvis du bliver ved med at presse dig selv kan du regne med at du nok skal få det værre, kroppen skal nok gøre sit for at fortælle dig hvordan det står til. Det holder jo ikke at blive ved med at fodre den med smerte stillende så du kan klare din hverdag, hvad så hvis du blev visiteret til fleksjob og skulle ud i et, hvor mange smerte stillende skulle der så til i halve og hele år??

Hvis du viser mere end du reelt kan, er det ris til egen r.. i sidste ende, tro mig. Jeg var selv i arbejdsprøvning for 3 år siden og endte med at præstere 10 timer den sidste uge. Dette kan min nuværende sagsbehandler ikke rigtigt ryste af sig, for så er jeg jo måske en potientiel fleksjobber. Der skal bare det med at jeg efter flg. blev indlagt på psyk og siden da har mit helbred og min hverdag i den grad taget skade. Så vær oprigtig mod dig selv, måske skal du kun arbejde ½-1 time pr. dag 2 - 3 dage om uge max, med pauser hvert kvarter. Du er nødt til at sætte det ned til det du kan klare, det du har haft gang i viser om noget at det er alt for meget. Hvem har sat barren for arbejdsprøvningen? Dig eller din sagsbehandler?

Sagsbehandlerne kan du ikke tage dig for meget af, de skal sige at man lige skal holde ud en uge eller mere til og op i tid, det er deres job. De skal jo have en retvisende afklaring som de kan bruge til videre indstilling til det ene eller det andet. Du er nødt til kun at fokusere på dig selv og din afklaring og sørge for at den bliver så retvisende som muligt, det lyder den ikke til at være nu !!! Om afklaringen har været god nok til indstilling til det ene eller det andet, er jo svært at sige noget om, men der har bare været for meget damp på det kan vi vidst alle læse os frem til.

Godt at din vejleder kan sige fra for dig, nu må I tage det møde og hvis du overhovedet skal fortsætte skal der jo drosles kraftigt ned på antal dage og timer.

[heidi kastrup]

Ja det er rigtigt frustrerende ikke at kunne det man ellers altid har kunnet.. Kender det alt for godt...desværre

Jeg vil som Enteneller skriver også stille spørgsmålstegn ved om ikke du presser dig selv for meget??? Det er jo meningen at man også skal kunne fungere ved siden af sit "arbejde"...Jeg har selv været der, hvor jeg bare så gerne ville og jeg kæmpede mig igennem på min vilje...indtil jeg ikke gjorde andet end at tage på arbejde, komme hjem og sove og resten af dagen foregik på laveste blus for at blive klar til at tage på arbejde igen næste dag...Det var mine 3 børn der til sidst fik mine øjne op for at jeg ikke havde været mor på en ordentlig måde i de 6½ måned min arbejdsprøvning varede - og jeg var på max 9 timer pr uge...

Så rigtigt godt at der nu bliver taget hånd om dig :-) Med den samtale...prøv så godt du kan at fortælle hvad det gør ved dig, udover at du må tage ekstra medicin.....

Jeg håber det bedste for dig :-)
knus

[ekseleven]

Oprindeligt indsendt af Mulle11

Lidt update vedr. min arbejdsprøvning:
På fredag skal jeg til rundbordssamtale, som min kontaktperson har fået trumfet igennem med Jobcenter og HR afdeling, idet min kontaktperson mener, at det er uudholdeligt for mig og ikke giver nogen mening, at jeg skal fortsætter i det sted måneden ud, som min sagsbehandler ellers havde besluttet.
Jeg er nu igang med min 5. uge, og har arbejdet 1½ til 2 timer dagligt, og må derefter hjem og gribe til mine stærkeste smertestillende piller, og så ligger jeg ellers på langs i 1½ til 2 timer. Der er lang vej fra min hverdag og til et liv med kvalitetstid.
Hvor er det frustrerende og deprimerende, at jeg ikke mere kan klare hele verden og lidt mere til, som jeg ellers ALLE dage har været vant til.

Jeg er spændt på, hvad næste etape byder på

Hej Mulle11

Det er vigtigt at du siger fra når smerterne bliver for store.
Til rundbords-samtalen kan du foreslå at arbejdstiden sættes ned til fx 1 time om dagen.
På den måde viser du interesse for at afprøve hvor meget arbejde du kan klare.

Hvis 1 time om dagen stadig er for meget så forlang igen kortere arbejdstid.

Ekseleven

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Mulle11

Jeg er nu igang med min 5. uge, og har arbejdet 1½ til 2 timer dagligt, og må derefter hjem og gribe til mine stærkeste smertestillende piller, og så ligger jeg ellers på langs i 1½ til 2 timer. Der er lang vej fra min hverdag og til et liv med kvalitetstid.

Husk nu, du skal ikke vise hvor meget smerte du kan klare, "kun" hvor meget du kan arbejde.

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af Vovse

Husk nu, du skal ikke vise hvor meget smerte du kan klare, "kun" hvor meget du kan arbejde.

Og det er i den grad noget man skal lære, fordi man er smerte tynget af at arbejde som syg i mere eller mindre grad desværre. Så samtidig skal man jo også finde ens smerte tærskel i forhold til der hvor man er altså på arbejde eller derhjemme, der er meget forskelligt.

Jeg blev selv banket tilbage til fortiden, hvis man kan sige det sådan, da jeg var i afprøvning. Når jeg kom hjem var det direkte på sofaen. I min første arbejdsprøvning for 3 år siden, vidste jeg ikke bedre Jeg tænkte det arter sig nok.

Vi skal huske på at dengang vi var raske, for os der nu har været det, der var det jo intet problem at gå på arbejde, nærmest tværtimod, det var jo ofte en bekræftelse i sig selv. Nu hvor vi er syge, skal hjernen lære at det er anderledes, man kan ikke det man kunne tidligere, hverken i samme tempo eller tid. Det tager tid før hjernen/man forstår det, men i arbejdsprøvninger er der bare ikke så meget tid, så det er med at fatte det når nok er nok. Så må man lave om på tingene og sige fra langt hurtigere.

Jeg har selv været og er i lære deromkring.