Se enkelt indlæg
Gammel 02-12-2016, 19:59   #2
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.748
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Ankestyrelsens principafgørelse 82-16 om ressourceforløb - varighed - slutdato - borg

https://www.retsinformation.dk/Forms...aspx?id=185143



Principafgørelsen fastslår

Ressourceforløb

Kommunen kan bevilge ressourceforløb til personer, der har komplekse problemer, der ikke kan løses gennem den almindelige beskæftigelsesrettede indsats.

Ressourceforløbets varighed

Samtidig med afgørelsen om bevilling af ressourceforløb skal kommunen fastsætte den præcise varighed af ressourceforløbet.

Ressourceforløbet skal være af mindst et og højst fem års varighed. Det betyder, at kommunen konkret skal tage stilling til længden af ressourceforløbet.

Kommunen kan tilbyde borgeren flere ressourceforløb efter hinanden.

Ophør af ressourceforløb

Kommunen skal inden ressourceforløbets afslutning træffe afgørelse om, hvilke indsatser der skal iværksættes fremadrettet.

Kommunen kan ikke blot forlænge et ressourceforløb. Kommunen kan give et nyt ressourceforløb, hvis betingelserne er opfyldt, og kommunen følger de særlige sagsbehandlingsregler, der gælder for at tilkende et ressourceforløb, herunder at udarbejde rehabiliteringsplan og forelægge sagen for rehabiliteringsteamet.

Hvis kommunen ikke når at tage stilling til, hvilken foranstaltning der skal iværksættes efter ressourceforløbet, skal ressourceforløbet og ressourceforløbsydelsen fortsætte, indtil kommunen har taget stilling.

Tilbud om nyt ressourceforløb

Hvis kommunen ønsker at tilbyde borgeren et nyt ressourceforløb, skal sagen forelægges for rehabiliteringsteamet inden afgørelsen.

Borger over 40 år

Hvis borgeren er over 40 år, har borgeren ikke pligt til at tage imod mere end ét ressourceforløb.

Hvis borgeren ikke ønsker et nyt ressourceforløb, men fortsat søger om forsørgelse fra kommunen, skal kommunen i samarbejde med borgeren tage stilling til, hvad der så skal ske. Kommunen skal tage stilling på grundlag af alle de muligheder, der findes for hjælp udover ressourceforløb, fx kontanthjælp og tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven. At borgeren afviser et ressourceforløb, er ikke ensbetydende med, at borgeren har ret til førtidspension, hvis borgeren ikke opfylder betingelserne for det.

Den konkrete sag

I en konkret sag traf kommunen efter afslutningen af et tidligere ressourceforløb på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling afgørelse om at forlænge ressourceforløbet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede kommunens afgørelse, idet et ressourceforløb ikke kan forlænges. Kommunens skulle i stedet have givet et tilbud om et nyt ressourceforløb.

Borgeren var over 40 år og havde derfor ikke pligt til at tage imod kommunens tilbud om et nyt ressourceforløb.

Kommunen måtte derfor i samarbejde med borgeren tage stilling til, hvilke foranstaltninger og indsatser borgeren herefter kunne tilbydes, hvis hun fortsat ønskede forsørgelse fra kommunen.

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare, hvornår og hvordan varigheden af et ressourceforløb skal fastlægges, og om et ressourceforløb kan forlænges. Afgørelsen skal desuden afklare, hvilken betydning det har i forhold til en borger, der er over 40 år.

Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat