Depression og revalidering - ikke muligt?

[lillemig]

Hej med jer,

Jeg ved ikke om det er det rette sted at henvende mig for hjælp? Sagen er den, at jeg (kvinde, pædagog, 29 år) på 10. måned er sygemeldt med angst og depression. Det har været en utrolig hård tid, idét min sygemelding også har været relateret til min opvækst, at jeg har fået et barn (=begyndende fødselsdepression), ligesom efter barsel at komme tilbage til min arbejdsplads i en institution (er udd. Pædagog) som ikke fungerede hvad angår det psykiske arbejdsmiljø. Sidstnævnte tog rigtig hårdt på mig, og til trods for at jeg forsøgte at "kæmpe på" og holde modet oppe i håbet på ændring/evt. nyt job, så endte det desværre med en sygemelding - fuldtid - deltid - fuldtid ..
Jeg er ”heldigvis” blevet afskediget fra mit arbejde under min sygemelding, men jeg er også, i min bearbejdelse nået til en erkendelse af, at jeg ikke kan/skal være Pædagog længere. Støttet af min praktiserende læge og af min psykolog (går til samtaler 2-4 gange om måneden) tror jeg ikke det er muligt for mig at fortsætte med at arbejde så tæt med andre mennesker, og i relationen til dem, idet det skaber stor angst for mig overhovedet at tænke på at skulle ud i ”feltet” som Pædagog igen.

Jeg er blevet fulgt af jobcenteret siden start; i første omgang én gang om ugen hos stress-/depressions-sygeplejerske og har fået tilbud om at deltage i en ”selvhjælpsgruppe” for stress- og depressionsramte på jobcenteret, hvilket jeg har takket nej til. På et tidspunkt blev det for meget for mig, at gå hos sygeplejersken, idet jeg følte at hun pressede mig og at jeg hver gang gik hjem og var rigtig ked af det – følte at det var helt håbløst nogensinde at komme ovenpå igen. Herefter har jeg været hos sagsbehandleren 1 gang om mdr, hvorefter de følgende dage – og efter sidste møde, i flere uger, har været helt nede og kysse jorden igen. Baggrunden er måske nemmere at læse udfra det følgende, som jeg skrev til hende efterfølgende for at få luft (det er ikke blevet afleveret!):

”””Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg specielt efter sidste møde gik hjem og var rigtig ked af det.
Det første du spurgte mig om, var hvordan det gik - selvfølgelig! Men jeg føler at det er i et mistroisk tonefald, så jeg skal forklare HVORFOR jeg har det som jeg har det! Hvis jeg kunne det, så sad jeg ikke i denne situation. Jeg har ikke selv valgt at komme i denne situation - måske jeg kunne have set advarselslamperne tidligere, men jeg forsøgte at klare det ligesom jeg virkelig forsøger at komme ovenpå igen nu. Men når jeg sidder hos dig, føler jeg ingen som helst forståelse for min situation. Jeg tvivler meget på mig selv, specielt når jeg bliver presset, fordi jeg har svært ved at sige fra.
Når jeg sidder her ved jeg godt at agendaen er at jeg kommer tilbage i arbejde - det vil jeg også VIRKELIG gerne, men det eneste jeg føler at jeg får ud af den hjælp du siger du giver mig, er at jeg føler at jeg bliver forsøgt presset ud i noget jeg ikke er klar til. Deraf bliver jeg utrolig stresset, ked af det og frem for alt opgivende.
- Det gør utrolig ondt på mig at jeg ikke føler at jeg bliver lyttet til, når jeg siger at jeg ikke er klar til at præstere på en arbejdsplads under normale vilkår. Jeg føler mig SÅ forkert når jeg her får at vide at jeg skal raskmelde mig og søge job - at det er MIT valgt fortsat at være sygemeldt! Måske - men jeg føler at det er det rigtige; bakket op af både læge og psykolog! Jeg føler ENDELIG at jeg kan begynde at passe på mig selv, og sige fra - og så skal jeg igen og igen forklare min sygemelding! Jeg KAN ikke på 5 min forklare hvorfor jeg er end her - og det gør så ondt hele tiden at skulle forsvare at jeg er sygemeldt!
Forrige gang gav du tydeligt udtryk for at du ikke forstod hvorfor jeg ikke havde sat mig ind i hvordan I kunne hjælpe mig/hvilke tilbud I havde.. For det første har jeg ikke haft overskud til at indhente de oplysninger selv - og for det andet så har jeg levet i troen på at jeg nok skulle få det godt igen/få et normalt arbejde så jeg kunne/kan forsørge min familie.. Det har været svært for mig ikke at vide HVORNÅR dét er - og det gør det ikke nemmere at blive spurgt om hernede én gang om mdr - og forventes et svar! Jeg ved det ikke - jeg har som sagt ikke selv valgt at have det sådan her - og jeg ved ikke hvad udsigten er, eller hvordan jeg nogensinde skal få et 100% normalt liv igen!
Det påvirker hele min hverdag at være i denne situation; nogle dage har jeg mere overskud/energi end andre, nogle dage kan jeg godt tåle lidt modgang eller at skulle kæmpe for noget, andre dage slår det mig helt ud! Jeg ved ikke hvor langt jeg er i "processen" af at få det bedre - men jeg ville ønske at jeg vidste det! Jeg har ikke prøvet at ”være her” før, og deraf ved jeg ikke hvad der kommer til at ske.
.. Ved sidste møde havde jeg ressourceprofilen med udfyldt, men jeg kendte/kender ikke dens "funktion" og brugte derfor rigtig lang tid og mange kræfter på den, hvorfor det gjorde mig rigtig ked af det at du ikke engang kiggede på den! .. Jeg føler at jeg sidder her og med udfyldelsen af den vender fuldstændig vrangen ud på mig selv i håbet om en håndsrækning, men jeg føler MIG slet ikke set eller anerkendt for min situation, hvilket bare kører mig helt i knæ igen!
.. Jeg satte mig ind i hvilke tilbud I havde hjemme - optil sidste møde, og fik konkretiseret min forstsatte drøm om at blive advokatsekretær! Dette fortalte jeg dig om - men jeg følte at jeg blev mødt at en mur: "det kan ikke lade sig gøre".. Du sagde; du er ikke syg nok til en revalidering + det er dit valg ikke at ville arbejde som pædagog, men det kan godt være at du kommer til det alligevel, det kan jeg ikke garantere! .. Dette slog fuldsstændig benene væk under mig - jeg føler ikke at jeg har bedt om eller krævet noget! Tværtimod!
- Det er IKKE mit valg at jeg er kørt ned! Og det er ikke et valg at jeg ikke kan arbejde som pædagog mere; jeg har fundet ud af at jeg ikke egner mig til at være pædagog, og at jeg derfor vil omskoles - det handler KUN for mig om ikke at ende i denne situation igen hvis jeg kan undgå det, og det fik jeg ved forrige møde indtryk af at I kunne hjælpe med, men at jeg selv skulle undersøge tilbud/muligheder fra JC side! Det har jeg gjort - og en af de sidste bemærkninger ved sidste møde; "til næste gang skal du finde udaf hvad du vil", kendte jeg allerede svaret på dér; jeg vil omskoles/tage en anden uddannelse - med eller uden jeres hjælp, men nu er jeg nødt til at holde fokus på at blive rask og forsøge, også efter dette møde at kæmpe videre!
Det gør mig så enormt ked af det, at hver gang jeg kommer her på JC, så brister mine drømme og du kritiserer de aktører der VIRKELIG hjælper mig/som jeg føler forstår mig! . Det virker som om, at det hele for dig/jer handler om bare at få mig ind i statistikerne og ud på arbejdsmarkedet, uanfægtet at jeg højest sandssynligt ender samme sted igen når jeg bliver presset! ;(”””..

