Hvorfor må man ikke selv søge FP?

[Vovse]

Uanset hvilket timetal sb "aftaler", så skal man være super god til, at sige fra når ens grænse er nået.

Ellers komme afprøvningen jo til at give et helt forkert billede.

[FrkNorden]

MTVRV1... Ja det er jo deres hovedformål...

Jeg har sagt ja til 12-15 timer og så må vi tage den derfra. Allerede nu er jeg skeptisk, men det har jeg kun sagt til min familie. Jeg ønsker selvfølgelig at give det en reel chance og hvis min psykiater mener han kan hjælpe over mine hurdler, så må vi prøve det og de hvad der sker...

Vovse - det der med at sige fra er jo et af mine største problemer. Jeg kør på indtil jeg kører ned... har ALTID gjort det. Og det er det min psyk mener han kan hjælpe mig med at blive bedre til... Åhh ha, det ER ikke let at være syg

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af FrkNorden

MTVRV1... Ja det er jo deres hovedformål...

Jeg har sagt ja til 12-15 timer og så må vi tage den derfra. Allerede nu er jeg skeptisk, men det har jeg kun sagt til min familie. Jeg ønsker selvfølgelig at give det en reel chance og hvis min psykiater mener han kan hjælpe over mine hurdler, så må vi prøve det og de hvad der sker...

Vovse - det der med at sige fra er jo et af mine største problemer. Jeg kør på indtil jeg kører ned... har ALTID gjort det. Og det er det min psyk mener han kan hjælpe mig med at blive bedre til... Åhh ha, det ER ikke let at være syg

Det er svært at sige fra, det tror jeg det er for alle, der skal i en arb.prøvning.

Men du skal huske, at hvis du f.eks. arbejder 16 timer pr. uge i arb.prøvningen, så er det det du bliver bedømt på og det du forventes at kunne klare fremover.

Tænk på det hver gang du bør sige fra.

I en arb.prøvning er det ikke meningen, at du skal vise hvor meget smerte du kan klare, du skal "kun" vise hvor meget du kan arbejde.
Sagt af min meget rare og fornuftige konsulent hos anden aktør.

[FrkNorden]

Puuuh Vovse....

Du har jo ret - det er det antal timer vi skal forventes at klare fremover - og det er jo der filmen knækker for mig og altid har gjort... Jeg knokler afsted de første 2-3 måneder og går fuldstændig ned med flaget bagefter... Har haft 19 ansættelser på 16 år, de fleste har jeg selv opsagt, en del er jeg sygemeldt fra og resten opsagt fra... Så frygter virkelig det værste...

Må jeg låne din konsulent fra anden aktør??? hiihi....

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af FrkNorden

Puuuh Vovse....

Du har jo ret - det er det antal timer vi skal forventes at klare fremover - og det er jo der filmen knækker for mig og altid har gjort... Jeg knokler afsted de første 2-3 måneder og går fuldstændig ned med flaget bagefter... Har haft 19 ansættelser på 16 år, de fleste har jeg selv opsagt, en del er jeg sygemeldt fra og resten opsagt fra... Så frygter virkelig det værste...

Må jeg låne din konsulent fra anden aktør??? hiihi....

Firmaet er desværre lukket, iøvrigt lå det på Midtsjælland.

Men ja, han var et rigtigt rart og ordentligt menneske.

Hver gang jeg burde sige fra, men ikke kunne lide at gøre det, så tænkte jeg på det med, at jeg ville blive bedømt på de timer jeg kunne klare og så kan du tro jeg fik taget mig sammen til at sige fra.

[Evaave]

Det er altså helt ok at I snakker om jeres egne erfaringer i min tråd Det kan jeg sagtens bruge.

Nu ved jeg jo ikke om det ender med at jeg skal i prøvning eller ej, jeg vil jo gerne for at prøve mine kræfter af på anden vis end hvad jeg tidligere har prøvet, hvor jeg jo heller ikke har vidst, at jeg havde ADHD. Det kan være, at det gør en forskel og måske kan jeg godt klare at arbejde et vist antal timer om ugen også selv om jeg pt. har svært ved at se det. Den anden årsag til at jeg gerne vil er for at vise dem, at jeg ikke bare sidder og fylder dem med hø, men at jeg rent faktisk har meget meget svært ved at trives i et arbejdsmiljø uanset hvilket miljø det er jeg befinder mig i.

Jeg kan ikke i større sociale sammenhæng og jeg kan ikke klare daglige faste rutiner, jeg bliver deprimeret af det...desvære Selv da kommunen gav mig lov til at tage en kreativ udd. i form af tøjdesigner kunne jeg ikke gennemføre det på trods af, at jeg var en af de bedste i klassen indtil jeg blev for stresset over deadlines mm. Jeg var der i knap 6 måneder og gik derfra i vrede pga. af set med mine øjne en snobbet og nedladende ledelse og en højrøvet gruppe af unge piger med rige forældre, der ikke havde næse for andre end dem selv. Det var sådan jeg oplevede det i hvert fald. Selvfølgelig var der også et par stykker, som jeg godt kunne med, men det andet fyldte for meget og jeg kunne heller ikke følge med i længden uden, at jeg gik ned med stress. Det var ellers en chance for mig, for at komme til at arbejde i et kreativt miljø med spændende udfordringer, men selv det lykkedes ikke for mig.

Det der skræmmer mig mest er systemets "krav" om at jeg skal tage medicin, hvis de skal kunne vurdere min arbejdsevne korrekt...det vil altså sige ud fra deres overbevisning, for som tidliere nævnt, så frygter jeg den medicin og ti vilde heste får mig ikke til at tage det stads igen. Fint at andre gerne vil tage det, men ikke mig.

Desuden synes jeg det er en mundfuld, at jeg minimum skal ud i 25 timer, det kan jeg slet ikke overskue og bare tanken får min stress op i det røde felt og fylder min hjerne med tanker og min krop med uro.

Det ultimative job for mig er at være selvstændig i et mit eget lille arbejdsmiljø uden nogen som helst form for indblanding udefra og på en sådan måde, at jeg selv bestemmer hvor meget og hvornår jeg skal arbejde. Det er vist meget få jobs, man kan finde af den slags.

Her forleden var jeg til frisør...min mor havde været så sød at sponsorere mig en ny hairdo, fordi jeg virkelig kunne trænge til det nu hvor jeg går rundt og hænger med hovedet, så kan man jo altid se pæn ud i toppen. Nåh, men jeg tog et af mine malerier med ned til frisøren, som er en af mine venner. Han udstiller også kunst i sin salon. De var helt vilde med det og som så mange gange før sagde han; Kom nu ned med dine ting, så su kan få dem solgt. Der var oven i købet en kunde der gerne ville købe det billede, som jeg tog med, men jeg sagde nej til 3000.- fordi jeg først og fremmest havde lavet maleriet til min datter...et portræt af hende og for det andet, så kunne jeg aldrig drømme om ar sælge noget som helst, når jeg er på kontanthjælp...jeg tør simpelt hent ikke, kald mig bare en bangebuks, men en af mine største frygt er at blive knaldet for social bedrageri, det ville jeg aldrig kunne leve med.

Min pointe er bare, at jeg gentagne gange bliver bekræftet af mit talent og mange har gerne ville købe af mig, men kommunen giver mig ikke lov, de giver mig ikke en chance for at prøve at klare mig den vej...øv øv øv øv. Nej det eneste der dur er deres måder og overbevisninger og alt imens tabes jeg på gulvet og går ned i mit hul.

Jeg VIL så gerne kunne klare mig selv, men uden medicin og uden 9-16.

Lige nu vil jeg bare allerhelst have en afklaring, det er mit støste ønske og så må jeg tage den derfra. Jeg er total rådvild og nedtrykt.

Nu vil jeg se om jeg kan få lidt søvn eller om det bliver endnu en laaaang søvnløs nat. Min far kommer nemlig i morgen og skal hjælpe mig med at lave min drengs værelse....selv det kan jeg få stress af og det er oven i købet min egen far....Gud fader bevars et stresset indre liv.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Evaave

og ti vilde heste får mig ikke til at tage det stads igen.

Dette forstår jeg som, at du allerede har prøvet medicinen.

Hvis dette er tilfældet og du f.eks. er stoppet p.g.a. bivirkninger ell.l., så bør lægen have skrevet om det i din journal og i så fald må h*n kunne skrive, at du ikke kan tåle det.

[Evaave]

Hej Vovse

Min læge har ikke skrevet noget og det har den psykiater jeg gik hos heller ikke, da jeg valgte at stoppe med at komme der, da jeg jo ikke ville fortsætte med medicinen. Jeg burde have bedt om en udtalelse, men det kan jeg måske stadigvæk få.

Ja så jeg har taget medicin i en måneds tid...ikke rart. Det er jo ikke længe og mange vil ikke mene, at jeg har givet det en chance, men jeg var ved at kløjs i det hver gang jeg skulle sluge en pille og det skulle jeg jo så 3 gange om dagen. Min hals snurrede sammen og pillerne blev nærmest opløst i mit spyt...pøj det smagte ikke rart. Det var også forbundet med en masse angst...ikke ligefrem en god start. Det værste var, at jeg blev svimmel og følte mig beruset og at jeg var i en klokke. Det er ikke en tilstand jeg kan retfærdiggøre overfor mine børn...eller mig selv. Jeg prøvede både Motiron og Ritalin...samme effekt af begge 2. Det gav mig ro i hovedet, men de fysiske bivirkninger var ikke noget at skrive hjem om. Om det var min angst for medicinen, der gjorde at jeg havde det sådan eller om det var effekten af medicinen, kan jeg af gode grunde ikke vide, men jeg kan i hvert fald sige, at det ikke var på samme måde, som alle de gange jeg har haft angstanfald....det var meget værre.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Evaave

. Jeg prøvede både Motiron og Ritalin...samme effekt af begge 2. Det gav mig ro i hovedet, men de fysiske bivirkninger var ikke noget at skrive hjem om. Om det var min angst for medicinen, der gjorde at jeg havde det sådan eller om det var effekten af medicinen, kan jeg af gode grunde ikke vide, men jeg kan i hvert fald sige, at det ikke var på samme måde, som alle de gange jeg har haft angstanfald....det var meget værre.

Hvor er det dog surt, at dine læger ikke har noteret hvilke midler du ikke kan tåle, jeg troede, at alle læger gjorde dette.

Jeg synes du skal bede din læge om, at notere din reaktion på de midler du afprøver nu, sådan, at det kan komme med når/hvis kommunen beder om en statusattest.

Der kan meget vel være noget psykisk med i din reaktion på de midler du afprøver nu, psyken kan virkelig spille os et puds.