Siden det sidste møde, for en måned siden, har jeg fået det tiltagende dårligt, og jeg kan overhovedet ikke overskue min ”fremtid”.. Jeg var egentlig begyndt at have dage hvor jeg kunne fungere, og havde overskud til at gøre nogle ting for mig selv ligesom at klare nogle af de daglige gøremål herhjemme. - Og jeg var begyndt at drømme/have håb for at fremtiden ville lysne og at jeg kunne tage den uddannelse der altid har været min 1. prioritet. .. Nu føler jeg bare at jeg er helt nede og vende igen, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre – jeg kæmper og kæmper, og hele tiden trædes jeg på og ryger ned igen.. - Hvad skal der dog blive af mig? Som sagsbehandleren på JC siger; ”dét kan jo ikke blive ved”! Jeg føler mig på én eller anden måde bare SÅ forrådt; først bebrejdes jeg for ikke at have undersøgt mine muligheder for hjælp på JC, og når jeg så undersøger muligheden for revalidering ift. omskoling til Advokatsekretær får jeg at vide at jeg ikke er ”syg nok” – på hvilket grundlag? Hun har modtaget en status fra min læge, hvori der står at jeg ikke regnes for at være klar til arbejdsmarkedet pt.. Hun ønsker ikke en udtalelse fra min psykolog; han kan jo alligevel ikke fortælle noget vi ikke allerede ved – og ham skal jeg i øvrigt ikke blive afhængig af! (<-- hendes ord!)
Jeg er bare sådan i vildrede – på sigt er det måske en mulighed at søge noget ufaglært arbejde, så jeg ikke behøver at arbejde som Pædagog, men sådan er min situation jo bare ikke ligenu – og i øvrigt ville det problematisere vores økonomi mere end den allerede er nu på Sygedagpenge! Desværre har jeg heller ikke selv mulighed for at tage en anden uddannelse, rent økonomisk – årh mand! Jeg føler bare: jeg har overhovedet ikke brug for dét pres! Jeg føler mig til besvær, jeg føler at jeg nasser på samfundet, jeg føler mig fuldsstændig overladt til mig selv - jeg VIL så gerne! Jeg vil klare mig selv - jeg kan bare ikke ligenu, det hele synes bare at være ét stort nederlag!

- Kan man kontakte nogle andre for at ansøge om revalidering; eller hjælp til at komme videre i et andet fag - stille og roligt! Alt har jo kun fungeret mundtligt, så jeg kan ikke engang foreligge mit "afslag", for der er jo ikke noget! ..

(Undskyld hvis det er lidt rodet! Håber du/I kan forstå hvad jeg skriver )